Folketingets godkendelse af finanspagten

Det er forventningen, at der vil blive fremsat et beslutningsforslag om Folketingets godkendelse af traktaten om stabilitet, samordning og styring i den Økonomiske og Monetære Union den 11. april 2012.
Førstebehandlingen af forslaget forventes afholdt den 26. april 2012, hvorefter forslaget vil være til udvalgsbehandling i maj.
Den endelige godkendelse af traktaten forventes gennemført ved andenbehandlingen den 31. maj 2012.
Baggrund
Justitsministeriet vurderede i en redegørelse, der blev fremlagt den 22. februar 2012, at der med Danmarks tilslutning til traktaten ikke er tale om afgivelse af suverænitet i henhold til Grundlovens § 20.
"Sammenfattende er det Justitsministeriets opfattelse, at der for Danmarks vedkommende ikke med finanspagten overlades beføjelser som omtalt i grundlovens § 20.
Justitsministeriet finder desuden, at dansk ratifikation af finanspagten ikke rejser andre spørgsmål i forhold til grundloven.
På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at Danmark kan ratificere finanspagten efter den almindelige bestemmelse i grundlovens § 19, og at Danmarks tilslutning til finanspagten ikke forudsætter anvendelse af proceduren i grundlovens § 20, eller at grundloven ændres".
Hvis der havde været tale om afgivelse af suverænitet efter Grundlovens § 20, havde en dansk tilslutning til traktaten krævet enten et 5/6-dels flertal i Folketinget eller en folkeafstemning. Traktaten vil derfor blive godkent efter den normale procedure i Folketinget.
På nuværende tidspunkt har Irland som det eneste deltagerland annonceret, at der vil blive afholdt en folkeafstemning om deltagelse i finanspagten.