Nyheder fra Det Europæiske Råds møder
Det Europæiske Råds møde den 15.-16. december 2005
På det Europæiske Råds møde i Bruxelles lykkedes det i nat at indgå et kompromis om de finansielle perspektiver i perioden 2007-2013.
Det britiske EU-formandskab, med Storbritanniens premierminister Tony Blair i spidsen, understreger, at aftalen sikrer fremdriften i det europæiske samarbejde og udviser den rette solidaritet med de nye medlemslande.
Europa-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, lægger også vægt på, at EU er kommet ud af handlingslammelsen og i fremdrift. Aftalen opfylder ikke alle Kommissionens ønsker, men det var den bedste aftale givet omstændighederne.
Det endelige kompromis betyder, at det samlede udgiftsniveau ender på 862,363 mia. euro, hvilket svarer til 1,045 % af EU's samlede BNI. Dette er ca. 13 mia. euro mere end det seneste udspil fra det britiske EU-formandskab. De ekstra midler vil primært tilfalde de nye medlemslande.
Den maksimale momsindkrævningssats bliver fastsat til 0,30 %. For perioden 2007-2013 skal denne sats være 0,225 % for Østrigs vedkommende. For Nederlandene og Sverige fastsættes den til 0,10 %. Tysklands sats vil udgøre 0,15 %.
For perioden 2007-2013 bliver Nederlandene indrømmet et årligt bruttofradrag i BNI-indbetalingerne på 605 mio. euro. Sverige vil kunne drage fordel af et årligt bruttofradrag på 150 mio. euro.
Med hensyn til Storbritanniens rabatordning, så udfases den del af de fordelte udgifter der tilgår de nye medlemslande. Dette gælder dog ikke for udgifterne til landbrugsstøtte og visse dele af støtten til landdistriksudvikling. Udfasningen skal senest være fuldbyrdet i 2013. Det maksimale beløb Storbritannien kan bidrage med via denne udfasning, udgør 10,5 mia. euro i perioden 2007-2013.
Selve rabatordningen fastholdes for alle øvrige fordelte udgifter. Rabatten på finansieringen af Storbritanniens korrektion, som Tyskland, Østrig, Sverige og Nederlandene modtager, fastholdes også.
Den såkaldte revisionsklausul fastholdes. Kommissionen vil foretagen en grundig gennemgang af budgettets indtægts- og udgiftsside og rapportere tilbage i 2008 eller 2009. Denne gennemgang kan danne grundlag for en vedtagelse i Det Europæiske Råd om modernisering af budgettet i perspektivperioden 2007-2013. Gennemgangen skal endvidere indgå i fastsættelsen af de finansielle perspektiver i den efterfølgende periode.
- Link til Det Europæiske Råds aftale om finansielle perspektiver i 2007-2013
- Pressekonference med det britiske EU-formandskabs premierminister Tony Blair
- Udtalelese af Tony Blair til det britiske parlament om Det Europæiske Råds møde
- Aftalen om de finansielle perspektiver i hovedtræk
Stats- og regeringscheferne har fået udleveret det endelige kompromisforslag fra det britiske formandskab. De er nu vendt tilbage til forhandlingerne.
EU-formandskabet, ved den britiske premierminister Tony Blair, vil snart fremlægge det endelige kompromisforslag om de finansielle perspektiver i perioden 2007-2013. Blair overlader det så til medlemslandene at gøre deres stilling op. Ifølge Blair, vil forslaget sikre to hovedformål. For det første at finansiere udviklingen i de nye medlemslande - økonomisk, politisk og socialt. For det andet at sikre en proces mod en fundamental omstrukturering af budgettet på mellem og langt sigt.
Den britiske rabat vil ifølge Blair også være omfattet, således at Storbritannien betaler en fair del af udvidelsen, men rabatten vil være intakt i forhold til de øvrige dele af budgettet. Efter fremlæggelsen vil medlemslandene så have den endelige diskussion.
Det forlyder at det nye kompromisforslag vil hæve det tidligere udspil fra det britiske EU-formandskab med 13 mia. euro. De 3 mia. skal komme fra den britiske rabatordning. Det samlede niveau for forpligtigelsesbevillinger bliver derved 862 mia. euro, hvilket svarer til 1,045 % af medlemslandenes BNI. Det nye forslag vil således niveaumæssigt placere sig omtrent midt mellem det tidligere luxembourgske EU-formandskabs forslag på 872 mia. euro og det andet britiske forslag på 849 mia. euro. Der er dog ikke blevet fremsat et officielt forslag endnu.
Forhandlingerne om de finansielle perspektiver på Det Europæiske Råds møde trækker ud. Tidligere forlød det, at det britiske EU-formandskab ville præsentere et nyt kompromisforslag ved 18-tiden. Tidspunktet for præsentationen af det nye forslag er blevet udskudt til klokken 19. Herefter vil delegationerne have en time til at analysere det, hvorefter de mødes til forhandlinger klokken 20. Ifølge en talsmand fra det britiske EU-formandskab vil det nye forslag omfatte ændringer af udgiftsniveauet, indtægtssiden og revisionsklausulen. Flere af stats- og regeringscheferne har forladt rådsbygningen, men vender tilbage til aften. Den svenske statsminister, Göran Persson, sagde på vej ud, at chancerne stadig var "fifty-fifty", men han var en smule mere negativ end i går. En talsmand for den finske præsident oplyste, at rabatten stadig var det største problem i forhandlingerne. Han mente, at hvis der kunne skæres 10-15 % i udgifterne til landbrugsstøtten, ville briterne gå med til en beskæring af rabatten.
Billedtekst: den luxembourgske premierminister Jean-Claude Juncker
Den britiske talsmand, Tom Kelly, har netop orienteret pressen om formiddagens forhandlinger. Den britiske premierminister, Tony Blair, har til formiddag haft bilaterale forhandlinger med Tyskland, Frankrig, Spanien, Østrig og Ungarn. I øjeblikket afholder EU-formandskabet et fælles møde med Tysklands kansler Angela Merkel og Frankrigs præsident Jacques Chirac.
Tony Blair vil orientere de øvrige stats- og regeringschefer om status på forhandlingerne under frokosten. Herefter vil der blive ført yderligere bilaterale forhandlinger. Et nyt kompromisforslag kan forventes en gang i eftermiddag. Ifølge talsmanden bliver en eventuel aftale ikke en ideel aftale for noget enkelt medlemsland, men mere udtryk for en realistisk aftale. Tilgangen til forhandlingerne har været seriøs, men det er ingen garanti for succes, oplyser talsmanden.
Stats- og regeringscheferne er ankommet til andendagen med forhandlinger om de finansielle perspektiver. Den svenske statsminister, Göran Persson, udtaler ved anskomsten, at en manglende aftale vil reflektere negativt på det britiske formandskab, men ingen ønsker en dårlig aftale. Persson vurderer, at der er behov for en modernisering af budgettet og en reduktion af den britiske rabat. Disse to ting hænger uløseligt sammen ifølge Persson. Alle afventer i øjeblikket det nye kompromisforslag som Storbritanniens premierminister, Tony Blair, har annonceret vil blive præsenteret her til formiddag. Det britiske formandskab vil bruge morgenen til at føre bilaterale forhandlinger med medlemslandene. Billedtekst: den franske præsident, Jacques Chirac, ankommer til dagens forhandlinger.
Efter den første forhandlingsrunde udtaler den svenske statsminister, Göran Persson, at der er en "fifty-fifty" chance for indgåelse af en aftale om de finansielle perspektiver. Ifølge den svenske statsminister er alle medlemslandene tilsynladende enige om, at det ikke bliver lettere at indgå en aftale på et senere tidspunkt. Statsminister Anders Fogh Rasmussen siger, at medlemslandene stadig er et stykke fra at kunne indgå en aftale. Forhandlingerne om de finansielle perspektiver vil blive genoptaget i morgen på basis af et nyt forslag fra det britiske EU-formandskab
Stats- og regeringschefer er ankommet til rådsbygningen. Den britiske premierminister, Tony Blair, har afholdt møder med den franske præsident Jacques Chirac, den tyske kansler Angela Merkel samt kommissionsformanden José Manuel Barroso. Ifølge den britiske regeringstalsmand, Tom Kelly, er der vilje til en aftale, men alle er klar over, at de står overfor nogle vanskelige forhandlinger. Det skulle tilsyneladende have været et positivt møde. Ifølge talsmanden kan det britiske formandskab ikke diktere udfaldet af den revision af budgetstrukturen, som den såkaldte revisionsklausul i kompromisforslaget foreskriver skal udføres i 2008. Billedtekst: statsminister Anders Fogh Rasmussen ankommer til mødet i Det Europæiske Råd.
Europa-Parlamentets formand, Josep Borrell Fontelles, slår i en pressekonference fast, at det nuværende forslag ikke er acceptabelt. Det vil derfor være formålsløst, hvis Rådet vedtager forslaget til finansielle perspektiver, som det ligger i sin nuværende form. Dette er dog ikke ensbetydende med, at Europa-Parlamentet har nedlagt veto, hvis niveaet ikke når Europa-Parlamentets eget forslag. Parlamentsformanden ønsker ikke, på linje med Kommissionen, at der indføres differentierede implemen-teringsregler for anvendelse af strukturmidler. Implementerings-reglerne må gerne gøres mere fleksible, men så skal de gælde for alle medlemslande. Billedtekst: pressekonference med Europa-Parlamentets formand Josep Borell Fontelles.
Forhandlingerne bliver ført på basis af det britiske EU-formandskabs kompromisudspil, som kan findes her.
Folketingets EU-Oplysning følger mødet i Det Europæiske Råd, og vil løbende opdatere temasiden med den seneste udvikling i forhandlingerne.
Det Europæiske Råds uformelle møde den 27. oktober 2005 på Hampton Court
Selvom de finansielle perspektiver ikke var på dagsordenen for de emner, som det britiske formandskab ønskede at behandle på mødet, tiltrak emnet sig alligevel en del opmærksomhed.
Der blev ikke udsendt konklusioner, da der var tale om et uformelt møde, men den generelle holdning blandt stats- og regeringscheferne var tilsyneladende, at der var etableret en positiv atmosfære omkring de videre forhandlinger, og en endelig aftale på Det Europæiske Råds møde i december var indenfor rækkevidde.
Kommissionsformanden, José Manuel Barroso, havde inden mødet sendt et brev til det britiske formandskab indeholdende fem forslag, der kunne puste nyt liv i forhandlingerne om de finansielle perspektiver.
Det Europæiske Råds møde den 16.-17. juni 2005 i Bruxelles
EU-Oplysningen dækkede løbende forhandlingerne om de finansielle perspektiver 2007-2013 under Det Europæiske Råds møde i Bruxelles den 16.-17. juni 2005.
Ingen aftale om de finansielle perspektiver 2007-2013
![]() |
| Det luxembourgske EU-formand-skab, ved Jean-Claude Juncker, bekræfter sammenbruddet |
Storbritannien var tilsyneladende ikke det eneste medlemsland, der havde problemer med kompromisforslaget. Sverige, Finland, Nederlandene og Spanien kunne heller ikke tilslutte sig kompromisforslaget fra det luxembourgske formandskab.
Det luxembourgske EU-formandskab, ved Jean-Claude Juncker, bekræftede på et senere pressemøde, at det ikke havde været muligt, at indgå en aftale om de finansielle perspektiver i perioden 2007-2013.
En gennemgang af formandskabets seneste kompromisforslag kan findes her.
Forhandlinger om de finansielle perspektiver trækker ud
![]() |
| Statsminister Anders Fogh Rasmussen forlader midlertidigt EU-topmødet |
Flere stats- og regeringschefer forlod tidligere på dagen EU-topmødet, mens der blev ført bilaterale forhandlinger mellem det luxembourgske formandskab og den britiske premierminister Tony Blair. Italiens premierminister Silvio Berlusconi var den første til at forlade rådsbygningen, men også den tyske kansler Gerhard Schröder, den franske præsident Jacques Chirac og statsminister Anders Fogh Rasmussen tog en pause i forhandlingerne om de finansielle perspektiver. Forhandlingerne blev genoptaget klokken 20.
Britisk standpunkt
Storbritanniens premierminister Tony Blair og EU-formandskabet ved Jean-Claude Juncker har her til morgen haft et møde om de finansielle perspektiver. Ifølge regeringens talsmand er den britiske holdning, at så længe den nuværende struktur af budgettet opretholdes, er den britiske rabat fuldt ud retfærdiggjort. Der var dog en åbning at spore, idet det blev fremført, at hvis der kan opnås en garanti for, at en reformproces af den strukturelle opbygning af EU's budget er påbegyndt, vil der kunne forhandles om Storbritanniens rabat. Hvilke elementer en sådan garanti skulle indeholde kunne ikke oplyses. En optimistisk holdning skinnede igennem, og vurderingen var, at det så langt mere positivt ud nu end for to uger siden.
Ny forhandlingsramme fra formandskabet
Det luxembourgske formandskab har onsdag den 15. juni 2005 præsenteret den forhandlingsramme, der skal udgøre det endelige grundlag for forhandlingerne i Det Europæiske Råd. Tidligere udspil fra formandskabet kan findes her.
Kompromisforslaget fastholder en grænse på 1,06 % af BNI for forpligtigelsesbevillinger svarende til 869 mia. euro. Niveauet for betalingsbevillinger bør være 1.00 % af BNI svarende til 825 mia. euro.
Det nye forslag beskærer udgiftskategori 1 A (konkurrenceevne for vækst og beskæftigelse) med 2 mia. euro til samlet 72 mia. euro. Udgiftsområdet 1 B (samhørighed med henblik på vækst og beskæftigelse) bliver tilført samlet 306,5 mia. euro. På udgiftsområde 2 (beskyttelse og forvaltning af naturressourcerne) bliver der for første gang præsenteret et samlet beløb på 377,8 mia. euro. Formandskabet har valgt at indregne 2 mia. euro under den fælles landbrugspolitiks søjle I til optagelse af Bulgarien og Rumænien. Udgiftsområde 3 (Unionsborgerskab, frihed, sikkerhed og retfærdighed) bliver beskåret med 1 mia. fra 12 til 11 mia. euro. Udgiftsområde 4 (EU som global partner) bliver ligeledes beskåret med 1 mia. fra 51 til 50 mia. euro. Endelig bliver udgiftsområde 5 (administration) beskåret med 1 mia. fra 51,3 til 50,3 mia. euro.
På finansieringssiden foreslår formandskabet, at Storbritanniens rabat fra 2007 bør beregnes ud fra et nominelt gennemsnit af den syvårige periode 1997-2003, der går forud for den seneste udvidelse. En ændring af dette niveau bør ikke ske før efter 2013. En sådan senere ændring skal ske under betragtning af udviklingen i markedsrelaterede udgifter og direkte betalinger (landbrugspolitikkens søjle I). I det forrige forslag var der et ønske om en aftrapning af Storbritanniens rabat fra 2007.
For de store nettobidragsydere, Tyskland, Holland og Sverige, bliver det nu konkretiseret, hvilke specifikke foranstaltninger der bør foretages. Formandskabet foreslår, at momsbidragssatsen for disse lande sættes til 0,15 %, hvorimod den generelle momsbidragssats ønskes låst fast på 0,30 %.
Medlemslandene kan tilbageholde 25 % af de indtægter der opkræves via de traditionelle egne indtægter (landbrugsafgifter, sukkerafgifter og told) til administrationen heraf. Formanskabet foreslår, at Holland og Sverige skal have mulighed for at fratrække yderligere 10 %. De skal endvidere kunne tilbageholde 10 % fra momskategorien af egne indtægter.
Britisk kommentar
En britisk regeringstalsmand udtaler til EU-topmødet i Bruxelles, at Storbritanniens rabat kun er et symptom på problemet, selve problemet er sammensætningen af EU's budget. Problemet illustreres, ifølge talsmanden, ved at 40 % af EU's budget går til landbrugsområdet, mens det kun repræsenterer 5 % af EU's befolkning og 2 % af produktionen. Det fremføres endvidere at landbrugsområdet udgør en 10 gange så stor del af budgettet som forskning og udvikling, som burde være fremtidens fokusområde.
- Formandskabets forhandlingsramme af 15. juni 2005
- Tillæg og rettelse til formandskabets forhandlingsramme af 15. juni 2005
Pressemeddelelser fra formandskabet
18.06.2005 - No agreement on financial perspectives at European Council
15.06.2005 - Juncker: "Agreement on Financial Perspective unlikely"

