Hjælpemenu

Hovedmenu

Optagelseskriterierne

Der findes ikke en egentlig tjekliste med præcise angivelser af, hvilke betingelser et land skal opfylde for at blive optaget i EU. Derimod findes der nogle overordnede geografiske, politiske og økonomiske principper og kriterier, som et land skal overholde for at blive medlem af EU.

Optagelseskriterierne findes både i EU-traktaten og de såkaldte "Københavnskriterier"
Optagelseskriterierne findes både i EU-traktaten og de såkaldte "Københavnskriterier"

Traktatens krav

Ifølge EU-traktatens artikel 49 kan enhver europæisk stat, der overholder de principper, som EU er baseret på, ansøge om at blive medlem af EU. Det er ikke nærmere defineret hvad en europæisk stat er, men da Marokko i 1987 søgte om optagelse i EU, blev ansøgningen afvist, fordi Kommissionen ikke anså Marokko for at være et ”europæisk” land.

Københavnskriterierne

Efter et møde i Det Europæiske Råd i København i 1993, blev EU’s stats- og regeringschefer enige om en række kriterier som et kandidatland skal overholde for at kunne blive medlem af EU. Disse kriterier kaldes ofte blot "Københavnskriterierne". 

Kort opridset kan Københavnskriterierne opdeles i tre betingelser som skal opfyldes, før et land kan blive medlem af EU:

  1. Det politiske kriterium
    Landet skal have stabile institutioner, der sikrer demokrati, retsstat, menneskerettigheder og respekt for og beskyttelse af mindretal.
  2. Det økonomiske kriterium
    Landet skal have en velfungerende markedsøkonomi samt kunne klare konkurrencepresset og markedskræfterne inden for EU. 
  3. Kriteriet om overtagelse af EU's samlede regelværk "acquis communautaire"
    Landet skal være i stand til at påtage sig de forpligtelser, der følger af et EU-medlemskab, herunder acceptere målet om en politisk, økonomisk og monetær union.

Den endelige afgørelse

Når et land har ansøgt om medlemskab, opfyldt kriterierne og foretaget forhandling med EU, skal landets optagelse i EU formelt vedtages. Det sker ved at Rådet med enstemmighed træffer afgørelse om optagelsen. Herudover skal Europa-Parlamentet godkende optagelsen, og Kommissionen skal høres.