Hvad betyder de danske forbehold for formandskabet?
På grund af det danske nej ved folkeafstemningen om Maastricht-traktaten i 1992 har Danmark de såkaldte EU-forbehold. Forbeholdene går ud på, at
-
Danmark ikke indfører euroen som valuta i stedet for kronen
-
Danmark ikke deltager i EU’s fælles forsvarspolitik
-
Danmark ikke deltager i EU’s retlige samarbejde – nærmere bestemt asyl- og indvandringspolitikken, det civilretlige og det politi- og strafferetlige samarbejde, når der laves regler, som direkte forpligter EU-landenes borgere (overstatsligt samarbejde)
- Unionsborgerskabet ikke træder i stedet for det nationale statsborgerskab
Euroforbeholdet betyder dog, at Danmark ikke deltager i den såkaldte eurogruppe, hvor de 17 lande, som har euro, mødes. Gruppen mødes som regel dagen inden møderne i Rådet for Økonomi og Finans, og derfor er de væsentligste punkter på disse møder allerede behandlet i eurogruppen inden mødet i Rådet.
I 2002 betød forsvarsforbeholdet, at Danmark ikke kunne være formand på forsvarsområdet. En stor del af forsvarsområdet er nu flyttet ind under det faste formandskab under EU’s nye Fælles Udenrigstjeneste. På de dele af forsvarsområdet, som endnu ikke hører ind under det faste formandskab, vil Danmark dog igen skulle give formandsopgaven videre til et andet medlemsland.
Retsforbeholdet forventes umiddelbart ikke at påvirke det danske formandskab, selv om området for det danske retsforbehold er blevet større efter Lissabontraktaten. Den danske regering vil stadig varetage formandskabsrollen, når Rådet mødes i den sammensætning, som hedder Retlige og Indre Anliggender, på trods af at Danmark kommer til at stå udenfor flere af reglerne, der forhandles.
Unionsborgerskabsforbeholdet har ikke længere nogen praktisk betydning, da en tilsvarende formulering er blevet indført i traktaten og nu gælder for alle EU's medlemslande.