Hjælpemenu

Hovedmenu

Kommissionens økonomiske anbefalinger til medlemslandene

Europa-Kommissionen har i dag offentliggjort en større pakke af anbefalinger og analyser i relation til medlemslandenes økonomiske politikker.

For det første er der anbefalinger til hvert af de 27 medlemslande i forbindelse med landenes budgetpolitik og økonomiske reformer. For det andet har Kommissionen analyseret situationen i de 12 medlemslande, der i februar blev udpeget til at kunne være i fare for såkaldte makroøkonomiske ubalancer. Endelig har Kommissionen vurderet medlemslandenes efterlevelse af stabilitets- og vækstpagtens regler for den offentlige budgetsaldo og bruttogæld.

Landespecifikke anbefalinger

De landespecifikke anbefalinger omhandler en række forskellige områder - såsom offentlige finanser og strukturreformer inden for beskatning, pensioner, offentlig administration, tjenesteydelser og arbejdsmarkedsforhold.

Anbefalinger til Danmark

  • Efterlevelse af den tidligere henstilling om at bringe det offentlige budgetunderskud ned under tre procent af bruttonationalproduktet (BNP) i 2013.
  • Tage skridt til at fremme arbejdskraftsudbuddet på langt sigt.
  • Gennemføre tiltag der fremmer effektiviteten og reducerer omkostningerne af uddannelsessystemet samt reducere frafaldet.
  • Tiltag der fjerner hindringer for konkurrencen - specielt inden for den lokale servicesektor, detailsektor samt byggesektor.
  • Sikre stabiliteten på boligmarkedet - herunder revurdere realkreditsystemet samt det kommunale ejendomsskattesystem.

Udgangspunktet for Kommissionens landespecifikke anbefalinger er for det første en vurdering af medlemslandenes efterlevelse af anbefalingerne fra 2011 samt for det andet medlemslandenes indsendte nationale reformprogrammer samt stabilitets- og konvergensprogrammer. De nationale reformprogrammer udarbejdes på baggrund af målsætningerne i EU's overordnede vækststrategi - den såkaldte Europa 2020-strategi - samt prioriteterne i Kommissionens vækstanalyse for 2012. Stabilitetsprogrammerne (for eurolandene) og konvergensprogrammerne (for ikke-eurolandene) indeholder planer for medlemslandenes offentlige finanser til efterlevelse af stabilitets- og vækstpagten.

Makroøkonomiske ubalancer

Kommissionen udarbejdede i februar den første såkaldte varslingsrapport i forbindelse med de nye regler om makroøkonomiske ubalancer. Rapporten identificerede 12 medlemslande, der kunne være i fare for makroøkonomiske ubalancer - herunder Danmark. Kommissionen har nu lavet en dybtegående analyse af situationen i hvert af de 12 medlemslande og inkluderet resulatet i de landespecifikke anbefalinger.

Analyserne konkluderer at de 12 lande er ramte af makroøkonomiske ubalancer, som bør afhjælpes. Der er dog ikke tale om såkaldte uforholdsmæssigt store ubalancer, der efter de nye regler i sidste ende kan medføre sanktioner for eurolandene.

Ubalancer i Danmark

For Danmarks vedkommende består de makroøkonomiske ubalancer i den eksterne konkurrenceevne samt husholdningernes gældssætning.

Uforholdsmæssigt store offentlige underskud

Kommissionen har også vurderet, hvordan medlemslandene har efterlevet de henstillingerne de har fået mht. at rette op på de offentlige budgetunderskud. Når et medlemsland overskrider stabilitets- og vækstpagtens krav om, at budgetunderskuddet ikke må overstige tre procent af BNP, indledes der en formel procedure der går under navnet proceduren for uforholdsmæssigt store offentlige underskud.

For Tyskland og Bulgariens vedkommende vurderer Kommissionen, at de har bragt budgetunderskuddet under de tre procent af BNP og indstiller derfor til, at proceduren ophæves for begge lande.

For Ungarns vedkommende konstaterer Kommissionen, at Ungarn har truffet de nødvendige foranstaltninger til at afhjælpe det uforholdsmæssigt store underskud i tråd med Kommissionens tidligere henstilling. Kommissionen opfordrer på denne baggrund til at ophæve suspensionen af midler fra Samhørighedsfonden til Ungarn.

Baggrund

De landespecifikke anbefalinger er det sidste trin i det såkaldte europæiske semester, hvor medlemslandenes økonomiske politikker overvåges og koordineres. Det europæiske semester samler behandlingen af medlemslandenes efterlevelse af EU's vækstmålsætninger (Europa 2020-strategien) samt kravene til de offentlige finanser under stabilitets- og vækstpagten. Endelig indgår overvågningen og identifikation af makroøkonomiske ubalancer også som en del af forløbet under det europæiske semester.

Det europæiske semester for 2012 blev skudt i gang i november 2011 med Kommissionens vækstanalyse, der indeholdt de overordnede prioriteter og indsatsområder for 2012. Prioriteterne blev godkendt af EU's stats- og regeringschefer på EU-topmødet i marts, hvorefter medlemslandene indsendte de nationale reformprogrammer samt stabilitets- og konvergensprogrammer i april. De landespecifikke anbefalinger udarbejdes som nævnt på baggrund af de indsendte programmer. Anbefalingerne forventes godkendt på EU-topmødet i juni, hvorefter de skal formelt vedtages af Rådet til juli.

Yderligere information