Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik ("FSFP")
Enstemmighed
Samarbejdet om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik sker som hovedregel med enstemmighed. Det betyder at hvert enkelt medlemsland suverænt bestemmer, hvilke aktioner landet ønsker at deltage i, og hvor stort et bidrag man ønsker at yde. EU kan altså ikke bestemme at et land skal bruge sit militær til formål som landet ikke selv ønsker.
| Danmark har forbehold over for den del af EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, der påvirker forsvarsområdet. Det betyder, at vi ikke deltager i EU’s militære aktioner, at vi ikke finansierer dem, og at vi ikke stiller militær kapacitet til rådighed. Danmark er det eneste EU-land der har et sådant forbehold. |
De forsvars- og sikkerhedspolitiske opgaver
Tilbage i 1992 mødtes medlemmerne af den nu nedlagte forsvars- og sikkerhedsorganisation, Vestunionen for at formulere de opgaver, som medlemslandene skulle påtage sig. Disse opgaver blev formuleret i den såkaldte Petersberg-deklaration. Grunden til at dette er vigtigt at nævne er, at EU senere overtog netop disse opgaver – Petersbergopgaverne – og at de derfor er blevet skrevet direkte ind i EU-traktaten. Med Lissabon-traktaten er opgaverne dog blevet opdateret og suppleret.
|
Aktionerne
EU har særligt siden 2003 – i forlængelse af EU’s første sikkerhedsstrategi – iværksat en række civile og militære aktioner i forskellige lande. Her har flere af EU’s medlemslande bidraget til meget forskelligartede indsatser, der har betydet, at alt fra advokater til kamptropper er blevet udsendt. Du kan se en oversigt over EU’s forskellige aktioner på EU’s udenrigspolitiske hjemmeside.
| Den Demokratiske Republik Congo (Operation ”Artemis”)
I og omkring DR Congo har der siden 1998 været en konflikt, der har ført til voldsomme sammenstød og lidelser for lokalbefolkningen. I 2003 blev en overgangsregering indsat, hvilket formelt afsluttede konflikten. Reelt foregik dog stadig kampe og voldshandlinger. I et forsøg på at sikre en vis stabilitet og for at beskytte udsatte personer, autoriserede FN’s sikkerhedsråd at indsætte en midlertidig styrke. Denne styrke skulle sikre stabilitet, indtil FN’s mission for DR Congo havde tilstrækkelig styrke. Med franskemændene i spidsen ledte EU denne midlertidige mission fra juni til september 2003. Det var første gang EU ledte en militær mission uden for Europa. Bosnien-Herzegovina (Operation ”Althea”) I 1990’erne gik det tidligere Jugoslavien i opløsning og kampe fulgte mellem forskellige religiøse og etniske befolkningsgrupper. Konflikten blev – delvist – afsluttet med den såkaldte Dayton aftale i 1995. FN autoriserede og NATO indsatte styrker der kunne implementere denne aftale. I december 2004 overgik opgaven dog fra NATO til EU. EU’s styrker talte over 6000 mand da den var på sit højeste. Den generelle opgave for EU’s styrker var at sikre fred og stabilitet i området og en overholdelse af fredsaftalen fra Dayton. Da sikkerhedssituationen løbende er forbedret, har EU reduceret sin tilstedeværelse væsentligt. Somalia (Operation ”Atalanta”) I løbet af 2008 blev FN og EU mere og mere bekymret over pirateri i Adenbugten ud fra Somalias kyst. Mange skibe sejler igennem bugten, og særligt har skibe fra World Food Programme (WFP) oplevet angreb. Derfor opfordrede FN sine medlemmer til at handle. Denne opfordring fulgte EU op på, og siden december 2008 har EU beskyttet skibe i området mod angreb fra pirateri. Over 1.500 militære medarbejdere fra medlemslandene har deltaget i aktionen. |
Opbygningen af en fælles militær kapacitet
En central del af EU’s fælles forsvarspolitik går ud på at opbygge et effektivt militært beredskab med tilstrækkelig kapacitet til at udføre de opgaver, som EU sætter sig for at løse. I EU-traktaten står der derfor, at medlemslandene både skal stille sin militære og civile kapacitet til rådighed for EU, og at medlemslandene gradvist skal forbedre deres militære kapacitet. Disse forpligtelser er dog mest politiske, da medlemslandene selv bestemmer, hvorvidt og hvor meget de ønsker at bidrage til konkrete aktioner, og da der ikke stilles nogle konkrete krav til niveauet for landenes militære kapacitet. Forsvaret og forsvarsbudgettet er derfor stadig et grundlæggende nationalt anliggende.
Den kapacitetsopbygning og effektivisering som EU arbejder kontinuerligt med, foregår på flere måder og niveauer. To af de vigtigste kan nævnes her.
Det Europæiske Forsvarsagentur og ”Pooling & Sharing” princippet
EU har med Lissabon-traktaten fra 2009 oprettet Det Europæiske Forsvarsagentur (”EDA”). Dette forsvarsagentur har generelt til formål at forbedre EU’s forsvarskapacitet, at fremme samarbejdet om militært isenkram og styrke forskningen i forsvarsteknologi. Blandt EDA’s vigtigste initiativer er et projekt om at samle og dele militært materiel og militær træning i EU, så de europæiske forsvarsudgifter anvendes så effektivt som muligt (det såkaldte ”Pooling & Sharing” princip).
EU’s kampgrupper
EU har opbygget nogle såkaldte ”EU-kampgrupper”, som kan rykke ud til krisesituationer med meget kort varsel. Disse kampgrupper består af mindst 1500 mand, der kan udsendes med op til 15 dages varsel i mellem 30 og 120 dage og er i stand til at arbejde langt fra EU’s grænser. EU har 15 af disse kampgrupper, hvoraf den ene er en ren nordisk gruppe.
EU’s forhold til NATO
Langt de fleste medlemmer af EU er også medlem af NATO, og de to organisationer deler nogle grundlæggende værdier og formål. På denne baggrund har der udviklet sig et tæt samarbejde mellem de to organisationer.Topfolk fra EU og NATO holder løbende hinanden opdateret om forholdene i de to organisationer og konsulterer hinanden. Der er desuden vedtaget nogle vigtige aftaler mellem organisationerne. Den vigtigste af disse kaldes Berlin Plus aftalen. Denne aftale giver EU mulighed for at låne materiel og andre kapaciteter fra NATO. Det er sket flere gange, eksempelvis da EU overtog NATO’s operation i Makedonien i 2003 og i Bosnien-Hercegovina i 2004.