Rådsmøde RIA 8/6 04 tillæg til samlenotat
|
Alm. del - bilag 935 (2003-04)
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere |
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
Med henblik på mødet i Folketingets Europaudvalg den 4. juni 2004 – dagsordenspunkt rådsmøde (retlige og indre anliggender) samt møde i Det Blandede Udvalg med deltagelse af Norge og Island på ministerniveau den 8. juni 2004 - vedlægges Integrationsministeriets supplerende notat vedrørende dagsordenspunkterne 25 og 26.
MINISTERIET FOR FLYGTNINGE, Dato: 2. juni 2004
INDVANDRERE OG INTEGRATION Kontor: Internationalt kontor
J. nr.: 2004/4050-537
Supplerende bidrag til aktuelt notat til brug for rådsmødet (retlige og indre anliggender) samt mødet i det Blandede Udvalg med Norge og Island på ministerniveau den 8. juni 2004
Dagsordenspunkt 25): Udkast til resolution vedrørende indførelse af EU-pas i de nye medlemsstater *
Dagsordenspunkt 26): Rådets beslutning om ændring af del V i de fælles konsulære instrukser og del I i Den Fælles Håndbog *
Dagsordenspunkt 25): Udkast til resolution vedrørende indførelse af EU-pas i de nye medlemsstater
Nyt notat.
- Indledning
- Indhold
- Specialudvalget vedrørende Asyl- og Indvandringssamarbejdet
- Europa-Parlamentet
- Nærhedsprincippet
- Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser
- Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik
Udkast til resolution vedrørende indførelse af pas med et ensartet udseende vedtaget af medlemsstaternes ministre forsamlet i Rådet (retlige og indre anliggender) den 8. juni 2004 som supplement til resolutionerne af 23. juni 1981, 30. juni 1982, 14. juli 1986 og 10. juli 1995 er fremsat af det irske formandskab den 27. maj 2004.
Da resolutionsforslaget skal vedtages af repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer forsamlet i Rådet, henvises der ikke til et hjemmelsgrundlag i Traktaterne.
Resolutionsforslaget forventes vedtaget af medlemsstaternes ministre i margin af rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 8. juni 2004.
Forslaget er fremsat med henblik på de nye medlemsstaters udstedelse af det ensartede EU-pas senest den 1. januar 2007 i overensstemmelse med indholdet af tidligere resolutioner om udformningen af det ensartede pas, resolutionerne af 23. juni 1981, 30. juni 1982, 14. juli 1986 og 10. juli 1995.
Herudover fastlægger resolutionen, at alle medlemsstaternes pas senest den 1. januar 2007 skal indeholde visse informationer på alle de nye medlemsstaters sprog: tjekkisk, estisk, lettisk, litauisk, ungarsk, maltesisk, polsk, slovensk og slovakisk.
Sagen har været sendt i skriftlig høring i Specialudvalget vedrørende Asyl- og Indvandringssamarbejdet (SPAIS) den 1. juni 2004.
Europa-Parlamentet skal ikke høres.
Nærhedsprincippet har ikke relevans for sagen.
Forslaget til resolution har hverken lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.
Udgifterne til at gennemføre de foreslåede ændringer i Danmark skønnes med stor usikkerhed at udgøre 0,2 – 0,5 millioner kroner, der vil kunne afholdes inden for politiets eksisterende bevillingsmæssige rammer.
Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg eller for Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik.
Nyt notat.
- Indledning
- Indhold
- Specialudvalget vedrørende Asyl- og Indvandringssamarbejdet
- Europa-Parlamentet
- Nærhedsprincippet
- Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser
- Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik
Forslag til Rådets beslutning (vedrørende fælles underholdsbeløb i forbindelse med visumudstedelse og indrejse) om at ændre del V i de fælles konsulære instrukser og del I i Den Fælles Håndbog blev fremsat af Frankrig den 20. januar 2004.
Forslaget er fremsat under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 789/2001 af 24. april 2001 om at forbeholde Rådet gennemførelsesbeføjelserne vedrørende visse detailbestemmelser og konkrete procedurer i forbindelse med behandling af visumansøgninger samt til Rådets forordning (EF) nr. 790/2001 af 24. april 2001 om at forbeholde Rådet gennemførelsesbeføjelserne vedrørende visse detailbestemmelser og konkrete procedurer i forbindelse med grænsekontrol og grænseovervågning, der begge er vedtaget med hjemmel i EF-traktatens afsnit IV, artikel 62.
Forslaget skal vedtages med enstemmighed uden høring af Europa-Parlamentet.
Ifølge artikel 1 i Protokollen om Danmarks Stilling deltager Danmark ikke i Rådets vedtagelse af foranstaltninger, der foreslås i henhold til afsnit IV i EF-traktaten, og ifølge protokollens artikel 2 er ingen af de foranstaltninger, der er vedtaget i henhold til dette afsnit, bindende for eller finder anvendelse i Danmark.
I det omfang Rådet har truffet afgørelse om et forslag om eller initiativ til udbygning af Schengen-reglerne efter bestemmelserne i afsnit IV i EF-traktaten, træffer Danmark i henhold til artikel 5 i Protokollen om Danmarks Stilling inden seks måneder afgørelse om, hvorvidt det vil gennemføre denne afgørelse i sin nationale lovgivning. Hvis Danmark beslutter sig herfor, vil afgørelsen skabe en folkeretlig forpligtelse mellem Danmark og de øvrige medlemsstater.
Det fremgår af beslutningens præambel, at der er tale om et forslag til udbygning af Schengen-reglerne.
På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 8. juni 2004forventes rådsbeslutningen vedtaget som et a-punkt. Forslaget skal endvidere drøftes i Det Blandede Udvalg med Norge og Island på ministerniveau.
Formålet med forslaget er at foretage en harmonisering af de beløb, medlemslandene kræver, at en udlænding er i besiddelse af med henblik på sit underhold i forbindelse med et kortvarigt ophold på op til 90 dage på Schengen området.
I forslaget fastsættes et referencebeløb, der skal ligge mellem 40 og 60 euro per dag. Dette beløb kan dokumenteres blandt andet ved kontanter, rejsecheques eller kreditkort.
I forbindelse med vurderingen af, om den pågældende har tilstrækkelige midler til sit underhold, skal der tages hensyn til længden og formålet med opholdet i den eller de medlemsstater, der skal besøges.
Herudover skal der tages hensyn til individuelle omstændigheder som for eksempel en forudbetalt pakkerejse eller en erklæring fra en herboende reference, om at denne påtager sig ansvaret for den pågældendes underhold. Endelig skal der tages hensyn til tilfælde, hvor der er tale om humanitære grunde for indrejsen.
Sagen har været sendt i skriftlig høring i Specialudvalget vedrørende Asyl- og Indvandringssamarbejdet (SPAIS) den 1. juni 2004.
Europa-Parlamentet skal ikke høres.
Forslaget er fremsat med henblik på at nærme medlemsstaternes visumpraksis til hinanden. En sådan tilnærmelse opnås kun gennem fælles EU-regler.
Forslaget til beslutning har hverken lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser, da Danmark efter Protokollen om Danmarks Stilling ikke deltager i vedtagelsen.
En tilknytning til rådsbeslutningen på mellemstatsligt grundlag, skønnes hverken at have lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.
Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg eller for Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik.