Kroatien - nyt medlem af EU
EU's optagelsesforhandlinger med Kroatien
EU's optagelsesforhandlinger med Kroatien blev indledt den 3. oktober 2005. Den 30. juni 2011 blev optagelsesforhandlingerne med Kroatien afsluttet, og tiltrædelsestraktaten blev underskrevet den 9. december 2011.
Kroatien ansøgte om EU-medlemskab den 21. februar 2003 og blev godkendt som kandidatland på Det Europæiske Råds møde den 17.-18. juni 2004.
På Det Europæiske Råds møde den 16.-17. december 2004 besluttede EU's stats- og regeringschefer, at optagelsesforhandlingerne med Kroatien skulle indledes den 17. marts 2005 dog forudsat, at Kroatien samarbejdede fuldt ud med ICTY (FN's Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien i Haag). På et rådsmøde den 16. marts 2005 konstaterede EU's udenrigsministre, at dette ikke var tilfældet, hvorfor optagelsesforhandlingerne blev udskudt.
På et møde mellem EU's udenrigsministre den 3. oktober 2005 konkluderede Rådet, at Kroatien opfyldte betingelserne for indledning af optagelsesforhandlinger med EU. Det skete efter, at ICTY's chefanklager Carla del Ponte vurderede, at Kroatien nu fuldt ud samarbejdede med FN's krigsforbryderdomstol i Haag.
På Det Europæiske Råds møde den 23.-24. juni 2011 tilsluttede stats- og regeringscheferne sig, at optagelsesforhandlingerne med Kroatien blev afsluttet inden udgangen af juni 2011. Herefter blev Kroatiens tiltrædelsestraktat underskrevet på Det Europæiske Råds møde den 9. december 2011. Tiltrædelsestraktaten er ratificeret af samtlige EU-lande.
Folketingets behandling
Her kan du læse mere om Folketingets behandling af forslaget om Kroatiens optagelse i EU.
Se mere om afstemningen her.
| Februar 2003 | Kroatien ansøger om EU-medlemskab. |
| April 2004 | Europa-Kommissionen afgiver en positiv holdning til Kroatiens ansøgning om EU-medlemskab. |
| Juni 2004 | Kroatien får tildelt kandidatlandsstatus. |
| 1. februar 2005 | Stabiliserings- og associeringsaftalen (SAA) træder i kraft. |
| 3. oktober 2005 | Optagelsesforhandlingerne med Kroatien indledes. |
| 30. juni 2011 | Optagelsesforhandlingerne med Kroatien afsluttes. |
| 12. oktober 2011 | Europa-Kommissionen afgiver en positiv holdning til Kroatiens optagelse i EU. |
| 9. december 2011 | Kroatiens tiltrædelsestraktat undertegnes på Det Europæiske Råds møde. |
| 22. januar 2012 | Den kroatiske befolkning stemmer ja til optagelse i EU ved en folkeafstemning (66,7 % for, 33,3 % imod). |
| 1. juli 2013 | Kroatien bliver medlem af EU. |
Efter optagelse
Europa-Parlamentet
Kroatien vil efter den forventede optagelse den 1. juli 2013 få 12 medlemmer af Europa-Parlamentet, så det nuværende antal på 754 medlemmer midlertidigt hæves til 766 frem til valget i maj 2014. Efter valget skal det samlede antal medlemmer begrænses til 751, hvor Kroatien sandsynligvis vil have 11 medlemmer.
Kroatien afholdte den 14. april 2013 et valg, hvor de 12 medlemmer til Europa-Parlamentet blev valgt. Af de 3.748.815 stemmeberettigede vælger deltog dog kun 780.980 i valget, hvilket giver en stemmeprocent på 20,83.
Rådet
Kroatien vil få 7 stemmer i Rådet (som Danmark) ud af de samlede 352 stemmer. Et kvalificeret flertal vil herefter kræve 260 stemmer. I de tilfælde, hvor et medlemsland vil sikre, at der er de nødvendige 62 procent af unionens befolkning bag et forslag, vil denne tærskel efter Kroatiens optagelse udgøre 315.008.300 borgere (Link til rådsafgørelse).
Kommissionen
Kroatien har også udpeget den kommende kommissær, der vil få ansvaret for forbrugerbeskyttelse. Det drejer sig om den nuværende vicepremierminister for udenrigsanliggender og europæisk integration Neven Mimica. Formelt skal Kroatiens nye kommissær udpeges af Rådet i forståelse med Europa-Kommissionens formand og efter høring af Europa-Parlamentet.
Eurosamarbejdet
Kroatien vil ikke udskifte den nationale valuta - kunaen - med euroen ved optagelsen den 1. juli 2013. For at deltage i eurosamarbejdet skal Kroatien først opfylde en række økonomiske bestingelser - de såkaldte konvergenskriterier. Et af kriterierne forudsætter deltagelse i et fastkurssamarbejde med euroen (ERM II) i minimum to år. Det betyder, at der som minimum vil gå mindst to år fra optagelsen i EU til, at Kroatien kan indføre euroen.
Schengensamarbejdet
Kroatien vil fra optagelsen i EU deltage i dele af Schengensamarbejdet, men den del der omfatter ophævelse af grænsekontrollen ved Kroatiens grænser vil først blive indført på et senere tidspunkt, når Rådet vurderer, at Kroatien lever op til en række kriterier for kontrol af EU's ydre grænser.
Sprog
Kroatisk bliver anerkendt som et officielt EU-sprog, og alle EU's retsakter vil også blive udfærdiget på kroatisk. Med Kroatiens optagelse bliver der 24 officielle sprog i EU.
Budget
I EU's budget for 2013 bliver der afsat 665,1 mio. euro i forpligtigelser og 374 mio. euro i betalinger til Kroatien. Den største del af midlerne afsættes under EU's struktur- og samhørighedsfonde - 90,5 procent af forpligtigelserne og 89,5 procent af betalingerne.
Lidt statistik
Der bor 4,4 mio. mennesker i Kroatien, hvor velstandsniveauet pr. indbygger svarer til 61 procent af EU-gennemsnittet. Arbejdsløshedsraten var i april 2013 på 18,1 procent, hvor EU-genemsnittet var på 11,0 procent. Omkring 11 procent er beskæftigede i landbruget mod 5 procent i EU (link til yderligere statistik).