Hjælpemenu

Hovedmenu

Spm. om forfatningstraktaten udvider mulighederne for etablerign af et indre marked for viden og uddannelse, til udenrigsministeren

Hent bilaget i PDF-format her

UDENRIGSMINISTERIET

EUP j.nr. 400.A.2-10-1

Nordgruppen

Den 17. maj 2005

Svar på Folketingets Europaudvalgs spørgsmål ad L 137 af 2. maj 2005

Spørgsmål 153:

"Ministeren bedes i forlængelse af kronikken i Børsen den 3. september 2004 oplyse om forfatningstraktaten udvider mulighederne for etablering af et indre marked for viden og uddannelse."

Svar:

Kronikken i Børsen den 3. september 2004 omhandlede midtvejsevalueringen af EU’s Lissabon-strategi.

Danmark søgte aktivt at påvirke revisionen af Lissabon-strategien og havde som en hovedprioritet at øge fokus på forskning, udvikling og uddannelse, herunder gennem etablering af et indre marked for viden. Midtvejsevalueringen af Lissabon-strategien fandt sted ved Det Europæiske Råds møde den 22.-23. marts 2005. Som det fremgår af konklusionerne derfra fremhæves viden og innovation som en af tre væsentlige akser i den reviderede Lissabon-strategi og som drivkræfter for bæredygtig vækst. I overensstemmelse med den danske idé om etablering af et indre marked for viden introduceres "et europæisk vidensrum".

De nuværende traktatbestemmelser om forskning og udvikling videreføres og suppleres i forfatningstraktaten med enkelte nye retsgrundlag i art. III-248-255. Forfatningstraktaten justerer målsætningen for EU’s politikker på området, således at gennemførelsen af et europæisk forskningsrum med fri bevægelighed for forskere samt videnskabelig og teknologisk viden tilføjes. Hermed forbedres muligheden for at udvikle et europæisk vidensrum med ikrafttrædelse af forfatningstraktaten.