EU's bindende målsætninger

EU har i årene omkring 2007-2008 vedtaget nogle konkrete og bindende målsætninger omkring en reduktion af udledningen af drivhusgasser, forøgelse af anvendelsen af vedvarende energi, og anvendelsen af biobrændsler. EU har i samme forbindelse peget på, hvordan man mener at den nuværende situation ser ud, og hvordan målsætningerne kan nås.
I 2007 fremlagde Europa-Kommissionen en Klima- og energipakke kaldet ”En energipolitik for Europa”. Her blev situationen og problemstillingerne på klima- og energiområdet udpenslet og beskrevet.
Få måneder senere fulgte Det Europæiske Råd op på denne pakke, ved at vedtage en egentlig energihandlingsplan. Denne indeholder en række initiativer som har til formål, hurtigt og effektivt, at takle de udfordringer som klimaændringerne medfører. Det blev desuden påpeget, at politikområdet ikke alene handlede om at at hindre klimaændringer, men også at styrke forsyningssikkerheden og konkurrenceevnen i EU.
Det Europæiske Råd besluttede ved samme lejlighed at opstille en række klare målsætninger for den europæiske indsats. Der skal for det første ske en reduktion i udledningen af drivhusgasser på 20 % inden 2020. Dette tal kan stige til 30 %, hvis andre udviklede lande gennemfører lignende forpligtelser. For det andet skal det europæiske energiforbrug omlægges, således at 20 % af EU’s energiforbrug i 2020 kommer fra vedvarende energi. Endelig skal der ske ændringer i den måde vi anvender brændstoffer i EU. I 2020 skal alle medlemslandene nemlig sørge for, at mindst 10 % af det samlede brændstofforbrug kommer fra biobrændstoffer.
Kommissionen fulgte op på disse målsætninger og og planer med en Energi- og Klimapakke. Denne indeholdte fem konkrete forslag til EU-lovgivning, der skal bringe EU i en situation hvor vi kan opnå disse mål. Du kan læse mere om dette på EU-Oplysningens nyhedsside om Energi- og Klimapakken