Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (”FUSP”)
EU’s medlemslande er af den opfattelse, at de står stærkere i udenrigspolitiske sammenhænge, hvis de holder sammen. Da de desuden deler en række grundlæggende værdier, har de besluttet at etablere et tæt udenrigspolitisk samarbejde.
De udenrigspolitiske målsætninger
Der ligger en bred vifte af målsætninger bag EU’s samarbejde om udenrigspolitikken. De vigtigste målsætninger går ud på at sikre medlemslandenes egen sikkerhed og interesser, at skabe fred og stabilitet i verden, og at fremme de værdier, som EU’s udenrigspolitik bygger på.
|
a. at værne om sine værdier og grundlæggende interesser samt sin sikkerhed, uafhængighed og integritet b. at konsolidere og styrke demokrati, retsstatsprincippet, menneskerettigheder og folkerettens principper c. at bevare freden, forebygge konflikter og styrke den internationale sikkerhed […] d. at fremme en bæredygtig udvikling i økonomisk, social og miljømæssig henseende i udviklingslandene med det hovedformål at udrydde fattigdommen e. at tilskynde til alle landes integration i den internationale økonomi, herunder gennem gradvis afskaffelse af hindringer for international handel f. at bidrage til udarbejdelsen af internationale foranstaltninger med henblik på at beskytte og forbedre miljøkvaliteten og en bæredygtig forvaltning af de globale naturressourcer med det formål at sikre bæredygtig udvikling g. at bistå befolkninger, lande og regioner, der står over for naturkatastrofer eller menneskeskabte katastrofer, og h. at fremme et internationalt system, der bygger på stærkere multilateralt samarbejde og god global styring. |
Hvordan samarbejder man?
Man kan overordnet sige, at EU samarbejder på tre forskellige niveauer. Det laveste niveau handler om blot at ”informere” hinanden om forskellige udenrigspolitiske udviklinger. Det næste niveau handler om at ”koordinere” medlemslandenes handlinger, så de får en større effekt. Det højeste niveau handler om direkte at ”samarbejde” om forskellige handlinger.
”Informere”
EU’s medlemmer har generelt pligt til at være loyale over for hinanden og holde hinanden orienterede om centrale politiske spørgsmål. Der er dog også nogle særlige forpligtelser til at holde hinanden orienterede i visse situationer. Hvis et medlemsland eksempelvis er medlem af en international organisation eller deltager i en international konference, hvor de andre medlemslande ikke deltager, skal medlemmet holde særligt udenrigsrepræsentanten orienteret om relevante forhold. På samme måde skal medlemmer af FN’s sikkerhedsråd – særligt de permanente medlemmer Frankrig og Storbritannien – holde de øvrige medlemslande og udenrigsrepræsentanten orienterede.
”Koordinere”
EU’s medlemslande koordinerer deres udenrigspolitik på mange måder. Der er nemlig en generel pligt til, at medlemslandene rådfører sig med hinanden, inden de handler i situationer, der har interesse i de andre medlemslande. Formålet er, at medlemslandene i stedet for at handle alene skal fastlægge en fælles tilgang til spørgsmålet og handle derefter. Hvis landene ellers kan blive enige, vil de handle inden for rammerne af den fælles besluttede tilgang.
|
I 2002/2003 var Irak og dets mulige masseødelæggelsesvåben et meget diskuteret emne, som ledte til voldsomme politiske uenigheder i både FN og EU. Mens særligt de amerikanske og britiske regeringer mente at der skulle gribes militært ind over for Irak, mente andre at militær indgriben ville føre til uheldige konsekvenser. Særlig højlydt i sin kritik var den franske regering. Spørgsmålet om en mulig invasion i Irak i 2003 splittede EU op i to store dele, hvor bl.a. Storbritannien og Danmark støttede en invasion, mens særligt Frankrig og Tyskland var imod. Irak-krigen var på den måde et eksempel på en situation, hvor det ikke lykkes EU stå sammen i et vigtigt udenrigspolitisk spørgsmål. |
Det koordinerende arbejde kan også ske i situationer hvor et medlemsland har en sag, som den ønsker opbakning til, eller hvor de øvrige medlemmer føler det nødvendigt at skabe konsensus.
|
Da Jyllandsposten den 30. september 2005 trykte 12 satiriske tegninger af profeten Mohammed, skabte det voldsom uro i flere muslimske lande. Der blev krævet undskyldninger fra Danmarks daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, og situationen udviklede sig til en diplomatisk krise mellem Danmark og en række lande. Situationen blev så alvorligt, at danske ambassader blev brændt af, og at danske virksomheder oplevede overfald og boykots. I denne situation ønskede flere medlemslande, at EU skulle have en fælles holdning til spørgsmålet. Denne holdning blev formuleret i februar 2006, da Rådet med EU’s udenrigsministre gik sammen om en fælles erklæring om spørgsmålet. Rådet erklærede, at man anerkendte at tegningerne havde foruroliget muslimer verden over, men at ytringsfriheden og pressefriheden er grundlæggende værdier i et demokrati. Man skrev dog også, at ytringsfriheden skal udøves i respekt for religiøse følelser. Desuden fordømte man de voldelige handlinger, som man havde set i flere lande, bl.a. med henvisning til angrebene på danske ambassader. |
”Samarbejde”
Hvis en international situation kræver det, kan EU’s medlemslande gå sammen om at etablere en fælles aktion. Medlemslandene aftaler, hvilke mål der skal forfølges med en sådan fælles aktion og hvilke midler der skal bruges. Når medlemslandene har aftalt en sådan fælles EU-aktion, er landene bundet til at handle i overensstemmelse med aktionen.
|
Det Arabiske Forår som begyndte i december 2010, og tog fart i 2011, har udløst en række demonstrationer og pres på regeringer i det nordlige Afrika og Mellemøsten. Dette pres opstod også i Syrien, hvor store demonstrationer erklærede deres utilfredshed med det syriske styre, og særligt præsident Bashar al-Assad. Styret reagerede voldsomt på disse demonstrationer, og anvendte magt for at stoppe dem. Siden er konflikten eskaleret og den har udviklet sig til borgerkrigslignende tilstande. Som konsekvens af det syriske regimes voldsomme fremfærd, trådte EU’s udenrigsministre sammen og besluttede at indføre sanktioner imod det syriske styre. Disse sanktioner er blevet udvidet løbende, i takt med at konflikten i Syrien er taget til. EU-sanktionerne omfatter bl.a.:
|