Hjælpemenu

Hovedmenu

Spm. om, hvordan hjemmelsbestemmelsen i art. III-129 har sammenhæng med den danske erklæring om unionsborgerskabet fra Edinburg, til udenrigsministeren

UDENRIGSMINISTERIET

EUP j.nr. 400.A.2-10-1

Nordgruppen

Den 17. maj 2005

Svar på Folketingets Europaudvalgs spørgsmål ad L 137 af 2. maj 2005

Spørgsmål 55:

"Ministeren bedes redegøre for, hvordan hjemmelsbestemmelsen i art. III-129 har sammenhæng med den danske erklæring om unionsborgerskabet fra Edinburgh."

Svar:

Bestemmelsen i art. III-129 giver mulighed for, at Rådet vedtager en europæisk lov eller rammelov, der på grundlag af en rapport fra Kommissionen om udviklingen på området og med forbehold af forfatningstraktatens øvrige bestemmelser supplerer rettighederne i artikel I-10. Rådet træffer afgørelse med enstemmighed efter Europa-Parlamentets godkendelse, og loven eller rammeloven kan først træde i kraft, når medlemslandene har godkendt den i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser.

Den danske erklæring om unionsborgerskabet fra Edinburgh fastslår, at traktatens bestemmelser om unionsborgerskabet ikke på nogen måde træder i stedet for det nationale statsborgerskab, og at spørgsmål om, hvorvidt en person besidder statsborgerskab i en medlemsstat, udelukkende afgøres efter vedkommende medlemsstats egen lovgivning (Edinburgh-afgørelsens afsnit A).

At unionsborgerskabet ikke træder i stedet for det nationale statsborgerskab fremgår efter Amsterdam-traktaten direkte af EF-traktatens art. 17, stk. 1 ("Unionsborgerskab er et supplement til det nationale statsborgerskab og træder ikke i stedet for dette"). At spørgsmål om, hvorvidt en person besidder statsborgerskab i en medlemsstat udelukkende afgøres af den pågældende medlemsstat, fremgår bl.a. af erklæring nr. 2 til Maastricht-traktaten.

Forfatningstraktaten ændrer ikke herved, jf. art. I-10, stk. 1, andet punktum.