Spm. om forholdet mellem Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og Den Europæiske Unions Domstol
UDENRIGSMINISTERIET
EUP j.nr. 400.A.2-10-1
Nordgruppen
Den 17. maj 2005
Svar på Folketingets Europaudvalgs spørgsmål ad L 137 af 14. april 2005
Spørgsmål 1:
"Ministeren bedes fremsende et notat, der - under forudsætning af forfatningstraktatens vedtagelse - redegør for forholdet mellem Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og Den Europæiske Unions Domstol i relation til menneskerettigheder."
Svar:
I henhold Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kompetence til at fortolke og anvende Menneskerettighedskonventionen i de sager, som kan indbringes for domstolen. På lignende måde har EU-Domstolen kompetence i sager, som indbringes for den i henhold til EU-rettens processuelle regler. EU-chartret om grundlæggende rettigheder ændrer ikke på de kompetencer, som hhv. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og EU-Domstolen hidtil har haft til at påse overholdelse af de grundlæggende menneske- og frihedsrettigheder.
Af forfatningstraktatens art. II-112 stk. 3 fremgår det, at "i det omfang dette charter indeholder rettigheder svarende til dem, der er sikret ved den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, har de samme betydning og omfang som i konventionen. Denne bestemmelse er ikke til hinder for, at EU-retten kan yde en mere omfattende beskyttelse".
Sidstnævnte betyder, at chartrets beskyttelsesniveau aldrig må være lavere end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions. Af forklaringerne til chartret (som er optrykt i en erklæring til forfatningstraktaten) fremgår, at henvisningen til Menneskerettighedskonventionen omfatter både konventionen og protokollerne, men også retspraksis ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og ved EU-Domstolen. Der kan dog opstå en situation, hvor EU-Domstolen skal fortolke en bestemmelse i Menneskerettighedskonventionen, og hvor Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ikke tidligere har haft lejlighed til at udtale sig herom i en lignende sag.
Som retstilstanden har været hidtil, har det ikke været muligt at få prøvet EU’s overholdelse af Menneskerettighedskonventionen hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstolen, da EU ikke har tiltrådt Menneskerettighedskonventionen. Dette ønskes ændret med forfatningstraktatens art. I-9, stk. 2, hvor det fastslås, at EU skal tiltræde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Dette kræver en del forberedende arbejde og tilpasning af Menneskerettighedskonventionen, da kun stater hidtil har kunnet tiltræde konventionen.
Menneskerettighedsbeskyttelsen på europæisk plan styrkes således med forfatningstraktatens bestemmelser og den i forfatningstraktaten indeholdte mulighed for EU’s tiltrædelse af Menneskerettighedskonventionen