Taskforce

Taskforcen har set på muligheden for styrket økonomisk samarbejde, hvor specielt tiltag for at øge budgetdisciplinen i relation til Stabilitets- og Vækstpagten har været drøftet. Den endelige rapport fra taskforcen blev offentliggjort den 21. oktober 2010, og den blev drøftet og formelt godkendt af EU's stats- og regeringschefer på EU-topmødet den 28.-29. oktober 2010.
Rapporten indeholder forslag på fem områder, der har til formål at:
-
Forstærke budgetdisciplinen primært gennem styrkelse af Stabilitets- og Vækstpagten.
-
Udbrede den økonomiske overvågning til at omfatte makroøkonomiske ubalancer og konkurrenceevne.
-
En dybere og mere omfattende koordinering af den økonomiske politik.
-
Etablere en fast ramme for krisehåndtering.
-
Styrke de institutioner der fremmer en mere effektiv økonomisk styring.
Rapporten skal ses i sammenhæng med Europa-Kommissionens sideløbende arbejde om styrket økonomisk styring, der mundede ud i en samlet forslagspakke, der blev præsenteret den 29. september 2010. Tyskland og Frankrig udstedte den 18. oktober 2010, umiddelbart inden offentliggørelsen af rapporten fra taskforcen, også en fælles erklæring om styrket økonomisk styring.
Både taskforcens rapport og Kommissionens forslagspakke foreslår en styrkelse af sanktionsmulighederne overfor eurolandene - både under Stabilitets- og Vækstpagten, men også i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer. Sanktionerne skal være graduerede og kunne iværksættes tidligere i processen. Som noget nyt kan et medlemsland komme under en procedure for uforholdsmæssigt store makroøkonomiske ubalancer, hvilket i yderste instans kan ende med en bøde på 0,1 procent af bruttonationalproduktet (BNP), hvis der altså er tale om et euroland.
Et andet element er selve vedtagelsen af sanktionerne, hvor en større automatik ønskes, hvilket betyder, at der nu skal være et kvalificeret flertal i Rådet for at bremse sanktionerne mod et euroland - den såkaldte omvendte flertalsregel.
Behandling i Folketinget
Rapporten fra taskforcen blev fremlagt af finansminister, Claus Hjort Frederiksen, på mødet i Folketingets Europaudvalg den 15. oktober 2010, hvor et flertal i udvalget støttede regeringens forhandlingsoplæg.