Spm. om, hvorvidt ministeren mener, at artikel II-72, stk. 2 om politiske partier på unionsplan skal opfattes sådan, at disse partier skal have særlige rettigheder, til udenrigsministeren
UDENRIGSMINISTERIET
EUP j.nr. 400.A.2-10-1
Nordgruppen
Den 26. maj 2005
Svar på Folketingets Europaudvalgs spørgsmål ad L 137 af 23. maj 2005
Spørgsmål 227:
"Skal, efter ministerens mening, art. II-72, stk. 2, om politiske partier på unionsplan – og som jo er placeret i Chartret om grundlæggende rettigheder – opfattes som at disse partier skal have særlige rettigheder, som ikke tilkommer politiske partier eller bevægelser, der alene er repræsenteret i Europa-parlamentet, og ikke er med i et parti på unionsplan?"
Svar:
Der henvises til svar på spørgsmål nr. 10, hvoraf det fremgår, at art. II-72 svarer til art I-46, stk. 4, i forfatningstraktaten. Denne bestemmelse genfindes ligeledes i den nuværende EF-traktats art. 191. Det fremgår af forklaringerne til chartret, at de rettigheder om forsamlings- og foreningsfrihed, som fremgår af art. II-72, stk. 1, har samme betydning som de tilsvarende rettigheder fastsat i art. 11 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Dog er anvendelsesområdet udvidet til også at omfatte EU-niveauet. Dette gælder alle politiske partier og bevægelser.