Virksomheders ret til fri bevægelighed
Fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser
Det er en helt basal betingelse for at det indre marked kan fungere, at de europæiske virksomheder rent faktisk kan købe, sælge og levere varer og tjenesteydelser overalt i EU. Der findes derfor også nogle klare regler i EU’s traktater som specifikt forbyder EU’s medlemslande at indføre restriktioner på området. Det er bl.a. forbudt for et medlemsland at indføre regler der urimelig begrænser importen eller eksporten af varer eller som betyder at udenlandske virksomheder behandles ringere end nationale virksomheder.
| I Belgien fandtes en regel, der sagde at der på importerede varer skulle påføres et ægthedscertifikat fra eksportlandets myndigheder. Denne regel gjaldt kun for importerede varer. Reglen betød, at hvis man importerede varer fra et andet EU-land uden at have disse certifikater, ville varen være ulovlig at sælge i Belgien. I 1970 opstod der den situation, at nogle erhvervsdrivende parallelimporterede skotsk whisky fra Frankrig og ønskede at sælge det i Belgien. Dette blev de forhindret i på grund af reglen, og der blev indledt en politisag imod de erhvervsdrivende. I denne forbindelse blev spørgsmålet stillet videre til EU-domstolen.
EU-domstolen konkluderede, at reglen udgjorde en hindring for varens fri bevægelighed og dermed, at reglen var ulovlig. |
Igennem retspraksis har reglen om fri bevægelighed for varer også ført til en rettighed som juridisk kaldes retten til ”gensidig anerkendelse”. Reglen går ud på, at når du som virksomhed lovligt har produceret en vare i ét medlemsland, må du også sælge den i de andre lande. De andre lande har altså som udgangspunkt en pligt til at anerkende din vare som lovlig.
| I Tyskland fandtes en regel, der sagde at man alene kunne sælge frugtlikør under beskrivelsen ”frugtlikør” hvis alkoholprocenten var over 25 %. Virksomheden Rewe Zentral ville dog gerne sælge en likør - Cassis de Dijon - i Tyskland, men da den alene indeholdte 20 % alkohol var dette ulovligt. Sagen blev henvist til EU-domstolen.
EU-domstolen forklarede, at når en vare er lovligt produceret og kan sælges i ét medlemsland, så skal den også kunne sælges i de andre medlemslande. Hvis det ikke er tilfældet, er der tale om en ulovlig handelshindring. Dette princip kaldes ”gensidig anerkendelse”. EU-domstolen erklærede derfor at den tyske regel var i strid med EU-retten. |
Der kan være visse undtagelsessituationer, hvor det er lovligt for medlemsstaterne at indskrænke retten til fri bevægelighed. Disse undtagelser kan særligt handle om at sikre den offentlige orden, sikkerhed og sikkerhed, ligesom hindringer i konkrete tilfælde også kan undskyldes med hensyn til miljøet eller til forbrugerbeskyttelsen.
| I Sverige har man et forbud mod at reklamere for alkoholiske drikkevarer. En virksomhed havde alligevel reklameret for rødvin og whisky i strid med reglen. Denne virksomhed – Gourmet International – forsvarede sig med at regler var i strid med EU’s regler om varernes fri bevægelighed. Det var EU-domstolen enig i, da man mente at et sådant forbud, selv om der ikke blev diskrimineret mellem svenske og udenlandske varer, ramte udenlandske varer hårdere, da de ikke var lige så kendte i den svenske befolkning som de svenske mærker. Ikke desto mindre erklærede domstolen, at reglen kunne retfærdiggøres ud fra hensynet til den offentlige sundhed. |
Etableringsretten
Ved siden af den blotte ret til at handle over de europæiske grænser, har de europæiske virksomheder også ret til at etablere sig ”over grænserne”. EU’s borgere og virksomheder har nemlig en ret til at starte en virksomhed op i alle EU’s medlemslande, eller blot opstarte en filial eller et datterselskab til et bestående selskab.
Der findes nogle enkelte undtagelser til denne rettighed. Disse handler hovedsageligt om, at retten ikke gælder i forbindelse med virksomheder der udøver en eller anden form for offentlig myndighed, eller hvis retten udgør en trussel mod den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed.
| I Italien var det kun lovligt at bruge betegnelsen ”avvocato” (advokat) hvis man stod på en optegnelse over italienske advokater. Det gjorde den tyske statsborger og advokat, Gebhard, ikke. Han havde dog anvendt betegnelsen avvocato mens han arbejde i Italien. Derfor anlagde Advokatrådet i Milano sag an mod ham. Da EU-domstolen skulle vurdere sagen, nåede man frem til, at reglen var en hindring som var i strid med retten til frit at kunne etablere sig. |
Kapitalens fri bevægelighed
Som EU-virksomhed eller EU-borger har man en vidtgående ret til at foretage betalinger og investeringer i de andre medlemslande. Særligt har man en vidtgående ret til at investere i virksomheder fra de andre medlemslande. Kapitalens fri bevægelighed er dog begrænset af en række undtagelser. Også flere undtagelser end der findes for de andre ”fri bevægelighedsrettigheder”. Det skyldes, at der ligger en vis risiko i at give fuld frihed for kapitalen. Særligt har medlemslandene en stærk interesse i at holde styr på betalingsbalancerne og bibeholde en mulighed for at holde styr på skattebetalinger. Derfor findes også en række undtagelser til kapitalens fri bevægelighed på bl.a. skatteområdet, området for kontrol med de finansielle institutioner og i forbindelse med betalingsbalanceproblematikker.