Spm. om Luxembourg-forliget, til udenrigsministeren
UDENRIGSMINISTERIET
EUP j.nr. 400.A.2-10-1
Nordgruppen
Den 17. maj 2005
Svar på Folketingets Europaudvalgs spørgsmål ad L 137 af 14. april 2005
Spørgsmål 32:
"Er det korrekt, at Folketingets Markedsudvalg i 1986 i en tillægsbetænkning fastslog, at Luxembourg-forligets vetoret er en forudsætning for det danske EF-medlemskab, og at der ikke siden i forbindelse med nogen folkeafstemning er sket ændringer i denne forudsætning?"
Svar:
Ved en vejledende folkeafstemning den 27. februar 1986 godkendte et flertal af vælgerne EF-pakken, der bl.a. på væsentlige punkter ændrede afstemningsreglerne i Rådet fra enstemmighed til kvalificeret flertal i forbindelse med indførelse af øgede beføjelser for Europa-Parlamentet. Ved den efterfølgende behandling i Folketinget af lovforslag om Danmarks tilslutning til EF-pakken præciseredes i en tillægsbetænkning, at vetoretten i henhold til Luxembourg-forliget var en forudsætning for dansk medlemskab. Dette skal formentlig ses på baggrund af, at en række medlemslande afgav erklæringer om Luxembourg-forliget i forbindelse med den højtidelige erklæring om Den Europæiske Union i 1983 og EF-pakken i 1986.
Luxembourg-forliget synes ikke at have været genstand for særlig opmærksomhed i forbindelse med behandling af lovforslagene om Danmarks tilslutning til Maastricht-traktaten/ Edinburg-afgørelsen og Amsterdam-traktaten. I forbindelse med Folketingets behandling af forslag til ændring af tiltrædelsesloven med henblik på ratifikation af Nice-traktaten fremsatte Enhedslisten ændringsforslag, der bl.a. indebar, at ændringen af tiltrædelsesloven først kunne træde i kraft, "når regeringen fra et tilstrækkeligt antal EU-medlemsstater har modtaget bindende tilsagn om, at de i fremtiden vil garantere muligheden for at anvende Luxembourg-forligets vetoret, som er forudsætningen for det danske EU-medlemskab". Af bemærkningerne til dette ændringsforslag fremgik bl.a. at "når udvidelsen af EU er gennemført, vil landene i den såkaldte "veto-klub" ikke længere kunne blokere kvalificerede flertalsafgørelser. Det vil sige, at Luxembourg-forligets vetoret er sat ud af kraft. Dermed bortfalder en afgørende forudsætning for det danske EU-medlemskab". Ændringsforslaget blev ikke vedtaget.