Reduktion af CO2-udledningen i transportsektoren

Transportsektoren er en af de sektorer der udleder flest drivhusgasser. Sektoren står for omkring en fjerdel af den samlede udledning af drivhusgasser i EU. I modsætning til de øvrige sektorer har transportsektoren desuden oplevet en stigning i den overordnede udledning siden 1990, hovedsageligt på grund af den øgede person- og godstransport. Derfor er det også vigtigt at få reduceret transportsektorens forbrug af brændstof.
Midlerne
EU har taget flere forskellige midler i brug, for at reducere udledning af drivhusgasser i transporten. Af disse kan særligt nævnes at:
-
Luftfartssektoren er netop blevet inkluderet i EU’s generelle CO2-kvotehandelssystem. Det betyder at luftfartssektoren vil være underlagt kvoter for deres CO2-forbrug, og det generelle ”cap and trade” system.
- EU har skabt regler for, hvor meget CO2 nye personbiler og lette erhvervskøretøjer må udlede.
- EU har skabt et system for at certificere og stille energikrav til tunge erhvervskøretøjer.
- EU har taget initiativ til at sikre at der anvendes flere biobrændstoffer i transportsektoren end i dag.
Da det er nødvendigt med meget væsentlige reduktioner i CO2-udledningen fra transportsektoren, og da udviklingen af transportforbruget kun ser ud til at gå op, er det meget vigtigt at skabe en mere klima- og miljørigtig sektor på længere sigt.
Kommissionen har derfor foretaget en række undersøgelser og igangsat flere initiativer, der har til formål at se på, hvilke teknologier og politikker der er nødvendige for at skabe en klima- og miljørigtig sektor, der kan opnå store reduktioner frem mod 2050. Du kan læse mere om dette her.