Europa-Parlamentet vedtager retningslinjer for 1. og 2. læsningsaftaler
Folketinget — Europaudvalget
Christiansborg, den 8. november 2004
Europaudvalgets sekretariat
Til
udvalgets medlemmer og stedfortrædere
Europa-Parlamentet vedtager retningslinjer for 1. og 2. læsningsaftaler
Den 26. oktober vedtog Europa-Parlamentet et sæt retningslinjer for, hvordan dets udvalg skal håndtere uformelle kontakter med Rådet i forbindelse med Parlamentets 1. og 2. behandling af EU-forslag vedtaget gennem den fælles beslutningsprocedure. Retningslinjerne blev vedtaget af Europa-Parlamentets udvalgsformænd efter forudgående godkendelse fra Parlamentets gruppeformænd (vedlagt som Bilag 1).
Siden indførelsen af den fælles beslutningsprocedure ved Maastricht-traktaten, og dens tilpasning ved Amsterdam-traktaten, har det været muligt at vedtage EU-lovgivning efter 1. behandling i institutionerne[1]. Dette såfremt institutionerne er enige. Hvis institutionerne ikke er enige, indledes der en ny behandling i begge institutioner. Opnås der enighed ved 2. behandling kan forslaget ligeledes vedtages. Kan der ikke opnås enighed ved 1. og 2. behandling bliver forslaget henvist til et forligsudvalg (3. behandling), hvor begge institutioner og Kommissionen er repræsenteret.Mens EU-traktaten udstikker generelle regler for forligsudvalget, herunder udvalgets sammensætning og tidsfrister, har der hidtil ikke eksisteret regler for hvordan Europa-Parlamentet og Rådet skal mødes i forbindelse med de to første behandlinger.
EU-institutionerne vedtog dog, i forbindelse med implementeringen af Amsterdam-traktaten, en fælles erklæring om den praktiske gennemførelse af den nye fælles beslutningsprocedure. I erklæringen fastlægges det, at der skal etableres ”passende kontakter” ved 1. og 2. behandlingen af sagerne, med henblik på at afslutte lovgivningsprocessen så hurtigt som muligt. Men der ikke er tale om formelle regler, og uden formelle regler på området har de enkelte udvalg i Parlamentet udviklet deres egen praksis for, hvordan disse kontakter skal finde sted. Dette har betydet, at forhandlingerne ved de to første behandlinger har været uigennemskuelige.
Det nye sæt retningslinjer er baseret på ”best-practices” fra de enkelte udvalg. Møderne mellem institutionerne vil fortsat være lukkede, men der indføres bl.a. regler for, hvornår der skal indledes forhandlinger, hvem der bør deltage i møderne, samt hvordan forhandlingerne skal rapporteres tilbage til det samlede udvalg.
Med venlig hilsen
Mongin Forrest
Hvis du vil vide mere:
Notat fra Folketinget Repræsentant ved EU: ”Den fælles beslutningsprocedure er blevet hurtigere og mere omfattende”. Info-note 151 af den 18. juni 2004
Aktivitetsrapporten fra Europa-Parlamentets delegationer til forligsudvalget (1999-2004). PE 287.644 som kan hentes på følgende adresse: http://www.europarl.eu.int/code/information/activity_reports/activity-report_2004_en.pdf
EU-Sekretariatets småtryk ”Sådan lovgiver EU”. Bogen kan fås ved henvendelse til Folketingets EU-Oplysning (tlf. 33 37 33 37 eller http://www.euo.dk).
[1] Udfordringerne for de nationale parlamenter i forbindelse med den fælles beslutningsprocedure er behandlet i noten ”Den fælles beslutningsprocedure – udfordringer for de nationale parlamenter”, som er tilgået Europaudvalgets Underudvalg den 9. september 2004. Denne udgjorde ligeledes et diskussionsoplæg fra Folketinget i forbindelse med COSAC- mødet i Haag den 13. september 2004 (noten er vedlagt som Bilag 2).