Spm. om bekræftelse og uddybning af svar på S 1164 om, at Danmark ikke har vetoret over for forslag fra Kommissionen i forbindelse med handelsaftale indenfor det kulturelle og audiovisuelle område samt inden for uddannelse, sundhed eller sociale anliggender jf. besvarelsen af spm. 123 og 124, til udenrigsministeren
UDENRIGSMINISTERIET
EUP j.nr. 400.A.2-10-1
Nordgruppen
Den 26. maj 2005
Svar på Folketingets Europaudvalgs spørgsmål ad L 137 af 23. maj 2005
Spørgsmål 195:
"Ministeren bedes i forlængelse af besvarelse af spørgsmål 123 og 124 bekræfte og evt. uddybe svar på S 1164 (2004-2005, 1. samling), hvor af det fremgår, at Danmark ikke har vetoret over for forslag fra Kommissionen i forbindelse med en handelsaftale inden for det kulturelle og audiovisuelle område, samt indenfor uddannelse, sundhed eller sociale anliggender, idet det vil være muligt for andre lande eller for Kommissionen at anfægte f.eks. en dansk påstand om, at et givet forslag vil hhv. bringe "den kulturelle og sproglige mangfoldighed" i fare, hhv. at det indebærer en risiko for, at "den nationale tilrettelæggelse af sådanne tjenester forstyrres alvorligt, og at medlemsstaternes ansvar for levering heraf bringes i fare" ved EU-Domstolen. (artikel vedlægges)"
Svar:
Danmark har vetoret i Rådet såfremt Kommissionens forslag om at indlede forhandlinger eller indgå en aftale på området handel med sociale, uddannelsesmæssige og sundhedsmæssige ydelser eller inden for det kulturelle og audiovisuelle område indebærer en risiko for, at den nationale tilrettelæggelse af sådanne tjenester forstyrres alvorligt, og at medlemsstaternes ansvar for levering heraf bringes i fare eller indebærer en risiko for, at den kulturelle og sproglige mangfoldighed i EU bringes i fare, jf. art. III-315. EU-Domstolen kan annullere den pågældende retsakt, såfremt Kommissionen ikke har overholdt sin nye forpligtelse til at vurdere, hvorvidt dette er tilfældet.