Hjælpemenu

Hovedmenu

Spm. om de i forfatningstraktaten foreslåede ændringer af reglerne for den fælles handelspolitik, til udenrigsministeren

UDENRIGSMINISTERIET

EUP j.nr. 400.A.2-10-1

Nordgruppen

Den 17. maj 2005

Svar på Folketingets Europaudvalgs spørgsmål ad L 137 af 2. maj 2005

Spørgsmål 37:

"Kan ministeren bekræfte, at med de i forfatningstraktaten foreslåede ændringer af reglerne for den fælles handelspolitik overgår alle områder under EU-kompetence under handel med tjenesteydelser til flertalsafgørelser, herunder også handel med tjenesteydelser inden for områderne uddannelse, sundhed, social sikring, samt det kulturelle og audiovisuelle område, idet der dog åbnes mulighed for, at et land kan gøre indsigelse og prøve at få afgørelsen taget med enstemmighed, skønt denne mulighed i sidste ende kan hindres af en afgørelse ved EU-Domstolen?"

Svar:

Forfatningstraktatens art. III-315 om den fælles handelspolitik understreger, at EU ikke via handelspolitikken må ændre på kompetencedelingen mellem EU og medlemslandene. Det gælder også forhandling og indgåelse af handelsaftaler om tjenesteydelser på det kulturelle og audiovisuelle område, samt social-, uddannelses- og sundhedsområdet. EU’s eksterne kompetence vedrørende tjenesteydelser i medfør af artikel III-315 kan ikke række ud over EU’s interne kompetence, og kan derfor ikke ad bagdøren udvide EU’s interne kompetence vedrørende tjenesteydelser på bl.a. det kulturelle og audiovisuelle område, samt det sociale, uddannelses- og sundhedsmæssige område.

Ved forhandling og indgåelse af handelsaftaler er hovedreglen som hidtil kvalificeret flertal i Rådet, jf. art. III-315, stk. 4. På visse områder (tjenesteydelser, intellektuelle ejendomsrettigheder og - nyt i forfatningstraktaten - direkte investeringer) anvendes dog samme beslutningsprocedure (enstemmighed/kvalificeret flertal) for forhandling og indgåelse af internationale handelsaftaler som for vedtagelse af interne EU-regler.

Aftaler om tjenesteydelser inden for det kulturelle og audiovisuelle område har som hidtil en særstatus i forfatningstraktaten. Det samme gælder aftaler om tjenesteydelser inden for uddannelse, sundhed og sociale anliggender. Således gælder der enstemmighed ved afgørelse om forhandling og indgåelse af handelsaftaler om kulturelle og audiovisuelle tjenesteydelser, der risikerer at bringe EU's kulturelle og sproglige mangfoldighed i fare. Det samme gælder handelsaftaler om sociale, uddannelsesmæssige og sundhedsmæssige tjenesteydelser, når de risikerer at forstyrre den nationale tilrettelæggelse af sådanne tjenester alvorligt, og at medlemsstaternes ansvar for levering heraf bringes i fare.

Det betyder, at Kommissionen, når den fremlægger et forslag til forhandling eller indgåelse af internationale handelsaftaler på disse områder, som noget nyt må vurdere betydningen af en handelsaftale om kulturelle og audiovisuelle tjenesteydelser for EU’s kulturelle og sproglige mangfoldighed, henholdsvis den nationale tilrettelæggelse og levering af sociale, uddannelsesmæssige og sundhedsmæssige tjenesteydelser. EU-Domstolen kan annullere den pågældende retsakt, såfremt Kommissionen ikke har overholdt denne nye forpligtelse.