Fællesrapport om beskæftigelsen til DER i BRX 25-26/3-04

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges i forbindelse med Det Europæiske Råd i Bruxelles den 25.-26. marts 2004 Rådets fællesrapport om beskæftigelsen 2003/2004, 7069/04.

Hermed følger til delegationerne den fælles rapport om beskæftigelsen 2003/2004 som vedtaget af Rådet og Kommissionen den 4. marts 2004; rapporten fremsendes til Det Europæiske Råd med henblik på mødet den 25.-26. marts 2004.

________________________

1. DEN POLITISKE OG ØKONOMISKE BAGGRUND 14

Bilag 1: Nøgleindikatorer og kontekstindikatorer 97

Bilag 2: Fremskridt i retning mod målene 116

I denne fælles rapport om beskæftigelsen gennemgås medlemsstaternes tilsagn om gennemførelse af den nye beskæftigelsesstrategi, som er aftalt for perioden 2003-2006, og som har tre overordnede målsætninger: fuld beskæftigelse, kvalitet og produktivitet i arbejdet og en styrkelse af den sociale samhørighed og integration.

Rapporten udgives på et tidspunkt, hvor Lissabon-strategiens mål trues af situationen på arbejdsmarkedet. Europa har gennem det meste af 2002-2003 mærket konsekvenserne af den økonomiske nedgang. Væksten i beskæftigelsen gik i stå i begyndelsen af 2003 og forventes kun at stige langsomt i perioden 2004-2005. Arbejdsløsheden er gradvist steget til 8,1% i 2003. Takket være de seneste års reformer er Europas arbejdsmarked nu bedre rustet til at tilpasse sig til omvæltninger, men hvis ikke der kommer skub i økonomien og gennemføres yderligere arbejdsmarkedsreformer, er der risiko for stagnation i beskæftigelsen og for øget arbejdsløshed og inaktivitet.

Fremskridtene mod Lissabon-målet for 2010 om en samlet beskæftigelsesfrekvens på 70% er gået i stå; det aktuelle tal er 64,3%, og det står nu klart, at EU ikke kan nå midtvejsmålet på 67% i 2005. Kvinders beskæftigelsesfrekvens blev forbedret i 2002 (55,6%) og udvikler sig fortsat i overensstemmelse med midtvejsmålet for 2005 (57%). Hvorvidt der kan skabes yderligere fremskridt mod målet for 2010 afhænger af eventuelle forbedringer i ældre arbejdstageres beskæftigelsesfrekvens. Selv om dette tal steg til godt 40% i 2002, er der langt til målet for 2010 på 50%.

Set i lyset af den økonomiske afmatning og i overensstemmelse med et stærkt ønske fra stats- og regeringschefernes side om at øge tempoet i strukturreformerne, opfordrede Det Europæiske Råd på sit møde i foråret 2003 Kommissionen til at oprette en europæisk beskæftigelses-taskforce under den tidligere nederlandske premierminister Wim Koks formandskab, som skal rapportere til Europa-Kommissionen om praktiske reformer, som har direkte og umiddelbar betydning for beskæftigelsesstrategiens gennemførelse. På Det Europæiske Råds møde i Bruxelles i december 2003 blev Kommissionen og Rådet opfordret til at tage højde for taskforcens rapport ved udarbejdelsen af den fælles rapport om beskæftigelsen.

Beskæftigelses-taskforcen fokuserede på behovet for både at øge beskæftigelsen og væksten i produktiviteten og pegede på fire vigtige betingelser for succes: arbejdstagernes og virksomhedernes tilpasningsevne skal øges, der skal tiltrækkes flere personer til arbejdsmarkedet, investeringerne i menneskelig kapital skal øges og gøres mere effektive, og der skal sikres en mere effektiv reformgennemførelse gennem bedre forvaltningsskik. Taskforcen opstillede prioriterede indsatser af almindelig relevans for medlemsstaterne under hver af disse overskrifter og gav specifikke budskaber vedrørende nødvendige reformer for hver af de femten nuværende og ti kommende medlemsstater. Beskæftigelses-taskforcens vurdering og politiske budskaber deles af Kommissionen og Rådet og er, eftersom de er i fuld overensstemmelse med de europæiske retningslinjer for beskæftigelsen, blevet integreret i denne fælles rapport om beskæftigelsen.

Foranlediget af målsætningen om fuld beskæftigelse har nogle medlemsstater udvist et mere vidtgående engagement gennem opstilling af nationale mål, enten i form af mål for beskæftigelsesfrekvensen eller en målsætning om jobskabelse. Nogle af disse mål er et udtryk for et højere ambitionsniveau end tidligere. Opstilling af mål må nødvendigvis understøttes af en meget nøje gennemførelse af reformer. De nationale handlingsplaner (NAP) viser, at tempoet i arbejdsmarkedsreformerne er opretholdt og i visse tilfælde øget, hvilket især gælder reformer, som har til formål at øge arbejdsmarkedsdeltagelsen og arbejdsstyrken. Imidlertid er der længere mellem reformer, der skal forbedre miljøet for jobskabelse. I løbet af det sidste årti har EU desuden oplevet et foruroligende fald i væksten i arbejdsproduktiviteten. USA har derimod været i stand til at kombinere en stærk beskæftigelsesudvikling med øget arbejdsproduktivitet. Produktivitet ses hovedsageligt i de nationale handlingsplaner for beskæftigelsen som et mål i sig selv; der fokuseres ikke i samme grad på forbindelsen med øget kvalitet i arbejdet. De seneste resultater vedrørende kvalitet i arbejdet er dog opmuntrende. Selv om der stadig er muligheder for forbedring, kan der registreres fremskridt i forbindelse med uddannelse og færdigheder, kønsskævheder (bortset fra lønmæssige) og sikkerhed på arbejdspladsen.

De nationale handlingsplaner viser, at beskæftigelse er afgørende, når der skal skabes social samhørighed og integration. Nogle medlemsstater følger en tilgang, efter devisen "det skal kunne betale sig at arbejde" og foretrækker generelle reformer af de sociale sikringsordninger og skattesystemet. Andre fokuserer på foranstaltninger, der målrettes mod særlige grupper. Mange medlemsstater fremhæver vigtigheden af flerstrengede tilgange, som rækker længere end arbejdsmarkedspolitikkerne, for at takle regionale og sociale uligheder.

Forebyggende og aktive arbejdsmarkedspolitikker er afgørende for at udnytte arbejdsstyrkens potentiale, og de er specielt vigtige i perioder med økonomisk afmatning. I overensstemmelse med de nye retningslinjers styrkede tilgang noteres fremskridt, når det gælder om i en tidlig fase at tilbyde samtlige arbejdsløse fordelen ved individuel jobsøgning og –vejledning og en ny start, som er skræddersyet til den enkelte arbejdsløse, inden vedkommende har været ledig i seks eller tolv måneder for henholdsvis unge og voksne. Der er dog betydelig mindre opmærksomhed på aktivering af personer uden for arbejdsmarkedet (især kvinder). Medlemsstaterne støtter en modernisering af de offentlige arbejdsformidlinger, og nogle bevæger sig mod et samarbejde med den private sektor. Kun de færreste medlemsstater giver oplysninger om effektiviteten af deres aktiveringstiltag, og der skal gøres en yderligere indsats for at skaffe sammenlignelige aktiverings- og forebyggelsesindikatorer, som gør det muligt at vurdere resultaterne.

Der bør gøres en større indsats for at udnytte jobskabelsespotentialet i EU ved at etablere et forbedret erhvervsklima og ved at fremme virksomhedernes innovationsevne. De fleste medlemsstater ønsker at gøre det lettere at starte egen virksomhed, mindske den administrative byrde og tilbyde virksomhederne udvidet assistance. Adskillige har oprettet taskforcer, som skal forenkle og forbedre lovgivningen, herunder konkurslovgivningerne. Der er øget opmærksomhed på adgang til finansiering for nystartede virksomheder og eksisterende små og mellemstore virksomheder, men dette

punkt er stadig en af de større flaskehalse. For at gøre det muligt for alle at starte egen virksomhed tilbyder mange medlemsstater ledelsesuddannelse på alle niveauer, hvoraf nogle er målrettet mod underrepræsenterede grupper. Det er fortsat en udfordring at stimulere innovation og FoU og udbrede resultaterne heraf mere effektivt på tværs af økonomien.

Medlemsstater, arbejdsmarkedets parter, virksomheder og arbejdstagere skal øge deres evne til at imødese, udløse og tilpasse sig til forandringer. Ud over den indsats, som er nødvendig i forbindelse med andre specifikke retningslinjer, er der en stigende anerkendelse af behovet for at finde en mere effektiv balance mellem fleksibilitet og jobsikkerhed på arbejdsmarkedet. Der skal forefindes kontraktmæssige ordninger, som både opfylder både arbejdsgivernes og arbejdstagernes behov, og som bidrager til at undgå et todelt arbejdsmarked. Der kan observeres en tendens hen imod større fleksibilitet gennem ændrede arbejdstidsmønstre og et ændret arbejdsmiljø. I en række medlemsstater er fokus ændret i retning af at sikre fleksibilitet i standardkontrakter, forbedrede arbejdsforhold og færre arbejdsulykker og erhvervssygdomme. Indsatsen for at fremme geografisk mobilitet er fortsat utilstrækkelig og tenderer mod at fokusere på at reducere de regionale uligheder. Der er utilstrækkelig opmærksomhed på håndtering af omstruktureringer.

Europas investeringer i menneskelig kapital skal øges og gøres mere effektive. Der er behov for en betydeligt større indsats, hvis EU skal have en chance for at nå målet om, at 85% af de 22-årige i 2010 skal gennemføre en uddannelse på gymnasieniveau og 12,5% af den voksne befolkning deltage i almen eller erhvervsfaglig uddannelse. I en række medlemsstater gøres der en indsats for at reformere systemerne for livslang læring med henblik på at indføre et mere udbudsorienteret system og i højere grad tilpasse mulighederne til individuelle behov. Kun nogle få medlemsstater synes at tilstræbe øgede og mere effektive investeringer i menneskelig kapital. Der er fortsat kun delvise strategier, når det gælder om at øge de private investeringer (fra enkeltpersoner eller virksomheder). Reformer, som skal anspore enkeltpersoner til at investere, fokuserer på finansielle incitamenter.

Mange initiativer er rettet mod anerkendelse og certificering af ikke-formel læring eller læring på arbejdspladsen med henblik på anerkendelse af eksisterende færdigheder. Arbejdsmarkedets parter er i stigende grad involveret i udformning og afholdelse af erhvervsuddannelse i takt med den øgede anvendelse af kollektive overenskomster. Omkostnings- og ansvarsfordelingen bør forbedres og gøres mere gennemskuelig.

En øget arbejdsstyrke er en forudsætning for øget beskæftigelse og økonomisk vækst på mellemlang og længere sigt. Om målet om en beskæftigelsesfrekvens på 70% kan nås, afhænger af, hvorvidt der sker en forhøjelse af ældre arbejdstageres beskæftigelsesfrekvens og af gennemsnitsalderen for, hvornår befolkningen forlader arbejdsmarkedet. Et stigende antal medlemsstater gennemfører nationale aldringsstrategier, som omfatter en række initiativer, der fokuserer på understøttelsesreformer, forbedring af arbejdsevnen gennem bedre adgang til erhvervsuddannelse og bedre arbejdsforhold. Der er kraftig fokus på pensionsreformer, herunder en forhøjelse af den almindelige pensionsalder og fjernelse af tilskyndelser til tidlig pensionering. Imidlertid forhindrer dårlig forvaltning af økonomiske omstruktureringer, frivillige førtidspensionsordninger og eksisterende hindringer i visse officielle pensionsordninger en mærkbar stigning i de ældre arbejdstageres beskæftigelsesfrekvens. Det er af afgørende betydning, at medlemsstaterne udvikler omfattende strategier for øget deltagelse i arbejdsstyrken. At øge kvindernes deltagelse er et centralt aspekt i aldringsudfordringen, og medlemsstaterne kan ikke nå målene ved udelukkende at satse på gruppeeffekter. Indvandring regnes for en vigtig kilde til forøgelse af arbejdsstyrken inden for erhverv eller sektorer, som oplever rekrutteringsvanskeligheder.

Udnyttelse af kvindernes potentielle deltagelse er vigtig både for ligestillingen og den økonomiske effektivitet. Mange medlemsstater ønsker at øge kvindernes deltagelse og mindske beskæftigelses- og arbejdsløshedsskellene især gennem politikker, som skal skabe balance mellem arbejdslivet og privatlivet. Imidlertid sættes der ikke tilstrækkeligt ind mod de faktorer, som forårsager disse kønsskævheder i forbindelse med beskæftigelse, arbejdsløshed og aflønning (f.eks. kønsopdeling, skatte-

og lønforhold). Flere medlemsstater fremlægger en række initiativer, som skal bidrage til at

reducere kønsbestemte lønforskelle, men de fleste tiltag er utilstrækkelige, især i de lande, der har de største forskelle. De fleste initiativer er fortsat frivillige, og effekten heraf er ikke tilstrækkeligt evalueret. Børnepasning præsenteres som et prioriteret område i de fleste medlemsstater, men tilgangene er ofte forskellige med hensyn til fokus og mål, og der er for ringe opmærksomhed på kvaliteten og prisen. Integrering af ligestillingsaspektet foregår stadig ikke systematisk, idet der mangler kønsspecifikke konsekvensanalyser af de eksisterende systemer og nye politikker. Arbejdsmarkedets parter spiller en vigtig rolle, når det gælder at fremme ligstillingen mellem mænd og kvinder på lønområdet.

En mere effektiv integration af personer med særlige problemer på arbejdsmarkedet er nøglen til en øget arbejdsstyrke og til en styrket social samhørighed. De fleste medlemsstater fremlægger politikker, der skal mindste antallet af elever, som forlader skolesystemet tidligt, og forbedre arbejdsmarkedssituationen for personer med handicaps, indvandrere og etniske minoriteter. Der er imidlertid stadig betydelige forskelle, og bestræbelserne bør intensiveres og udvides, således at andre dårligt stillede grupper, f.eks. lavtuddannede, bistandshjælpsmodtagere og enlige forældre, også omfattes. Arbejdsgiverne bør inddrages mere i opfyldelsen af målsætningen om øget deltagelse for dårligt stillede.

yderligere reformer af understøttelses-, skatte- og pensionssystemerne for at anspore ældre arbejdstagere til at blive længere på arbejdsmarkedet, især i medlemsstater, som har lav beskæftigelse blandt ældre arbejdstagere. Medlemsstaterne bør bestræbe sig på at mindske de arbejdsomkostninger, der ikke er forbundet med lønnen, især for de lavtuddannede og lavtlønnede.

Sort arbejde skaber unfair konkurrence mellem virksomheder og modvirker de involverede arbejdstageres varige integration på arbejdsmarkedet. I de nationale handlingsplaner understreger medlemsstaterne, at de vil bekæmpe sort arbejde gennem en mere integreret tilgang, som omfatter en forenkling af erhvervsklimaet, reformer af skatte- og understøttelsessystemerne, forbedret håndhævelse af loven og anvendelse af sanktioner. Der skal gøres mere for at forstå problemets art og omfang. Medlemsstaterne har rapporteret om en række initiativer, som skal forenkle de administrative procedurer og registreringen af arbejdsløshed og sociale sikringsbidrag, som skal forbedre koordinationen mellem de relevante myndigheder. For at gøre det mere attraktivt at arbejde vil flere medlemsstater desuden iværksætte skatteforanstaltninger, der skal forebygge sort arbejde og gøre det lukrativt at arbejde. Mange medlemsstater indfører foranstaltninger rettet mod udenlandske arbejdstagere eller illegale indvandrere, f.eks. bedre oplysning om arbejdsmarkedsrettigheder og større kontrol med arbejdsforholdene.

Der er fortsat betydelige uligheder i beskæftigelsen og arbejdsløsheden inden for regionerne og regionerne imellem, og disse uligheder vil blive større efter udvidelsen. Forskningen har påvist en stærk forbindelse mellem investeringer i menneskelig kapital og den økonomiske udvikling på nationalt og regionalt plan, hvilket gør investeringer til et vigtigt redskab i forbindelse med den regionale samhørighedspolitik. Den Europæiske Socialfond står centralt, når det gælder om at støtte medlemsstaternes politikker til håndtering af regionale forskelle.

Hvorvidt beskæftigelsespolitikker er vellykkede afhænger af gennemførelsens kvalitet. De nationale handlingsplaner for 2003 er generelt godt udviklede basisdokumenter, men udgør kun i sjældne tilfælde et centralt redskab til drøftelse og fastsættelse af de nationale beskæftigelsesmæssige prioriteringer. Især er det nødvendigt at lægge øget vægt på inddragelse af parlamentariske organer. Arbejdsmarkedets parter samt regionale og lokale myndigheder ses som vigtige partnere for de nationale regeringer, men deres inddragelse i de nationale handlingsplaner kunne forbedres.

Medlemsstaterne forsøger i stigende grad at rapportere om budgetmæssige prioriteringer i de nationale handlingsplaner, men oplysningerne er stadig utilstrækkelige. Oplysninger om gennemførelsen af de nationale handlingsplaner og om de instanser, som har ansvaret for gennemførelsen, fokuserer på de offentlige arbejdsformidlingers rolle, og kun i ringe grad på andre instanser som uddannelse og sociale tjenester.

Der er behov for at forbedre forvaltningen af beskæftigelsespolitikkerne på nationalt plan og EU-plan. På nationalt plan indebærer dette etablering af reformpartnerskaber, udformning af ambitiøse beskæftigelsespolitikker med mål, der afspejler de på EU-plan fastsatte, og en mere effektiv anvendelse af de nationale handlingsplaner som centrale planlægnings- og overvågningsdokumenter, som sammenbringer de forskellige reformelementer. På europæisk plan indebærer dette en styrkelse af EU's henstillinger til de enkelte lande, en mere præcis målretning af EU-midler i forhold til Lissabon-dagsordenen, fremme af et stærkt engagement fra arbejdsmarkedets parters side og en styrkelse af formidlingsaktiviteter og af systematisk g mere gensidig læring gennem erfaringsudveksling.

I denne fælles rapport om beskæftigelsen gennemgås medlemsstaternes tilsagn om gennemførelse af den nye beskæftigelsesstrategi, som er aftalt for perioden 2003-2006, og som har tre overordnede målsætninger: fuld beskæftigelse, kvalitet og produktivitet i arbejdet og en styrkelse af den sociale samhørighed og integration. Den fælles rapport indeholder både en analyse af fremskridtene i hele EU under de vigtigste vedtagne mål og retningslinjer og en kort oversigt for hvert land. De af Beskæftigelsesudvalget aftalte nøgle- og kontekstindikatorer, som understøtter analysen, findes i bilagene.

I afsnit VIII i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab fastlægges principper og procedurer for udvikling af en samordnet strategi for beskæftigelsen. Artikel 128 indeholder oplysninger om den specifikke procedure for formuleringen af en sådan strategi, herunder årlige retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker. Hver medlemsstat skal fremsende en årsrapport til Rådet og Kommissionen om de vigtigste foranstaltninger, den har truffet for at gennemføre sin beskæftigelsespolitik på baggrund af retningslinjerne for beskæftigelsen. Gennemgangen af de nationale handlingsplaner udmunder i en fælles rapport fra Rådet og Kommissionen til Det Europæiske Råd om beskæftigelsessituationen i EU og om gennemførelsen af retningslinjerne for beskæftigelsen. På baggrund af denne rapport vedtager Det Europæiske Råd hvert år konklusioner, som efterfølgende kan give anledning til en omformulering af retningslinjerne. På opfordring fra Kommissionen retter Rådet desuden henstillinger til medlemsstaterne.

Den europæiske beskæftigelsesstrategi er udviklet i henhold til ovenstående institutionelle rammer og er et vigtigt bidrag til EU's bredere politiske dagsorden, der blev opstillet på topmødet i Lissabon og på de efterfølgende Europæiske Råd. I forbindelse med den i 2002 vedtagne harmonisering af cyklussen for politisk koordinering, fremlægges vigtige områder, som bidrager til Lissabon-dagsordenen i denne fælles rapport om beskæftigelsen, gennemførelsesrapporten om de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik og gennemførelsesrapporten om strategien for det indre marked som en del af den "gennemførelsespakke", som blev udformet for at synkronisere og styrke koordinationen af og sammenhængen mellem politikker.

Mens de nationale handlingsplaner for beskæftigelsen, som de enkelte medlemsstater indsendte i efteråret 2003, udgør kernen i denne rapport, har rapporten fra den beskæftigelses-taskforce, som blev nedsat på opfordring fra Det Europæiske Råds forårsmøde i 2003 under den tidligere nederlandske premierminister Wim Koks formandskab ligeledes udgjort et stort bidrag. Taskforcens rapport blev forelagt Europa-Kommissionen den 26. november 2003. På dette grundlag opsummeres i det sidste afsnit i denne fælles rapport om beskæftigelsen de vigtigste budskaber til Det Europæiske Råds møde i foråret 2004.

Denne fælles rapport om beskæftigelsen udsendes på et tidspunkt, hvor der hersker forsigtig optimisme med hensyn til fremgang på EU's arbejdsmarkeder. Takket være de seneste års reformer står Europas arbejdsmarked nu bedre rustet til at tilpasse sig til omvæltninger, hvilket demonstreres af den seneste tids bedring i beskæftigelsen. Vi har nu et bedre udgangspunkt for at sikre fornyet vækst og høj beskæftigelse, selv om det bør huskes, at uudnyttet arbejdskraft og den økonomiske cyklus' eftervirkninger på beskæftigelsen vil forsinke stigningen i beskæftigelsen. Den nye europæiske beskæftigelsesstrategi er en integreret og sammenhængende reaktion på de beskæftigelsesmæssige udfordringer, som EU står over for. I denne rapport undersøges de forpligtelser, som medlemsstaterne har indgået i forbindelse med de nye europæiske retningslinjer for beskæftigelsen, og der peges på områder, hvor der er et presserende behov for fremskridt og resultater. Øjeblikkelig handling vil hjælpe med at understøtte en bedring i økonomien og beskæftigelsen.

Efter at der indledningsvis kunne registreres en kraftig bedring på EU's arbejdsmarked, er virkningerne af den økonomiske afmatning nu begyndt at slå stærkere igennem.

Udviklingen på arbejdsmarkedet siden den seneste økonomiske afmatnings indtrådte viser, at beskæftigelsen i EU i højere grad end tidligere er i stand til at modstå svagheder i den økonomiske aktivitet. Faktisk har beskæftigelsen indtil nu reageret langt mere moderat på den seneste afmatning, end det var tilfældet ved den foregående afmatning i 1990'erne. Dette afspejler et anderledes mønster for jobskabelse og –nedbringelse end i de tidlige 1990'ere med mindre, foreløbige fald i beskæftigelsen inden for landbrug og industri, mens der i servicesektoren er skabt langt flere job.

Den nuværende bedring er hovedsageligt en følge af ændringer på det europæiske arbejdsmarked, som indtrådte i anden halvdel af 1990'erne, og som påvirkede de mekanismer, der forbinder beskæftigelse og arbejdsmarkedsdeltagelse med det økonomiske konjunkturforløb. Tilsammen

betød den kombinerede effekt af kvinders og unges stigende arbejdsmarkedsdeltagelse, den erhvervsaktive befolknings øgede kvalifikationsniveau og forbedret mulighed for anvendelse af nye kontrakttyper, et rygstød for udviklingen af et beskæftigelsesintensivt vækstmønster, som også blev understøttet af en mere beskæftigelsesvenlig løndannelse fra arbejdsmarkedets parters side og af nedskæringer i ikke-lønmæssige arbejdsmarkedsomkostninger.

Europa har gennem det meste af 2002-2003 mærket konsekvenserne af den økonomiske nedgang med en vækst i BNP på under 1%. Efter flere år med kraftig jobskabelse gik væksten i beskæftigelsen i stå i begyndelsen af 2003. Faldet i arbejdsløsheden vendte i midten af 2001, og arbejdsløshedsniveauet er gradvist steget fra det laveste niveau i 2001 på 7,3% til 8% i 2003. Arbejdsløsheden ventes kun at stige langsomt i perioden 2004-2005.

For 2004 er der risiko for fortsat stagnation i beskæftigelsen og muligvis højere arbejdsløshed, med mindre økonomien bliver stærkere, og der gennemføres yderligere reformer af arbejdsmarkedet. Selv om der indtræder en beskeden økonomisk bedring, kan væksten i beskæftigelsen være begrænset, idet det formodes, at virksomhederne ligger inde med uudnyttet arbejdskraft efter den seneste afmatning. Vækst i arbejdsstyrken er afgørende for at nå Lissabon-målene, men med udsigt til en vækst i arbejdsstyrken, som overstiger væksten i beskæftigelsen, vil arbejdsløsheden sandsynligvis fortsat vokse i den nærmeste fremtid.

En positiv beskæftigelsesudvikling er et vigtigt element i det mål, som blev formuleret i Lissabon i 2000, om at gøre EU til den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden, en økonomi, der kan skabe en bæredygtig økonomisk vækst med flere og bedre job og større social samhørighed. Den er tæt knyttet til vigtige områder, hvorpå der gennemføres reformer – pensioner, uddannelse, forskning og social integration samt markederne for varer og tjenesteydelser og arbejdsmarkedet.

specifikke indsatsområder for at støtte disse målsætninger. Retningslinjerne omfatter også en indsats til at forbedre forvaltningen af beskæftigelsespolitikker.

Set i lyset af den økonomiske afmatning, den langvarige uvished med hensyn til, hvornår der indtræder en bedring og til omfanget af en sådan samt i overensstemmelse med et stærkt ønske fra stats- og regeringschefernes side om at opretholde og intensivere tempoet i strukturreformerne, opfordrede Det Europæiske Råd på sit møde i foråret 2003 Kommissionen til at oprette en europæisk beskæftigelses-taskforce under den tidligere nederlandske premierminister Wim Koks formandskab, for at hjælpe med at finde frem til de praktiske reformer, som har den mest direkte og umiddelbare betydning for medlemsstaternes gennemførelse af beskæftigelsesstrategien.

Taskforcen anerkender de strukturelle forbedringer, der er opnået i en række medlemsstater, og den stigende beskæftigelse i EU fra midten af 1990'erne til 2002, men advarer om, at EU risikerer, at det ambitiøse mål, som blev fastsat i Lissabon i 2000, ikke bliver nået. Med mindre medlemsstaterne optrapper deres bestræbelser, forekommer det stadig mere usandsynligt, at det overordnede mål for 2010 og målsætningerne for beskæftigelsen bliver opfyldt.

Det er vigtigt, at EU i sin reaktion på afmatningen fastholder fokus på de bredere, mere langsigtede udfordringer, som EU står overfor. Globaliseringen og den økonomiske integration påvirker i stigende grad den måde, hvorpå europæerne lever og arbejder, og stiller krav om, at der reageres hurtigt på forandringer og håndtering af disse. Den hurtige befolkningsaldring stiller spørgsmålstegn ved Europas evne til at forblive konkurrencedygtig og opnå højere beskæftigelse og økonomisk vækst i fremtiden.

Taskforcen mener, at fokus i stedet for at være rettet mod en proces med yderligere ændringer af EU's retningslinjer, nu bør rettes mod en skærpet overvågning af de reformer, som medlemsstaterne har iværksat. I denne rapport undersøges det, hvordan medlemsstaterne har reageret på samtlige beskæftigelsesretningslinjer, idet beskæftigelses-taskforcens vurdering og forslag inddrages.

Beskæftigelses-taskforcen opfordrer medlemsstaterne til at udvise beslutsomhed nu for at skabe øget tillid og støtte den økonomiske vækst. Ud over behovet for at skabe flere job på kort sigt understreger den, at beskæftigelsespolitikkerne skal hæve både beskæftigelses- og produktivitetsniveauet, som er de vigtigste faktorer i Europas økonomiske vækstpotentiale og vigtige elementer i Lissabon-strategien.

Beskæftigelses-taskforcen pegede på fire vigtige krav, som skal føre til øget beskæftigelse og produktivitet:

arbejdstagernes og virksomhedernes tilpasningsevne skal øges

der skal tiltrækkes flere personer til arbejdsmarkedet

investeringerne i menneskelig kapital skal øges og gøres mere effektive

der skal sikres en mere effektiv reformgennemførelse gennem bedre regeringsførelse.

Beskæftigelses-taskforcen opstillede under hver af disse overskrifter en prioriteret indsats af almindelig relevans for medlemsstaterne. I rapporten opstilles specifikke kommentarer til de reformer, som er nødvendige for hver af de femten nuværende og de ti nye medlemsstater.

Den nye strategi er desuden blevet udformet til at støtte beskæftigelsen og arbejdsmarkedsreformer i de ti nye medlemsstater, som tiltræder EU i 2004. Med udsigt til større politiske, økonomiske og institutionelle omstruktureringer har de nye medlemsstater i løbet af de sidste ti år iværksat omfattende arbejdsmarkedsreformer for at tilpasse sig en markedsøkonomi og forberede sig på medlemskab. I tæt partnerskab med Europa-Kommissionen har de udarbejdet fælles vurderinger af deres respektive udfordringer på beskæftigelses- og arbejdsmarkedsområdet samt gennemført regelmæssig afrapportering. Fra 1. maj 2004 deltager de fuldt ud i den koordinerede europæiske beskæftigelsesstrategi.

De nationale handlingsplaner for 2003, som er udarbejdet i forbindelse med de nye retningslinjer, udgør en beskæftigelsespolitisk tilgang, som overordnet er temmelig lige fordelt på de tre overordnede målsætninger, selv om målsætningerne om kvalitet/produktivitet og/eller integration i en række tilfælde ikke er fremstillet på lige fod med målsætningen med fuld beskæftigelse. Fremskridtene i forbindelse med disse målsætninger gennemgås herunder.

Den længerevarende afmatning indebærer enten nulvækst eller moderat vækst i beskæftigelsen i tre år (2002-2004) og ingen eller kun ringe forbedring i beskæftigelsesfrekvensen i denne periode. Derfor vil EU, som illustreret ved nedenstående graf, ikke kunne nå midtvejsmålene for beskæftigelsen i 2005, og der er behov for en væsentlig stigning i beskæftigelsesvæksten i de kommende år. For at

nå Lissabon-målet på 70% vil det være nødvendigt med en gennemsnitlig vækst i beskæftigelsen fra 2004 - 2010 på 1,6% - en afvigelse fra tendensen i den nuværende udvikling, men ikke uopnåelig set i lyset af udviklingen i perioden 1997-2000. Dette ville repræsentere en stigning i beskæftigelsen på ca. 15 mio. job i EU-15. Dette tal skulle være tæt på 22 mio. job, hvis målet blev fastsat for EU-25.

Kilde: Kommissionens tjenestegrene. Arbejdsstyrkeundersøgelsen frem til 2003. For perioden 2003-2005 er beskæftigelsesfrekvensen fremskrevet ved hjælp af GD for Økonomiske og Finansielle Anliggenders beskæftigelsesprognose og Eurostats befolkningsfremskrivninger. Fra 2005 er beskæftigelsesfrekvensen ekstrapoleret, idet der antages en konstant årlig stigning.

Det samlede billede skjuler divergerende udviklinger i beskæftigelsen fordelt på køn. Kvinders beskæftigelsesfrekvens fortsatte sin stigning i 2002 og er med 55,6% fortsat i overensstemmelse med midtvejsmålet for på 57% for 2005. Den ligger over EU's mål for 2010 på 60% i syv medlemslande (DK, NL, AT, PT, FI, SE og UK). EU-gennemsnittet er tydeligvis et resultat af de lave beskæftigelsesfrekvenser for kvinder i tre medlemsstater (EL, ES og IT), skønt der er tegn på forbedringer i IT

og EL. For at nå målet på 60% skal den gennemsnitlige årlige stigning i kvinders beskæftigelsesfrekvens, som vi har set siden 1997, opretholdes de næste syv år. Dette kan ikke opnås gennem økonomisk vækst alene - tempoet i reformerne skal også opretholdes.

Fremskridtene mod Lissabon-målet vil afhænge kraftigt af udviklingen i ældre arbejdstageres beskæftigelse. Selv om beskæftigelsesfrekvensen for ældre arbejdstagere steg mærkbart til godt 40% i 2002, er der langt til målet på 50%. Kun fire medlemsstater (DK, PT, SE og UK) har nået målet på 50%, og hos yderligere to er det inden for rækkevidde (FI og IE). Hvorvidt der opnås yderligere fremskridt mod målet, vil hovedsageligt afhænge af de resterende medlemsstater (især BE, FR, IT, LU og AT), hvis beskæftigelsesfrekvens for ældre arbejdstagere er under 33%. Der er derfor behov for hurtig indgriben for at øge antallet af ældre arbejdstagere på arbejdsmarkedet, med også for at sikre, at de kommende ældre arbejdstagere – gruppen bestående af 40-50-årige – kan forblive længere på arbejdsmarkedet. For at EU's mål på 50% skal kunne nås, skal yderligere 7 mio. personer i aldersgruppen 55-64 være i arbejde i 2010 i EU-15.

Medlemsstaterne har iværksat en række reformer for at stimulere arbejdsmarkedsdeltagelsen og øge arbejdsstyrken, f.eks. politikker, der skal gøre, at det kan betale sig at arbejde, aktive arbejdsmarkedspolitikker, almen og erhvervsfaglig uddannelse samt mobilitet. Imidlertid er reformer, der skal forbedre miljøet for jobskabelse, mindre omfattende. I nogle tilfælde er der valgt tilgange, som fokuserer på jobskabelse gennem reduktion af arbejdsomkostningerne (BE, FR, AT); gennem deregulering (DE, FR, IT); ved at fremme udviklingen af små og mellemstore virksomheder og innovation (EL, IE, NL, AT, FI, SE, UK); gennem regional udvikling (IE), og ved at opmuntre til iværksætterkultur og innovation (PT) eller satse på vekselvirkningen mellem økonomisk vækst og fleksible arbejdsmarkeder (DK, ES, IT). Den videnbaserede økonomis potentiale for jobskabelse indtager ikke nogen fremtrædende placering i den politiske pakke.

I medlemsstaternes reaktioner på retningslinjerne for beskæftigelsen for 2003 har de udvist et mere vidtgående engagement ved at fastsætte nationale mål. Dette er enten sket i form at mål for beskæftigelsesfrekvensen eller en målsætning for beskæftigelsens udvikling i løbet af regeringsperioden (jf. tabellen i bilag 2). Nogle af disse mål (især for BE, FR, EL, AT og FI) er et udtryk for et højere ambitionsniveau end tidligere. Imidlertid skal opstilling af mål nødvendigvis understøttes af en meget nøje gennemførelse af reformer.

Den positive vekselvirkning mellem kvalitet i arbejdet, produktivitet, beskæftigelse og social integration blev fremhævet i Kommissionens rapport, som blev udarbejdet på opfordring fra Det Europæiske Råd ved forårsmødet i Bruxelles. Rapporten indeholder en komplet gennemgang af fremskridtene mod kvalitet kvalitet i arbejdet efter den flerdimensionale tilgang, som er defineret i retningslinjerne for beskæftigelsen.

Det sidste årtis fald i arbejdsproduktivitetsvæksten er særligt bekymrende for EU. Væksten i arbejdsproduktiviteten har været yderligere aftagende de seneste år, hvilket står i kontrast til stigningen i beskæftigelsen. I sammenligning med første halvdel af 1990'erne er der i perioden 1996-2000 indtruffet en betydelig stigning i beskæftigelsesvækstens bidrag til væksten i BNP. Til sammenligning har USA indtil den seneste konjunkturnedgang været i stand til at kombinere en stærk beskæftigelsesmæssig udvikling med stigende arbejdsproduktivitet med det resultat, at BNP-væksten i perioden 1996-2002 var 1% højere i USA end i EU. Det er værd at nævne, at nogle mindre EU-medlemsstater har klaret sig betydeligt bedre end EU-gennemsnittet og endda bedre end USA.

På kort sigt kan den faktiske arbejdsproduktivitet afvige fra den mere langsigtede udvikling, især i en periode med økonomisk afmatning, hvor lavere vækst i produktiviteten delvis kan skyldes justeringer i timetallet snarere end i antallet af arbejdstagere. Selv om arbejdsmarkedsreformer, som fremmer et mere arbejdskraftintensivt vækstmønster, kan medføre en faktisk produktivitetsvækst, der ligger på et lavere niveau end det mere langsigtede potentiale, bør dette ikke betragtes som et kompromis. En højere beskæftigelsesfrekvens indebærer utvetydigt en stigning i BNP pr. indbygger, som ikke indvirker negativt på den eksisterende arbejdsstyrkes langsigtede produktivitetsvækst.

Derfor er der behov for en kombineret indsats, hvor der er fokus på vækst i beskæftigelsen, samtidig med at der gøres særlige bestræbelserne på at forbedre den langsigtede produktivitetsvækst, som ifølge den seneste udvikling ikke er opmuntrende. Nøglen til dette er en veluddannet, velkvalificeret og tilpasningsdygtig arbejdsstyrke, og EU skal investere mere, og mere effektivt, i sin menneskelige kapital inden for sunde budgetpolitiske rammer. EU skal desuden fremskynde brugen af ikt især i servicesektoren, øge investeringerne i FoU og infrastruktur, yde en indsats for at forbedre iværksætterkulturen og øge tempoet i reformerne af markedet for varer og tjenesteydelser. Eftersom nogle af de sektorer, hvori der er skabt et stort antal job, tegner sig for en temmelig nedslående udvikling i produktivitetsvæksten, bør bestræbelserne på at øge kvaliteten i arbejdet, herunder opkvalificere færdigheder og sikre en bedre tilrettelæggelse af arbejdet i disse sektorer, også bidrage til at takle produktivitetsudfordringen.

ligestilling mellem mænd og kvinder, er de manglende faciliteter til børnepasning og pasning af andre afhængige en hindring for at øge kvindernes arbejdsmarkedsdeltagelse. Der er kun registreret svage tendenser mod en reduktion af kønsbestemte lønforskelle, og der eksisterer stadig en erhvervsmæssig kønsopdeling. Sidst, men ikke mindst, er udviklingen i produktivitetsvæksten som nævnt skuffende.

Kun nogle få medlemsstater forsøger at beskæftige sig med de enkelte kvalitetsdimensioner i én omfattende tilgang. De enkelte medlemsstater fastsætter i højre grad deres egne særegne kritiske dimensioner som prioriterede indsatsområder. For eksempel fremhæves ligevægt mellem fleksibilitet og sikkerhed og ligestilling for mænd og kvinder som nøgleområder i IT, ES, EL og PT. Erhvervsuddannelse fremhæves i PT og ES, samt i lande med høj produktivitet (DK, FR, FI, SE). Sundhed og sikkerhed har status som vigtige områder i mange lande, hvoraf fem (DK, EL, FR, PT og UK) har opstillet mål for nedbringelse af ulykker. Desuden nævnes arbejdstid, som kun indirekte er omfattet af de ti dimensioner, som et prioriteret område (BE, LU, FI).

Ud over de registrerede arbejdsløse var 4,5% af EU's arbejdsdygtige befolkning i 2002 (en mindre stigning i forhold til 2001) inaktive, selv om de ønskede arbejde. De seneste stigninger i arbejdsløsheden er bekymrende, idet de kan være forløberen for en stigning i langtidsledigheden, som udgør en væsentlig risiko for social udstødelse. Det ville også gøre det yderligere vanskeligt for dårligt stillede at komme ud på arbejdsmarkedet. I den forbindelse kan der ske en forværring af de allerede mangelfulde beskæftigelsesmuligheder for grupper som handicappede, indvandrere og etniske minoriteter, enlige forældre, personer, som har forladt skolesystemet i en tidlig alder, og ældre arbejdstagere. (jf. retningslinje 7)

Efter medlemsstaternes fremlæggelse af de nationale handlingsplaner om integration, som indeholder de nationale tilgange til bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse på tværs af forskellige politiske områder, forsøger medlemsstaterne i deres handlingsplaner for beskæftigelsen med flere detaljer at anvise, hvordan beskæftigelsespolitikkerne bidrager til social integration. Der er imidlertid betydeligt grundlag for forbedringer med hensyn til, hvor indgående de fleste medlemsstater har behandlet de målsætninger, som blev opstillet i den tredje overordnede retningslinje om social integration.

I beskæftigelsesplanerne er der en fælles anerkendelse af, at arbejdsmarkedsdeltagelse spiller en meget vigtig rolle for fremme af den sociale integration. Der er imidlertid forskellige opfattelser af, i hvilken grad arbejdsmarkedspolitik i sig selv stort set er nok til at takle problemet med social udstødelse. Nogle medlemsstater (Nederlandene, Finland) fokuserer typisk på fjernelse af forhindringer for arbejdsmarkedsdeltagelse. Denne tilgang med "at det skal kunne betale sig at arbejde" omfatter vidtgående reformer af sociale sikringsordninger og skattesystemet (skattelettelser for lavtlønnede, fjernelse af hindringer for arbejde, kombineret med støtteforanstaltninger som f.eks. børnepasningsfaciliteter). Andre medlemsstater (Frankrig, Portugal, Sverige, Østrig, Grækenland) anerkender beskæftigelsespolitikkens vigtige rolle i bekæmpelsen af social udstødelse, og fokuserer mere på særlige gruppers vanskelige situation og på skræddersyede initiativer, der tager højde for de pågældende personers individuelle behov. Nogle medlemsstater anerkender også udtrykkeligt begrænsningerne for beskæftigelsespolitikkerne og understreger, at der er behov for øget synergi med andre politikområder som uddannelses-, sygepleje- eller boligområdet som led i en reel flerdimensional tilgang.

Medlemsstaterne var af Det Europæiske Råd i Barcelona blevet opfordret til at opstille nationale mål for nedbringelse af antallet af personer, der er udsat for fattigdom og social udstødelse inden 2010. De fleste benyttede sig af den mulighed, der ligger i de nationale handlingsplaner for henholdsvis integration og beskæftigelse, til at fastsætte sådanne mål. Som eksempler herpå kan nævnes EL (nedbringelse af andelen af personer i fattigdomsrisiko i 2008 til gennemsnittet i EU-15), PT (nedbringelse af andelen af personer i fattigdomsrisiko i 2005 med 2%. NL (mål om at øge beskæftigelsesfrekvensen blandt etniske minoriteter til 54% inden 2005), SE (halvering af antallet af

personer, som har brug for social bistand mellem 1999 og 2004), FR (øge antallet af socialhjælpsmodtagere, der kommer ud af arbejdsløshed i perioden 2003-2005). UK sigter mod at øge andelen beskæftigede enlige forældre til 70%, at nedbringe andelen af børn, som kommer fra hjem, hvor ingen af forældrene har arbejde, og at øge beskæftigelsesfrekvensen i dårligt stillede områder og for dårligt stillede grupper.

Fokuseringen på regionale uligheder er mindre fremtrædende (med undtagelse af PT, EL, BE og UK), selv om der fortsat er betydelige regionale forskelle på arbejdsmarkedsdeltagelsen. Den ulige arbejdsmarkedsdeltagelse fra region til region, især med hensyn til arbejdsløshed, og de store uligheder mellem forskellige sociale grupper resulterer i "øer" med afsavn og social udstødelse, selv i de rigere regioner i EU. En afvikling af disse uligheder kræver en afvejet blanding af investeringer i menneskelig og fysisk kapital og arbejdsmarkedsreformer f.eks. vedrørende løndannelse, der tager højde for regionale og lokale forhold.

For at opfylde målsætningerne fra Lissabon vil der være behov for at vende udviklingen i løbet af de kommende år. Væksten i såvel beskæftigelsen som i arbejdsproduktiviteten skal øges betydeligt. De seneste arbejdsmarkedsreformer har bevist deres værdi ved at øge beskæftigelsens evne til at komme på fode efter en økonomisk afmatning. Bedre støtte af iværksætterånd og forskning og udnyttelse af innovation samt øgede og mere effektive investeringer i menneskelig kapital er alle lige vigtige for at sikre en sådan ændring. Sådanne reformer skal gennemføres med stor styrke sammen med reformer af markederne for varer, tjenesteydelser og kapital.

Medlemsstaterne bør bekræfte deres reformvilje ved at opstille nationale mål for beskæftigelsesfrekvensen som foreslået af beskæftigelses-taskforcen og ved gennemførelsen af deres reformer skabe synergier mellem politikkerne for beskæftigelse, kvalitet og produktivitet og social integration. Ved at gennemføre de ti specifikke retningslinjer bidrager medlemsstaterne til at fremme arbejdstagernes og virksomhedernes tilpasningsevne, fremme udbuddet af arbejdskraft og forbedre den menneskelig kapital, hvilket ville være i overensstemmelse med de vigtige forudsætninger for succes, som taskforcen har nævnt.

Den økonomiske afmatning har stoppet den langvarige faldende tendens i EU's arbejdsløshed. Arbejdsløsheden er steget fra 7,4% i 2001 til 8,1% i 2003, og i EU-15 er der nu i alt 14 mio. arbejdsløse. Langtidsledigheden har stabiliseret sig på over 3% (over 5% i EL og IT). Langtidsledighed påvirker relativt flere kvinder end mænd (gennemsnitligt henholdsvis 3,6% mod 2,6%) bortset fra i FI, IE, SE og UK. Ungdomsarbejdsløsheden steg i første halvdel af 2003, og der noteres stadig meget høje niveauer i EL, IT, ES, FI, FR og BE.

Selv om den samlede arbejdsløshed ventes at stabilisere sig i løbet af de næste to år, er der en fortsat risiko for at havne i langtidsarbejdsløshed og inaktivitet. Dette stiller krav om styrket fokus på aktiveringspolitikker og forebyggende politikker for at begrænse arbejdsløsheden og forebygge isolation fra arbejdsmarkedet og inaktivitet.

Den specifikke retningslinje blev revideret i 2003 og opbygget i form af en række skridt, som skulle tages fra de tidlige stadier af arbejdsløshed til langtidsarbejdsløshed. Som følge af ændringen blev de tilsvarende indikatorer revideret, og det ville være for tidligt at komme med en entydig evaluering af resultaterne for 2002/03. I bilag 1 og 2 ses de foreløbigt tilgængelige indikatorer under den nye tilgang.

Alligevel har medlemsstaterne gjort yderligere fremskridt med at sikre, at alle arbejdsløse nyder godt af individuel jobsøgnings- og vejledningstjenester i en tidlig fase i ledigheden. Dette er især tilfældet i DK (det nye program, der omfatter intensiv kontakt); i BE (tidlig screening i den flamsktalende del); i FR (næsten alle jobsøgende nyder godt af ordningen PAP - ND i løbet af 4 måneder); i DE (tidligere registrering og indgriben af de offentlige arbejdsformidlinger som følge af Hartz-reformerne); og i IT, hvor arbejdsformidlingerne i forbindelse med arbejdsmarkedsreformen skal tilbyde orienterende samtaler inden for de første 3 måneder af arbejdsløsheden.

Der er også fortsat bestræbelser på at sikre en ny start der kan fremme beskæftigelsesegnetheden i form af uddannelse, omskoling, jobtræning, arbejde eller andre foranstaltninger, som tilbydes alle unge og voksne arbejdsløse, før de har været ledige i henholdsvis seks eller tolv måneder. Større reformer, som kan fremhæves, omfatter Jump-Plus-programmet, lanceringen af programmet "Job til de langtidsledige" i DE, revideringen i BE af systemet for "første job"-aftaler for at lette rekrutteringen fra virksomheder og "High Unemployment Area"-programmet i IE, der sigter på at identificere og fjerne hindringer for beskæftigelsen. De om end noget forskelligartede indikatorer, som medlemsstaterne har givet, tyder på, at arbejdsløse i stigende grad er omfattet af sådanne foranstaltninger. Otte medlemsstater (BE, DE, FR, IE, LU, FI, SE og UK) har nået eller oversteget det nye mål på 25% for aktivering af langtidsledige. Der er imidlertid kun ringe opmærksomhed på

integrering af inaktive, hvilket især hindrer kvindernes adgang til aktive og forebyggende politiske initiativer. Medlemsstaterne bør især bestræbe sig på at sikre sammenlignelige indikatorer for aktivering og forebyggelse, således at der kan foretages en vurdering af fremskridtene i løbet af de kommende år.

Der er iværksat modernisering af arbejdsformidlingerne for at understøtte aktivering og forebyggelse, og i nogle medlemsstater er der indledt et øget samarbejde mellem offentlige arbejdsformidlinger og partnere i den private sektor, især vikarbureauer (NL, IT, DE, UK). Der er taget skridt til at tilbyde arbejdsgiverne en bedre service gennem udvikling af telefonservicecentre og mulighed for at opslå stillinger direkte på internettet (UK, IE, DE, BE, SE og PT). Der sker en styrkelse af formidlingen på regionalt (FR, ES, IT) og lokalt plan (DK, NL og IT). Der udvikles nye ikt-systemer til arbejdsformidlingerne i de fleste lande. Det er ønskeligt med yderligere bestræbelser på at fortsætte moderniseringsprocessen.

Otte medlemsstater (AT, DE, DK, ES, LU, FI, SE og UK) afgiver oplysninger om aktiveringsinitiativernes effektivitet, når det drejer sig om at blive integreret i et job efter en aktiv foranstaltning. I AT finder næsten halvdelen af de arbejdsløse et job seks måneder efter at have deltaget i en foranstaltning, sammenlignet med knap 40% i SE og lige godt 30% i ES, og mere end to tredjedele i LU. Adskillige medlemsstater gennemfører skræddersyede foranstaltninger til fordel for unge (BE, DE, FR, EL, IT) og kvinder (EL, ES, IT), ofte kombineret med ansættelsesincitamenter rettet mod arbejdsgiverne. Adskillige (DK, FR, NL, FI og SE) har taget betydelige skridt til at forbedre administrationen af arbejdsløshedsunderstøttelsen gennem samarbejde mellem arbejdsmarkedets institutioner. Deltagelse i aktiveringsprocessen som forudsætning for at kunne modtage understøttelse er et klart eksempel på dette samarbejde.

Trods budgetbegrænsninger kan der stadig foretages yderligere omlægning af udgifterne og opnås

I den forbindelse har beskæftigelses-taskforcen understreget, at foranstaltninger rettet mod at forebygge arbejdsløshed og understøtte (gen-)integration af nye arbejdsløse og inaktive er afgørende med henblik på at udnytte arbejdsstyrkens potentiale, og at de er endnu vigtigere i en periode med økonomisk afmatning, samt når det drejer sig om sektorer og regioner, der oplever omstruktureringer. Taskforcen opfordrede medlemsstaterne til:

I den udvidede Europæiske Union vil der skulle skabes omkring 22 mio. job for at nå Lissabon-målet for beskæftigelsen i 2010. I 2002 var EU's vækst i beskæftigelsen på bare 0,4%, svarende til en nettotilvækst på 0,6 mio. job. For 2003 forventes særligt svag vækst i beskæftigelsen i

DK, DE, NL og PT. Etableringen af nye virksomheder var stabil i perioden 1997-2000. I DK, LU, ES og UK registreredes den højeste virksomhedsetableringsfrekvens blandt de medlemsstater, som havde afgivet sammenlignelige data. Overlevelsesraten for nyetablerede virksomheder var højest i LU og i UK. Virksomhedsinvesteringerne i procent af BNP faldt i EU fra 18,3% til 17,2% i årene 2000-2002.

Der bør gøres en større indsats for at udnytte potentialet for jobskabelsespotentialet i EU ved at etablere et mere gunstigt erhvervsklima og ved at fremme virksomhedernes innovationsevne. En forbedring af jobmulighederne gennem iværksætterkultur og etablering af nye virksomheder er afgørende for at nå Lissabon-målene for beskæftigelsen. Men henblik på at øge beskæftigelsen og den økonomiske vækst er det ligeledes vigtigt at stimulere innovation og sprede resultaterne heraf mere effektivt på tværs af økonomien.

De fleste medlemsstater har gjort fremskridt, når det drejer sig om at fremme nyetablerede virksomheder og mindske den administrative byrde, især i de tilfælde, hvor dette er kombineret med e-regeringsinitiativer, som har til formål at forenkle registrering af virksomheder og mindske omkostningerne til overholdelse af lovgivningen. Nogle få medlemsstater har opstillet mål for etablering af nye virksomheder (FR og BE), og medlemsstaterne opstiller yderligere mål i forbindelse med projektet vedrørende kvantitative mål for virksomhederne. Virksomhedsoverdragelse har været genstand for øget opmærksomhed i FR og NL, og i EL, FI og SE er der lanceret initiativer, som skal lette skattebyrden ved generationsmæssigt ejerskifte. De fleste medlemsstater prioriterer en udvidelse af assistancen til virksomhederne, men kun få iværksætter initiativer for yderligere at forbedre kvaliteten af denne assistance (EF, FI, DK, PT). Kun få medlemsstater rapporterer om særlige initiativer, som har til formål at lette den administrative byrde i forbindelse med ansættelse af personale, men der er udviklet systemer til registrering af beskæftigelse af nye arbejdstagere (BE, ES, FR og EL).

Medlemsstaterne fortsætter forenklingen af den eksisterende lovgivning, og indsatsen om anvendelse af konsekvensanalyser ved ny lovgivning og håndtering af modstridende lovgivning er blevet skærpet. Adskillige medlemsstater har oprettet arbejdsgrupper eller taskforcer på tværs af

ministerierne i bestræbelserne på at sikre enklere og bedre lovgivning. I UK kræves det ifølge den reviderede vejledning om konsekvensanalyse af lovgivning, at ministerierne analyserer ny lovgivnings følger for små virksomheder, og at ansvaret for de lovgivningsmæssige reformer er klart defineret i de enkelte ministerier. I en række medlemsstater sonderes mulighederne for forenkling af konkurslovene, bl.a. i DK, EL, PT, FI og BE. Adskillige medlemsstater har indført nye eller styrket eksisterende initiativer vedrørende adgang til finansiering for nyetablerede virksomheder samt eksisterende små og mellemstore virksomheder, men denne manglende adgang til finansiering er stadig en væsentlig hindring for især nye og små virksomheders udvikling. I FR og BE fortsættes arbejdet med at fremme "business angel"-netværk, som ud over adgang til finansiering kan tilbyde ledelsesmæssig bistand og medlemskab af bestyrelsen.

For at nå målet om at gøre det muligt for alle at starte egen virksomhed, tilbyder medlemsstaterne en række uddannelsesinitiativer og initiativer, rettet mod grupper, som er underrepræsenteret på iværksætterområdet. . Kvindelig iværksættervirksomhed fremmes hovedsageligt gennem uddannelse og oprettelse af netværk (UK, LU, ES, EL, SE og PT). I DK lægges vægt på fleksible tjenesteydelser for at tage højde for individuelle behov. Åbningen af lukkede erhverv i EL og ophævelse af kravene til obligatoriske uddannelser som forudsætning for at udøve visse erhverv i DE og AT kan muligvis øge mulighederne for at etablere virksomhed. Visse medlemsstater tilbyder særlig støtte til nyetablerede virksomheder i den sociale økonomi. For at mindske risikoen ved overgang til selvstændig virksomhed planlægger AT at udvide kriterierne for tildeling af arbejdsløshedsunderstøttelse. De sociale sikringsordningers indvirkning på incitamenterne til at blive selvstændig og til at overgå fra at være ansat til at være selvstændig, bør undersøges. Set i lyset af den stigende alder blandt virksomhedsejere bør nuværende tilbud og bistandsordninger videreudvikles for at sikre en vellykket virksomhedsoverdragelse De fleste medlemsstater anerkender vigtigheden af at fremme iværksætterkulturen gennem almen og erhvervsfaglig uddannelse, og nogle lader dette aspekt indgå udtrykkeligt i læseplanerne på forskellige uddannelsesniveauer (men der er kun angivet sporadiske oplysninger om de pågældende moduler).

I den forbindelse har beskæftigelses-taskforcen understreget nødvendigheden af, at medlemsstaterne:

Over de seneste år er der sket en stigning i tidsbegrænset beskæftigelse og deltidsbeskæftigelse, selv om denne proces er gået i stå i 2002. Der er nu observeret en konvergerende udvikling, idet medlemsstater, hvor deltidsarbejde og tidsbestemt arbejde er underrepræsenteret, oplever betydelige stigninger (bortset fra EL og IE). Der er desuden stigende forskelle på arbejdstidsmønstre i de fleste lande. På mellemlang sigt er der en tendens til et faldende antal arbejdsulykker med betydelige forbedringer i EL, IE, PT og BE. Den geografiske mobilitet mellem regioner er fortsat temmelig lav. I 2002 var den enten uændret eller lige frem mindsket i medlemsstaterne.

De europæiske lande oplever en periode med intensiv økonomisk forandring og virksomhedsomstrukturering. Den marginale vækst i beskæftigelsen i 2002 og stagnationen i 2003 dækker over, at der blev skabt og mistet et stort antal job. Medlemsstater, arbejdstagere og virksomheder skal

skal øge deres evne til at imødese, udløse og tilpasse sig til forandringer. En bedre håndtering af forandringer kræver en høj grad at fleksibilitet på arbejdsmarkederne og en række forskellige arbejdskontrakter og -aftaler. Dette kan kun lykkes, såfremt det kombineres med tilstrækkelig sikkerhed for arbejdstagerne med hensyn til deres evne til at blive på arbejdsmarkedet og gøre fremskridt der. Det er nødvendigt med øget geografisk og erhvervsmæssig mobilitet for at fremme et tilpasningsdygtigt arbejdsmarked.

De seneste arbejdsmarkedsreformer er begyndt at give virksomhederne større mulighed for at anvende en række forskellige beskæftigelseskontrakter. Der kan observeres en tendens hen imod større fleksibilitet i form af arbejdstidsmønstre og arbejdsmiljø. F.eks. er der i de fleste medlemsstater indført udvidede referenceperioder for arbejdstidsopgørelse eller nye muligheder for karriereafbrydelser for at skabe bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv. I visse medlemsstater er man begyndt at fokusere på at indføre mere fleksibilitet i "standardkontrakter". Dette gælder f.eks. definitionen af de tærskler, som udløser strengere beskyttelse af beskæftigelsen (DE) eller lovgivning om afskedigelser, hvori der fastlægges mere gennemskuelige og pålidelige rammer for såvel arbejdsgivere som ansatte (ES, PT). Nogle medlemsstater har lanceret omfattende undersøgelser af beskæftigelsesrelateret lovgivning (NL, PT, FR) og har styrket den sociale dialog (ES).

Bestræbelser på at fremme tilpasningsevnen gennem erhvervs- og efteruddannelsestiltag synes at lykkes bedst i de tilfælde, hvor arbejdsmarkedets parter har indgået relevante aftaler. Forskelle i uddannelsestilbuddene til personer, som er omfattet af kollektive overenskomster, og personer, som ikke er omfattet af disse, er særligt markante i BE, DE, ES, FR, IT, LU og PT.

Der fokuseres på forebyggelse gennem bedre oplysning og rådgivning samt nøjere overvågning. Medlemsstaterne er mere opmærksomme på økonomiske forandringer og omstruktureringer. Erhvervsmæssig omskoling, understøttet af uddannelse, målrettet rådgivning og outplacement-tjenester opfattes de fleste steder som en hensigtsmæssig tilgang. Gennemførelsen af en sådan politik kræver et bedre samarbejde og en bedre koordinering med alle aktører, forbedret overvågning og bedre systemer for tidlig varsling. Tiltag til fremme af geografisk mobilitet foregår typisk i forbindelse med nedbringelse af regionale uligheder, eftersom mangel på arbejdskraft på kort sigt ikke betragtes som et problem i de fleste medlemsstater. Politikkerne sigter mod at fremme mobilitet og transport, ofte gennem finansielle incitamenter (ES); i de tilfælde, hvor det er relevant, vedrører de kvalifikationsaspekterne (kendskab til fremmedsprog og anerkendelse af kompetencer i tilfælde af mobilitet på tværs af grænserne).

De fleste medlemsstater benytter sig af Eures til at tilbyde yderligere tjenester til arbejdsmarkedet både på udbuds- og efterspørgselssiden. Mens mange medlemsstater henviser til nødvendigheden af, at alle job hos de offentlige arbejdsformidlinger skal være tilgængelige fra en fælles europæisk platform inden 2005, er det kun nogle få, som udviser konkret en hensigt om at gøre det (DE, SE, PT, DK).

Når medlemsstaterne fremmer øget fleksibilitet kombineret med sikkerhed på arbejdsmarkedet, må de tage højde for det brede spekter af foranstaltninger, som har indvirkning på arbejdstagernes og virksomhedernes tilpasningsevne. Det er særligt vigtigt, at arbejdstagerne har adgang til efteruddannelse (gælder især de lavtuddannede og ældre arbejdstagere). Der bør gøres mere for at øge arbejdsmarkedsdeltagelsen ved at skabe incitamenter for arbejdsgiverne og den enkelte. Arbejdsmarkedets parter bør sikre effektiv gennemførelse af aftaler på dette område.

En modernisering af arbejdstidens tilrettelæggelse, der bygger på en vekselvirkning mellem fleksibilitet og sikkerhed, er vigtig, både med henblik på at øge beskæftigelsen og fremme

produktiviteten. Mens der kan være behov for større fleksibilitet i nogle medlemsstater med hensyn til standardkontrakter kan en revision af de kontraktuelle rammer også indebære en styrkelse af sikkerheden i ikke-standardkontrakter, hvilket er særlig relevant for vikaransatte. Dette spørgsmål et blevet fremhævet i konklusionerne fra Det Europæiske Råds forårsmøde i 2003 og i rapporten fra Den Europæiske Beskæftigelses-taskforce. Der bør være øget fokus på håndtering af omstruktureringer, især set i lyset af udvidelsen. Der burde tilstræbes en forebyggende tilgang, som minimerer omstruktureringernes potentielle risici for de ansatte, virksomhederne og lokalsamfundene.

I den forbindelse har beskæftigelses-taskforcen understreget nødvendigheden af, at medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter:

Hvis EU skal nå sine målsætninger for 2010, er det nødvendigt med politisk reform, så alle får mulighed for at deltage i livslang læring. Hovedudfordringerne består navnlig i at øge de grundlæggende færdigheder ved at give alle adgang til en uddannelse på gymnasieniveau, at nedbringe antallet af unge, der går tidligt ud af skolen, og at øge mulighederne for at få adgang til uddannelse livet igennem. Desuden er det nødvendigt, at medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter i fællesskab sørger for at tydeliggøre de enkelte parters rettigheder og pligter i forbindelse med almen og erhvervsfaglig uddannelse, at de fastlægger og kontrollerer standarder for almen og erhvervsfaglig uddannelse, og at de sikrer, at arbejdsgivernes investeringer på området er tilstrækkelige. Det er af afgørende betydning, navnlig i det aktuelle økonomiske klima, at arbejdsgivernes investeringer i menneskelig kapital ikke får lov til at komme ind i en nedadgående skrue, når de tværtimod burde forøges.

Mange medlemsstater har udfoldet store bestræbelser for at dække forskellige aspekter af livslang læring, navnlig for så vidt angår beskæftigelsesegnethed, men kun få af dem rapporterer om en sammenhængende, overordnet ordning eller strategi for livslang læring. En række nylige reformer i DK, SE, FI og FR tager sigte på at gøre eksisterende ordninger mere fleksible og tilpasse dem til individuelle behov. BE, DE, AT og FI lægger særlig vægt på at lette overgangen fra skole til arbejde. Det italienske erhvervsuddannelsessystem er blevet grundigt reformeret i kraft af en ny lærlingeordning, oprettelsen af Fondi interprofessionali og indførelsen af personlig uddannelsesorlov. Andre eksempler vedrører specifikke reformområder, nemlig bekæmpelse af analfabetisme (BE, FR, IE og UK), forbedring af grundlæggende færdigheder (DK, DE, IE, PT og UK) og af ikt-færdigheder (DK, DE, IE, NL og EL).

Reformerne i flere medlemsstater tager sigte på at indføre et mere efterspørgselsdrevet system med mekanismer, som skal forbedre mulighederne for at foregribe kvalifikationsbehovet. IRL har nedsat en ekspertgruppe for fremtidige kvalifikationsbehov, og kvalifikationsstrategien i England har til formål at skabe større overensstemmelse mellem uddannelsestilbuddet og arbejdsgivernes behov. De fleste medlemsstater rapporterer om fremskridt på det nationale plan hen imod de EU-omspændende mål for 2010. Flere medlemsstater har opstillet mål, som svarer til EU-målene (IE, PT, FR, SE og DK). Andre har opstillet mål for andre aspekter ved livslang læring (BE, UK og ES). Det er særdeles vigtigt, at medlemsstater som halter bagud, sætter sig ambitiøse mål og bruger dem som politisk drivkraft.

Nogle få medlemsstater viser tegn på vilje til at øge og effektivisere investeringerne i menneskelig kapital. De er imidlertid tilbageholdende med oplysninger om investeringsniveauet og om, hvordan de påtænker at fremme mere effektive investeringer i disse ressourcer. Der er blevet opstillet nogle få mål med henblik på at øge investeringerne i menneskelig kapital, men der er ikke mange oplysninger om strategier, der tager sigte på at øge de private investeringer – fra enkeltpersoner eller virksomheder. Medlemsstaterne har udviklet et rimelig bredt udvalg af foranstaltninger på dette område, men der i mindre grad ses vilje til at skabe de stigninger, der efterlyses i retningslinjerne. Der findes flere forskellige typer foranstaltninger, som tilskynder arbejdsgiverne, og især de små og mellemstore virksomheder, til at investere i deres arbejdsstyrke. Blandt foranstaltningerne kan nævnes nedsættelse af socialsikringsbidragene for arbejdsgivere, som tilbyder uddannelse (E), skattefradrag for virksomheder, der investerer, støtte til arbejdsgivere, der afholder udgifterne ved at give medarbejderne betalt frihed, kontraktlige aftaler om uddannelse og tvungne afgifter.

I denne sammenhæng har taskforcen for beskæftigelse betonet betydningen af, at medlemsstaterne øger deres investeringer i menneskelig kapital. Taskforcen opfordrer indtrængende medlemsstaterne

og arbejdsmarkedets parter til at styrke de menneskelige ressourcer:

– øge andelen af unge, der får adgang til universitetet

dele omkostninger og ansvar

lette adgangen til livslang læring

Aldringen af Europas befolkning vil efterhånden medføre, at arbejdsstyrken bliver mindre. I 2030 kan befolkningen i den arbejdsdygtige alder være reduceret til 280 mio. borgere for EU25 (sammenlignet med de nuværende 303 mio.), hvilket indebærer et betragteligt fald i arbejdskraftressourcerne, også selv om målet på 70% nås i 2010. Dette har betydning for vækstpotentialet og for pensioners og andre overførselsindkomsters bæredygtighed. Mange medlemsstater er konfronteret med et stigende antal ansøgninger om sygedagpenge (DK) og/eller krav om invalideydelse

(UK, NL, SE, LU og DK), hvilket skaber alvorlige inaktivitetsfælder, navnlig for borgere over 50.

På Det Europæiske Råds forårsmøde i Barcelona i 2002 var opfordringen den, at gennemsnitsalderen for, hvornår folk forlader arbejdsmarkedet i EU, skulle hæves med fem år inden udgangen af 2010, men i mange medlemsstater trækker mange mennesker sig stadig tilbage fra det erhvervsaktive liv i en relativ tidlig alder, om end den gennemsnitlige alder for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet er steget fra 60,5 i 2001 til 61 år i 2002. Hvis der ikke omgående træffes drastiske foranstaltninger for at ændre den aktuelle udvikling, vil det være umuligt at nærme sig, for slet ikke at tale om at nå, de mål, som EU har sat sig, for at øge de ældres beskæftigelsesfrekvens og hæve gennemsnitsalderen for, hvornår arbejdstagerne forlader arbejdsmarkedet. Udfordringen består ikke alene i at sikre, at en større andel af dem, som nu er mellem 55 og 64 år bliver på arbejdsmarkedet, men også i at forbedre beskæftigelsesegnethed blandt dem, som nu er i 40’erne og 50'erne.

Medlemsstaterne er i færd med at udvikle helhedsstrategier for at øge antallet er erhvervsaktive. Nogle få tager fat på alle relevante grupper, dvs. unge, kvinder, ældre og indvandrere (SE, DK, FI og UK). Den politiske indsats i medlemsstaterne er nu bedre koordineret og den seneste udvikling i beskæftigelsesfrekvensen for både ældre og kvinder er opmuntrende. Ikke mange medlemsstater rapporterer om foranstaltninger til fremme af unges deltagelse i uddannelse og på arbejdsmarkedet (SE, DK, FI og AT), skønt næsten alle medlemsstaterne har iværksat aktiveringsforanstaltninger for unge under den særlige retningslinje 1. En kritisk del af aldringsproblematikken består i at øge kvindernes erhvervsfrekvens, og medlemsstaterne kan ikke forlade sig på virkningen af tilskyndelsesforanstaltninger alene for at nå målene. I den forbindelse er det vigtigt at fokusere på børnepasning og andre omsorgsfaciliteter (se afsnit 3.6 i det følgende).

Økonomiske omstruktureringer, frivillige førtidspensioneringsordninger og demotiverende faktorer - heraf nogle i de almindelige pensionsordninger - er stadig med til at gøre det vanskeligt at øge de ældres beskæftigelsesfrekvens væsentligt. Et stigende antal medlemsstater gennemfører nationale aldringsstrategier (SE, UK, DK, FI og ES), og nogle af dem har opstillet nationale mål for at hæve gennemsnitsalderen for, hvornår arbejdstagerne forlader arbejdsmarkedet (FR og FI). Nogle medlemsstater reformerer overførselsindkomstsystemerne og lægger samtidig vægt på at forbedre arbejdstagernes arbejdsevne ved hjælp af bedre adgang til uddannelse og initiativer, der skal tilpasse arbejdsstyrken til arbejdsvilkårene. Der fokuseres kraftigt på pensionsreformer, som bl.a. går ud på at udskyde den normale pensionsalder og gøre førtidspensionering mindre attraktivt, samtidig med at der tilskyndes til fleksible pensioneringsordninger.

På trods af den konstaterede fremgang er det nødvendigt at forbedre de ældres og kvindernes beskæftigelsesfrekvens hurtigere, hvis de aftalte EU-mål for beskæftigelse og gennemsnitlige pensionsalder skal nås. Aldringsproblematikken berører alle generationer og kan ikke håndteres effektivt med lappeløsninger. For at fremme kvindernes beskæftigelsesfrekvens er der behov for en væsentlig ændring af de økonomiske incitamenter, især mere målrettede skatte- og socialsikringssystemer, tilstrækkelige børnepasningsmuligheder og økonomisk mere attraktive ordninger for deltidsarbejde for både kvinder og mænd. Der er behov for et stærkere og mere beslutsomt engagement for arbejdsmarkedsparternes side, navnlig for så vidt angår køns-, alders- og indvandreraspekterne og med hensyn til udvikling og udbredelse af god praksis i såvel den offentlige som den private sektor. Det er nødvendigt, at virksomhederne lever op til deres social ansvar og anerkender fordelene ved en aldersmæssigt bredt sammensat arbejdsstyrke og tilpasse deres personalepolitik for at holde længere på de erfarne medarbejdere.

Som led i en overordnet strategi for at øge arbejdskraftudbuddet bør det undersøges, om der kan udvikles en mere aktiv, selektiv og koordineret indvandringspolitik på EU-plan.

I denne sammenhæng har beskæftigelsestaskforcen understreget behovet for, at medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter fastlægger en helhedsstrategi for aktiv aldring, som skal føre til, at arbejdstagerne trækker sig senere tilbage fra arbejdsmarkedet, og få arbejdstagerne til at ansætte og holde på ældre arbejdstagere. Strategien omfatter:

Den kvindelige arbejdskraft er stadig i stort omfang uudnyttet. I EU 15 er der 6,4 mio. kvinder i den erhvervsaktive alder, som ikke er i lønnet beskæftigelse, men som gerne ville, og 6,6 mio. er uden beskæftigelse. I 2002 steg kvindernes beskæftigelsesfrekvens en anelse fra 55% til 55,6%, hvormed afstanden til mændene mindskedes til 17,2 procentpoint. Forskellen mellem mændenes og

Kønsskævhederne på arbejdsmarkedet må gradvist udlignes, hvis EU skal opnå fuld beskæftigelse, øget kvalitet i arbejdet og bedre social integration og samhørighed. Dette forudsætter både en generel hensyntagen til ligestillingsaspektet og specifikke politikker, der skal gøre det muligt for kvinder og mænd at komme ind, genindtræde og forblive på arbejdsmarkedet. På Det Europæiske Råd i Barcelona var der enighed om, at medlemsstaterne senest i 2010 skulle kunne tilbyde børnepasning for mindst 90% af børnene mellem 3 år og den skolepligtige alder og for mindst 33% af børnene under 3 år. Indsatsen bør rettes mod de faktorer, der ligger til grund for kønsskævhederne i beskæftigelsen, arbejdsløsheden og lønforholdene (f.eks. kønsadskillelse), og der bør opstilles mål for udligning af sådanne skævheder, uden at der dog rejses tvivl om princippet om løndifferentiering på grundlag af produktivitet og arbejdsmarkedssituationen.

Nogle medlemsstater har forbedret mulighederne for at få deltidsarbejde. Mange arbejder stadig på at give kvinderne bedre muligheder fora t forene familie- og arbejdsliv, mens andre anerkender mændenes rolle i børnepasnings- og familiesammenhæng (i de fleste tilfælde ved at anbefale eller forbedre orlovsordninger for fædre). Børnepasning er på den politiske dagsorden i stort set samtlige medlemsstater, selv om tilgangene varierer både med hensyn til fokus og ambitionsniveau. For at vende tilbage til EU’s børnepasningsmålsætning om senest i 2010 at sikre pasning for 33% af børn under 3 år og for 90% af børn mellem 3 år og den skolepligtige alder er det kun S, DK og BE (Flandern), der når målet for den yngste aldersgruppe. For børn over 3 år ser situationen lysere ud,

men mange lande udelukker pasningsordninger efter skoletid, hvilket har stor betydning for forældrenes muligheder for at kunne tage arbejde. De lande, som står over for de største udfordringer for at sørge for bedre børnepasningstilbud, især for de 0-3-årige, er IT, DE (gamle delstater), AT, LU, UK, ES, EL, IE og PT. Mange medlemsstater har opstillet nationale mål for at forbedre børnepasningstilbuddene (BE, FR, EL, IE, PT og UK). Politikkerne savner ofte en sammenhæng mellem udvidelse af pasningstilbud og arbejdsmarkedets behov, og der lægges ikke større vægt på kvaliteten og omkostningerne. De potentielle fælder i politikkerne, som befæster kønsrollerne, såsom børnepasningsydelser og tilskud til dagpleje, synes ikke at tiltrække sig nogen større opmærksomhed. Der er som regel ingen konkrete initiativer angående pasning af andre omsorgskrævende personer.

Der er således fortsat behov for en betydelig indsats for at opfylde målet fra Lissabon om at nå en kvindelig beskæftigelsesfrekvens på 60% senest i 2010 ved at styrke integreringen af ligestillingsaspektet i retningslinjerne med særlig vægt på skatte- og lønpolitikker og indførelse af mere familievenlige arbejdstidsarrangementer i de lande, hvor kvindernes beskæftigelsesfrekvens er lav. Der bør især lægges vægt på at udvide børnepasningsordningerne, især for børn fra 0-3 år.

I betragtning af at udnyttelsen af kvindernes potentielle arbejdskraft både handler om ligestilling og om økonomisk effektivitet, opfordrer taskforcen indtrængende medlemsstaterne til at:

– indføre foranstaltninger, som er særligt tilpassede til underprivilegerede kvinders behov.

Situationen på arbejdsmarkedet for personer, som har særlige problemer, er stadig meget ringere end for resten af befolkningen. I mange år definitionerne på dårligt stillede personer varieret fra medlemsstat til medlemsstat på grund af en manglende EU-definition. De grupper, der oftest tænkes på, er handicappede, indvandrere og etniske mindretal og (i nogen mindre grad), personer, som er gået tidligt ud af skolen, og lavtkvalificerede. Dårligt stillede kvinder er ofte i en værre situation end mændene. Forskellen i arbejdsløshedstallet mellem EU-borgere og borger fra tredjelande ligger stabilt på et så højt niveau som 7,7% i 2002. Kun FIN kan fremvise et stort fald (med 8,3 procentpoint sammenlignet med 2001), mens forskellen i DK og B er steget med henholdsvis 1,6 og 6,2 procentpoint. For så vidt angår de lavtkvalificerede, de unge, de ældre og de handicappede kræves der endnu en stor indsats for at øge beskæftigelsesfrekvensen.

Integreringen af indvandrere og handicappede er fortsat en hovedopgave for de fleste medlemsstater. Dette gælder også andre risikogrupper såsom lavtkvalificerede, bistandsmodtagere eller enlige forældre.

De fleste medlemsstater har forelagt politikker, som skal nedbringe antallet af unge, der forlader skolen tidligt. foranstaltningerne varierer fra øget samarbejde mellem skoler og erhvervsliv (DE og NL) til bedre pædagogisk tilpasning og mere individualiseret vejledning af eleverne (LU og FR). De fleste politikker, der tager sigt på at forbedre arbejdsmarkedssituationen for personer med handicap, er aktiveringspolitikker såsom personlig hjælp, øget deltagelse i almen og erhvervsfaglig uddannelse, bedre lovgivning til fremme af integrationen af handicappede og skattebegunstigelser.

Størstedelen af medlemsstaterne fortsætter med at gennemføre foranstaltninger til integration af indvandrere og etniske mindretal såsom programmer til udryddelse af analfabetisme, sprogkurser, planer til fremme af mangfoldigheden for at øge ansættelsen af indvandrere, uddannelse og erhvervsvejledning ofte finansieret gennem ESF-programmer. Adskillige medlemsstater henviser direkte til gennemførelsen af de to artikel 13-direktiver eller peger på supplerende foranstaltninger såsom oplysende kampagner mod forskelsbehandling. For nogle er flere indvandrere på arbejdsmarkedet en del af svaret på problemet med befolkningens aldring og på, hvordan udbuddet af arbejdskraft kan øges (retningslinje 5), og på hvordan man kan afhjælpe flaskehalsproblemer i bestemte sektorer (retningslinje 3). Kun få medlemsstater (NL,IE,DK,FI og SE) har opstillet nationale mål for at forbedre situationen på arbejdsmarkedet for tredjelandeborgere eller etniske mindretal. Heller ikke for dårligt stillede grupper såsom personer med handicap eller enlige forældre er der ret mange medlemsstater (NL,IE,PT,SE og UK), der angiver at have indført bestemte mål. Nogle af disse mål vedrører resultater på arbejdsmarkedet som f.eks. i UK, hvor et mål er at nå en beskæftigelsesfrekvens på 70% for enlige forældre, mens andre tager sigt på at forbedre en bestemt situation som f.eks. i Irland, hvor man ønsker at øge omrejsende folks deltagelse i uddannelse til 95%.

I den forbindelse har beskæftigelses-taskforcen understreget nødvendigheden af, at medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter:

I lande, hvor nationale, regionale og lokale myndigheder deler kompetencen på beskæftigelsesområdet, bør det overvejes at styrke det regionale engagement i beskæftigelsesreformer. En tilgang kunne være at gennemføre en åben koordinationsmetode mellem de nationale og regionale myndigheder. Dette ville indebære, at der indføres en åben og gennemsigtig forhandling mellem de nationale og regionale myndigheder om at aftale regionale mål sammen med rapporterings- og overvågningsmekanismer.

Anvendelsen af instrumenter på EU-plan bør effektiviseres ved at:

I gennemgangen af de vigtigste udfordringer, som landene står over for, tages der i rapporten desuden hensyn til områder, der er omfattet af taskforcen vedrørende beskæftigelse, herunder især de landespecifikke oplysninger.

omstrukturering af de offentlige arbejdsformidlingskontorer forventes at skabe større klarhed over deres opgaver. Der er blevet afsat store ekstrabevillinger til beskæftigelsesstrategien, hvorimod midlerne til erhvervsuddannelse fortsat er relativt beskedne. ESF-bidrag anvendes hovedsagelig til forebyggende foranstaltninger, livslang læring og social integration.

blev budgettet i 2003 øget med 9,5%. Selv om bidraget fra ESF er blevet understreget, kunne handlingsplanen i højere grad præcisere, hvor midlerne især anvendes, og give flere oplysninger om resultater.

gennemskueligt, da det vil komme til at fremgå, hvor store bevillinger der afsættes til alle større politiske tiltag. I den nationale handlingsplan understreges forbindelsen mellem de nuværende ESF-bidrag og beskæftigelsesretningslinjerne med fokus på forebyggelse og udvikling af den menneskelige kapital.

involveret i den nationale handlingsplan, også medlemmer af Programforvaltningsudvalget for mål 3 og EQUAL. Der oplyses intet om de samlede bevillinger til støtte for retningslinjerne.

grundlag af resultater. Det private reintegrationsmarked er stadig i sin vorden og må udbygges yderligere. Det må nøje overvåges, i hvilket omfang dette marked er i stand til at imødekomme de personers behov, der er ude af arbejdsmarkedet. Arbejdsformidlingens rolle er reduceret til at formidle arbejde til dem, som nyligt er blevet arbejdsløse. Kommuner, som har det fulde finansielle ansvar, er blevet hovedaktørerne i aktiveringspolitikken. Finansieringsordningen giver kommunerne et stærkt incitament til at få så mange socialsikringsmodtagere som muligt i arbejde så hurtigt som muligt. Dette kan gå ud over arbejdsforholdenes varighed. Den nationale handlingsplan er relativ fåmælt med hensyn til, hvor store midler der afsættes til de politiske foranstaltninger. Færre nationale midler kan bevirke, at det bliver lettere at bruge de 1,8 mia. EUR, som ESF stiller til rådighed.

går videre end arbejdet med den nationale handlingsplan. I Østrig anvendes ESF hovedsagelig i arbejdet med at reintegrere ugunstigt stillede grupper på arbejdsmarkedet, og ESF stod i 2002 for ca. en sjettedel af det årlige budget for den aktive arbejdsmarkedspolitik.

ligge på regeringsniveau, og arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet bør aktivt inddrages i gennemførelsen af den nationale handlingsplan. Den nationale handlingsplan sætter tal på budgetbevillingerne til de forskellige prioriterede områder.

beslutninger. I 2003 svarer ESF-bidraget til de forskellige programmer (ca. 148 mio. EUR) til ca. 3% af Sveriges arbejdsmarkedspolitik, og i den nationale handlingsplan oplyses det, hvilke retningslinjer ESF bidrager til.

der skal træffes med hensyn til arbejdstiden. Der er stadig manglende ligestilling, navnlig med hensyn til løn.

Den europæiske beskæftigelsesstrategi spiller en afgørende rolle, når det gælder om at nå Lissabon-strategiens beskæftigelses- og arbejdsmarkedsmål. Medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker fremmer de tre overordnede og indbyrdes sammenhængende mål om fuld beskæftigelse, arbejdskvalitet og produktivitet samt samhørighed og integration.

Den fælles rapport om beskæftigelsen viser, at reformer i henhold til beskæftigelsesretningslinjerne må fortsættes og udbygges. Sådanne reformer har allerede vist deres værdi ved at forbedre arbejdsmarkedsresultaterne; dette bekræftes af, at beskæftigelsen har holdt stand under den seneste økonomiske afmatning. Tilnærmelsen til Lissabon-processens 2010-mål for den samlede erhvervsfrekvens på 70% er imidlertid gået i stå, og med de nuværende 64,3% er det nu klart, at EU ikke når op på det foreløbige mål for 2005 på 67%. Der er også risiko for, at 2010-målet ikke nås, hvis der ikke gøres en yderligere indsats. Kvinders erhvervsfrekvens blev forbedret i 2002 (55,6%) og udvikler sig fortsat i overensstemmelse med det foreløbige mål for 2005 (57%), men ældre arbejdstageres erhvervsfrekvens (40,1%) og gennemsnitsalderen for udtræden af arbejdsmarkedet (60,8) er stadig for lav.

Hvis Europa skal nå sine beskæftigelsesmål i 2010, og for at støtte Europas konkurrenceevne og vækstpotentiale i den globale økonomi må der gøres en indsats for at øge både beskæftigelse og produktivitet. Det er ikke tilstrækkeligt med et begrænset tiltag for at reformere arbejdsmarkedet. Det er nødvendigt at føre en afbalanceret makroøkonomisk politik for at sikre tillid og stabilitet. Strukturreformer er nødvendige på vare-, tjenesteydelses- og kapitalmarkederne for at støtte konkurrenceevne og jobskabelse. Det er nødvendigt at koordinere forløbet mellem alle Lissabon-dagsordenens punkter, især med hensyn til forskning og innovation, uddannelse og erhvervsuddannelse og reform af de sociale sikringssystemer, herunder pensionssystemerne. Politikkerne på disse

områder, herunder det nylige vækstinitiativ, bør fremme erhvervsinvesteringerne i Europa, både med hensyn til menneskelig og fysisk kapital, og skabe bedre betingelser for jobskabelse og produktivitetsstigning ved at styrke Europas evne til at foregribe, udløse og tilpasse sig forandringer.

Med den nylige reform af beskæftigelsesstrategien er vægten blevet lagt på mellemsigtede retningslinjer og betydningen af gennemførelsen. Medlemsstaterne bør energisk gennemføre hele den række politikker, der er anbefalet i beskæftigelsesretningslinjerne, og Unionen bør i højere grad være opmærksom på opfølgningen for at øge presset på andre. Beskæftigelsestaskforcen under ledelse af Wim Kok har bekræftet, at det er nødvendigt at lægge større vægt på en tæt overvågning af de reformer, som gennemføres af medlemsstaterne, og at dette snarere bør ske gennem kraftige henstillinger fra EU til de enkelte lande og en mere effektiv brug af "peer review" end ved at gennemføre yderligere ændringer af retningslinjerne.

Kommissionen og Rådet tilslutter sig beskæftigelsestaskforcens generelle vurdering og politiske budskaber, som er i fuld overensstemmelse med den europæiske beskæftigelsesstrategi. En gennemgang af medlemsstaternes nationale handlingsplaner for beskæftigelse viser også, at medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter hurtigst muligt bør prioritere følgende højt:

jobskabelsen og øge produktiviteten ved at minimere hindringer for oprettelse af nye virksomheder og øge evnen til bedre at foregribe og håndtere omstruktureringer

Den fælles rapport og ovennævnte højt prioriterede mål samt de landespecifikke henstillinger i rapporten fra taskforcen for beskæftigelse udgør grundlaget for formuleringen af EU's henstillinger til de nationale beskæftigelsespolitikker i medlemsstaterne i 2004.

Udfordringerne på arbejdsmarkedet i de tiltrædende medlemsstater er velkendte, og retningslinjerne for beskæftigelsen er blevet udarbejdet, så de kan fremme reformer i både de nuværende og de nye medlemsstater. Disse konklusioner bør kunne være til hjælp for de ti nye medlemsstater i forbindelse med fremlæggelsen af deres nationale handlingsplaner umiddelbart efter tiltrædelsen og deres fulde integration i gennemførelsen af den nye europæiske strategi for beskæftigelsen. Ressourcerne fra ESF i 2004 og 2005 skal fuldt ud anvendes til at støtte de mest presserende reformer i de nye medlemsstater.