Hjælpemenu

Hovedmenu

Kontrol med eurolandenes budgetplaner (two-pack)

Europa-Kommissionen fremsatte den 23. november 2011 et par nye forslag, der efterfølger den vedtagne pakken med seks forslag til styrket økonomisk styring - den såkaldte "six-pack".

Det første forslag lægger op til, at eurolandene fremlægger deres budgetudkast for det efterfølgende år på samme tid hvert år - den 15. oktober - og giver Kommissionen ret til at vurdere dem og om nødvendigt afgive en udtalelse.

Kommissionen vil kunne kræve, at disse udkast revideres, hvis den betragter dem som værende alvorligt ude af trit med de politiske forpligtelser, der er fastlagt i stabilitets- og vækstpakken. Det foreslås også i forordningen, at der skal være en tættere overvågning af de eurolande, der er i en procedure om uforholdsmæssigt store underskud. Der skal også være et krav til de medlemslande, der er del af euroområdet, om at oprette uafhængige finanspolitiskeråd og basere deres budgetter på uafhængige prognoser.

Det andet forslag skal sikre, at Kommissionen vil få mulighed for at beslutte, hvorvidt et medlemsland, der står over for alvorlige problemer med hensyn til den økonomiske stabilitet, skal være omfattet af en styrket overvågning. Rådet vil få mulighed for at afgive henstillinger til sådanne medlemslande om at søge økonomisk bistand.

Begge forslag angår altså alene eurolandene.

Vedtagelse

På rådsmødet for EU's økonomi- og finansministre den 21. februar 2012 blev medlemslandene enige om de to forslag. Efter forhandlinger med Europa-Parlamentet blev der indgået et kompromis den 20. februar 2013, hvorefter Rådet formelt vedtog forslagene den 13. maj 2013.

Begge forordninger trådte i kraft den 30. maj 2013.

Den nye procedure tages i brug

Europa-Kommissionen har i forbindelse med det europæiske semester for 2014 for første gang anvendt de nye beføjelser til at vurdere eurolandenes budgetplaner og overensstemmelsen med Stabilitets- og Vækstpagten. Det er sket på baggrund af eurolandenes budgetplaner for 2014, som Kommissionen efter de nye regler som sagt skal modtage senest den 15. oktober hvert år.
Kommissionens vurderinger blev præsenteret den 15. november 2013 og efterfølgende behandlet på eurogruppens møde for eurolandenes økonomi- og finansministre den 22. november 2013.

Kommissionen har i forbindelse med denne første anvendelse af den nye procedure dog ikke fundet det nødvendigt, at kræve omarbejdelse af de fremsendte budgetplaner.

Baggrund

Two-pack'en udspringer af en erklæring fra et eurotopmødet den 26. oktober 2011, hvor eurolandene blev enige om en række yderligere foranstaltninger til øget finanspolitisk- og økonomisk koordinering samt overvågning i forlængelse af den føste pakke af forslag - den såkaldte six-pack.

De to forordninger

Ydeligere information