Skal der være EU-topmøde i Danmark?
Nej, EU-topmøderne med stats- og regeringscheferne fra de 27 EU-lande – der formelt hedder møder i Det Europæiske Råd – holdes ikke længere i formandskabslandet.
Med Nice-traktaten blev der indført en erklæring, hvori det blev besluttet, at når EU nåede op på 18 medlemslande, så skulle alle de formelle EU-topmøder holdes i Bruxelles.
Den 1. maj 2004 gik EU fra 15 til 25 medlemslande, men allerede fra 2003 har de formelle EU-topmøder været afholdt i Bruxelles.
Der vil dog være en række såkaldte uformelle rådsmøder for EU-landenes ministre, som kommer til at foregå i Danmark - nærmere bestemt i København og Horsens. Der er planlagt syv uformelle rådsmøder, hvor de første fire bliver i København og de resterende tre i Horsens.