Hjælpemenu

Hovedmenu

Spm. om den nye rotationsprocedure, til udenrigsministeren

UDENRIGSMINISTERIET

EUP j.nr. 400.A.2-10-1

Nordgruppen

Den 17. maj 2005

Svar på Folketingets Europaudvalgs spørgsmål ad L 137 af 2. maj 2005

Spørgsmål 48:

"Finder ministeren, at det er i Danmarks interesse, at Danmark med den nye rotationsprocedure vil være afskåret fra at have et medlem af Kommissionen i perioder af 5 år, og således vil være afskåret fra at fremsætte forslag, og – i bekræftende fald – vil ministeren kort forklare Danmarks fordele herved?"

Svar:

Det er ikke korrekt at påstå, at en mindre Kommission betyder, at Danmark ikke kan være med til at stille lovgivningsforslag. Der findes ingen danske lovgivningsforslag, ligeså lidt som der findes tyske eller britiske. Kommissionens opgave er, jf. art. I-26, stk. 1, at fremme EU’s almene interesser og tage passende initiativer med henblik herpå. Kommissionen skal i henhold til art. I-26, stk. 7, fortsat udføre sine opgaver i fuldkommen uafhængighed, og må hverken søge eller modtage instruktioner fra nogen regering, nogen institution, noget andet organ eller nogen anden organisation, dog med undtagelse af EU-udenrigsministeren, når denne varetager den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik på mandat fra Rådet, jf. også svar på spørgsmål nr. 74.