Hvem bestemmer EU’s udenrigspolitik?

Det er som udgangspunkt medlemslandene selv, der i fællesskab – igennem Det Europæiske Råd og Rådet – bestemmer EU’s udenrigspolitiske linje. Det er her, man beslutter sig for, hvilken holdning EU skal indtage til forskellige udenrigspolitiske spørgsmål, og hvilke handlinger, der skal foretages på den baggrund. I Det Europæiske Råd deltager også dets faste formand, Herman Van Rompuy, og Kommissionens formand, José Manuel Barroso. I Rådet sidder EU’s udenrigsrepræsentant Catherine Ashton for bordenden, når udenrigspolitikken diskuteres. Disse højtstående EU-repræsentanter har derfor også en stor indflydelse på EU’s udenrigspolitiske linje.

Det Europæiske Råd

Det Europæiske Råd har ansvaret for EU’s overordnede udenrigspolitiske linje, målsætninger og strategi. Det er de 27 stats- og regeringschefer samt Kommissionsformanden og Formanden for Det Europæiske Råd, der udstikker disse retningslinjer gennem aftaler i Det Europæiske Råd. Den resterende del af EU’s udenrigspolitiske institutioner skal herefter handle inden for disse rammer.

Når Det Europæiske Råd beslutter sig for den fælles udenrigspolitiske linje, sker det ved konsensus. Det betyder, at alle medlemslandene skal blive enige, og derfor også at alle medlemslandene har en mulighed for at nedlægge veto. På den måde sørger man for, at medlemslandene beholder en høj grad af kontrol over udenrigspolitikken.

Ministerrådet for Udenrigsanliggender

Ministerrådet for Udenrigsanliggender er den udgave af Ministerrådet, som behandler EU’s udenrigspolitik. Rådet består af medlemslandenes 27 udenrigsministre samt EU’s udenrigsrepræsentant, Catherine Ashton. Det er udenrigsrepræsentantens opgave at lede møderne i rådet.

Ministerrådet for Udenrigsanliggender arbejder med den daglige udenrigspolitik og står derfor for at foretage de beslutninger, der skal føre Det Europæiske Råds overordnede retningslinjer ud i livet. Det handler bl.a. om at nå frem til fælles EU-holdninger til specifikke situationer, samt at beslutte hvornår EU skal foretage fælles aktioner.

I Ministerrådet for Udenrigsanliggender drøftes alle væsentlige udenrigspolitiske spørgsmål. Det vil sige, at man både diskuterer emner, som falder inden for den traditionelle udenrigs- og sikkerhedspolitik, men også emner som handelspolitik, udviklingspolitik og lignende. Da en del af Rådets ansvarsområde er EU’s forsvars- og sikkerhedspolitik, deltager medlemslandenes forsvarsministre også i flere af møderne.

Som udgangspunkt tager Rådet sine udenrigspolitiske beslutninger med enstemmighed. Det betyder dog ikke, at alle medlemmer skal stemme for et forslag, men blot at der ikke er nogen der stemmer imod. Hvis et medlemsland stemmer for en beslutning eller undlader at stemme, er beslutningen vedtaget. Det betyder, at lande, der undlader at stemme, også bliver forpligtet til at følge beslutningen. Det kan et land dog undgå ved at afgive en erklæring om, hvorfor man har undladt at stemme. Herudover kan et medlemsland selvfølgelig også stemme nej. Det har dog den mere vidtrækkende konsekvens, at en beslutning slet ikke kan tages, og at de øvrige medlemslande derfor også må afholde sig fra at føre en fælles politik, som de ønsker.

I en række tilfælde kan beslutninger dog vedtages med et såkaldt ”kvalificeret flertal”. Det sker bl.a. i tilfælde, hvor der skal iværksættes en EU-aktion, eller hvor landene skal bestemme sig for en fælles EU-holdning til et spørgsmål. Hvis et spørgsmål dog handler om militære anliggender, skal der enstemmighed til.

Udenrigsrepræsentanten (”EU’s udenrigsminister”)

EU har en fast udenrigspolitisk repræsentant, som har til opgave at føre EU’s udenrigspolitik ud i livet. Denne repræsentant kaldes ofte blot for ”EU’s udenrigsminister”. Den formelle titel er dog ”Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik”. Siden 2009 har briten Catherine Ashton fungeret som EU’s udenrigsrepræsentant.

Udenrigsrepræsentanten har tre overordnede ”kasketter” internt i EU-systemet. Hun er formand for Ministerrådet for Udenrigsanliggender, hun er chef for EU’s udenrigstjeneste (se nedenfor) og endelig er hun er næstformand i Kommissionen. Disse roller betyder, at udenrigsrepræsentanten har en stor berøringsflade og har mulighed for at påvirke EU’s udenrigspolitik på mange niveauer. Hvordan rollen udfyldes er dog i vidt omfang op til udenrigsrepræsentanten selv.

Med Lissabon-traktaten blev der oprettet en separat og selvstændig udenrigstjeneste i EU. Udenrigstjenesten blev formelt etableret den 1. december 2010. Udenrigstjenesten har som overordnet formål at gennemføre EU’s udenrigspolitik og stå for EU’s diplomatiske repræsentation. På den baggrund kan man sige, at udenrigstjenesten fungerer som ”EU’s udenrigsministerium”. Udenrigstjenesten ledes af EU’s udenrigsrepræsentant.

Med Lissabon-traktaten blev der oprettet en separat og selvstændig udenrigstjeneste i EU. Udenrigstjenesten blev formelt etableret den 1. december 2010. Udenrigstjenesten har som overordnet formål at gennemføre EU’s udenrigspolitik og stå for EU’s diplomatiske repræsentation. På den baggrund kan man sige, at udenrigstjenesten fungerer som ”EU’s udenrigsministerium”. Udenrigstjenesten ledes af EU’s udenrigsrepræsentant.

Kommissionen

Kommissionen har ikke nogen særlig kompetence til at bestemme EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik. Kommissionen har dog alligevel meget at sige mere generelt i forhold til EU’s eksterne relationer. Det skyldes, at Kommissionen er EU’s udøvende arm, og at Kommissionen står for EU’s handelspolitik. Derfor er Kommissionen også EU’s repræsentant ved WTO, og det er Kommissionen, der forhandler handelsaftaler på plads med andre lande.