Hjælpemenu

Hovedmenu

Spm. om beskytttelse af personoplysninger, til udenrigsministeren

UDENRIGSMINISTERIET

EUP j.nr. 400.A.2-10-1

Nordgruppen

Den 17. maj 2005

Svar på Folketingets Europaudvalgs spørgsmål ad L 137 af 2. maj 2005

Spørgsmål 21:

"Hvordan skal artikel II-68 stk. 2 sidste punktum (om beskyttelse af personoplysninger) forstås?"

Svar:

Det fremgår af de forklarende bemærkninger til charteret, at bestemmelsen er baseret på EF-traktatens art. 286 og Rådets direktiv 95/46/EF, Europarådets konvention om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med elektronisk databehandling af personoplysninger, samt art. 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Udgangspunktet er således, at "enhver har ret til adgang til indsamlede oplysninger, der vedrører ham/hende, og til berigtigelse heraf". Det fremgår samtidig af art. II-112 stk. 1, at "enhver begrænsning i udøvelsen af de rettigheder og friheder, der anerkendes ved dette charter, skal være fastlagt i lovgivningen og skal respektere disse rettigheders og friheders væsentligste indhold. Under iagttagelse af proportionalitetsprincippet kan der kun indføres begrænsninger, såfremt disse er nødvendige og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder".