Europæiske Semester 2012
Danmarks nationale reformprogram og konvergensprogram
Europa-Kommissionen udarbejdede i november 2011 den såkaldte vækstanalyse, som udstak prioriteterne for medlemslandenes økonomiske politikker i 2012.
På baggrund af Kommissionens vækstanalyse og målsætningerne i Europa 2020-strategien fremlagde Danmark i april 2012 det nationale reformprogram samt konvergensprogram (se boksene til højre), hvorefter Rådet i juli 2012 vedtog de landespecifikke anbefalinger til Danmark.
Indmeldinger under europluspagten
Under europluspagten skal deltagerlandene i deres nationale reformprogrammer indmelde nationale tiltag til opfyldelse af pagtens målsætninger. Det sker også som led i det Europæiske Semester, hvorfor det Nationale Reformprogram også indeholder Danmarks indmeldinger under Europluspagten (også kaldet Konkurrenceevnepagten).
Europa-Kommissionens anbefalinger 2012
Som led i det Europæiske Semesters cyklus fremsatte Kommissionen den 30. maj 2012 forslag til de landespecifikke anbefalinger på baggrund af medlemslandenes indberettede stabilitets- og konvergensprogrammer samt nationale reformprogrammer. Rådet behandlede efterfølgende Kommissionens forslag til landespecifikke anbefalinger, der endvidere også blev drøftet af stats- og regeringscheferne på EU-topmødet den 28.-29. juni 2012.
Rådets behandling
De landespecifikke henstillinger blev behandlet på Det Europæiske Råds møde den 28.-29. juni 2012 og efterfølgende formelt vedtaget af Rådet på et møde den 10. juli 2012.
Som led i de skærpede regler om såkaldt økonomisk styring skal Rådet begrunde eventuelle ændringer af de oprindelige forslag til henstillinger som Kommissionen er kommet med.
Indholdet af henstillingen
"HENSTILLER, at Danmark i perioden 2012-2013 træffer foranstaltninger med henblik på at:1) gennemføre budgetstrategien som planlagt for at sikre korrektion af det uforholdsmæssigt store underskud senest i 2013 og nå den gennemsnitlige årlige strukturelle tilpasningsindsats, der er angivet i Rådets henstillinger i henhold til proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud. Derefter sikre en passende strukturel tilpasningsindsats med henblik på at gøre tilstrækkeligt fremskridt i retning af den mellemfristede budgetmålsætning, herunder nå benchmarket for udgifter
2) tage yderligere skridt til at øge det langsigtede udbud af arbejdskraft ved at gennemføre en reform af førtidspensionsordningen og ved i højere grad at målrette ordninger for beskæftigelse med offentligt tilskud (fleksjobordningen) mod personer med nedsat arbejdsevne og forbedre beskæftigelsesegnetheden for personer med indvandrerbaggrund
3) uden forsinkelse at gennemføre de bebudede foranstaltninger for at forbedre omkostningseffektiviteten i uddannelsessystemet, nedbringe frafaldsprocenterne, navnlig i den erhvervsfaglige uddannelsessektor, og forøge antallet af praktikpladser
4) fortsætte indsatsen for at fjerne hindringer for konkurrence inden for især lokale tjenesteydelser, detailsektoren og byggesektoren, herunder ved yderligere at åbne kommunernes og regionernes indkøb af tjenesteydelser op for konkurrence og sikre, at sanktionerne for overtrædelse af konkurrencelovgivningen i tilstrækkelig grad har afskrækkende virkning
5) overveje yderligere forebyggende foranstaltninger med henblik på at styrke stabiliteten på boligmarkedet og i det finansielle system på mellemlang sigt, herunder ved at tage hensyn til resultaterne af Erhvervs- og Vækstministeriets igangværende undersøgelse af fordelingen af formue og gæld på tværs af husholdningerne og ved at tage ejendomsværdibeskatningssystemet og det kommunale ejendomsskattesystem op til revision".
Udvalgsspørgsmål
Programmer for 2013
De danske programmer for 2013 skal udarbejdes på baggrund af Europa-Kommissionens vækstanalyse fra 2013 samt de landespecifikke anbefalinger fra 2012.