Rådsmøde (konkurrenceevne 26-27/11-03) Samlenotat

Med henblik på mødet i Folketingets Europaudvalg den 21. november 2003 – dagsordenspunkt rådsmøde (konkurrenceevne) den 26.-27. november 2003 - vedlægges Økonomi- og Erhvervsministeriets notat om de punkter, der forventes optaget på dagsordenen fsva. indremarkedsdelen.

12.

Forordningsforslaget fra august 2000 tager sigte på at skabe et effektivt system til beskyttelse af patentrettigheder, som samtidigt er billigt og let tilgængeligt for brugerne af systemet. Det foreslås, at samtlige EU-medlemsstater skal være dækket af én patentansøgning. EF-patentsystemet skal i ansøgningsfasen bygge på det allerede eksisterende system etableret via Den Europæiske Patentkonvention (EPK). Det foreslås, at Den Europæiske Patentorganisation (EPO) skal udstede patenterne med umiddelbar virkning for samtlige EU-medlemsstater. Patenterne skal herefter foreligge i deres helhed på ét af de tre EPO-proceduresprog (fransk, tysk og engelsk), og patentkravene på alle tre EPO-sprog. Efter patentmeddelelsen skal patentet reguleres efter de regler, der fastsættes i forordningen.

Til blandt andet at afgøre spørgsmål om EF-patenternes gyldighed og krænkelse heraf, foreslår Kommissionen at oprette en ny retsinstans benævnt "EF-retten for intellektuel ejendomsret", som skal bestå af både førsteinstans- og appelafdelinger. Endelig foreslår Kommissionen, at samtlige gebyrer for EF-patenterne skal tilfalde EPO, til forskel fra i dag, hvor gebyrerne fra europæiske patenter deles mellem de nationale patentmyndigheder og EPO.

Vedtagelsen af forslaget medfører, at patentloven skal ændres. Herudover kræver forslaget om etablering af en enekompetent retsinstans en ændring af den danske retsplejelov. Da der er tale om suverænitetsafgivelse, skal proceduren i grundlovens § 20 iagttages.

På rådsmødet (Indre Marked, Forbruger og Turisme) den 30. og 31. maj 2001, blev der opnået enighed om en fælles strategi for det videre arbejde vedrørende sprogordningen, de nationale patentkontorers rolle, domstolssystemet og gebyrsystemet. Under rådsmøderne den 26. november og 20. december 2001 blev det forsøgt at opnå enighed om en præcisering af den fælles strategi fra maj 2001, hvilket dog ikke lykkedes. På rådsmødet den 21. maj 2002 var sagen på dagsordenen med henblik på at opnå enighed om en præcisering af den fælles strategi (common political approach) om de væsentligste elementer i forordningsforslaget, hvilket dog ikke lykkedes. Det blev samtidig slået fast, at intet er aftalt før der er enighed om alle elementerne i forslaget. På rådsmødet den 14. november 2002 drøftede landene de overordnede principper for domstolssystemet uden dog at nå til enighed herom. På rådsmødet den 26. november 2002 drøftede landene strategien for det videre arbejde. På rådsmødet den 3. marts 2003 blev der opnået politisk enighed (common political approach) om udformningen af sprogordningen, de nationale kontorers rolle, domstolssystemet og gebyrsystemet. Det græske formandskab udarbejdede med baggrund i den opnåede politiske enighed et revideret forordningsforslag. Forslaget er gennemgået i hovedtræk i afsnit 1. På rådsmødet den 22. september 2003 og den 10. november 2003 blev der alene afgivet en statusrapport.

1.1. Baggrund

Kommissionen fremsatte den 1. august 2000 et forordningsforslag om EF-patentet, KOM(2000)412. Hjemmelen til forslaget er artikel 308 i Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. Kravet til vedtagelse er enstemmighed.

Forordningsforslaget blev fremsendt til medlemsstaterne den 25. august 2000 og blev præsenteret af Kommissionen på rådsmødet (Indre Marked, Forbruger og Turisme) den 28. september 2000.

Forordningsforslaget var til drøftelse på rådsmøderne (Indre Marked, Forbruger og Turisme) den 30. november 2000, 12. marts 2001, 30.-31. maj 2001, 27. september, 26. november 2001, 20. december 2001, 1. marts 2002, 21. maj 2002, 14. november 2002 og den 26. november 2002. På rådsmødet den 30 og 31. maj 2001 blev der opnået enighed om iværksættelse af proceduren for ændring af Den Europæiske Patentkonvention. Derudover blev der vedtaget en fælles strategi (common approach) med en struktur for de kommende forhandlinger.

På rådsmødet den 3. marts 2003 blev der opnået politisk enighed (common political approach) om udformningen af sprogordningen, de nationale kontorers rolle, domstolssystemet og gebyrsystemet. Det græske formandskab udarbejdede med baggrund i den opnåede politiske enighed et revideret forordningsforslag. Forslaget er gennemgået i hovedtræk i afsnit 1.

1.2. Kommissionens oprindelige forslag

Kommissionens oprindelige forslag fra 2000 er udarbejdet på baggrund af henholdsvis Kommissionens grønbog om EF-patentet og det fremtidige europæiske patentsystem KOM(97)314 af 16. juni 1997 og opfølgningen på grønbogen KOM(99)42 af 5. februar 1999. Herudover danner Aftalen om EF-patenter (1989) baggrund for en del af forordningsforslagets bestemmelser.

Opnåelse af patentbeskyttelse kan i dag ske på to måder i Europa. Den ene måde er ved indlevering af en ansøgning til de nationale patentmyndigheder, hvorved der opnås et nationalt patent. Den anden mulighed er at søge om et europæisk patent via EPO, der forvalter EPK. Ansøgningen behandles og patentet udstedes centralt af EPO. I ansøgningen udpeger ansøgeren de medlemslande, som ansøgeren ønsker, at patentet skal have gyldighed i. Når et europæisk patent bliver meddelt, skal patentet i oversat form fremsendes til de udpegede nationale patentmyndigheder, og der skal betales et publiceringsgebyr. Sker dette inden for de fastsatte frister, bliver det europæiske patent gyldigt i det pågældende land, og har samme virkning og reguleres udfra samme nationale regler som de "rene" nationale patenter. Retstvister afgøres af de nationale domstole med virkning for hvert enkelt land.

Det nuværende system er både langsommeligt og dyrt. Det er således væsentligt dyrere at få patent i Europa end i Japan og USA. Omkostningerne til at forsvare patentet mod krænkelser, dvs. ved at anlægge retssager ved alle nationale domstole, kan endvidere være økonomisk uoverkommeligt for små og mellemstore virksomheder.

Formålet med forordningsforslaget er at etablere et effektivt og billigt EU-system med central udstedelse af patenter med umiddelbar virkning i medlemslandene og en central domstol. Sigtet med dette er at fremme den europæiske innovation og konkurrenceevne i forhold til især USA og Japan.

EF-patentet skal have enhedskarakter, det vil sige, at det får samme virkning for hele EU under ét. Det kan ligeledes kun erklæres ugyldigt, begrænses, overdrages eller ophøre med virkning for hele området. Licens kan dog meddeles for de enkelte lande.

I ansøgningsfasen vil patentansøgningen om et EF-patent være undergivet reglerne og procedurerne i EPK, dog med respekt af den gældende EU-ret. For at skabe mulighed for, at EPO kan behandle ansøgninger om EF-patenter, foreslås det, at Fællesskabet tiltræder EPK. EF-patentet vil efter meddelelsen være reguleret af forordningens bestemmelser.

I det nuværende EPK-system skal patentet for at opnå gyldighed i de enkelte medlemsstater oversættes til medlemsstatens sprog. For at EF-patentet skal være økonomisk overkommeligt, foreslår Kommissionen indført et sprogregime, som adskiller sig fra det, der findes i EPK-regi.

Når EF-patentet er meddelt på ét af EPO proceduresprogene (engelsk, tysk og fransk), skal kravene (den del af patentet, der fastlægger beskyttelsens omfang) ifølge forslaget oversættes til de to andre proceduresprog. EF-patentets gyldighed skal således ikke være afhængig af oversættelse af patentet eller dele deraf til samtlige nationale sprog.

Hvis der bliver anlagt sag mod en formodet krænker af et EF-patent, kan yderligere oversættelse dog blive nødvendig. Som udgangspunkt formodes en påstået patentkrænker, der ikke har haft adgang til patentteksten på det officielle sprog i den medlemsstat, hvor han har bopæl, ikke bevidst at have krænket patentet. Der er således en formodning for god tro, medmindre ond tro kan bevises. For at beskytte patentkrænkeren i god tro, er det foreslået, at patenthaveren ikke kan få tilkendt erstatning for den periode, der ligger forud for patentkrænkerens modtagelse af en oversættelse af patentet.

1. instansen og 2. instansen er central. Dommerne udnævnes ved enstemmig beslutning i Rådet. Tekniske eksperter bistår dommerne i sagsbehandlingen.

Retssproget for domstolen er sagsøgtes nationale sprog. Hvis domstolen finder, at anvendelse af dette sprog forhindrer en part i på betryggende vis at føre sin sag for domstolen, kan domstolen vælge et andet officielt EU-sprog som retssprog. Parterne kan med EF-patentrettens samtykke også vælge et andet af EU’s officielle sprog som processprog. Procedure for EF-patentretten skal som udgangspunkt ske centralt ved Retten i Første Instans’ sæde, men EF-patentretten har også mulighed for at sætte retten lokalt i de enkelte medlemslande.

Kommissionens forslag indebærer en høj grad af centralisering ved behandlingen af patentansøgninger i Europa. Som påpeget af Kommissionen kan de betydelige positive følger af et fælles patentsystem imidlertid ikke opnås uden indførelse af et centraliseret patentsystem reguleret ved forordning.

Det er derfor regeringens vurdering, at Kommissionens forslag er i overensstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincippet.

Reglerne om patenter findes i lovbekendtgørelse nr. 781 af 30. august 2001. Herudover findes bekendtgørelse nr. 6 af 6. januar 2003 om patenter og supplerende beskyttelsescertifikater. Danmark har tillige ratificeret Den Europæiske Patentkonvention.

Kommissionens oprindelige forslag har været sendt i høring i august 2000 hos følgende organisationer: Advokatrådet, Akademiet for de Tekniske Videnskaber, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Danmarks Tekniske Universitet, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Forening for Industriel Retsbeskyttelse, Dansk Forening for Industriens Patent- og Varemærkespecialister (DIP), Dansk Forening til Fremme af Opfindelser (DaFFO), Dansk Handel & Service, Dansk Industri (DI), Dansk Patent- og Varemærkekonsulentforening af 1953, Dansk Teknologisk Institut, De Danske Patentagenters Forening (Patentagentforeningen), Det Danske Handelskammer, Formanden for Det Rådgivende Udvalg for Industriel Ejendomsret, professor dr. jur. Mogens Koktvedgaard, Håndværksrådet, Ingeniørforbundet i Danmark, Ingeniørforeningen i Danmark, Landbrugsrådet, Landsorganisationen i Danmark, LEGO Holding A/S, LIF Lægemiddelindustriforeningen, Løvens Kemiske Fabrik, Novo Nordisk A/S og Teknologirådet.

Der er modtaget høringssvar fra følgende:

Dansk Patent- og Varemærkekonsulentforening af 1953, Dansk Forening for Industriens Patent- og Varemærkespecialister, Formanden for Det Rådgivende Udvalg, professor, dr. jur Mogens Koktvedgaard, Landsbrugsrådet, LEGO Holding A/S, LIF Lægemiddelindustriforeningen, Dansk Industri, Patentagentforeningen, Løvens Kemiske Fabrik, Dansk Forening til Fremme af Opfindelser, Novo Nordisk A/S, Dansk Forening for Industriel Retsbeskyttelse, Advokatrådet og Håndværksrådet.

De fremkomne høringssvar kan opdeles på følgende måde:

1. Baggrund og indhold

Kommissionen fremsatte den 20. februar 2002 direktivforslaget om computer-implementerede opfindelsers patenterbarhed. Hjemmelen til forslaget er artikel 95 i Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, og kravet til vedtagelse er kvalificeret flertal efter metoden om fælles beslutningstagen, jf. Traktatens artikel 251.

Baggrunden for forslaget er, at den nuværende retstilstand vedrørende patentbeskyttelse af computer-implementerede opfindelser er uklar. I henhold til ordlyden i den Europæiske Patentkonvention og medlemsstaternes patentlove er det ikke muligt at få patent på computerprogrammer "som sådan". Dog er computer-implementerede opfindelser ikke udelukket fra patentering, og den Europæiske Patentorganisation og de nationale patentmyndigheder har som følge heraf udstedt patenter på et stort antal computer-implementerede opfindelser. Praksis har dog udviklet sig forskelligt i de enkelte medlemslande og den Europæiske Patentorganisation.

Formålet med forslaget er at skabe en klar retstilstand i EU for, i hvilket omfang software kan patenteres, samtidig med at der skabes et incitament til investering og innovation i den europæiske industri.

Software kan forenklet beskrives som edb-programmer, der indgår i næsten alt fra computere til kaffemaskiner og medicinsk udstyr. Et patent beskytter indehaveren mod andres kommercielle udnyttelse af hans opfindelse. En patentret giver til gengæld ikke indehaveren ret til at udnytte opfindelsen, hvis udnyttelsen er i strid med andre love og regler i samfundet.

I forslaget er det fastsat, at der kan ansøges om patent på en softwareopfindelse, der enten er en programmeret computer eller lignende maskine (dvs. man ser computer/hardware og software som et samlet produkt) eller en proces, der udføres af maskinen. Som eksempel på et tilfælde, hvor software kan patenteres, kan nævnes et computerstyret røntgenapparat.

Kommissionen har i sit forslag valgt at indskrænke området for patentering af software i forhold til den Europæiske Patentorganisations og visse medlemsstaters praksis på området. Efter direktivforslaget er det således ikke muligt at opnå patent gennem patentkrav, der vedrører softwaren i sig selv eller softwaren lagt på f.eks. en disk. Dette tiltag er foretaget med henblik på at præcisere, at det ikke er muligt at få patent på et computerprogram "som sådan".

Formandskabet har fremlagt et kompromisforslag, hvor der til betingelserne for patenterbarhed er tilføjet en bestemmelse om, at en computer-implementeret opfindelse ikke yder et teknisk bidrag blot som følge af, at den gør brug af en computer eller anden maskine. Opfindelser såsom computerprogrammer, der implementerer forretnings-, matematiske eller andre metoder, og som ikke resulterer i nogen teknisk effekt (udover den normale tekniske interaktion mellem en computer og et program), anses ikke for patenterbare.

Af kompromisforslaget fremgår tillige, at et patentkrav på et computerprogram, enten alene eller lagret på f.eks. en disk, ikke skal tillades, med mindre det vedrører et produkt eller en proces, der i sig selv udgør en patenterbar opfindelse, jf. artikel 5. Herved bibeholdes status quo i forhold til en række medlemsstaters og den Europæiske Patentorganisations praksis.

Direktiverne om retlig beskyttelse af edb-programmer ved ophavsret, bestemmelser om halvlederes topografi samt varemærker berøres ikke af direktivforslaget.

3. Nærheds- og proportionalitets princippet

Kommissionen mener, at der er behov for at harmonisere reglerne for patentering af softwareopfindelser for at undgå en individuel udvikling i retstilstanden i de forskellige EU-lande, herunder en udvidelse af det patenterbare område.

Kommissionen vurderer, at forslaget er i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, fordi formålet ikke kan gennemføres på nationalt plan. Kommissionen mener endvidere, at de midler, der tages i brug, står i rimeligt forhold til målene.

Regeringen er umiddelbart enig heri.

De forskrifter, som finder anvendelse på området for beskyttelse af software, er lov om ophavsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 706 af 29. september 1998. Herudover finder patentloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 781 af 30. august 2001, anvendelse.

Den danske patentlov er udformet i overensstemmelse med den Europæiske Patentkonvention (EPK), og jf. disse regler er det ikke muligt at patentere opfindelser, der alene udgør programmer for datamaskiner. Praksis på området er, at det er muligt at patentere software, hvis opfindelsen opfylder de almindelige betingelser for patentering. Hvis en softwareopfindelse anvendes til at løse et teknisk problem på en ny måde og adskiller sig væsentligt fra allerede kendte anvendelser, er der tale om en patenterbar opfindelse. Derimod kan software, som udelukkende bruges til f.eks. tekstbehandling, ikke patenteres, fordi denne proces ikke anses som værende teknisk.

Software beskyttes udtrykkeligt i henhold til ophavsretslovens § 1, stk. 3. Det der beskyttes via ophavsretten, er selve kildekoden (dvs. koden til programmet i dens konkrete udformning), og ikke den bagvedliggende idé. Ophavsretten opstår uden registrering. Patentretten beskytter derimod selve ideen, som har resulteret i en konkret opfindelse – og som er knyttet til anvendelsen. Patentretten opnås ved registrering.

5. Høring

Følgende organisationer er ved skrivelse af 14. marts 2002 blevet hørt vedrørende direktivforslaget om computer-implementerede opfindelsers patenterbarhed:

Advokatrådet, Akademiet for de Tekniske Videnskaber, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Bech, Bruun & Dragsted, Budde, Schou & Ostenfeld A/S, Chas. Hude A/S, Danmarks Tekniske Universitet, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Dataforening, Dansk Forening for Industriel Retsbeskyttelse, Dansk Forening for Industriens Patent- og Varemærkespecialister, Dansk Forening til Fremme af Opfindelser, Dansk Handel & Service, Dansk Industri, ITEK, Dansk Patent- og Varemærkekonsulentforening af 1953, Dansk Teknologisk Institut, De Danske Patentagenters Forening, Det Danske Handelskammer, Det Rådgivende Udvalg for Industriel Ejendomsret, DKUUG & KLID, DTI Innovation, Elektronikindustrien, FDIH, Forbrugerrådet, Foreningen af Kommercielle Danske Internet Sites, Giersing & Stellinger Patentbureau A/S, Hofman-Bang Zacco A/S, Håndværksrådet, Ingeniørforeningen i Danmark, Ingeniørforbundet i Danmark, Internationalt Patentbureau, IT-Brancheforeningen, Landbrugsrådet, Landsorganisationen i Danmark, Larsen og Birkeholm A/S, LEGO System A/S, Linds Patentbureau, Patentagentforeningen, Patentgruppen ApS, Patrade A/S, Per Jacobsens Patentbureau, Plougmann & Vingtoft A/S, PROSA, PSI Patent, SSLUG, Sandel, Løje & Wallberg, Sparre Software, Sø- og Handelsretten, Teknologirådet, Torben S. Petersen Patentbureau.

Heraf har følgende organisationer haft bemærkninger til direktivforslaget:

Advokatrådet, Dansk Dataforening, Dansk Forening for Industriel Retsbeskyttelse, Dansk Forening for Industriens Patent- og Varemærkespecialister, Dansk Forening til Fremme af Opfindelser, Dansk Handel & Service, Dansk Industri, ITEK, Dansk Patent- og Varemærkekonsulentforening af 1953, De Danske Patentagenters Forening, Det Danske Handelskammer, Det Rådgivende Udvalg for Industriel Ejendomsret, DKUUG, Giersing & Stellinger Patentbureau A/S, Håndværksrådet, IT-Brancheforeningen, KLID, Konkurrencestyrelsen, Patentgruppen ApS, SSLUG, Sparre Software.

Generelle bemærkninger til direktivforslaget

Koktvedgaard, DI & ITEK og Advokatsamfundet anfører, at det er problematisk at direktivforslaget ikke behandler spørgsmålet om forholdet til den Europæiske Patentkonvention. SSLUG anfører, at selve lovgivningen i Danmark og de øvrige EU-lande samt EPK’s artikel 52 (2) c er klar.

Computer-implementerede opfindelser som teknologisk område (Artikel 3)

Patentkravets form (Artikel 5)

Direktivforslaget vil medføre en ændring af patentloven.

Forslaget forventes ikke at have statsfinansielle konsekvenser.

Det er Kommissionens opfattelse, at Fællesskabet indtil videre ikke bør udvide den patentbeskyttelse, der gives for computer-implementerede opfindelser, og som følge heraf har Kommissionen valgt at fastholde kravet om teknisk bidrag.

Direktivforslagets øgede gennemsigtighed og forudsigelighed i patentreguleringen forventes at medføre en øget interesse for at patentere softwareopfindelser.

Samlet set anses den samfundsøkonomiske effekt dog som værende begrænset eller neutral i forhold til det nuværende niveau.

8. Tidligere forelæggelse i Europaudvalget

Europaudvalget er orienteret om sagen den 22. februar forud for rådsmødet (Indre marked) den 1. marts 2002.

Notater fremsendt 14. februar 2002. Grundnotat er fremsendt den 3. april 2002 og supplerende grundnotat den 18. juni 2002, samt 21. oktober 2002.

På linie med anbefalingerne i "Winter-rapporten" fastholder Kommissionens forslag det princip (i artikel 9), at det er op til aktionærerne at træffe beslutning om forsvarsforanstaltninger, når tilbuddet er gjort offentligt. Det betyder eksempelvis, at selskabets ledelse ikke vil kunne benytte en stående bemyndigelse til at gennemføre en kapitaludvidelse uden først at forelægge aktionærerne dette på en generalforsamling.

Endvidere foreslås med Kommissionens forslag, at der skal være større gennemsigtighed i forsvarsstrukturerne og forsvarsmekanismerne i de børsnoterede selskaber (artikel 10).

Det italienske formandskab har foreslået tilføjet en ny artikel 11 A, som tillader medlemsstaterne at vælge, at deres selskaber ikke skal være omfattet af direktivets artikel 9 og/eller 11 (opt-out). I forlængelse heraf får også selskaberne mulighed for at træffe beslutning om alligevel at være omfattet af artikel 9 og/11.

Forslaget betyder, at hvis medlemslandet har valgt "opt-out" fra fx artikel 11, vil selskabernes A- og B-aktiesystem ikke blive tilsidesat i en overtagelsessituation, uanset om tilbudsgiveren selv er omfattet af artikel 9 og 11, med mindre selskabet selv vælger at opte-in. Beslutningen træffes i overensstemmelse med gældende national ret for vedtægtsændringer.

Det er Kommissionens opfattelse, at der er behov for en EF-lovgivning på området. Baggrunden herfor er, at:

1. Det er afgørende, at der sikres et minimumsniveau for offentliggørelse og oplysninger vedrørende overtagelsestilbud, så gennemsigtigheden sikres under overtagelsesforsøg.
2. Aktionærerne bør have et minimumsniveau for beskyttelse, som bør være ensartet i EU, hvilket ikke er tilfældet i dag.
3. Det tillades i dag i flere medlemsstater, at ledelsen iværksætter forsvarsmekanismer uden aktionærernes godkendelse, og der tillades andre forsvarsmekanismer i form af særlige rettigheder eller begrænsninger på stemmer og aktier. Der er dermed ikke lige vilkår for overtagelsesforsøg i Europa.

Regeringen er overordnet set enig i Kommissionens fremstilling. Der er med forslaget skabt en ramme, der giver medlemsstaterne mulighed for at tage højde for nationale forskelle. Regeringen finder, at de betænkeligheder, som forslagets artikel 9 og 11 har givet anledning til med hensyn til proportionalitetsprincippet, er tilgodeset med tilføjelsen af artikel 11 A.

4. Gældende dansk ret

De danske bestemmelser om tilbudsdokumentet er reguleret i "Bekendtgørelse nr. 827 af 10. november 1999 om tilbudspligt, om frivillige overtagelsestilbud samt om aktionærers oplysningsforpligtelser". Det græske formandskabs forslag om, at kompensationsforholdet skal indgå i tilbudsdokumentet, er imidlertid nyt i forhold til dansk ret.

Såfremt forslaget vedtages i sin nuværende form, vil det kræve lovgivningsinitiativer i relation til følgende bestemmelser:

De danske regler om modydelsen (forslagets artikel 5) skal bringes i overensstemmelse med direktivet i tilfælde af, at modydelsen alene kan bestå af kapitalandele.

Formandskabets forslag i artikel 6 om, at tilbudsdokumentet skal indeholde kompensationsforholdet medfører, at det overlades til medlemslandene at fastsætte de nærmere forhold. Der vil være behov for regler, der fastsætter de nærmere forhold om kompensation med hensyn til procedurer, og om hvem forpligtelsen påhviler.

En implementering af artikel 9 om ledelsens pligter og beføjelser vil muligvis betyde, at de nuværende bestemmelser herom i aktieselskabsloven skal tilpasses, da det ikke kan antages, at en henvisning til de eksisterende principper vil opfylde direktivets krav.

Kommissionens forslag har været forelagt et samlet EF-Specialudvalg for etablering og tjenesteydelser og EF-Specialudvalg for finansielle anliggender. Et flertal af udvalgets medlemmer gav udtryk for betænkeligheder vedrørende artikel 9-11 i Kommissionens oprindelige forslag.

Dansk Industri, Rederiforeningen, Finansrådet, Regionale og Lokale Pengeinstitutter, LD og ATP har alle udtrykt ønske om, at artikel 11 udgår af direktivet, idet de ikke finder, at dette område bør reguleres på direktivniveau, men overlades til parternes frie aftaleret i lyset af øvrige nationale forskrifter på området. De nævnte organisationer har dertil påpeget, at bestemmelsen efter deres opfattelse muligvis strider mod Grundlovens § 73.

Dansk Industri, Rederiforeningen, Finansrådet, Regionale og Lokale Pengeinstitutter har endvidere udtrykt ønske om, at artikel 10 udgår, alternativt begrænses i dens omfang. FSR er af den opfattelse, at det antal forhold, der er omfattet af artikel 10, bør begrænses. ATP er principielt enig i bestemmelsens indhold, men ønsker ikke direktivregulering på området.

Dansk Industri, Rederiforeningen, Finansrådet, Regionale og Lokale Pengeinstitutter ønsker alle ændringer i artikel 9. Ifølge organisationernes opfattelse bør det være muligt for ledelsen at gennemføre tidligere trufne beslutninger, uden at disse forelægges aktionærerne på ny.

En række danske børsnoterede virksomheder har i dag bestemmelser i deres vedtægter, som vil blive omfattet af forslagets artikel 11.

Der er ca. 200 børsnoterede selskaber i Danmark, hvoraf 42 er pengeinstitutter, der i henhold til lovgivningen ikke må have aktier med flerstemmerettigheder. 64 af de øvrige selskaber har aktiestrukturer med flerstemmeaktier. Af store virksomheder med A- og B-aktier kan fx nævnes Novo Nordisk, Coloplast, GN Store Nord, F.L. Schmidt, Carlsberg, B&O og Radiometer. Der laves stort set hverken nynoteringer eller nyemissioner med A- og B-aktier længere.

8. Tidligere forelæggelser for Europaudvalget

Grundnotat er oversendt til Europaudvalget den 30. oktober 2002.

Kommissionen har den 11. december 2002 offentliggjort en såkaldt fusionspakke. Fusionspakken indeholder forslag til ændring af EU’s gældende fusionsforordning (Rådets forordning (EØF) nr. 4064/89 af 21. december 1989) samt udkast til en meddelelse med retningslinier for vurdering af horisontale fusioner. Kommissionens fusionspakke kommer i forlængelse af Kommissionens udgivelse af en Grønbog om revision af EU’s fusionskontrolregler i december 2001. Ved brev af 19. marts 2002 afgav økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen høringssvar på Grønbogen.

Den fornødne hjemmel til ændring af fusionsforordningen findes i EF-traktatens artikel 83 og artikel 308, dvs. der kræves enstemmighed i Rådet.

Fusionsforordningen regulerer fusioner og virksomhedsovertagelser (herefter fusioner), der på grund af deres omsætning og geografiske spredning heraf inden for EU er så store, at de har såkaldt "fællesskabsdimension" og dermed skal anmeldes til Europa-Kommissionen. Det er forordningens primære opgave at sikre, at den effektive konkurrence i EU ikke påvirkes negativt af fusioner.

Kommissionen lægger op til, at den nye forordning skal træde i kraft den 1. maj 2004.

Nedenfor gennemgås hovedpunkterne af Kommissionens forslag til ændring af den gældende fusionsforordning:

Sagsfordelingen mellem Kommissionen og medlemsstaterne bestemmes på nuværende tidspunkt af de fusionerende virksomheders omsætninger og den geografiske fordeling af denne omsætning.

Derudover kan en medlemsstat – i tilfælde af, at en fusion skal behandles i Kommissionen – anmode om henvisning af sagen til den nationale konkurrencemyndighed, hvis den kan godtgøre, at fusionen har en særlig virkning på et marked i en medlemsstat. En eller flere medlemsstater kan også anmode Kommissionen om at overtage en fusionssag i tilfælde, hvor sagen enten skulle være behandlet hos en eller flere nationale konkurrencemyndigheder, eller hvor medlemsstaten ikke selv har fusionskontrol.

I Kommissionens Grønbog fra december 2001 præsenterede Kommissionen muligheden for at ændre dette system således, at en fusion, der skulle anmeldes parallelt i 3 eller flere medlemsstater, automatisk skulle overgå til Kommissionens enekompetence. På baggrund af nærmere undersøgelser og høringssvarene på Grønbogen har Kommissionen nu forkastet dette system.

Kommissionens argumenter imod det i Grønbogen foreslåede system er, at det bliver for usikkert og for omfattende at indføre et system, der medfører, at grundlaget for Kommissionens kompetence vil afhænge af 25 medlemsstaters forskellige fusionsregler. Derudover vil systemet ikke indebære nogen garanti for, at fusioner herefter bliver behandlet af den myndighed, der er nærmest og bedst egnet til at behandle en fusion. Endelig anføres det, at systemet vil medføre en betydelig retsusikkerhed for virksomhederne, da eventuelle divergerende holdninger mellem virksomhederne, myndighederne og Kommissionen om definition af f.eks. virksomhedens omsætning eller selskabskonstruktion kan have stor betydning for fastlæggelse af kompetencen mellem de nationale myndigheder og Kommissionen.

Kommissionen har derfor i forordningsforslaget valgt en anden løsningsmodel. Denne har til formål at udbygge det gældende henvisningssystem, med henblik på at gøre det mere enkelt. Kommissionen skal automatisk være enekompetent til at behandle en fusionssag i hele EØS, hvis mindst 3 medlemsstater anmoder Kommissionen om at overtage sagsbehandlingen, idet sagen menes at kunne få betydelige grænseoverskridende virkninger.

Endvidere skal det være muligt for Kommissionen at tage initiativ til at henvise en fusionssag til en eller flere medlemsstater, ligesom de fusionerende parter – inden fusionens anmeldelse - skal have mulighed for at anmode Kommissionen om, at sagen henvises til den rette myndighed, inden fusionen anmeldes.

Det kompromisforslag, der er udarbejdet under det italienske formandskab, ændrer ikke ved Kommissionens enekompetence til at håndhæve bestemmelserne i fusionsforordningen. Kompromisforslaget såvel som Kommissionens oprindelige forslag indeholder således ikke forslag om en decentralisering af håndhævelsen af reglerne i fusionsforordningen i lighed med decentraliseringen af håndhævelsen af EF-traktatens artikel 81 og 82, der blev gennemført ved Rådets forordning nr. 1/2003 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82. Nationale konkurrencemyndigheder skal fortsat anvende nationale regler på fusioner, der efter de nationale regler er anmeldelsespligtige i medlemsstaterne, og på fusioner, som henvises fra Kommissionen.

Endvidere fastholder kompromisforslaget i lighed med Kommissionens oprindelige forslag, at henvisningssystemet alene skal fungere som en effektiv mekanisme til at korrigere sagsfordelingen, når dette vurderes at være berettiget under hensyntagen til nærhedsprincippet.

Kompromisforslaget indebærer, at de gældende regler for medlemsstaternes anmodning om henvisning af en fusion fra Kommissionen til medlemsstaterne, hhv. fra medlemsstaterne til Kommissionen, ikke ændres. Kommissionens oprindelige forslag om, at Kommissionen automatisk skulle være enekompetent til at behandle en fusion, såfremt 3 eller flere medlemsstater henviste en fusion til Kommissionen, er således ikke længere en del af forslaget.

I et udkast til en meddelelse om vurdering af horisontale fusioner beskriver Kommissionen blandt andet, hvordan og i hvilket omfang effektivitetsfordele kan inddrages ved vurderingen af fusioner. Formuleringen af effektivitetsfordele i selve forordningen ændres således ikke.

III. Mere rationelle tidsrammer for anmeldelse af planlagte fusioner til Kommissionen

Under den nuværende forordning skal anmeldelse af en fusion ske inden 1 uge fra fusionsaftalens indgåelse, offentliggørelse af offentligt overtagelsestilbud eller erhvervelsen af en kontrollerende indflydelse. Samtidig må fusionen som hovedregel ikke gennemføres inden Kommissionens godkendelse.

Kommissionen foreslår, at denne en-ugesfrist udgår, da det alligevel er i virksomhedens egen interesse at få en godkendelse så hurtigt som muligt, således at fusionen kan føres ud i livet. Dermed gives virksomheder, der eksempelvis skal anmelde fusioner i flere lande, bedre mulighed for at forberede og koordinere anmeldelserne.

Forbudet mod at gennemføre en fusion inden Kommissionens godkendelse ophæves ikke.

IV. Mere fleksible tidsrammer for vurderingen af fusioner

For at fristerne for behandling af fusioner kan blive mere i overensstemmelse med den enkelte fusions kompleksitet, foreslår Kommissionen, at gøre fristerne mere fleksible, end de er i dag.

Det foreslås, at fristen på 25 arbejdsdage i fase I (den indledende fase, hvori mange forholdsvis uproblematiske fusioner godkendes) automatisk skal udvides til 35 arbejdsdage, når der afgives tilsagn. I dag udvides den kun til 30 arbejdsdage.

Endvidere skal fristen i fase II (perioden efter fase I, hvor problematiske fusioner godkendes eller forbydes) som noget nyt automatisk udvides med 15 arbejdsdage, når, der afgives tilsagn efter den 55. arbejdsdag i fase II. Dermed tilskyndes virksomhederne til at afgive tilsagn så tidligt i processen som muligt.

Endelig indføres – også som noget nyt – muligheden for en frivillig forlængelse af fase II. Her kan virksomhederne i komplekse fusionssager senest 15 arbejdsdage efter indledningen af fase II anmode om forlængelse af andenfasefristen med op til 20 arbejdsdage.

Det skal bemærkes, at den samlede fristforlængelse i fase II i hver enkelt fusionssag ikke kan overstige 35 arbejdsdage.

V. Kommissionens håndhævelsesbeføjelser skal styrkes

De nuværende bødestørrelser har været uændrede siden 1990. Med henblik på at tillægge bødestørrelserne afskrækkende virkning foreslås det, at bøderne for f.eks. at gennemføre en fusion, der har fået et forbud, hæves fra max. 50.000 EUR til max. 1 % af den årlige omsætning.

Ligeledes skal tvangsbøderne for f.eks. ikke at afgive oplysninger inden for en given frist hæves fra max. 25.000 EUR til max. 5 % af den daglige gennemsnitlige omsætning. Det foreslås også at udvide muligheden for at give tvangsbøder i situationer, hvor virksomhederne undlader at efterkomme påbud fra Kommissionen i forbindelse med fusionsgodkendelser eller i forbindelse med en dispensation fra gennemførelsesforbudet.

Endvidere får Kommissionen beføjelser til at interviewe fysiske personer. Kommissionen får også beføjelser til at bødesanktionere virksomheder og virksomhedsejere, som forsætligt eller uagtsomt afgiver urigtige oplysninger i forbindelse med et interview. Denne udvidede sanktionsmulighed i forhold til sanktionsbeføjelserne i den nye forordning 1/2003 om gennemførelse af traktatens konkurrenceregler bygger på det særlige tidspres, der er i fusionssager. Det særlige tidspres medfører, at Kommissionen i højere grad er nødsaget til at indhente oplysninger via interviews. Mundtlige udtalelser kan derfor ofte udgøre en større del af sagsmaterialet – og baggrunden for Kommissionens afgørelser – end tilfældet er i almindelige konkurrencesager.

VI. Udvidelse af fusionsbegrebet

Er flere transaktioner betinget af hinanden, eller så snævert forbundne, at de ud fra deres økonomiske rationale bør behandles som én og samme fusion, skal transaktionerne betragtes som én enkelt fusion i stedet for som en række af selvstændige fusioner.

Et eksempel herpå kunne være det tilfælde, hvor 2 forskellige virksomheder (a og b) bliver enige om at opkøbe hver sin del af en eksisterende virksomhed (c) og dermed lukke virksomhed (c). I dag ville disse opkøb som udgangspunkt skulle behandles som to separate fusioner. Med det udvidede fusionsbegreb ville sådanne fusioner kunne behandles samlet.

VII. Generel dispensation fra forbudet mod gennemførelse af fusionen

Kommissionen foreslår, at en serie transaktioner i værdipapirer, herunder sådanne som kan konverteres til andre værdipapirer, der kan omsættes på et marked såsom en børs ("creeping take overs"), fritages fra forbudet mod gennemførelse af en fusion inden Kommissionens godkendelse heraf. Opkøbet skal dog fortsat godkendes af Kommissionen, men kan gennemføres inden denne godkendelse er givet. Forordningen indeholder i dag en sådan fritagelse for offentlige overtagelsestilbud.

Derudover foreslås det, at Kommissionen gives kompetence til ved forordning at definere kategorier af fusioner, som kan opnå dispensation fra forbudet mod at gennemføre en fusion, før den er blevet godkendt af Kommissionen eller har fået en individuel dispensation. Det er hensigten, at en sådan forordning skal gælde for de fusioner, der generelt ikke fører til en sammenlægning af markedsandele, der giver anledning til konkurrenceproblemer. Dette kan f.eks. være venturecapitalselskabers investeringer.

VIII. Anmeldelsesgebyrer

Det foreslås, at Kommissionen skal gives kompetence til at fastsætte administrative gebyrer for indgivelse af fusionsanmeldelser til Kommissionen.

2. Europa-Parlamentets holdning

3. Nærheds- og proportionalitets princippet

Forordningen kræver ikke ændringer af de danske fusionsregler. Det er dog ikke udelukket, at det kan være hensigtsmæssigt at tilpasse de danske fusionsbestemmelser til de nye EU-regler.

Kommissionens forslag til forordning har været sendt i høring hos medlemmerne af EU-Specialudvalget vedrørende konkurrence. Fristen for medlemmernes fremsendelse af bemærkninger var den 21. januar 2003. Derudover har der været afholdt møde i EU-specialudvalget den 20. marts 2003.

Høringen har vidnet om en positiv holdning og generel opbakning til den foreslåede revision af fusionsforordningen. Der har dog været punkter i forordningsforslaget, der har givet anledning til bemærkninger:

DI og Rederiforeningen har udtrykt bekymring for det foreslåede henvisningssystem. Særligt muligheden for delvise henvisninger (dvs. hvor Kommissionen henviser en del af en fusion til behandling hos en national konkurrencemyndighed) bekymrer de to medlemmer. De to organisationer samt Advokatsamfundet har også givet udtryk for et generelt ønske om, at fusioner, der skal anmeldes til 3 eller flere medlemsstater, automatisk burde overgå til behandling i Kommissionen. Bryggeriforeningen, HTS og Landbrugsrådet kan tilslutte sig Kommissionens forslag men ønsker mere klare kriterier for, hvornår en fusion bør behandles hos Kommissionen, hhv. hos medlemsstaterne. Derudover har Bryggeriforeningen og DI anført, at henvisningssystemet principielt ikke stemmer overens med one-stop-shop princippet i forordningen.

For så vidt angår Kommissionens sanktionsbeføjelser har DI, Bryggeriforeningen, Rederiforeningen, HTS, den finansielle sektor og Landbrugsrådet anført, at de mener, at det er unødvendigt at beregne bøder for overtrædelse af procedureforskrifter som en maksimal procentdel af virksomhedens omsætning.

Vedrørende inddragelsen af effektivitetshensynet i vurderingen af fusioner har DI og Rederiforeningen anført et ønske om en tydeliggørelse af vurderingen af effektivitetgevinster.

Rederiforeningen ønsker, at der indsættes en frist for, hvornår Kommissionen skal erklære en anmeldelse for fuldstændig.

Endelig mener Bryggeriforeningen og Landbrugsrådet, at vurderingskriteriet for fusioner, med den foreslåede ændring, fortsat indeholder uklarheder. Rederiforeningen mener, at vurderingskriteriet skal forblive uændret. DI og den finansielle sektor kan støtte Kommissionens forslag, men ønsker at den foreslåede ændring uddybes med en fortolkningsmeddelelse.

Som nævnt under punkt 4 indeholder den danske konkurrencelov også regler om fusionskontrol. De danske fusionsregler ligger tæt op ad fusionsforordningen. Således vil det, ved en ændring af forordningen, formentlig være hensigtsmæssigt ligeledes at ændre visse af de danske fusionsregler.

Forslaget skønnes ikke at have statsfinansielle konsekvenser.

Forslaget må skønnes at have positive samfundsøkonomiske konsekvenser, da en effektiv håndhævelse af EU's fusionsregler styrker konkurrencen i det indre marked.

Resumé

Forslaget tager sigte på at forbedre det nuværende system for registrering af EF-varemærker uden at hovedindholdet af forordningen ændres.

Kommissionen fremsatte den 27. december 2002 et ændringsforslag til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker (KOM (2002) 767).

Hjemmelen til forslaget er artikel 308 i Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. Kravet til vedtagelse er enstemmighed.

Kommissionen offentliggjorde samtidig med ændringsforslaget til forordningen to rapporter med titlerne: "Rapport om søgningsordningen som fastlagt i artikel 39 i forordningen om EF-varemærker" og "Undersøgelse af, hvordan repræsentationsordningen som fastlagt i artikel 89 i Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker fungerer". Begge rapporter blev fremsendt til medlemsstaterne den 8. januar 2003. Disse rapporter danner sammen med de indvundne erfaringer med forordningens virke baggrund for ændringsforslagene.

Registrering af varemærker kan i dag ske på tre måder i Europa.

1. National registrering

Den ene måde er ved indlevering af en national ansøgning om registrering af et varemærke til de nationale myndigheder.

2. International registrering

Den anden måde er ved indlevering via Madrid-systemet af en ansøgning om en international registrering. Systemet administreres i FN-regi af World Intellectual Property Organization (WIPO). Systemet bygger på det princip, at fysisk/juridiske personer i de lande, der har tilsuttet sig systemet, på basis af en national ansøgning eller registrering kan opnå en international registrering for de af ansøgeren udvalgte lande, herunder alle landene i EU. Det er dog op til de enkelte lande at godkende registreringen endeligt med virkning for det pågældende land.

Den tredje måde er ved indlevering af en ansøgning om registrering af et varemærke for alle EU lande ved Harmoniseringskontoret (OHIM) i Alicante, Spanien. EF-varemærket har enhedskarakter, d.v.s. det gælder umiddelbart i alle medlemsstater og har samme retsvirkning inden for hele Fællesskabet. Et EF-varemærke kan således kun registreres, overdrages, opgives, erklæres ugyldigt eller bortfaldet og brugen deraf kun forbydes med virkning for hele Fællesskabet.

Formålet med forslaget til ændring af forordningen om EF-varemærker er at gøre ordningen mere klar og fuldstændig.

Søgningsordningen foreslås ophævet. Søgningsordningen fungerer således, at medlemslandene mod et gebyr undersøger, om der er nationale varemærkeansøgninger eller registreringer, som kan være forvekslelige med et ansøgt EF-varemærke. Medlemslandene har tre måneder til at udarbejde en søgningsrapport. Resultatet af undersøgelsen sendes til ansøgerne af EF-varemærker via OHIM. Søgningsrapporten gør det muligt for ansøgerne af EF-varemærker at få en oversigt over de forskellige nationale varemærker, som eventuelt vil kunne medføre en konflikt. Alle EU-medlemslandene på nær Tyskland, Frankrig og Italien foretager denne undersøgelse.

Som udgangspunkt er en ansøger af et EF-varemærke ikke forpligtet til at lade sig repræsentere af en fuldmægtig ved Harmoniseringskontoret (OHIM). Vælger ansøgeren imidlertid at lade sig repræsentere, er der regler for, hvem der kan fungere som dennes repræsentant/fuldmægtig i forhold til Harmoniseringskontoret. Disse regler foreslås ændret således, at repræsentanten ikke længere behøver at have bopæl eller forretningssted i den medlemsstat, hvor han kan repræsentere fysiske eller juridiske personer i varemærkesager. Skifter repræsentanten forretningssted eller ansættelsessted inden for de enkelte EU-medlemsstater, vil han bevare sin repræsentationsret overfor OHIM og skal således ikke til at søge om ny repræsentationsret med udgangspunkt i den nye medlemsstat, hvortil han er flyttet.

Ligeledes foreslår Kommissionen lempelse af reglerne om, hvornår en repræsentant skal vedlægge en fuldmagt til indleverede dokumenter.

Som i det danske varemærkesystem er der i EF-varemærkesystemet indbygget en ankeinstans, hvortil afgørelser truffet af Harmoniseringskontoret kan indbringes. Disse kaldes "appelkamrene".

Udover at der er en formand for hvert enkelt appelkammer, foreslås det i ændringsforslaget, at der som noget nyt udnævnes én formand for alle appelkamrene (appelafdelingen). Formanden for appelafdelingen vil samtidigt også kunne være formand for ét af kamrene. Formanden for appelafdelingen vil få et overordnet ansvar i forhold til de enkelte kamre.

Det foreslås i ændringsforslaget, at både medlemmerne og formændene for de enkelte appelkamre udnævnes af Harmoniseringskontorets administrationsråd (bestyrelse) i stedet for af Ministerrådet. Dog vil formanden for appelafdelingen stadig skulle udnævnes af Ministerrådet.

Af hensyn til ensartetheden i afgørelserne foreslås det i ændringsforslaget, at sager af principiel karakter kan afgøres i et udvidet kammer. Afgørelser truffet i et udvidet kammer fastsætter, hvilke retningslinjer appelkamrene skal følge i lignende sager. Ligeledes foreslås det, at ét enkelt medlem i et kammer skal kunne træffe afgørelse i sager, hvor forholdene tillader det. Der skal tages hensyn til, om den konkrete sag er af begrænset betydning, om sagen rejser juridiske eller faktiske problemer, og om der er særlige omstændigheder i øvrigt.

Kommissionen foreslår bestemmelsen ændret, således at enhver fysisk eller juridisk person, herunder offentlige virksomheder, kan være indehaver af et EF-varemærke. Ifølge den nuværende bestemmelse kan en ansøger, der kommer fra et land, som ikke er tilsluttet Pariserkonventionen og/eller medlem af Verdenshandelsorganisationen WTO, kun være indehaver af et EF-varemærke, hvis det pågældende land indrømmer statsborgere og hjemmehørende virksomheder i EU-medlemsstaterne samme beskyttelse som det pågældende lands egne statsborgere og virksomheder.

For at skabe overensstemmelse mellem EF-varemærkeforordningen og forordning (EØF) nr. 2081/92 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler foreslår Kommissionen, at det præciseres, at et EF-varemærke ikke må indeholde eller bestå af en beskyttet geografisk betegnelse eller en beskyttet oprindelsesbetegnelse.

Herudover foreslås det i ændringsforslaget, at det skal være muligt både at rejse indsigelse mod registreringen af et EF-varemærke og at begære dette ophævet med henvisning til en fællesskabsbestemmelse (eksempelvis tidligere omtalte forordning nr. 2081/92 eller Rådets forordning (EF) nr. 6/2002 om EF-design)) og ikke blot under henvisning til en bestemmelse i national ret.

Udover de nævnte forslag til ændring af forordningen foreslår Kommissionen en række ændringer i sagsbehandlingsreglerne. Som de mest interessante kan nævnes forslaget om, at det skal være muligt at dele en EF-varemærkeansøgning eller registrering i flere selvstændige ansøgninger/registreringer. Dette er allerede muligt i henhold til den danske varemærkelov for så vidt angår danske varemærkeansøgninger/registreringer. Ligeledes i overensstemmelse med den danske varemærkelov, foreslår Kommissionen, at det i en sag om et EF-varemærkeregistrerings gyldighed skal være muligt for indehaveren af den angrebne EF-varemærkeret at anmode modparten om at dokumentere, at denne har opfyldt brugspligten af sin påberåbte varemærkeret.

Fælles for en del af ændringsforslagene er herudover en mere lempelig fristpolitik i forhold til brugerne af systemet.

Endelig foreslår Kommissionen ændringer i nogle af de mere administrative regler.

3. Nærheds- og proportionalitets princippet

Kommissionen vurderer, at EF-varemærkeforordningen gennem registrering i Fællesskabet har indført en ensartet beskyttelse af varemærker i alle medlemsstater. Ordningen har også haft en positiv effekt på gennemførelsen af det indre marked. Derudover vurderer Kommissionen, at vedtagelsen af de foreslåede ændringer kan forbedre ordningens effektivitet.

Kommissionens forslag vurderes at være i overensstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincippet.

Udover reglerne i den omhandlede forordning (forordning (EF) 40/94) findes reglerne i lovbekendtgørelse nr. 782 af 30. august 2001 om varemærker. Ydermere findes bekendtgørelse nr. 376 af 19. juni 1998 om ansøgning og registrering m.v. af varemærker og fællesmærker, som senest er ændret ved bekendtgørelse nr. 1081 af 17. december 2001 om ændring af bekendtgørelse om ansøgning og registrering m.v. af varemærker og fællesmærker.

Forslaget har været sendt i høring februar/marts 2003 hos relevante ministerier og følgende organisationer:

Advokatrådet, Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV), Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Dansk forening for industriens Patentingeniører (DIP), Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Design Center, Dansk Forening for Industriel Retsbeskyttelse, Dansk Handel & Service, Dansk Industri, Dansk Opfinderforening, Dansk Patent- og Varemærkekonsulentforening af 1953, De Danske Patentagenters Forening, HTS Interesseorganisation (tidligere Handelskammeret), Håndværksrådet, Ingeniørforeningen i Danmark (IDA), Landbrugsrådet, Landsorganisationen i Danmark (LO), LEGO Holding A/S, LIF Lægemiddelindustriforeningen, Leo Pharma A/S (tidligere Løvens Kemiske Fabrik), Novo Nordisk A/S, Novozymes A/S, Professor Dr. Jur. Mogens Koktvedgaard, Københavns Universitet, Teknologirådet, Teknologisk Institut.

Advokatrådet, Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV), Dansk forening for industriens Patentingeniører (DIP), Dansk Forening for Industriel Retsbeskyttelse, Dansk Handel & Service, Dansk Industri, De Danske Patentagenters Forening, HTS Interesseorganisation, Håndværksrådet, Landbrugsrådet, LEGO Holding A/S, Lægemiddelindustriforeningen, Leo Pharma A/S og Novo Nordisk A/S.

Herudover har organisationen MARQUES indsendt høringssvar på egen foranledning. MARQUES er de europæiske varemærkeejeres organisation.

Den resterende del af høringssvarene forholder sig positivt til ændringsforslagene. Der er således positive tilkendegivelser i forhold til forslagene om ændring af bestemmelserne om repræsentation, appelkamrene, indehaver af EF-varemærket, forholdet til anden fællesskabsret og sagsbehandlingen.

Der er dog delte meninger for så vidt angår forslaget om ophævelse af søgningsordningen. På dette punkt kan svarene opdeles i to grupper. Én gruppe går ind for afskaffelsen af ordningen og en anden ser den gerne bevaret eventuelt i en ændret form.

Som begrundelse for søgeordningens afskaffelse fremhæves det af Dansk Industri, LEGO Holding A/S, Dansk forening for Industriens Patentingeniører (DIP), Novo Nordisk A/S og MARQUES, at:

• kvaliteten i de forskellige søgerapporter er meget varierende,
• der er ikke samme søgekriterier i landene,
• det er en stor ulempe, at Tyskland, Frankrig og Italien ikke er omfattet af ordningen,
• ordningen er et fordyrende og forsinkende element i registreringsprocessen,
• de fleste virksomheder vil have foretaget en lignende undersøgelse ved egen foranstaltning inden indleveringen af EF-varemærkeansøgningen,
• udvidelsen vil gøre ordningen endnu mere bekostelig og kompleks.

Heroverfor har Håndværksrådet argumenteret imod en afskaffelse af søgeordningen udfra følgende synspunkter:

• formålet med ordningen er at give de små og mellemstore virksomheder (SMV) en værdifuld hjælp,
• afskaffelsen vil ikke gøre det billigere for SMV, da de ikke har ressourcerne til at få foretaget en privat søgning, hvilket igen vil påvirke SMV'ernes konkurrenceevne negativt,
• det er beklageligt, at Tyskland, Frankrig og Italien ikke er med i ordningen, men det er bedre kun at skulle iværksætte en privat søgning i få lande end i alle lande,
• udvidelsen af EU er ikke et argument for ophævelse, da alternativet er dyrere for SMV'erne.

Forslaget har været i skriftlig høring i Specialudvalget for Konkurrence og Vækst. Under høringen har HTS Interesseorganisationen og Dansk Handel & Service udtrykt deres støtte til en bevarelse af søgeordningen i forberedt form.

Vedtagelse af forslaget medfører, at bekendtgørelse om ansøgning og registrering m.v. af varemærker og fællesmærker skal ændres for så vidt angår reglerne om overgang fra et EF-varemærke til ansøgning om registrering som nationalt varemærke.

De andre bestemmelser vil ikke umiddelbart have hverken lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser. Det sidste skyldes, at søgningsordningen er økonomisk neutral for de lande som deltager, idet arbejdet med rapporterne falder bort samtidigt med at betalingen herfor ophører.

Afskaffelsen af søgningsordningen og gebyret herfor vil gøre det billigere at ansøge om registrering af EF-varemærker. Samtidig vil afskaffelsen af søgningsrapporterne formentlig formindske sagsbehandlingstiden med cirka 3 måneder. Hermed vil brugerne af systemet hurtigere kunne opnå beskyttelse af deres EF-varemærkeret.

De foreslåede ændringer til den eksisterende forordning vil gøre forordningen klar til også at håndtere konsekvenserne af en kommende EU-udvidelse.

Grundnotat blev oversendt den 28. marts 2003.

7. Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer. KOM (2002)119 endelig udgave

1. Indledning

Hjemmelsgrundlaget for direktivforslaget er Traktaten om Det Europæiske Fællesskab (TEF) artikel 40, artikel 47, stk. 1 og stk. 2, første og tredje punktum og artikel 55. Beslutningsproceduren fremgår af TEF art. 251, hvorefter der sker en fælles beslutningstagen med Europa-Parlamentet. Forslaget er fremsat af Europa-Kommissionen den 7. marts 2002 og kan vedtages af Rådet med kvalificeret flertal.

Efter TEF artikel 3, stk. 1, litra c), er fjernelse af hindringerne for den frie bevægelighed for personer og tjenesteydelser ét af Fællesskabets mål. Det indebærer for medlemsstaternes statsborgere, at de har ret til at udøve et erhverv som selvstændig eller lønmodtager i en anden medlemsstat end den, hvori de har erhvervet deres erhvervsmæssige kvalifikationer.

2. Baggrund og indhold

Ud fra en opfattelse af, at EU-reguleringen på området for gensidig anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer efterhånden var blevet meget kompleks, bad Det Europæiske Råd i Stockholm Europa-Kommissionen om at udarbejde et forslag til et mere ensartet, gennemsigtigt og fleksibelt system på området.

På nuværende tidspunkt reguleres den gensidige anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer først og fremmest af de såkaldte generelle EF-direktiver, som tager udgangspunkt i et princip om umiddelbar anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer erhvervet i en anden medlemsstat og af de såkaldte EF-sektordirektiver, som bygger på anerkendelse på grundlag af samordning af mindstekrav til uddannelse. Alle disse direktiver ophæves og erstattes af det nye direktiv.

Efter direktivforslaget samles grundlæggende betingelser og garantier i eksisterende EF-sektordirektiver og generelle EF-direktiver i ét direktiv. Princippet om automatisk anerkendelse på grundlag af samordning af mindstekrav til uddannelse opretholdes i forhold til de erhverv, som i dag er omfattet af EF-sektordirektiver, ligesom de rammer, der i dag gælder for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer i medfør af de generelle EF-direktiver, også opretholdes.

Efter direktivforslaget konsolideres, moderniseres og forenkles procedurerne i tilknytning til direktiverne, herunder for så vidt angår de udvalgs- og rådgivningsstrukturer, der er knyttet til direktiverne om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer. Særligt i forhold til den udvalgs- og rådgivningsstruktur, som i dag bistår Europa-Kommissionen, bemærkes, at der efter direktivet nedsættes ét udvalg vedrørende anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, der træder i stedet for samtlige eksisterende rådgivende udvalg under de nuværende ordninger.

I sammenhæng med gennemførelsen af en konsolidering, modernisering og forenkling af den nuværende udvalgs- og rådgivningsstruktur, foreslår Europa-Kommissionen indførelse af en mere fleksibel ordning for ajourføring af fællesskabets regelgrundlag på området. Det sker med henblik bedre at kunne tage højde for den udvikling, der sker inden for de lovregulerede erhverv og inden for de uddannelser, der knytter sig til de lovregulerede erhverv.

Indeholdt i Europa-Kommissionens direktivforslag er en lempelse af kravene i forbindelse med udveksling af tjenesteydelser i forhold til etablering med henblik på at udvide mulighederne for at udøve erhvervsmæssig virksomhed under den i hjemlandet erhvervede titel. Betingelserne for udveksling af tjenesteydelser over grænserne skal med forslaget gøres mindre restriktive end betingelserne for at etablere sig i et andet EU-land, hvilket Europa-Kommissionen bl.a. begrunder med, at tjenesteydelsesaktiviteter finder sted inden for en afgrænset periode i modsætning til, når der er tale om etablering.

Direktivforslaget indeholder endvidere bestemmelser om udvidet samarbejde mellem de nationale myndigheder indbyrdes og mellem de nationale myndigheder og Europa-Kommissionen med henblik på levering af information og rådgivning til enkelte borgere og problemløsning.

3. Gældende dansk ret

EF-direktiverne om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer gælder for enhver EF-statsborger, der ønsker at udøve et lovreguleret erhverv som selvstændig eller arbejdstager i en anden medlemsstat end den, hvor han har opnået sine kvalifikationer.

Efter direktivforslagets artikel 3, defineres "lovreguleret erhverv" som "en eller flere former for erhvervsmæssig virksomhed under ét, når der enten direkte eller indirekte ifølge love eller administrative bestemmelser kræves bestemte erhvervsmæssige kvalifikationer for adgang hertil eller udøvelse eller en form for udøvelse heraf". Der findes ca. 80 sådanne lovregulerede erhverv i Danmark, i forhold til hvilke adgang til udøvelse enten direkte eller indirekte ifølge love eller administrative bestemmelser er betinget af, at erhvervsudøveren er i besiddelse af bestemte erhvervsmæssige kvalifikationer.

De generelle EF-direktiver 89/48/EØF, 92/51/EØF og 99/42/EF er implementeret i dansk lovgivning ved henholdsvis lov nr. 291 af 8. maj 1991, bekendtgørelse nr. 178 af 17. marts 2003, bekendtgørelse nr. 179 af 17. marts 2003 og bekendtgørelse nr. 177 af 17. marts 2003. EF-sektordirektiverne 77/452/EØF, 77/453/EØF, 78/686/EØF, 78/687/EØF, 78/1026/EØF, 78/1027/EØF, 80/154/EØF, 80/155/EØF, 85/432/EØF, 85/433/EØF og 93/16/EØF er i dansk lovgivning implementeret i den specifikke lovgivning, der regulerer adgangen til udøvelse af erhvervene som henholdsvis læge, sygeplejerske med ansvar den almene sundheds- og sygepleje, tandlæge, jordemoder, dyrlæge og farmaceut. Arkitekterhvervet, som er omfattet af 85/432/EØF og 85/433/EØF er ikke lovreguleret i Danmark. Efter dansk lovgivning har EU-statsborgere ret til at udøve lovregulerede erhverv i Danmark inden for de rammer, som er fastlagt i EF-direktiverne om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer.

4. Nærheds- og proportionalitetsprincippet

Europa-Kommissionen finder, at direktivforslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet i den forstand, at forslaget kun indeholder bestemmelser, der er nødvendige for at nå målet om at sikre medlemsstaternes statsborgere ret til at udøve et erhverv som selvstændig eller lønmodtager i en anden medlemsstat end den, hvori de har erhvervet deres erhvervsmæssige kvalifikationer. Sådanne bestemmelser kan efter Europa-Kommissionens opfattelse kun fastlægges på fællesskabsplan.

Et direktiv, som der fremsættes forslag om i henhold til TEF art. 47 opfylder efter Europa-Kommissionens opfattelse tillige proportionalitetsprincippet, idet det forpligter medlemsstaterne til det mål, der skal nås, men giver dem kompetencen til at beslutte, hvilken form og hvilke midler, der er mest egnede til at nå resultatet.

Det skønnes, at EU-regulering på området for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer er nødvendig og hensigtsmæssig, og at Europa-Kommissionens forslag er i overensstemmelse med både nærheds- og proportionalitetsprincippet.

5. Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet har endnu ikke udtalt sig om direktivforslaget. Det forventes at Europa-Parlamentets 1. behandling af forslaget vil finde sted i januar eller februar 2004.

6. Høring

Direktivforslaget har i marts/april 2002 været i høring og blev den 29. april 2002 behandlet i EF-specialudvalget vedrørende etablering og tjenesteydelser.

Resultatet af høringen og drøftelsen i EF-specialudvalget var som udgangspunkt en bred og grundlæggende opbakning til direktivforslagets målsætning om gennem en forenkling og smidiggørelse af eksisterende EF-regler at sikre medlemsstaternes statsborgere deres traktatfæstede ret til at udøve et erhverv som selvstændig eller lønmodtager i en anden medlemsstat end den, hvori de har erhvervet deres erhvervsmæssige kvalifikationer. Høringsparterne finder det desuden generelt positivt, at de eksisterende EF-direktivers grundlæggende betingelser og garantier for gensidig anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer opretholdes i et nyt direktiv.

Høringssvarene peger på en række spørgsmål, som ikke besvares klart af

direktivforslaget med tilhørende bemærkninger, og hvor afklaringer og

præciseringer vil være nødvendige.

Artikel 5-9 fastlægger rammerne for den frie udveksling af tjenesteydelser inden for erhvervsområder, som er lovregulerede i værtsmedlemsstaten. Direktivforslaget indebærer en lempelse af kravene til erhvervsmæssige kvalifikationer i forbindelse med udveksling af tjenesteydelser i forhold til etablering.

Foreningen af Statsautoriserede Revisorer udtrykker betænkeligheder i forhold til en lempelse af kravene i forbindelse med udveksling af tjenesteydelser.

I afsnit III fastlægges betingelserne for anerkendelse af erhvervsmæssige

kvalifikationer og reglerne for gennemførelse af anerkendelsesmekanismerne i forbindelse med etableringsfriheden.

Kapitel I indeholder i alt væsentligt de principper, der er fastlagt i de

generelle EF-direktiver 89/48/EØF og 92/51/EØF.

Foreningen af Statsautoriserede Revisorer og Advokatrådet finder, at det er problematisk, når direktivforslagets artikel 14, stk. 2, lægger op til at afskaffe den mulighed, som medlemsstaterne i dag har for automatisk at fravige ansøgers normale ret til at vælge mellem udligningsforanstaltninger i de tilfælde, hvor udøvelsen af et erhverv nødvendiggør nøje kendskab til national ret.

CIRIUS peger på et behov for at tydeliggøre rækkevidden af direktivforslagets artikel 49 om sprogkundskaber hos personer, hvis erhvervsmæssige kvalifikationer skal anerkendes. De tager samtidig alle afstand fra, hvis det efter direktivforslagets artikel 49, stk. 2, skulle være en opgave for de kompetente myndigheder at sørge for, at de pågældende personer får mulighed for at erhverve de nødvendige sprogkundskaber.

Efter direktivforslagets artikel 54 nedsættes med henblik på forvaltning og ajourføring af direktivet et enkelt udvalg, der træder i stedet for samtlige eksisterende udvalg under den foregående ordning. Der er tale om et forskriftsudvalg, som kan behandle ethvert spørgsmål om direktivets gennemførelse.

En del organisationer Dansk Sygeplejeråd, FTF og Danske Arkitekters Landsforbund har reservationer i forhold til denne del af direktivforslaget.

Reservationerne kan sammenfattes til, at det kan være vanskeligt at forestille sig ét udvalg, der kan besidde den nødvendige sagkundskab til at bistå Europa-Kommissionen både i forhold til de erhvervsområder, som i dag reguleres af EF-sektordirektiver og de, der reguleres af de generelle EF-direktiver - set i lyset af, at den nuværende regulering under henholdsvis sektordirektiver og generelle direktiver er væsensforskellig og i lyset af den rolle, som er tiltænkt udvalget i forhold til ajourføringen af direktivet. Flere organisationer peger på, at det er utænkeligt, at der kan foretages ajourføring og rådgivning i almindelighed uden, at de relevante kompetente myndigheder og organisationer inddrages - som minimum ved en omfattende national koordination, men også gerne ved ad hoc deltagelse af relevante myndigheder i udvalgets møder. Dansk Sygeplejeråd udtrykker bekymring for, at etableringen af ét fælles udvalg vil medføre, at fokus flyttes fra det faglige aspekt til den gensidige anerkendelse og arbejdskraftens frie bevægelighed, mens FTF mener, at repræsentation af relevante professioner og erhverv er afgørende for den gensidige anerkendelses troværdighed.

7. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Vedtages direktivforslaget, vil det kræve ophævelse af den danske lovgivning, som implementerer eksisterende generelle EF-direktiver og EF-sektordirektiver. Det vil formentlig være nødvendigt at udarbejde en ny rammelov for EU-statsborgeres adgang til udøvelse af lovregulerede erhverv til erstatning af lov nr. 291 af 8. maj 1991 om adgang til udøvelse af visse erhverv i Danmark for statsborgere i De Europæiske Fællesskaber og de nordiske lande. I tilknytning til en sådan lov skal udstedes en ny bekendtgørelse, der implementerer det nye direktiv.

Det skønnes, at direktivforslagets gennemførelse vil være udgiftsneutral.

8. Samfundsøkonomiske konsekvenser

Det forventes, at direktivforslaget vil have positive samfundsøkonomiske effekter, idet det bidrager til gennemførelsen af et velfungerende indre marked.

9. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg

Direktivforslaget har været forelagt Europaudvalget den 17. maj 2002 og 8. november 2002 til orientering.

Det skønnes, at direktivforslaget ikke vil have statsfinansielle eller samfundsøkonomiske konsekvenser af betydning.

Direktivforslaget har været i høring hos en række myndigheder og organisationer mv. Høringen har vist, at der er en generel positiv holdning til forslaget.

Europa-Parlamentet har afgivet en udtalelse om direktivforslaget.

Det indstilles, at man fra dansk side kan tilslutte sig en politisk enighed. Man bør dog arbejde for, at det i direktivet tydeliggøres, at forslaget ikke berører medlemsstaternes erstatningsretlige regler, at køretøjer, der er midlertidigt forsikrede, anses for hjemmehørende i det land, der har udstedt den midlertidige nummerplade i indtil 1 år efter udløbet af nummerpladens udløbsdato, og at muligheden for at fritage visse køretøjer, f.eks. landbrugsmaskiner, fra forsikringsforpligtelsen opretholdes.

1. Baggrund og indhold

Den indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse er reguleret ved Rådets direktiv 72/166 EØF, EFT 1972 L 103, s. 1 (første motorkøretøjsforsikringsdirektiv), Rådets direktiv 84/5 EØF, EFT 1984 L 8, s. 17 (andet motorkøretøjsforsikringsdirektiv), Rådets direktiv 90/232, EFT 1990 L 129, s. 33 (tredje motorkøretøjsforsikringsdirektiv) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26, EFT 2000 L 181, s. 65 (fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv).

Europa-Parlamentet vedtog i juli 2001 en resolution, der opfordrede Kommissionen til at udarbejde et forslag til et femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv med ændringer til det eksisterende EU-regelsæt om motorkøretøjsforsikring.

Kommissionen har som opfølgning på denne opfordring den 7. juni 2002 fremsat et forslag om ændring af Rådets direktiv 72/166/EØF, 84/5/EØF, 88/357/EØF, 90/232/EØF og direktiv 2000/26/EF om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (forslag til et femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv) (KOM(2002) 244 endelig).

Direktivforslaget er fremsat med hjemmel i EF-traktatens artikel 47, stk. 2, artikel 55 og artikel 95, og skal vedtages efter fremgangsmåden i artikel 251 (fælles beslutningstagen).

Direktivforslaget svarer i det væsentligste til et tidligere udkast, som Kommissionen har haft i høring i medlemsstaterne.

Den danske regering har den 14. marts 2002 afgivet en udtalelse om Kommissionens udkast. Kopi af udtalelsen er sendt til orientering til Folketingets Europaudvalg den 27. marts 2002 og Folketingets Retsudvalg den 2. april 2002.

Det italienske formandskab har sat direktivforslaget på dagsordenen for rådsmødet (konkurrenceevne) den 10. – 11. november 2003 med henblik på at opnå politisk enighed.

Direktivforslaget indeholder en række forskellige ændringer af navnlig de første fire motorkøretøjsforsikringsdirektiver, som gennemgås punkt for punkt nedenfor.

1.1. De fire motorkøretøjsforsikringsdirektiver forpligter bl.a. EU-medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger for at sikre, at erstatningsansvaret for køretøjer, der er "hjemmehørende i det pågældende land", er dækket af en forsikring, jf. første motorkøretøjsforsikringsdirektiv, artikel 3, stk. 1.

I artikel 1 i forslaget til femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv foreslås det, at definitionen af "det område, hvor et køretøj er hjemmehørende", som bestemt i artikel 1, stk. 4, i første motorkøretøjsforsikringsdirektiv, ændres i to henseender. Det foreslås for det første præciseret, at køretøjet anses for hjemmehørende i den stat, hvis nummerplade det er forsynet med, uanset om der er tale om permanente eller midlertidige nummerplader (grænse- og toldplader), idet det for visse køretøjer med midlertidige nummerplader har vist sig vanskeligt at opnå forsikringsdækning i den medlemsstat, i hvilken de er registrerede. For det andet foreslås der en afklaring af, hvor køretøjet anses for hjemmehørende i tilfælde, hvor køretøjet er uden nummerplade eller bærer en nummerplade, hvis registreringsnummer ikke svarer til eller ikke længere svarer til køretøjet. I disse tilfælde skal den stat, hvor uheldet fandt sted, ved behandlingen af en skadessag betragtes som værende "det område, hvor et køretøj er hjemmehørende".

Det foreslås endvidere i forslagets artikel 1 at ændre artikel 2, stk. 1, i første motorkøretøjsforsikringsdirektiv således, at det gøres klart, at adgangen til at udføre ikke-systematisk kontrol (stikprøvekontrol) med ansvarsforsikringer for køretøjer både gælder for køretøjer, der er hjemmehørende på en anden medlemsstats område, og for køretøjer, der er hjemmehørende på en ikke-medlemsstats område, når de indpasserer fra en anden medlemsstat. Den ikke-systematiske kontrol skal udføres uden forskelsbehandling og som et led i en generel kontrol.

Endvidere foreslås det i formandskabets kompromisforslag at ændre artikel 4, litra a, i første motorkøretøjsforsikringsdirektiv således, at offentlige og private personer, der er undtaget fra forsikringspligten for motorkøretøjer, også skal dække skader forårsaget af disse køretøjer på medlemsstatens eget territorium. Bestemmelsen foreslås desuden ændret således, at Kommissionen skal modtage en liste over personer, som er omfattet af undtagelsen, samt over myndigheder eller organer, der er ansvarlige for at dække de forvoldte skader, med henblik på offentliggørelse.

Det foreslås i formandskabets kompromisforslag at revidere artikel 4, litra b, i første motorkøretøjsforsikringsdirektiv, hvorefter der for visse typer af køretøjer (bl.a. visse landbrugsmaskiner) kan gøres undtagelse fra forsikringspligten i artikel 3. Kommissionen foreslog i det oprindelige forslag, at bestemmelsen udgik. Efter kompromisforslaget skal medlemsstaterne sikre, for så vidt angår ulykker på medlemsstatens territorium, at køretøjer undtaget fra forsikringsforpligtelsen behandles som køretøjer, der ikke opfylder forsikringsforpligtelsen efter artikel 3, stk. 1, i første motorkøretøjsforsikringsdirektiv. Erstatningsfonden i den medlemsstat, hvor ulykken finder sted, har herefter et krav mod garantifonden oprettet i overensstemmelse med artikel 1, stk. 4, i andet motorkøretøjsforsikringsdirektiv, i den medlemsstat, hvor køretøjet er hjemmehørende.

Endelig foreslås artikel 6 og 7 i første motorkøretøjsforsikringsdirektiv ændret således, at ordene "eller på en medlemsstats ikke-europæiske territorium" udgår. Baggrunden er, at artikel 299 TEF fastslår, at traktaten og regler udstedt i medfør heraf som udgangspunkt finder anvendelse på disse territorier. Rådets Juridiske Tjeneste har derfor henstillet, at henvisningen i det første motorkøretøjsforsikringsdirektiv udgår.

1.2. I forslagets artikel 2 foreslås bl.a. artikel 1, stk. 2, i andet motorkøretøjsforsikringsdirektiv ændret med henblik på at fastsætte nye minimumsbeløb for forsikringsdækning af person- og tingsskade. Formandskabet har fremlagt to alternative muligheder:

Den første mulighed består i at ændre minimumsbeløbene til € 1 mill. (personskade) pr. skadelidt og mellem € 500.000 og 2 mill. (tingsskade) for hver skade, uanset antallet af skadelidte. Beløbene skal efter forslaget reguleres hvert femte år i takt med det europæiske forbrugerkøbsprisindeks (EICP), begyndende fra ikrafttrædelsen af femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv.

Som alternativ til ovenstående skal det være muligt at fastsætte et samlet loft for forsikringsdækningen ved et uheld uanset antallet af skadelidte, således at medlemsstaterne skal have mulighed for at fastsætte et mindstebeløb på € 5 mill. for personskade, såfremt der er flere skadelidte som følge af samme uheld, eller et samlet mindstebeløb pr. uheld på € 5,5 – 7 mill. for personskade og tingsskade uanset antallet af skadelidte eller skadernes art.

Denne første mulighed består endvidere i, at medlemsstaterne har en overgangsperiode på to år til at gennemføre de nye forsikringsbeløb.

Den anden mulighed, formandskabet har foreslået, er identisk med den første mulighed med den forskel, at der ikke består en mulighed for at fastsætte et samlet loft for forsikringsdækningen uanset antallet af skadelidte. Endvidere er overgangsperioden fastsat til fem år for så vidt angår minimumsdækningen.

1.3. Herudover foreslår formandskabet i et kompromisforslag, at medlemsstaternes mulighed for at begrænse eller udelukke udbetaling af erstatning for tingsskade, forvoldt af ukendt køretøj, af den i artikel 1, stk. 4, nævnte garantifond skal begrænses således, at i de tilfælde, hvor garantifonden har udbetalt erstatning for væsentlig personskade i anledning af et uheld, kan medlemsstaten ikke udelukke at udbetale erstatning for tingsskade ved samme uheld på grundlag af, at køretøjet er ukendt. Der er dog mulighed for at fastsætte en selvrisiko på € 500 for erstatning for tingsskade i disse tilfælde.

"Væsentlig personskade" skal fastlægges i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor uheldet skete, idet der bl.a. skal tages hensyn til, om personskaden har nødvendiggjort hospitalsbehandling.

Kommissionen har begrundet sit oprindelige forslag med, at risikoen for svig ved anmeldelse af skade, der ikke er forvoldt af et ukendt køretøj er væsentligt mindre, hvis der ved samme uheld er udbetalt erstatning for væsentlig personskade.

1.4. Ifølge artikel 12a, stk. 4, i andet skadesforsikringsdirektiv som senest ændret ved fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv, skal den medlemsstat, hvor der præsteres tjenesteydelser, pålægge forsikringsvirksomheder at udpege repræsentanter, der er bosat eller etableret på medlemsstatens område, som bl.a. skal indsamle alle nødvendige oplysninger i forbindelse med krav og have beføjelse til at repræsentere forsikringsvirksomheden over for skadelidte personer, der kunne gøre krav gældende, herunder med hensyn til betaling af sådanne krav.

Det nævnes endvidere i sidste pkt. i ovennævnte bestemmelse, at "den udpegede person må ikke udøve nogen form for direkte forsikringsvirksomhed for nævnte virksomhed". Baggrunden for sidstnævnte bestemmelse har ifølge Kommissionen været at forhindre, at repræsentanten, som på vegne af det pågældende udenlandske forsikringsselskab udøver fri udveksling af tjenesteydelser, samtidigt benytter sig af retten til at etablere (direkte) forsikringsvirksomhed. Tredje skadesforsikringsdirektiv har imidlertid nu ophævet alle forhindringer for den samtidige udøvelse af friheden til at udveksle forsikringstjenesteydelser og friheden til at etablere forsikringsvirksomhed.

Som en konsekvens heraf er det tilladt filialer af forsikringsvirksomheder at optræde som tjenesteydere på alle forsikringsområder undtagen motorkøretøjsforsikring, hvor forbuddet er opretholdt. Med henblik på at bringe motorkøretøjsforsikringsområdet i overensstemmelse med den øvrige forsikringsvirksomhed foreslås det derfor i artikel 3 at ophæve det ovennævnte forbud i andet skadesforsikringsdirektiv således, at repræsentanten ikke er forhindret i at etablere direkte forsikringsvirksomhed på medlemsstatens område.

1.5. I forslagets artikel 4, stk. 1, foreslås det, at der indføres en ny bestemmelse i artikel 1 i tredje motorkøretøjsforsikringsdirektiv, hvorefter en passager ikke kan udelukkes fra forsikringsdækning med den begrundelse, at han vidste eller burde vide, at føreren af motorkøretøjet var påvirket af spiritus eller andet rusmiddel på ulykkestidspunktet. Det forhold, at passageren dækkes af den lovpligtige forsikring, er uden betydning for spørgsmålet om den pågældendes eventuelle ansvar i henhold til national lovgivning, eller for størrelsen af den erstatning, der udredes ved en konkret ulykke. Dette afgøres af de nationale domstole, jf. direktivforslagets forklarende bemærkninger.

1.6. Der foreslås i forslagets artikel 4, stk. 2, indsat en ny bestemmelse i tredje motorkøretøjsforsikringsdirektiv (artikel 1a) ifølge hvilken, ansvarsforsikringen skal dække personskade påført fodgængere og cyklister og andre ikke-motoriserede trafikanter som følge af en trafikulykke, hvor et motorkøretøj er involveret. Dækningen gennem den lovpligtige forsikring berører ikke spørgsmålet om det civilretlige ansvar, dvs. fodgængerens eller cyklistens eventuelle erstatningsansvar eller størrelsen af den erstatning, der udredes til fodgængeren eller cyklisten ved en konkret ulykke. Dette afgøres efter den gældende nationale lovgivning.

1.7. Det foreslås desuden i forslagets artikel 4, stk. 3, at det præciseres i artikel 2 i tredje motorkøretøjsforsikringsdirektiv, at medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger, således at alle lovpligtige ansvarsforsikringer for motorkøretøjer dækker hele Fællesskabets område på grundlag af én enkelt præmie og i hele kontraktens løbetid, omfattende også perioder hvor køretøjet befinder sig i en anden medlemsstat i kontraktens løbetid. Denne regel foreslås indført for at forhindre, at forsikringstagere i forsikringsbetingelserne fratages muligheden for at opretholde forsikringsdækningen som følge af, at motorkøretøjet er medtaget på et midlertidigt ophold i en anden medlemsstat.

1.8. I artikel 2 i andet skadesforsikringsdirektiv defineres udtrykket "den medlemsstat, hvor risikoen består" bl.a. som "den medlemsstat, hvor registreringen er sket, såfremt forsikringen dækker transportmidler af enhver art". I de tilfælde, hvor et motorkøretøj importeres fra en medlemsstat til en anden, foreslås det imidlertid med forslagets artikel 4, stk. 4 (art. 4a), at der ved udtrykket "den medlemsstat, hvor risikoen består", skal forstås den modtagende medlemsstat i tredive dage fra det tidspunkt, hvor køberen har bekræftet leveringen, selv om køretøjet ikke formelt er registreret i den modtagende medlemsstat. Hvis køretøjet i denne periode bliver involveret i en ulykke, mens det er uforsikret, skal den garantifond, som den modtagende medlemsstat har oprettet på grundlag af artikel 1, stk. 4, i andet motorkøretøjsforsikringsdirektiv, erstatte de person- og tingsskader, som køretøjet forvolder.

1.9. Det foreslås desuden i formandskabets kompromisforslag, at der i artikel 4, stk. 4 (art. 4b) indføres en pligt for medlemsstaterne til at sikre, at forsikringstageren på ethvert tidspunkt har ret til at modtage en erklæring fra forsikringsselskabet om eventuelle uheld, som køretøjet har været involveret i, i mindst de seneste fem år af kontraktforholdet (skadesattest). Forsikringstageren skal modtage erklæringen inden 15 dage efter anmodningen.

1.10. Med forslagets artikel 4, stk. 4 (art. 4c), foreslås indsat en regel i tredje motorkøretøjsforsikringsdirektiv om, at en selvrisiko ikke skal kunne gøres gældende mod skadelidte i uheld forårsaget af et motorkøretøj forsikret og hjemmehørende i en medlemsstat. Andet kan dog være fastsat i særlige direktivbestemmelser. I forslagets forklarende bemærkninger nævnes således artikel 1, stk. 4, i andet motorkøretøjsforsikringsdirektiv, som ændret ved forslagets artikel 4 (om uheld forårsaget af et ukendt motorkøretøj), som eksempel på et område, hvor en bestemmelse om selvrisiko vil kunne være berettiget for at modvirke bedrageri.

1.11. Fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv gælder for skadelidte bosat i en EU-medlemsstat i tilfælde, hvor skaden er sket i en anden EU-medlemsstat end skadelidtes bopælsstat eller i en ikke-medlemsstat, som har tilsluttet sig grønkortordningen, og forvoldt af et motorkøretøj, der er forsikret og hjemmehørende i en anden EU-medlemsstat end den, hvor skadelidte er bosat, jf. direktivets artikel 1. Disse skadelidte skal kunne rejse krav direkte mod det forsikringsselskab, som har ansvarsforsikret det skadevoldende køretøj, jf. direktivets artikel 3. I forslaget til femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv foreslås denne ret udvidet til at gælde generelt, dvs. ved alle uheld (også uheld i skadelidtes bopælsstat) som er forårsaget af et motorkøretøj, der er forsikret af det pågældende forsikringsselskab og som er hjemmehørende i en medlemsstat, jf. forslagets artikel 4, stk. 4 (art. 4d), om direkte krav.

1.12. Efter artikel 4 i fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv skal ethvert forsikringsselskab endvidere udpege skadebehandlingsrepræsentanter i alle andre medlemsstater end den, hvor selskabet har fået sin tilladelse. Skadebehandlingsrepræsentanten behandler og træffe afgørelse eller indgår forlig i skadessager, hvor skadelidte er bosat i samme medlemsstat som skadesrepræsentanten. Artikel 4, stk. 6, indebærer, at forsikringsselskabet eller dets skadebehandlingsrepræsentant senest tre måneder efter fremsættelsen af skadelidtes erstatningskrav skal fremsætte et begrundet erstatningstilbud over for skadelidte. Hvis kravet afvises helt eller delvist eller ikke er klart fastlagt, skal skadelidte modtage et begrundet svar. Denne procedure finder dog kun anvendelse i tilfælde af uheld i en anden EU-medlemsstat end den, hvor skadelidte er bosat, eller i en ikke-medlemsstat tilsluttet grønkortordningen, og som er forvoldt af køretøjer, der er forsikret og hjemmehørende i en anden medlemsstat end skadelidtes bopælsstat.

Med artikel 4, stk. 4 (art. 4e), i forslaget til femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv udvides det geografiske anvendelsesområde for reglen om, at skadelidte skal modtage et begrundet erstatningstilbud eller et begrundet svar inden for tre måneder efter fremsættelse af sit krav, til at finde anvendelse i forbindelse med alle uheld, som er forårsaget af et køretøj, der er dækket af forsikring som nævnt i artikel 3, stk. 1, i første motorkøretøjsforsikringsdirektiv.

Endvidere fastsættes det i artikel 4e, at også de nationale forsikringsbureauer skal anvende proceduren ved behandling af skadestilfælde, der forekommer på medlemsstatens område og er forvoldt af forsikrede eller uforsikrede køretøjer, som hører hjemme i en af de andre medlemsstater.

1.13. Forslagets artikel 4, stk. 5 (ny artikel 5, stk. 1), indeholder en bestemmelse om, at de enkelte medlemsstater skal sikre, at de informationskontorer, der er oprettet eller anerkendt med fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv, skal bistå med oplysninger til enhver, som har været udsat for skade forvoldt af et motorkøretøj, der er omfattet af forsikringspligten efter første motorkøretøjsforsikringsdirektiv.

1.14. Som konsekvens af forslaget om ophævelse af artikel 4, litra b, i første motorkøretøjsforsikringsdirektiv, jf. ovenfor, foreslås fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 5, punkt 2, nummer ii, og punkt 5, nummer ii, ophævet, jf. forslagets artikel 5. Efter denne bestemmelse skal informationskontorerne føre register, som indeholder oplysninger af relevans for medlemsstaternes kontrol i medfør af artikel 4, litra b).

1.15. Forslagets artikel 6 indeholder en ikrafttrædelsesbestemmelse, hvorefter medlemsstaterne skal sætte de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at gennemføre forslaget inden for et (endnu) ikke nærmere bestemt antal måneder efter det 5. motorkøretøjsforsikringsdirektivs ikrafttræden.

Endvidere indeholder artikel 6, stk. 2, en minimumsbestemmelse, hvorefter medlemsstaterne kan opretholde eller fastsætte bestemmelser, der giver skadelidte en bedre beskyttelsesgrad, end efter direktivets regler.

Europa-Parlamentet har afgivet en udtalelse den 23. oktober 2003.

Europa-Parlamentet har stillet en række ændringsforslag, der hovedsageligt falder i tre grupper: 1) forslag vedrørende mindstebeløb for forsikringsdækningen pr. skadelidte og dækning af retshjælpsomkostninger, 2) en fjernelse af direktivets krav om forsikringsdækning for skader på ikke-motoriserede trafikanter, og 3) regler for særlige køretøjer og anhængere. Bl.a. ønskes undtagelsen for visse køretøjer i artikel 4, litra b, i første motorkøretøjsforsikringsdirektiv opretholdt.

Hensigten med direktivforslaget er en modernisering af de første tre motorkøretøjsforsikringsdirektiver og en udvidelse af anvendelsesområdet for reglerne i det fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv. Det er regeringens opfattelse, at direktivforslaget ikke giver anledning til at anvende nærheds- og proportionalitetsprincippet.

4.1. Spørgsmål om ansvar for færdselsuheld forårsaget af motorkøretøjer, og forsikringspligt for krav om erstatning for skader forvoldt ved sådanne uheld, reguleres af færdselslovens kap. 16, jf. lovbekendtgørelse nr. 712 af 2. august 2001, som senest ændret ved lov nr. 432 af 10. juni 2003.

Efter færdselslovens § 104, stk. 1, jf. § 101, stk. 1, er ejeren eller brugeren af et motordrevet køretøj objektivt ansvarlig for de skader, køretøjet volder ved færdselsuheld eller ved eksplosion eller brand, der hidrører fra brændstofanlæg i køretøjet. Ved brugeren forstås en person, der har selvstændig rådighed over køretøjet i egen interesse.

For en fører af et motordrevet køretøj, der ikke kan betragtes som ejer eller bruger i denne betydning, f.eks. en chauffør, gælder dansk rets almindelige culparegel, jf. lovens § 104, stk. 2.

Færdselslovens § 101, stk. 1, omfatter kun erstatning for tab som følge af skader, der påføres andre end den, der er erstatningsansvarlig efter færdselslovens § 104, stk. 1, jf. § 101, stk. 1, jf. Højesterets dom i UfR 1998.1626 H. Ved dommen fandt Højesteret, at en ejer (og forsikringstager) ikke kunne kræve erstatning for tab af forsørger hos forsikringsselskabet i forbindelse med et ulykke, hvor ejerens ægtefælle, der var passager i bilen, blev dræbt.

Erstatningen for personskade eller tab af forsørger kan nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte eller afdøde forsætligt har medvirket til skaden. Erstatningen kan endvidere nedsættes og i særlige tilfælde bortfalde, hvis skadelidte eller afdøde ved grov uagtsomhed har medvirket til skaden, jf. § 101, stk. 2. Som udgangspunkt vil den, der accepterer den risiko for skade, der er forbundet med at køre med en spirituspåvirket fører, have udvist en så grov uagtsomhed, at erstatningen må nedsættes med 1/3. Skærpende omstændigheder medfører yderligere nedsættelse, evt. fuldstændig bortfald, jf. f.eks. UfR 1990.688 V.

Personskade eller tab af forsørger, der er en følge af sammenstød mellem motordrevne køretøjer, erstattes efter reglerne i færdselslovens § 101, stk. 1 og 2, jf. § 103, stk. 1.

4.2. Krav om erstatning for skader forvoldt af motordrevne køretøjer skal være dækket af en forsikring i et ansvarsforsikringsselskab, der har Finanstilsynets tilladelse, jf. færdselslovens § 105, stk. 1, 1. pkt., og bekendtgørelse nr. 554 af 2. juli 2002 om koncession til skadeforsikringsselskaber.

Ansvarsforsikringen kan dog også tegnes i et forsikringsselskab, der har koncession i en anden EU-medlemsstat, eller i et land, der efter aftale med EU har gennemført Rådets direktiv 92/49/EØF, og som i Danmark er anmeldt til at tegne ansvarsforsikring for motordrevne køretøjer, jf. færdselslovens jf. § 105, stk. 1, 2. pkt. Alle sådanne forsikringsselskaber skal være medlemmer af Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM).

DFIM er udpeget som dansk garantifond, jf. andet motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 1, stk. 4. DFIM er desuden udpeget som informationskontor og erstatningsorgan efter fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 5, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, jf. nedenfor under pkt. 4.8.

Forsikringen skal dække personskade eller tab af forsørger på indtil 50 mio. kr. og tingsskade på indtil 10 mio. kr. for den ved en enkelt begivenhed forårsagede skade, jf. færdselslovens § 105, stk. 2. Disse beløb reguleres hvert år pr. 1. januar med 2 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. stk. 3. Pr. 1. januar 2003 er beløbene fastsat til henholdsvis 84 mio. kr. (personskade) og 17 mio. kr. (tingsskade), jf. bekendtgørelse nr. 1143 af 13. december 2002.

4.3. Ethvert motorkøretøj skal være registreret og forsynet med nummerplade(r), inden det tages i brug, jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 1350 af 18. december 2000 (registreringsbekendtgørelsen). Efter bekendtgørelsens § 119 kan der gives tilladelse til, at nye køretøjer, der indkøbes her i landet, og brugte køretøjer, der senest har været registreret her i landet, midlertidigt registreres på danske grænsenummerplader. Registreringen på grænsenummerplader er undergivet en gyldighedsperiode, der bestemmes ud fra formålet med anvendelsen, og den tid der forløber, inden køretøjet eventuelt kan registreres på bestemmelsesstedet, jf. bekendtgørelsens § 123.

4.4. Ved registrering af et motordrevet køretøj skal det godtgøres, at der i overensstemmelse med færdselslovens forskrifter er en forsikring i kraft for det pågældende køretøj, jf. § 5, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 585 af 9. juli 2002(herefter bekendtgørelse nr. 585). Forsikringspligten påhviler ejeren eller brugeren, jf. færdselslovens § 106, stk. 1. Forsikringsselskabet har som udgangspunkt pligt til at tegne forsikring på begæring af den forsikringspligtige, jf. færdselslovens § 107 og § 1 i bekendtgørelse nr. 585.

Udenlandske motordrevne køretøjer (dvs. køretøjer, hvis ejer eller bruger har bopæl i udlandet, og som ikke er registreret i Danmark) skal være omfattet af en ansvarsforsikring i overensstemmelse med færdselslovens § 105, stk. 1-3, jf. bekendtgørelse nr. 171 af 2. april 1993 om udenlandske køretøjers adgang til Danmark (herefter bekendtgørelse nr. 171), § 2, stk. 1. Forsikringspligten anses uden videre opfyldt for motorkøretøjer, der er hjemmehørende i et EU-land, undtagen for visse typer køretøjer opregnet i et bilag til bekendtgørelsen, jf. dennes § 2, stk. 2. For de køretøjer, hvor forsikringspligten ikke umiddelbart kan anses for opfyldt, skal føreren være i besiddelse af et gyldigt grønt kort eller af en grænseforsikringspolice, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 3.

4.5. Forsikringen skal på grundlag af én enkelt præmie dække ved kørsel på hele Fællesskabets område og give den dækning, der er foreskrevet i lovgivningen i vedkommende medlemsstat, eller den dækning, der kan kræves efter dansk lovgivning, når denne dækning er større, jf. § 2, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 585.

4.6. Forsikringsselskabet hæfter umiddelbart over for skadelidte efter færdselslovens § 108, stk. 1, jf. § 105, stk. 1. Det kan aftales i policevilkårene, at forsikringsselskabet har regres mod skadevolderen, når forsikringsbegivenheden er fremkaldt af den pågældende ved uagtsomhed. En sådan aftale har dog kun retsvirkning, hvis forsikringsbegivenheden er fremkaldt ved en uagtsomhed, der kan betegnes som grov hensynsløshed, hvilket også omfatter forsætlige handlinger, jf. færdselslovens § 108, stk. 2. Reglen er indsat for at hindre, at den lovpligtige ansvarsforsikring skal medføre, at erstatningsreglerne mister deres præventive funktion.

DFIM erstatter umiddelbart over for skadelidte, men med regres mod eventuelle ansvarlige, personskade, der må antages at være forvoldt af ukendt, motordrevet køretøj som følge af uheld i Danmark, jf. bekendtgørelse nr. 585, § 18, stk. 2 og 7. Foreningen erstatter endvidere umiddelbart over for skadelidte, men med regres mod den ansvarlige, skade som følge af uheld i Danmark, der er forvoldt af et motordrevet køretøj, for hvilket forsikring ikke er tegnet, eller for hvilket forsikring er tegnet, men ophævet af selskabet eller ikke holdt i kraft, jf. § 18, stk. 3 og 7.

Endelig dækker DFIM forsikringsansvaret for udenlandske køretøjer, der midlertidigt benyttes i Danmark uden at være registreret i Danmark, hvis anden forsikringsdækning ikke foreligger, jf. § 19.

4.7. Bekendtgørelse nr. 171 indeholder i § 5 en regel om, at enhver udenlandsk bil skal være forsynet med registreringsnummer, typisk anbragt på en nummerplade. Kravet om registrering anses for opfyldt af køretøjer, for hvilke der i Norge, Sverige eller Finland er meddelt tilladelse til midlertidig brug, og som enten ikke er registreret - eller som er midlertidigt registreret - i hjemlandet, jf. bekendtgørelsens § 7. Kontrollen med, om udenlandske køretøjer under kørsel i Danmark overholder bl.a. forskrifterne om besiddelse af gyldig ansvarsforsikring og registreringsnummer, foretages ved stikprøvekontrol både ved grænsepassagen, og når køretøjerne er kommet ind i landet, jf. § 16, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 171.

Kontrol undlades, når køretøjet er registreret i et EU-medlemsland og ikke hører til den type køretøjer, der er undtaget fra landenes forsikringsbureauers garantiforpligtelse, jf. § 16, stk. 2. I bekendtgørelsens § 17 bestemmes det, at udenlandske køretøjer, der ikke opfylder bl.a. ovennævnte betingelser, skal afvises. For så vidt angår bestemmelserne om besiddelse af registreringsnummer kan den lokale politimyndighed imidlertid tillade, at køretøjer, der ikke opfylder disse krav, kan forsynes med grænsenummerplader, der skal være gældende for et tidsrum på indtil 1 år.

4.8. Med henblik på at gennemføre fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv i dansk ret har Folketinget vedtaget lov nr. 217 af 22. april 2002 om ændring af færdselsloven (Behandling af erstatningskrav efter skader i udlandet). Med loven er der bl.a. indsat to nye bemyndigelsesbestemmelser - § 115 a og § 115 b - i færdselsloven.

Bekendtgørelse nr. 585 er udstedt i medfør af loven og trådte i kraft den 20. januar 2003.

I § 14 i bekendtgørelse nr. 585 er det bestemt, at skadebehandlingsrepræsentanter, der i Danmark er udpeget til at repræsentere udenlandske forsikringsselskaber i overensstemmelse med artikel 4 i fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv, behandler og træffer afgørelse eller indgår forlig i skadessager for skadelidte bosat i Danmark i forbindelse med uheld i en anden EU/EØS-medlemsstat eller i en ikke-medlemsstat tilsluttet grønkortordningen, som er forvoldt af et køretøjer, der er forsikret og hjemmehørende i en anden medlemsstat i EU eller EØS.

Hvis en skadelidt i forbindelse med et sådan uheld fremsætter et erstatningskrav over for repræsentanten i Danmark, skal repræsentanten senest 3 måneder herefter fremsætte et begrundet erstatningstilbud, hvis ansvaret ikke bestrides, og tabet er opgjort, eller give et begrundet svar, hvis ansvaret afvises, eller tabet ikke er endeligt opgjort. Dette gælder dog ikke, hvis det pågældende forsikringsselskab, som repræsentanten repræsenterer, inden for den nævnte frist har fremsat et begrundet tilbud eller svar, jf. bekendtgørelsens § 15, stk. 1 og 2.

Tilsvarende sagsbehandlingsregler gælder for forsikringsselskaber med koncession i Danmark, jf. § 15, stk. 4. En skadelidt bosat i en anden EU/EØS-medlemsstat, der kommer ud for et uheld i udlandet inden for det grønne korts område, hvor det skadevoldende køretøj er hjemmehørende i en anden medlemsstat end den, hvor skadelidte er bosat, og forsikret i Danmark, har således krav på, at forsikringsselskabet træffer en afgørelse om sit erstatningskrav inden for frist på 3 måneder.

Reglerne i fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv om forsikringsselskabers udpegning af skadebehandlingsrepræsentanter i de andre EU-medlemsstater er for forsikringsselskaber med koncession i Danmark gennemført i lovbekendtgørelse nr. 696 af 15. juli 2001, som senest ændret ved lov nr. 428 af 6. juni 2002 om forsikringsvirksomhed. Sidstnævnte lovændring stiller som et krav til koncession, at det pågældende forsikringsselskab udpeger en skadebehandlingsrepræsentant i de øvrige EU-lande. Reglerne er medtaget i lov nr. 453 af 10. juni 2003 om finansiel virksomhed, der for disse reglers vedkommende træder i kraft den 1. januar 2004, jf. § 375.

Ifølge færdselslovens § 115 a, stk. 1, skal justitsministeren oprette eller anerkende et erstatningsorgan, som bl.a. kan behandle erstatningskrav fra skadelidte bosat i Danmark efter færdselsuheld i en anden EU-medlemsstat eller i en ikke-medlemsstat, der har tilsluttet sig grønkortordningen. DFIM er ved Justitsministeriets skrivelse af 30. april 2002 anerkendt som dansk erstatningsorgan, jf. også § 16 i bekendtgørelse nr. 585.

Ifølge bekendtgørelsens § 17, stk. 1, kan en skadelidt bosat i Danmark indgive et erstatningskrav til DFIM som erstatningsorgan, hvis skadevolderens udenlandske forsikringsselskab eller dettes skadebehandlingsrepræsentant i Danmark ikke har givet et begrundet tilbud om erstatning eller et svar inden for tre måneder fra det tidspunkt, hvor skadelidte indgav sit erstatningskrav til selskabet eller repræsentanten. Det samme gælder, hvis skadevolderens forsikringsselskab ikke har udpeget en skadebehandlingsrepræsentant i Danmark, medmindre skadelidte har fremsat kravet direkte over for det udenlandske forsikringsselskab og modtaget et begrundet svar inden 3 måneder efter fremsættelse af kravet, eller skadelidte har anlagt søgsmål direkte mod selskabet, jf. bekendtgørelsens § 17, stk. 2 og 3.

Erstatningsorganet skal endvidere efter bekendtgørelsens § 20 refundere erstatningsbeløb, der er udbetalt af et erstatningsorgan i en anden EU-medlemsstat som følge af en skade forvoldt af et køretøj, der er forsikret i Danmark.

Efter § 115 b, stk. 1, skal justitsministeren oprette eller anerkende et informationskontor, der efter en skade (færdselsuheld) bl.a. kan bistå danske skadelidte med få oplysninger om det skadevoldende køretøj og dets forsikringsforhold efter et færdselsuheld i en anden EU-medlemsstat mv. DFIM er anerkendt som informationskontor i Danmark, jf. § 21 i bekendtgørelse nr. 585. Informationskontoret skal koordinere indsamling og formidling af en række oplysninger, herunder registreringsnumrene på de motorkøretøjer, der er hjemmehørende i Danmark. Informationskontoret skal bl.a. også indsamle og formidle oplysninger om udenlandske skadebehandlingsrepræsentanter i Danmark og om forsikringsselskaber, der ansvarsforsikrer motordrevne køretøjer hjemmehørende i Danmark.

I en række tilfælde skal informationskontoret i en periode på 7 år efter et uheld på skadelidtes begæring straks oplyse om navn og adresse på forsikringsselskabet og dets skadebehandlings-repræsentant samt nummeret på forsikringspolicen, jf. bekendtgørelsens § 22, stk. 1 og 2. Herudover skal informationskontoret oplyse skadelidte om ejerens, den sædvanlige førers eller den registrerede indehavers navn og adresse, hvis skadelidte har en berettiget interesse i at få oplysningerne, jf. bekendtgørelsens § 23.

Kommissionens oprindelige direktivforslag har været sendt i høring hos nedenstående myndigheder og organisationer mv.:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenten for Sø- og Handelsretten, præsidenten for Københavns Byret, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Københavns Politi, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Advokatsamfundet, Forbrugerrådet, Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Kommunernes Gensidige Forsikringsselskab, Forsikring & Pension, Dansk Transport og Logistik, Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring, Landsorganisationen i Danmark, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Industri, Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service, Arbejdsgiverforeningen for Transport og Logistik, Turistvognmændenes Arbejdsgiverforening, Erhvervenes Transportudvalg, Danmarks Automobilforhandlerforening, Forenede Danske Motorejere, De Danske Bilimportører, Danske Sælgere, Bestillingskontorernes Sammenslutning, Dansk Taxa Forbund, Storkøbenhavns Taxinævn, Danske Kørelæreres Landsforbund, Dansk Kørelærer-Union, Dansk Køreskole Forening, Danske Busvognmænd, NOAH-Trafik, De Samvirkende Invalideorganisationer og Landsforeningen af Polio- Trafik- og Ulykkesskadede

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenten for Sø- og Handelsretten, præsidenten for Københavns Byret, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Advokatrådet, Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service, De Danske Bilimportører, Erhvervenes Transportudvalg, Foreningen af Politimestre i Danmark, Københavns Kommune, Københavns Politi, Nævnet for etnisk ligestilling, Rigsadvokaten og Rigspolitichefen har ikke bemærkninger til forslaget.

Dansk Transport og Logistik anfører, at reglerne om, hvor køretøjet er hjemmehørende, hvis det er forsynet med midlertidige nummerplader, bør indeholde en tidsbegrænsning, idet myndighederne ikke har mulighed for at håndhæve forsikringspligten efter pladernes udløbstid, hvis køretøjet forlader den medlemsstat, der har udstedt de midlertidige nummerplader. Der bør ikke indføres ubetinget ansvar over for cyklister og fodgængere, idet der bør være mulighed for nedsættelse eller bortfald af erstatningen, hvis den skadelidte forsætligt eller groft uagtsomt har medvirket til skaden. Det samme bør gælde for en skadelidt passager. Dansk Transport og Logistik tilslutter sig endelig, at de nationale informationskontorers virksomhed kommer til at omfatte alle skadelidte.

Forbrugerrådet kan tilslutte sig direktivforslaget under forudsætning af, at forslaget ikke fører til yderligere forhøjelser af forsikringspræmierne for den lovpligtige ansvarsforsikring. Det anføres dog, at en passager, der vidste eller burde have vidst, at føreren var beruset, ikke uden videre bør være dækket af ansvarsforsikringen. Dette bør vurderes konkret i hvert enkelt tilfælde.

Forenede Danske Motorejere tilslutter sig forslaget.

Forsikring & Pension og Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM) anfører, at definitionen af, hvor et køretøj er hjemmehørende, når det er forsynet med midlertidige nummerplader, bør indeholde en tidsbegrænsning, således at køretøjet anses for hjemmehørende i den stat, der har udstedt de midlertidige nummerplader, i indtil 1 år efter pladens udløbsdato. I modsat fald vil garantifonden i den stat, hvor nummerpladen oprindeligt er udstedt, hæfte for skader, der sker, efter at køretøjet i årevis har kørt i udlandet med de udløbne midlertidige nummerplader uden at være forsikret. Efter udløbet af 1-års fristen må køretøjet anses for hjemmehørende dér, hvor uheldet er sket.

Medlemsstaternes mulighed for at fastsætte et mindstebeløb pr. uheld bør opretholdes af hensyn til forsikringsselskabernes muligheder for at foretage genforsikring.

Forsikring & Pension og DFIM kan i princippet tilslutte sig, at garantifonden også skal erstatte tingsskade forvoldt af ukendte køretøjer, hvis der er sket "alvorlig personskade". Det kan imidlertid være vanskeligt for skadelidte at forstå, at der kun skal betales erstatning for tingsskader, hvis der samtidig er sket alvorlig personskade. Hvis garantifonden udbetaler erstatning for personskade, har garantifonden jo anset det for bevist, at skaden er forvoldt af et ukendt køretøj. Garantifondens pligt til at betale erstatning for tingsskade bør derfor ikke begrænses til skader, hvor der samtidig er sket "alvorlig personskade". Betaler garantifonden erstatning for personskade, bør den også betale erstatning for tingsskade forvoldt ved samme uheld.

Med hensyn til erstatningen til en skadelidt, der som passager har kørt med en spirituspåvirket fører, bemærkes, at erstatningen til passageren efter dansk ret kan nedsættes eller bortfalde som følge af egen skyld. Endelig bør den foreslåede skadesattest kun udstedes, hvis forsikringstageren ønsker det, idet mange slet ikke ønsker en sådan erklæring.

NOAH-trafik støtter, at fodgængere og cyklister bliver dækket af den lovpligtige ansvarsforsikring. Med henblik på at skærpe bilisternes opmærksomhed og hensyntagen til andre trafikanter bør skadevolderens ansvar og dækningsområdet for ansvarsforsikringen generelt udvides, således at forsikringen skal dække samtlige udgifter ved uheldet, herunder udgifter til hospitalsbehandling, sygedagpenge, revalidering mv., som i dag i vidt omfang dækkes af det offentlige.

Ved personskader bør der ikke fastsættes minimumsbeløb i forhold til skadelidte, men i stedet være ubegrænset dækning. En passager, der undlader at gribe ind over for en spirituspåvirket fører, må ofte anses for medansvarlig for kørslen og bør derfor som udgangspunkt ikke være omfattet af forsikringen. Endvidere bør den, der låner eller udlejer en bil til en beruset fører, kunne drages til ansvar herfor. Det bør desuden overvejes, om forsikringen skal dække biler, der mangler den ene eller begge nummerplader.

NOAH-trafik peger endelig på, at der i Europa generelt er behov for at forbedre trafikofres vilkår, f.eks. ved at forhøje erstatningerne med mulighed for straks at udbetale acontobeløb til dækning af begravelsesudgifter, løntab, lægebehandling mv. Endvidere bør mulighederne for medicinsk, psykologisk og juridisk hjælp forbedres.

6. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

6.1. Såfremt direktivet vedtages med den ordlyd, der fremgår af formandskabets kompromisforslag, kan det få følgende lovgivningsmæssige konsekvenser:

6.1.1. Forslagets artikel 2 om bl.a. nye minimumsbeløbsgrænser for forsikringsdækning vil formentlig kræve en ændring af færdselsloven. Den nærmere udformning vil dog afhænge af det endelig forhandlingsresultat, herunder om formandskabets forslag til en bestemmelse, der giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte et samlet mindstebeløb for forsikringsdækning pr. uheld for personskader og tingsskader uanset antallet af skadelidte eller skadernes beskaffenhed, vedtages, jf. ovenfor pkt. 1.2. Det første motorkøretøjsforsikringsdirektiv indeholder en tilsvarende bestemmelse.

Under alle omstændigheder indeholder direktivet en ny metode for beregning af stigningen i minimumsdækningen (der efter forslaget skal afhænge af det europæiske forbrugerindeks og justeres hvert femte år), som kan kræve en ændring af færdselslovens § 105, stk. 3.

6.1.2. En eventuel udvidelse af skadebehandlingsrepræsentantens kompetence efter fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv (forslagets artikel 4) vil nødvendiggøre dels en præcisering af bemyndigelsesbestemmelserne i færdselslovens § 115 a, stk. 4, jf. stk. 1, og § 115 b, der som nævnt blev indsat i færdselsloven ved lov nr. 217 af 22. april 2002, dels ændringer i de administrative forskrifter i bekendtgørelse nr. 585 af 9. juli 2002.

Dette gælder formentlig også for så vidt angår bl.a. forslagets regler om erstatning for skader forårsaget af køretøjer, der er omfattet af undtagelsen fra forsikringsforpligtelsen, jf. artikel 4, litra b, i første motorkøretøjsforsikringsdirektiv, indførelsen af proceduren i artikel 4, stk. 6, i fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv, for alle ulykker forårsaget af køretøjer omfattet af forsikringspligten, og endelig for så vidt angår udvidelsen af informationskontorets forpligtelser.

6.1.3. En gennemførelse af forslagets artikel 3 vil have som konsekvens, at § 31, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed må ophæves. Bestemmelsen viderefører den tidligere § 213, stk. 6, i lov om forsikringsvirksomhed. En gennemførelse af forslaget til artikel 4 b i tredje motorkøretøjsforsikringsdirektiv (rekvirering af skadesattest) vil formentlig kræve en lovændring, hvorved forsikringsselskaberne forpligtes til på begæring at afgive skadesattest inden for 15 dage.

6.1.4. Den i forslagets artikel 4, stk. 2, foreslåede nye bestemmelse (artikel 1a i tredje motorkøretøjsforsikringsdirektiv vedrørende fodgængere og cyklister) er formentlig uden betydning for de danske regler om motorkøretøjforsikring. Bestemmelsen vedrører alene anvendelsesområdet for den obligatoriske ansvarsforsikring for motorkøretøjer, og ifølge færdselslovens § 105 (og §§ 2 og 3 i bekendtgørelse nr. 585) skal skader, herunder skader på cyklister og fodgængere, forvoldt af motordrevne køretøjer allerede i dag være dækket af en ansvarsforsikring. Hertil kommer, at ejeren og brugeren af et motordrevet køretøj efter dansk ret i forvejen hæfter på objektivt grundlag for de skader, der forvoldes af motorkøretøjet, jf. færdselslovens § 101, stk. 1.

Spørgsmålet om nedsættelse eller bortfald af erstatning som følge af skadelidtes egen skyld synes fortsat overladt til medlemsstaterne at regulere, og den nye bestemmelse medfører således ikke ændringer i færdselslovens regler herom, jf. § 101, stk. 2 og 3.

6.1.5. Forslagets artikel 4, stk. 1 (artikel 1 i tredje motorkøretøjsforsikringsdirektiv vedrørende viden om førerens spirituspåvirkning), synes alene at regulere spørgsmålet om forsikringsselskabernes adgang til i forsikringsaftalen med forsikringstageren at begrænse forsikringsdækningen over for skadelidte i situationer, hvor skadelidte var passager i motorkøretøjet og vidende om, at føreren var spirituspåvirket.

I forslagets forklarende bemærkninger er det anført, at motorkøretøjsforsikringsdirektiverne på dette punkt bør klargøres i henhold til den praksis som EF-Domstolen har fastlagt, jf. sag C-129/94, Ruiz Bernaldez, Saml. 1996 I, s. 1829. I sagen udtalte EF-Domstolen, at aftalevilkårene for en lovpligtig ansvarsforsikring ikke må indeholde bestemmelser om, at forsikringsselskabet i visse tilfælde, og navnlig såfremt føreren af køretøjet er spirituspåvirket, ikke er forpligtet til at erstatte den person- eller tingsskade, det forsikrede køretøj forvolder tredjemand. Personer, der lider skade ved et uheld forvoldt af et motorkøretøj, skal i henhold til den lovpligtige motorkøretøjsforsikring kunne opnå erstatning for alle person- og tingsskader, de har lidt, uden at forsikringsselskabet kan påberåbe sig lovbestemmelser eller aftaleklausuler til støtte for ikke at yde erstatning.

EF-Domstolens praksis synes derimod ikke at være til hinder for den i dansk retspraksis fastslåede fortolkning af færdselslovens § 101, stk. 3, hvorefter en passagers kendskab til, at føreren af et motorkøretøj var påvirket af alkohol eller andet euforiserende stof, kan føre til nedsættelse eller bortfald af passagerens krav på erstatning ved uheld forvoldt af det pågældende køretøj, men ikke udelukkelse fra forsikringsdækning, i det omfang passageren har et erstatningskrav. Forslagets artikel 4, stk. 1, har på den baggrund formentlig ingen betydning for dansk rets vedkommende.

6.1.6. Forslagets artikel 4, stk. 4 (artikel 4 d, direkte krav), vil ikke medføre ændringer af dansk ret, idet færdselslovens § 108, stk. 1, i forvejen indeholder en bestemmelse om direkte hæftelse over for skadelidte i alle uheld forårsaget af motorkøretøjer, der er forsikret af det pågældende forsikringsselskab. En gennemførelse af forslagets artikel 4, stk. 4 (artikel 4 c, selvrisiko), vil heller ikke medføre ændringer i dansk ret, idet det af § 108, stk. 1, sammenholdt med § 3, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 585, følger, at det ikke gyldigt kan aftales, at skadelidte i et uheld forvoldt af et motorkøretøj bærer en selvrisiko i forbindelse med erstatning fra skadevolderens ansvarsforsikring.

6.1.7. Såfremt direktivet vedtages med den ordlyd, der fremgår af forslaget, må der formentlig foretages en række ændringer i de administrative forskrifter, herunder bekendtgørelse nr. 171 (bl.a. kap. 2 om kontrol med, om udenlandske køretøjer er dækket af ansvarsforsikring) og bekendtgørelse nr. 585.

6.2. Direktivforslaget skønnes ikke at have statsfinansielle konsekvenser af betydning.

Direktivforslaget kan medføre, at mindstebeløbene for forsikringsdækningen for personskade og tingsskade skal øges i forhold til de gældende danske regler, medmindre der indføres et loft over erstatningernes størrelse. Det kan medføre øgede udbetalinger ved f.eks. store færdselsuheld.

Som anført ovenfor under pkt. 4.2, er der i dansk ret fastsat en øvre beløbsgrænse for personskade eller tab af forsørger og for tingsskade for hver forsikringsbegivenhed. Pr 1. januar 2003 er beløbene fastsat til henholdsvis 84 mio. kr. (personskade) og 17 mio. kr. (tingsskade), jf. bekendtgørelse nr. 1143 af 13. december 2002.

Det vurderes, at direktivforslaget ikke vil have samfundsøkonomiske konsekvenser af betydning.

Forslaget tillige med et grundnotat herom blev oversendt til Folketingets Europaudvalg den 4. september 2002.

Forud for rådsmødet (konkurrenceevne) den 14. – 15. november 2002 blev sagen forelagt for Folketingets Europaudvalg til orientering. Et aktuelt notat blev oversendt til Europaudvalget den 4. november 2002.

1. Baggrund og indhold

På Det Europæiske Råds møde i Bruxelles foråret 2003 fik Kommissionen til opgave at udarbejde en integreret konkurrenceevnestrategi.

På det uformelle rådsmøde (konkurrenceevne) den 11.-12. juli 2003 udtrykte landene støtte til den integrerede tilgang til konkurrenceevne og det videre arbejde med "den integrerede strategi for konkurrenceevne og vækst". Kommissionens gav her udtryk for, at fokus i synteserapporten i foråret 2004 vil være forslag og initiativer, der kan bidrage til at øge konkurrenceevnen, samt andre fællesskabspolitikkers indvirkning på konkurrenceevnen. Den integrerede strategi ventes at omhandle de elementer, der allerede kendes fra indre markeds strategien, herunder øget konsekvensvurdering af EU's politikkers indvirkning på konkurrenceevnen og en udfoldelse af den "horisontale tilgang" på en lang række strategiske sektorer (fx. biotech, pharmaceutisk industri og ICT) og nødlidende industrier (skibsbygning, tekstiler, stål, fly). Den integrerede strategi ventes vedtaget af Kommissionen den 19. november 2003 og forelagt Rådet (konkurrenceevne) den 27. november 2003.

2. Europa-Parlamentets holdning

Meddelelsen foreligger endnu ikke.

3. Nærheds- og proportionalitets princippet

Meddelelsen foreligger endnu ikke, men forventes ikke at berøre nærheds- og proportianalitetsprincippet.

Meddelelsen foreligger endnu ikke.

Meddelelsen foreligger endnu ikke.

Meddelelsen foreligger ikke endnu, men forventes ikke at have hverken lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Meddelelsen foreligger ikke endnu.

Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg.

Rådskonklusionerne skønnes ikke at have konsekvenser for dansk ret.

1. Baggrund og indhold

Det italienske formandskab har fremlagt et sæt rådskonklusioner om "Forbedring af den europæiske industris konkurrenceevne". Rådskonklusionerne tager udgangspunkt i Kommissionens kommende konkurrenceevnerapport samt resultattavlerne om henholdsvis innovation og erhvervspolitik. Derudover refererer konklusionerne også til følgende kommende meddelelser fra Kommissionen: "Leadership 2015- Defining the Future of the European Shipbuilding and Ship Repair industry- Competitiveness through Excellence", "The future of the textiles and clothing sector in the enlarged European Union" samt "A coherent Framework for Aerospace- a response to the STAR 21 report" (13705/03). Med undtagelse af de to sidstnævnte er ingen af dokumenterne endnu offentliggjort fra Kommissionen.

På rådsmødet (Konkurrenceevne) den 26.- 27. november vil Kommissionen præsentere ovennævnte rapporter og meddelelser. Rådet vil derefter foretage en drøftelse samt træffe beslutning om rådskonklusionerne.

Rådskonklusionerne understreger behovet for at styrke produktiviteten i EU med henblik på at øge konkurrenceevnen og væksten og dermed opnå målet fra Lissabon. Det er derfor nødvendigt at gennemføre strukturreformer og tiltag, der kan styrke iværksætteri, innovation og risikovillig kapital på EU- nationalt - og regionalt niveau. Endelig skal de horisontale tiltag, der igangsættes for at forbedre EU's konkurrenceevne, tage højde for enkelte industrisektorers og små og mellemstore virksomheders specifikke behov.

I konklusionsteksten hilses Kommissionens intentioner om i foråret 2004 at komme med en opfølgning på brugen af en sektorspecifik tilgang til industripolitik velkommen. Derudover vil Kommissionen følge op på dets undersøgelse af, hvilke konsekvenser EU's politikker har for konkurrenceevnen.

Rådskonklusionerne sætter fokus på EU's konkurrenceevne ud fra en sektorspecifik vinkel ved udelukkende at fokusere på skibsbygnings-, tekstil- og rum/luftfartsektoren. Det understreges i udkastet, at flere industrisektorer herunder de tre ovennævnte står overfor unikke udfordringer, specielt afskaffelsen af kvoter den 1. januar 2005, en moderniserings- og restruktureringsproces og en økonomisk nedgang. Flg. kan fremhæves fra udkastet:

Med hensyn til:

- anerkendes tekstilsektoren for dens vigtighed for jobskabelse og output,

- anerkendes det, at sektoren befinder sig i en unik situation med økonomisk afmatning og i en løbende omstruktureringsproces,

- noteres vigtigheden af en passende handelspolitisk ramme for tekstilindustriens konkurrenceevne i et udvidet EU og en fair adgang til markederne,

- støttes oprettelsen af en ad hoc High-level gruppe, som skal drøfte fremtidsudsigterne for tekstilindustrien i et udvidet EU.

- anerkendes den vigtige rolle europæisk skibsbygning har sammen med EU's institutioner og medlemslande i arbejdet med at forbedre maritim sikkerhed og miljøbeskyttelse,

- understreges, at EU skal fastholde fokus på at sikre sektorens industrielle konkurrenceevne specielt ved at forbedre tiltag i relation til EU's statsstøtteregler ift. investeringer i forskning, udvikling og innovation. Reglerne bør passe bedre til skibsbygningsindustriens specifikke situation,

- understreger behovet for at benytte sig af eksisterende instrumenter til at beskytte patentrettigheder og opfordrer til at undersøge muligheden for at styrke internationale patentrettigheder for skibsbygningssektoren,

- anerkendes det, at sektoren er en vigtig nøglesektor, som er central for styrkelsen af innovation og medvirker til at bibeholde konkurrence på globalt plan på en bred række af produkter på strategiske og kommercielle markeder,

- understreges behovet for at fremskynde skabelsen af et internationalt konkurrencedygtigt europæisk forsvarsmateriel marked.

- understreges behovet for en bedre koordination af civile forsvarsprogrammer på EU-niveau også med hensyn til en effektiv allokering af ressourcer.

2. Europa-Parlamentets holdning

Da der er tale om rådskonklusioner er det alene Rådet, der træffer beslutning.

3. Nærheds- og proportionalitets princippet

Rådskonklusionerne vurderes at være i overensstemmelse med Nærheds- og proportionalitetsprincippet.

Rådskonklusionerne har ikke konsekvenser for gældende dansk ret.

Rådskonklusionerne blev den 7. november 2003 sendt i høring i EU-specialudvalget for Konkurrenceevne og Vækst. Der fremkom følgende bemærkninger:

Rådskonklusionerne skønnes ikke at have lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Rådskonklusionerne skønnes ikke at have samfundsøkonomiske konsekvenser.

Rådskonklusionerne er ikke tidligere blevet forelagt Europaudvalget.

Det overordnede formål med forslaget er

• at beskytte mennesker og miljø
• at fastholde og forbedre konkurrenceevnen for EU’s kemiske industri
• at imødegå opsplitning af markedet
• større gennemskuelighed
• tættere tilknytning til internationale bestræbelser
• at fremme undersøgelser uden brug af hvirveldyr
• overensstemmelse med WTO

Disse mål skal nås med fælles regler for nye og eksisterende kemiske stoffer, hvor kun stoffer, der er viden om, må markedsføres, og hvor det er industriens ansvar, at produktion og anvendelse af kemiske stoffer sker forsvarligt uden risiko for mennesker og miljø. Anvendelse af særligt problematiske stoffer skal autoriseres af myndighederne.

Forslaget etablerer et system for registrering, evaluering og autorisation af kemikalier.

Enhver producent eller importør af et kemisk stof, som produceres eller importeres i mængder over 1 ton, skal lade dette stof registrere. Der etableres særlige overgangsregler for eksisterende stoffer, og der gælder forskellige tidsfrister afhængig af i hvilke mængder stoffet produceres eller importeres.

Der etableres to former for evaluering, som bl.a. har to formål at reducere anvendelsen af dyreforsøg.

For særlige problematiske stoffer skal der ske en autorisation. I den forbindelse kræves det at risikoen for sundhed og miljø er tilstrækkelig kontrolleret.

Til administration af hele REACH systemet oprettes et nyt kemikalieagentur, som finansieres af gebyret for virksomhedernes ansøgninger om registrering og autorisation.

De lovgivningsmæssige konsekvenser er under vurdering, men forslaget vil i yderste konsekvens indebære, at det ikke umiddelbart er muligt at videreføre eksisterende danske regler på alle områder.

Der foreligger fra Kommissionen foreløbige bud på de økonomiske konsekvenser set i forhold til det samlede BNP i EU. Baseret på dette tal har COWI udført tilsvarende beregninger for konsekvenserne for erhvervslivet i Danmark, men der vil være behov for yderligere analyser for mere detaljeret at få belyst de økonomiske og administrative konsekvenser for dansk erhvervsliv.

Forslaget forventes at indebære betydelige forbedringer af beskyttelsesniveauet i Danmark.

På rådsmøde (Konkurrenceevne) den 13. maj 2003 udvekslede Rådet synspunkter om sagen.

På rådsmøde (Konkurrenceevne) den 22. september 2003 informerede Kommissionen om resultaterne af internethøringen og Rådet udvekslede synspunkter om sagen.

I formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råd i Gøteborg i juni 2001 slås det fast at den nye kemikalielovgivning skal træde i kraft senest 2004.

På det Europæiske Råds møde den 16.- 17 oktober 2003 blev det besluttet, at det kommende forslag om kemikalier skal drøftes af Rådet (konkurrenceevne) i samordning med andre rådssammensætninger.

På rådsmøde (Konkurrenceevne) den 11. november 2003, præsenterede Kommissionen sit forslag til ny kemikalielovgivning.

Grundnotat om forslaget har ikke tidligere været oversendt til Folketingets Europaudvalg.

Grundnotat om hvidbogen er oversendt til Folketingets Europaudvalg den 12. marts 2001 forud for samråd om sagen i Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg den 14. marts 2001.

Hvidbogen har været forelagt Europaudvalget den 23. maj 2001 til orientering.

I konklusionerne fra Rådet (miljø) 7.-8. juni 2001 blev Kommissionen opfordret til i forbindelse med sine kommende forslag at:

• undersøge sammenhængen med anden lovgivning på andre områder med henblik på at undgå dobbeltarbejde
• at undersøge om der indenfor REACH systemet skal indføres et enkelt register, der skal omfatte stoffer, der produceres i mængder under 1 ton
• at undersøge hvordan man kan udvikle screening procedurer til en effektiv identifikation af kemikalier med potentielt skadelige egenskaber
• at undersøge hvordan man kan udarbejde kriterier for klassifikation af stoffer i problemkategorier
• nærmere at undersøge datakrav for stoffer produceret i mængder under 10 tons
• at udvikle procedurer der kan anvendes at myndigheder og industri til at forenkle identifikationen af undersøgelsesstrategier og reducere behovet for dyreforsøg
• undersøge realistiske midler til at forenkle proceduren og udnytte de oplysninger der er til rådighed
• at tilføje PBT (persistente, bioakkumulerende og giftige stoffer) og VPVB (meget persistente og stærkt bioakkumulerende stoffer) til de grupper af problematiske stoffer der skal godkendes
• at overveje at lade kendte hormonforstyrrende stoffer være omfattet af godkendelsesordningen, når der er fastlagt videnskabeligt gyldige undersøgelsesmetoder og kriterier
• at samordne bidraget til det internationale arbejde med det globalt harmoniserede klassificerings - og mærkningssystem og analysere dets konsekvenser for fællesskabslovgivningen
• at undersøge hvordan et centralt kontor som f.eks et udvidet ECB bedst kan oprettes og finansieres
• at udvikle mekanismer og fastsætte praktiske regler der skal være klare når systemet gennemføres , gennem hvilke industrien gør testddata og andre oplysninger tilgængelige
• at undersøge mulighederne for at sikre effektiv gennemførelse

På baggrund af en debat på Rådsmødet (miljø) den 9. december 2002 om de overordnede principper for den fremtidige kemikalielovgivning i den Europæiske Union fremlagde formanden sine konklusioner, hvor Rådet:

• bekræftede sine konklusioner vedtaget på Rådsmødet den 7. juni 2001.

• var enig om, at en ny autorisationsordning også skal omfatte PBT og vPvB stoffer og lægger vægt på, at det overvejes at lade andre grupper af problematiske stoffer så som hormonforstyrrende stoffer omfatte af ordningen.

• anerkendte vigtigheden af at erstatte farlige stoffer med mindre farlige alternativer og vigtigheden i at fremme nyskabelser, herunder udvikling af mindre farlige stoffer og alternative teknikker.
• lagde vægt på behovet for effektive og passende sanktioner, og at mangel på tilstrækkelige data med henblik på registrering fører til, at de pågældende stoffer ikke kan markedsføres.

• understregede betydningen af effektiv overvågning, gennemførelse og håndhævelse.
• var enige om behovet for særlig vejledning for små og mellemstore virksomheder og "downstream brugere" (d.v.s. professionelle brugere), og at der skulle gøres en indsats for at bistå disse virksomheder i deres gennemførelse af lovgivningen.
• var desuden enige om, at det nye system skulle dække alle problematiske anvendelser af kemiske stoffer i produkter (artikler).
• bekræftede, at Rådet (miljø) ville prioriterer sagen højt.

Forslag til Parlamentets og Rådets forordning om Registrering, Evaluering, Autorisation og begrænsninger af kemikalier (REACH), oprettelse af et Kemikalieagentur og tilpasning af direktiv 1999/45/EC (præparatdirektivet) og Forordningen om persistente organiske forureninger (POP-stoffer) er fremsat under henvisning til traktatens artikel 95. Samtidig fremsættes forslag om ændring af direktiv 67/548/EEC (stofdirektivet).

Forslaget erstatter og samler de nuværende regler for "nye stoffer" (dvs. stoffer, der er markedsført efter 1981) og "eksisterende stoffer" (dvs. stoffer, der er markedsført før 1981) samt reglerne om anvendelsesbegrænsning i én samlet forordning. Det bevirker, at forordningen vil erstatte 40 direktiver/forordninger, hvoraf hovedparten er anvendelsesbegrænsninger (76/769/EØF med tilføjelser).

Det overordnede formål med forslaget er

• at beskytte mennesker og miljø
• at fastholde og forbedre konkurrenceevnen for EU’s kemiske industri
• at imødegå opsplitning af markedet
• større gennemskuelighed
• tættere tilknytning til internationale bestræbelser
• at fremme undersøgelser uden brug af hvirveldyr
• overensstemmelse med WTO

Disse mål skal nås med fælles regler for nye og eksisterende kemiske stoffer, hvor kun stoffer, der er viden om, må markedsføres, og hvor det er industriens ansvar, at produktion og anvendelse af kemiske stoffer sker forsvarligt uden risiko for mennesker og miljø. Anvendelse af særligt problematiske stoffer skal autoriseres af myndighederne.

Forslaget erstatter og samler de nuværende regler for "nye stoffer" (dvs. stoffer, der er markedsført efter 1981) og "eksisterende stoffer" (dvs. stoffer, der er markedsført før 1981) samt reglerne om anvendelsesbegrænsning i én samlet forordning. Det bevirker, at forordningen vil erstatte 40 direktiver/forordninger, hvoraf hovedparten er anvendelsesbegrænsninger (76/769/EØF med tilføjelser).

En del af forslaget består af et supplerende forslag om ændring af klassificeringsdirektivet (67/548/EØF) er samtidig fremlagt. Præparatdirektivet ændres ikke.

Omfanget af forslaget

Forordningen (REACH - Registrering, Evaluering og Autorisation af kemikalier) gælder for kemiske stoffer, defineret som grundstoffer og deres forbindelser, som de forekommer naturligt eller industrielt fremstillet, inklusive nødvendige stabilisatorer og urenheder. Den omfatter fremstilling, import og brug af kemiske stoffer, herunder også stoffer, der indgår i kemiske produkter (i EU kaldet præparater) og artikler (andre varer end kemiske stoffer og produkter). REACH omfatter også til dels områder som arbejdstageres sikkerhed og transport af farlige stoffer og præparater. En række områder bliver dog generelt undtaget fra REACH, hvilket gælder radioaktive stoffer, stoffer i transit og ikke-isolerede mellemprodukter.

Forordningen bygger på et princip om, at det er producenter og importører af kemikalier, samt virksomheder, der anvender kemikalier i deres produktion (downstream users), som skal sikre, at de produkter de producerer, markedsfører, importerer og anvender ikke giver uønskede effekter på menneskers sundhed eller miljøet. Reguleringens bestemmelser bygger på forsigtighedsprincippet.

I forordningen er der en række særlige tidsfrister for eksisterende stoffer, der er under indfasning (phase-in substances), definitionen på disse stoffer indeholder bl.a. krav, om at stofferne har været produceret eller importeret til EU eller de nye medlemslande indenfor de senest 15 år.

Enhver producent eller importør af et kemisk stof, som produceres eller importeres i mængder over 1 ton pr. år, skal lade stoffet registrere i det nye Kemikalieagentur (kaldet Agenturet), som er foreslået oprettet i forbindelse med etableringen af REACH. Det er en væsentlig ændring i forhold til de nuværende regler, hvor kun "nye" stoffer skal anmeldes til myndighederne før markedsføring. Generelt gælder det at stoffer, der ikke er registreret, ikke må markedsføres ("no data-no marketing-princippet").

Ved registreringen skal producenten og importøren af et stof fremskaffe oplysninger om stoffets egenskaber og anvendelse, så stoffet kan håndteres på en forsvarlig måde, alt efter den risiko, som stoffet frembyder. Omfanget af oplysninger er afhængig af den producerede eller importerede mængde.

En producent udenfor EU af et stof, som kræver registrering, kan udpege en repræsentant i EU (enerepræsentant) til at opfylde de forpligtigelser, han har i henhold til forordningen.

Der er – afhængig af produktionsmængden - fastsat overgangsregler for, hvordan "eksisterende stoffer" skal omfattes af systemet. CMR- stoffer i kategori 1 og 2 (dvs. stoffer der er kræftfremkaldende, eller som ændrer arveanlæggene eller som er reproduktionskadelige, herunder skadelige for forplantningsevnen, skadelige for fosteret og skadelige for menneskets udvikling) skal registreres senest 3 år efter forordningen træder i kraft. Det samme gælder for stoffer, der produceres eller importeres i mængder over 1.000 tons pr. producent eller importør om året. Stoffer, der produceres i mængder over 100 tons om året pr. producent eller importør, skal senest registreres inden 6 år, mens stoffer, der produceres i mængder på 1-100 tons per år, senest skal være registreret inden 11 år efter forordningen træder i kraft.

I forbindelse med registreringen er der foreslået en række procedurer, som har til formål at mindske brugen af forsøgsdyr og nedsætte omkostningerne. Det gælder f.eks. en procedure for foreløbig registrering af stofferne før tidsfristen for den egentlige registrering (præregistrering) for at give producenter, importører og andre virksomheder mulighed for at finde eventuelle partnere i arbejdet med registreringen (konsortiedannelse).

I forbindelse med registreringen af stoffer skal producenter og importører endvidere udarbejde og levere en Chemical Safety Assessment (dokumenteret i en Chemical Safety Report) for stoffer, som produceres og/eller importeres i mængder på mere end 10 tons pr. år. En Chemical Safety Report kan laves for et enkelt kemisk stof, et kemisk produkt eller en stofgruppe og indeholder bl.a. en farevurdering. For stoffer, som er klassificeret som farlige eller anses for problematiske, skal rapporten også indeholde en risikovurdering af alle kendte anvendelser samt anbefalinger om tiltag til begrænsning af en eventuelt identificeret risiko. Ydermere skal det fremgå, om stoffet kræver autorisation eller er omfattet af andre begrænsninger. Chemical Safety Report skal ikke leveres videre i leverandørkæden som et selvstændigt dokument, men indholdet i denne skal være afspejlet i det sikkerhedsdatablad som skal følge stoffet eller det kemiske produkt.

Et mellemprodukt er et kemisk stof, der udelukkende fremstilles til og forbruges i en kemisk omdannelsesproces til fremstilling af et andet kemisk stof. Et isoleret mellemprodukt er et mellemprodukt, som ikke fremstilles og forbruges i et og samme produktionsanlæg. For isolerede mellemprodukter, der bruges på produktionsstedet, er datakravene begrænset til klassificering og allerede eksisterende information. Det samme er tilfældet for isolerede mellemprodukter, der transporteres mellem forskellige virksomheder eller produktionssteder. Hvis et sådant mellemprodukt transporteres i mængder over 1000 tons per år, kræves der et minimum datasæt.

Ikke registrerede monomerer og andre stoffer, som indgår i en polymer med mere end 2%, og hvor monomeren eller stoffet produceres eller importeres i mængder over 1 tons pr. år, skal registreres. Monomere, der anvendes som isolerede mellemprodukter, skal opfylde samme registreringskrav som andre stoffer.

Stoffer, der indgår i kosmetik og fødevareemballager, skal registreres, men chemical safety report behøver ikke at indeholde oplysninger om sundhedseffekter, da disse er dækket af særlige direktiver.

Stoffer er undtaget fra registreringspligten, hvis de er omfattet af forordningens Bilag II eller III. Bilag II indeholder en liste af stoffer, der ligeledes er undtaget i Forordning 793/93/EØF om eksisterende stoffer. Bilag III indeholder bl.a. en række undtagelser vedrørende radioaktive stoffer, reaktionsprodukter, hydrater og mineralske råstoffer, som også var gældende, da listen over eksisterende stoffer, EINECS, blev formuleret. Endvidere er stoffer undtaget fra registrering, hvis de anvendes i humane og veterinære lægemidler, som tilsætningsstoffer og smagsstoffer til fødevarer eller som tilsætningsstoffer til foder og foderstoffer til dyr. Desuden skal aktivstoffer udelukkende til brug i biocider eller plantebeskyttelsesmiddel ikke registreres, hvis de er optaget på et bilag i enten biocid- eller plantebeskyttelsesmiddeldirektivet med tilhørende forordninger. Polymerer er undtaget fra registreringen. Endelig er stoffer, der udelukkende anvendes til procesorienteret forskning eller produktudvikling er undtaget fra registrering i 5 år, med mulighed for forlængelse i op til 10 år.

I dag har man på fællesskabsplan pligt til at udarbejde og levere sikkerhedsdatablade ved leverance af et kemisk stof eller kemisk produkt, der skal anvendes erhvervsmæssigt.

Denne forpligtigelse fastholdes under REACH, hvor producenter, importører og downstream users af kemikalier får pligt til senest ved leverance at et farligt stof eller kemiske produkt at levere et sikkerhedsdatablad som opfylder kravene i REACH, der således erstatter det nuværende direktiv om sikkerhedsdatablade.

Ved leverance af et kemisk stof eller produkt, som ikke er omfattet af kravet om sikkerhedsdatablade, skal man videregive et minimum af informationer, der er nødvendige for en sikker anvendelse af stoffet eller det kemiske produkt, herunder registreringsnummer, oplysning om autorisationer, begrænsninger og andre relevante informationer om stoffet.

Arbejdstagere har ret til at se sikkerhedsdatablade og øvrig information, som leveres gennem leverandørkæden, for de stoffer som de anvender erhvervsmæssigt.

Downstream users får som noget nyt pligt til at meddele Agenturet, hvis de er uenige om leverandørens information og anbefalinger.

Virksomheder, der anvender kemikalier (downstream users), har pligt til at vurdere sikkerheden ved brug af kemikalierne og iværksætte relevante tiltag for at reducere en eventuel risiko ved anvendelsen af disse, samt rapportere til myndighederne i tilfælde af afvigelser fra leverandørens oplysninger og anbefalinger.

Downstream users har pligt til at udarbejde og medsende sikkerhedsdatablade for kemiske produkter til erhvervsmæssig anvendelse, hvis disse er farlige. Hvis leverandørens sikkerhedsdatablad indeholder en tilfredsstillende vurdering (Chemical Safety Assessment) af virksomhedens anvendelse af et kemisk stof, så kan virksomhedens sikkerhedsdatablad udarbejdes på baggrund af leverandørens informationer. Leverandører har pligt til at inddrage de anvendelser, som downstream users har oplyst om ved vurderinger af udsættelsen. Hvis en downstream user ikke ønsker at oplyse om virksomhedens anvendelse af stoffet og den ikke er omfattet af leverandørens datablad, så har førstnævnte pligt til selv at udarbejde en Chemical Safety Assesment for de aktuelle anvendelser og anbefale relevante tiltag til at begrænse en eventuel identificeret risiko.

Virksomheden (downstream user) har pligt til at informere Agenturet, hvis virksomhedens anvendelse ikke er omfattet af leverandørens sikkerhedsdatablad, eller hvis virksomheden gennemfører eller anbefaler tiltag til at begrænse risikoen, som adskiller sig fra de af leverandøren anbefalede. I så fald skal virksomheden rapportere til Agenturet, herunder medsende eventuelle forslag til yderligere (hvirvel) dyreforsøg, som er nødvendige for at udarbejde en tilfredsstillende Chemical Safety Assessment.

Kemiske stoffer i artikler er ligeledes omfattet af den nye forordning for at sikre, at varer produceret uden for Fællesskabet er omfattet på samme måde, som varer produceret inden for Fællesskabet. Reglerne for disse artikler skal først træde i kraft efter 11 år og 3 måneder.

Kemiske stoffer, der skal klassificeres som farlige, og som indgår i artikler af samme art med mere end 1 ton pr. år pr. producent/importør, skal registreres, hvis det er hensigten, at stoffet skal afgives under normal og forventet anvendelse af artiklen.

Endvidere skal producenter og importører af artikler anmelde farlige kemiske stoffer til Agenturet, hvis stofferne indgår i artikler af samme art med mere end 1 ton pr. år pr. producent/importør, hvis stoffet kan afgives under normal og forventet anvendelse, og hvis afgivelsen sker i en mængde, der kan give skader på mennesker eller miljø. Anmeldelsen skal omfatte stoffets identitet, anvendelse, klassificering og mængdeoplysninger. Agenturet kan træffe beslutning om, at kravene til stoffets registrering følger de normale krav. Nærmere regler kan fastsættes efter komitéprocedure.

Der er lagt op til to forskellige former for vurderinger fra myndighedernes side: dossier-evaluering og stofevaluering.

Dossier-evaluering skal laves af det medlemsland, hvor produktionen eller importen finder sted. Medlemslandene skal meddele Agenturet, når de starter og slutter en dossier-evaluering. Der er fastsat en tidsfrist på 120 dage for myndighedernes behandling ved registrering af nye stoffer, mens der for stoffer under indfasning er fastsat tidsfrister på senest 8 og 15 år efter forordnings ikrafttrædelse afhængig af tonnage. Ved en dossier-evaluering tager et medlemsland stilling til et testforslag fremsat af en virksomhed (registrant). Det skal altid vurderes om tests, som er inkluderet i de datakrav, som gælder for stoffer, der produceres i mængder over 100 t/år, skal igangsættes. Formålet med denne dossier-evaluering er at give medlemslandene mulighed for at vurdere nødvendigheden og udformningen af de foreslåede tests. Herved kan man undgå unødig testning på dyr, reducere omkostningerne, optimere testdesign, samt sikre, at data og omkostninger deles.

Agenturet skal udvikle kriterier til prioritering af stoffer til yderligere vurdering. Denne type vurdering omfatter en samlet risikovurdering for alle anvendelser af stoffet, som er identificeret ud fra de enkelte registreringer af stoffet.

Formålet med en stofevaluering er, at et medlemsland kan indhente information for særligt udvalgte stoffer ved mistanke om, at stoffet udgør en risiko for sundhed eller miljø til brug for en vurdering af, om der er behov for at begrænse risikoen eller, om stoffet er omfattet af ordningen om autorisation (se senere). Dette kan være tilfældet, hvis for eksempel stoffet selv eller dets nedbrydningsprodukter har samme struktur som stoffer, der betragtes som persistente og bioakkumulerende, eller hvis den samlede produktionsmængde godtgør yderligere undersøgelser. Medlemslandene skal hvert år aflevere en rullende arbejdsplan for hvilke stoffer, de vil vurdere. Fordelingen af stofferne besluttes af en nyoprettet komité under Agenturet kaldet "medlemslandenes komité" og der skal tages højde for landets BNP.

Registranten får en mulighed for at kommentere beslutninger, som følger af evalueringerne. Beslutninger, som følger af evalueringerne, træffes efter en komité procedure.

For isolerede mellemprodukter anvendt på produktionsstedet skal der hverken laves dossier- eller stofevalueringer. Men hvis stoffet giver anledning til samme bekymring, som stoffer omfattet af ordningen om autorisation, kan medlemslandet, hvor produktionen finder sted, kræve yderligere data eller stille krav til at begrænse en evt. risiko under produktionen.

Målet med en autorisationsordning er at sikre, at risikoen fra særligt problematiske kemiske stoffer er velkontrolleret, eller at de erstattes af andre egnede stoffer eller en anden teknologi. Fortsat anvendelse af særligt problematiske stoffer kræver derfor, at der er indhentet en tilladelse hertil (autorisation). Autorisation søges hos Agenturet, men tilladelsen gives af Kommissionen.

Følgende stoffer er dækket af autorisationsordningen:

• CMR-stoffer i kategori 1 og 2
• PBT- og vPvB- stoffer identificeret efter fastlagte kriterier
• Efter en vurdering fra gang til gang kan stoffer med hormonforstyrrende egenskaber og stoffer med PBT og vPvB egenskaber blive omfattet, selvom de ikke opfylde de fastlagte kriterier, hvis de giver alvorlige og irreversible effekter og er ligeså bekymrende, som de øvrige stoffer nævnt ovenfor.

Stoffer, der kræver autorisation, opføres på en bilagsliste med en dato for, hvornår anvendelsen skal ophøre, med mindre der er givet tilladelse til den konkrete anvendelse. Stofferne optages på dette bilag i prioriteret rækkefølge i det omfang, at ansøgninger om autorisation kan behandles. Der er ingen tidsfrister for, hvornår den første liste skal opføres på bilaget eller hvor tit den skal opdateres. Medlemslandene kan foreslå stoffer omfattet af autorisationsordningen efter en nærmere fastsat procedure.

For at få autorisation til at anvende et særligt problematisk stof kræver det, at risikoen for sundhed og miljø ved denne anvendelse er tilstrækkelig kontrolleret. Det er dog muligt at få en tidsbegrænset autorisation hvis de samfundsmæssige (socioøkonomisk) fordele opvejer risikoen for sundhed og miljø og der ikke findes egnede alternativer. Andre virksomheder (downstream users), der anvender et stof på en måde, der er givet autorisation til, skal anmelde dette til Agenturet.

Stoffer til en række anvendelser, der er omfattet af andre godkendelsesordninger, er undtaget for kravet om autorisation.

Ved behandling af ansøgninger om autorisation skal Kommissionen ikke vurdere risikoen for virksomheder omfattet af en miljøgodkendelse under IPPC-direktivet, risikoen fra punktkilder reguleret i henhold til vandrammedirektivets bestemmelser om forurenende stoffer og bestemmelser om prioriterede stoffer. Desuden skal risiko for menneskers sundhed fra medicinsk udstyr ikke vurderes.

Begrænsninger af produktion, markedsføring eller anvendelse

Stoffer, der er omfattet af forbud eller regler om begrænsninger af produktion, markedsføring eller anvendelse, opføres på et bilag (forbudsliste). Allerede eksisterende reguleringer fra anvendelsesbegrænsningsdirektivet (76/769/EØF) med tilhørende ændringer er overført til listen i bilaget. Undtaget er anvendelse til videnskabelig forskning eller produkt- og procesorienteret forskning og udvikling under 1 tons pr. år. Undtaget er ligeledes stoffer i affald.

POP stoffer, opført i FN’s Stockholm-konvention, forbydes og opføres i et særskilt bilag. Undtaget er anvendelse til laboratorieforsøg og som referencestandard.

Hvis et medlemsland ønsker at få reguleret et stof, fastsat en fælles klassificering og mærkning eller mener, at et stof bør identificeres som et PBT-, vPvB-stof eller lignende, skal det fremsende et dossier til Agenturet.

Som tilfældet er i dag, skal et forslag til regulering følges op med en risikobegrænsningsstrategi, der skal indeholde de samme oplysninger, som tilfældet er i dag. Dette omfatter bl.a. en vurdering af effektiviteten og omkostningerne ved de virkemidler, som er til rådighed, og en anbefaling af de virkemidler, der er mest anvendelige i den konkrete sag.

Kommissionen kan, hvis den finder behov derfor, bede Agenturet om at undersøge om et bestemt stof, et præparat eller artikel udgør en risiko for sundhed eller miljø. Agenturet skal så fremlægge et dossier, som beskrevet i bilag XIV efter den samme procedure, som hvis et medlemsland fremlægger et forslag.

Når Agenturet modtager et dossier fra et medlemsland, skal Agenturets "komité for risikovurdering" og "komité for socioøkonomisk analyser" vurdere om dossieret indeholder de informationer, der kræves inden 30 dage, og Agenturet meddeler medlemslandet, om dette er tilfældet, og om eventuelle mangler. Hvis der er mangler ved dossieret får medlemslandet endnu en kort frist til at bringe manglerne i orden; ellers bortfalder forslaget.

Så snart dossieret indeholder de informationer, der kræves, skal Agenturet offentliggøre dossieret med de forslåede restriktioner på deres hjemmeside. Alle interesserede kan så kommentere forslaget indenfor 3 måneder fra offentliggørelsen. Indenfor 9 måneder skal Agenturets "komité for risikovurdering" og "komité for socioøkonomisk analyser" komme med en udtalelse til forslaget. Der er fastsat procedure og tidsfrister for, hvordan forslagene og komitéernes udtalelser skal behandles. Endelig sender Agenturet forslagene til Kommissionen, som så skal fremsætte et forslag til regulering senest 3 måneder efter.

Der oprettes et nyt uafhængigt agentur, som skal varetage administration af hele REACH-systemet. Det er tiltænkt en nøglerolle ved at bistå Kommissionen, medlemslandene og andre aktører med teknisk ekspertise og vejledning og ved oprettelse og drift af IT strukturen.

Gennem ekspertkomitéer og arbejdsgrupper skal Agenturet bl.a. rådgive Kommissionen om forslag til begrænsning af produktion, markedsføring eller anvendelse af farlige stoffer, om prioritering af stoffer til autorisationsordningen og behandle ansøgninger om autorisation for særligt problematiske stoffer.

Agenturet skal oprette en eller flere databaser i forbindelse med REACH, hvor de kompetente myndigheder kan søge informationer. Agenturet skal offentliggøre information om hvilke stoffer, der har undergået en evaluering, samt hvilke stoffer der er under eller muligvis skal undergå en evaluering. Agenturet har 90 dage til at offentliggøre hvilke stoffer, der er blevet evalueret eller er ved blive evalueret, fra det øjeblik det får besked herom.

Agenturet vil hjælpe med at få en fælles tilgang blandt medlemslandene til kontrol. Der oprettes derfor et "forum for kontrolmyndighederne" for at koordinere indsatsen ved håndhævelse af reglerne.

Agenturets direktør udpeges af bestyrelsen, der består af 15 medlemmer, hvoraf medlemslandene og Kommissionen udpeger 6 hver, mens Kommissionen udpeger yderligere 3 medlemmer uden stemmeret. Medlemmer i Agenturets komitéer udpeges af bestyrelsen blandt de kandidater, som medlemslandene har nomineret på baggrund af deres kvalifikationer. Målet er, at alle medlemslandene er repræsenteret i komitéerne. Når en komité skal udarbejde en udtalelse, så udpeger den en rapportør, som er villig til upartisk at påtage sig opgaven i Fællesskabets interesse. Afstemningerne i bestyrelsen afgøres med 2/3 flertal.

Omkostninger til Agenturet skal dels betales af gebyrer i forbindelse med virksomhedernes registrering og ansøgninger om autorisation og dels af Kommissionen. Agenturet er foreslået placeret i Ispra, Italien. Agenturet skal udgive en årsberetning om udført arbejde i det forgangne år.

Der er foreslået en appelinstans – hvilket gør det muligt at appellere Agenturets afgørelser. Appelinstansen skal bestå af to personer plus en formand, hver med en stemme. Visse afgørelser kan endvidere bringes for EU domstolen. Enhver borger i EU kan klage til Ombudsmanden i Kommissionen over Agenturets administration i henhold til EU-traktatens artikel 195.

Forordningen indeholder et afsnit om tilsyn og sanktioner. Medlemsstaterne pålægges at sikre, at der føres et passende tilsyn med forordningen, og at de sanktioner, der indføres for overtrædelser, står i et passende forhold til forseelsens størrelse.

Forslaget indebærer, at reglerne om klassificering og mærkning ændres. For fremtiden vil de fælles harmoniserede klassificeringer på "Listen over farlige stoffer" udelukkende omfatte CMR-stoffer i kategori 1, 2 og 3, samt stoffer, der giver luftvejsallergi. For sådanne stoffer kan medlemslandene fremsætte forslag om harmoniseret klassificering efter procedurerne, der gælder for forslag til begrænsninger, mens klassificering af stoffer for alle andre effekter, f.eks. miljøeffekter, i fremtiden udelukkende er industriens ansvar.

Producenter og importører skal stadig klassificere deres kemiske stoffer og produkter efter de nugældende regler i stof- og præparatdirektiverne. Klassificeringerne skal indberettes til Agenturet, som laver et klassificeringskatalog.

Stofdirektivet 67/548/EØF foreslås ændret i et selvstændigt direktivforslag som en konsekvens af REACH. Reglerne om anmeldelse af nye stoffer udgår, medens reglerne om klassificering, emballering og mærkning opretholdes. Nogle definitioner foreslås ophævet, f.eks. definitionen på polymerer. Reglerne om tests og vurdering af stoffers egenskaber ophæves og i stedet henvises til reglerne herom i REACH-forordningens artikel 12. Endvidere ophæves reglerne om sikkerhedsdatablade. Den eksisterende frihandelsklausul bevares, men henvisningen til anmeldelse af nye stoffer slettes. Bestemmelsen om 3-års rapporten ophæves. Anneks V om testmetoderne foreslås ophævet, ligesom henvisningerne i Anneks VI (labelling guide) til Anneks V foreslås erstattet med en henvisning til bilag X i REACH-forordningen. Annekserne med testkrav foreslås ophævet og henvisningerne i Anneks VI foreslås erstattet med henvisninger til forordningens annekser.

Agenturet skal give adgang til ikke fortrolige oplysninger, som er afgivet ifølge forordningen i overensstemmelse med forordningen om aktindsigt. Agenturet skal give adgang til til visse nærmere opregnede ikke fortrolige oplysninger (f.eks. handelsnavn, fysisk-kemiske egenskaber, testresultater og retningslinjer for sikker håndtering af stoffet) via Internettet, øvrige ikke fortrolige oplysninger skal meddeles efter anmodning.

Agenturet skal informere den virksomhed, som en anmodning om aktindsigt vedrører, Hvis en virksomhed finder, at offentliggørelse af visse oplysninger kan skade virksomhedens forretningsgrundlag, kan virksomheden sende en begrundet erklæring til Agenturet om, at disse oplysninger skal anses for fortrolige. Agenturet træffer så beslutning om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes. Afgørelsen kan appelleres til Agenturets appelinstans. Visse oplysninger betragtes altid som fortrolige. Det gælder blandt andet sammensætningsoplysninger, den præcise anvendelse af stoffet og den præcise mængde af stoffet, der produceres eller markedsføres.

Medlemslandene må generelt ikke forbyde, begrænse eller besværliggøre produktion, markedsføring og anvendelse af et kemisk stof i sig selv, i præparater eller i artikler, hvis kravene i REACH er opfyldt. Forslaget indeholder dog en sikkerhedsklausul, der gør det muligt for medlemslandene at tage passende midlertidige foranstaltninger i de tilfælde, hvor det kan vises, at der er en risiko for menneskers sundhed og/eller miljøet, selvom kravene i REACH er opfyldt i øvrigt. Anvendelse af sikkerhedsklausulen skal straks meddeles Kommissionen, Agenturet og de øvrige medlemslande. Medlemslandet har derefter 3 måneder til at udarbejde et dossier og forslag til regulering efter proceduren, der gælder for begrænsninger på fællesskabsplan.

Europa-Parlamentet har endnu ikke ikke udtalt sig.

Kommissionen gør i forslaget opmærksom på, at forslaget til ny kemikaliepolitik erstatter en lang række eksisterende direktiver. Målsætninger på kemikalieområdet kan endvidere vanskeligt opnås af et land alene, idet kemikalier og produkter indeholdende kemikalier i stor udstrækning handles på tværs af grænser. Regeringen er enig heri.

Der er et meget omfattende forslag, og det er derfor vanskeligt allerede på nuværende tidspunkt at redegøre i detaljer for konsekvenser for Danmark. På baggrund af de foreliggende rapporter og de tidligere fremførte kommentarer skal her foreløbigt redegøres for de lovgivningsmæssige konsekvenser, de statsfinansielle og erhvervsmæssige konsekvenser, samt potentielle positive effekter af forslaget for sundhed, miljø og for erhvervsliv.

Miljøstyrelsen har den 30. oktober sendt forslaget i dansk høring. Høringsfristen er den 24. november 2003.

Forslaget vil nødvendiggøre et stort antal ændringer i relation til lov om kemiske stoffer og produkter.

Ændringerne vil primært bestå i, at en række bekendtgørelser under loven skal ophæves. Dette skyldes, at bekendtgørelserne gennemfører de eksisterende direktiver om begrænsning af anvendelsen af forskellige kemiske stoffer og produkter, og disse direktiver skal efter forslaget ophæves og afløses af tilsvarende regler i forordningen. Endvidere vil forslaget i mere begrænset omfang medføre behov for ændring af lov om kemiske stoffer og produkter.

I visse henseender udvider forslaget det område, der i dag er reguleret i EU. Dette gælder navnlig i forhold til forslagets bestemmelser efter afsnit VII om en autorisationsordning for visse kemiske stoffer samt forslagets bestemmelse i artikel 1 om den generelle pligt til at sikre at kemiske stoffer ikke skader den menneskelige sundhed og miljøet. Samtidig medfører forslaget en udtømmende harmonisering (totalharmonisering) af de områder, der er omfattet af forslaget.

Forslaget vil derfor i yderste konsekvens kunne berøre visse af de gældende særlige danske regler, som er vedtaget på områder, der i dag ikke er omfattet af EU-regler. De danske regler er oprindeligt indført under iagttagelse af traktatens bestemmelser om tekniske handelshindringer i artikel 28. Ligeledes vil forslaget i yderste konsekvens kunne berøre særlige danske regler, der er mere omfattende end de EU-regler, der allerede er fastsat på de pågældende områder.

Videreførelse af de særlige danske regler, der i dag gælder på områder, hvor forslaget vil medføre en udvidelse af den hidtidige EU-regulering skal i givet fald ske efter den procedure, der gælder efter artikel 95, stk. 4, i traktaten (miljøgarantien).

Eksempelvis vil forslaget således i yderste konsekvens kunne berøre de særlige danske regler for bly, som blandt andet forbyder salg af plastmaterialet PVC, hvis det indholder blyforbindelser. Dette skal ses på baggrund af, at visse blyforbindelser efter forslaget vil være omfattet af autorisationsordningen, og derfor kan anvendes i det omfang, der udstedes en konkret autorisation for den pågældende anvendelse.

Ændring af reglerne i Stofdirektivet 67/548/EØF vil få stor betydning, idet det er uklart om det er muligt at bevare den eksisterende liste med EU harmoniseret klassificering og mærkning af ca. 5.000 stoffer og stofgrupper (listen over farlige stoffer). Listen er resultatet af medlemslandenes mangeårige fælles arbejde med vurdering af de sundheds- og miljømæssige effekter ved farlige kemiske stoffer. Listen har dannet grundlag for lovpligtig faremærkning af markedsførte kemikalier og er et velkendt og meget anvendt redskab både for virksomheder i forbindelse med vurdering af deres kemiske produkter og for myndigheder i forbindelse med kontrol og anden regulering af kemiske stoffer, herunder affald, arbejdsmiljø og forbrugerprodukter. Mange års dansk erfaring med virksomhedernes selvklassificering af farlige kemiske stoffer og produkter har vist, at der er stor forskel på, hvordan virksomhederne klassificerer de samme stoffer. Resultatet af dette er nedsat beskyttelsesniveau, uens konkurrencevilkår for virksomhederne, og forvirring for brugere af kemikalier. Samtidig vil mangel på harmoniseret klassificering være med til at vanskeliggøre kontrol og håndhævelse af området. Dette har også stor betydning for reglerne om farligt affald, hvor definitionerne henviser til stofdirektivet.

Forslaget til ændringerne af Stofdirektivet 67/548/EØF vil udover konsekvenser for forbrugere og miljøet også få konsekvenser for lovgivningen til beskyttelse af arbejdsmiljøet.

Vedrørende de statsfinancielle konsekvenser for Danmark må det samlet set vurderes, at det er overvejende sandsynligt, at arbejdet med REACH vil kræve yderligere ressourcer sammenlignet med de ressourcer, der i dag er til rådighed for myndighedernes arbejde med anmeldelse og risikovurdering af nye stoffer, risikovurdering og risikobegrænsning af eksisterende stoffer og harmoniseret klassificering og mærkning af stoffer. Hertil kommer, at det er forventeligt, at yderligere ressourcer sammenholdt med i dag vil blive nødvendige i forbindelse med tilsyn og håndhævelse (Kemikalieinspektionen). I vurderingen af ressourceforbrugets størrelse bør det tages i betragtning, at omfanget af REACH – nemlig, at næsten alle kemiske stoffer på markedet skal omfattes – er langt mere vidtrækkende end omfanget af den nuværende kemikalielovgivning.

Endvidere skal det gøres klart, at foruden de bundne udgiftskrævende aktiviteter er der en række aktiviteter, som er vigtige for Forordningens gennemførelse, men som i højere grad afhænger af det enkelte medlemslands villighed til at bidrage hertil. Disse ikke bundne aktiviteter kan dog være af afgørende vigtighed for at sikre, at danske interesser tilgodeses.

Forslaget forventes ikke, at få finansielle konsekvenser for kommuner og amter i form af et øget ressourceforbrug.

Vedrørende de erhvervsmæssige konsekvenser, så kan der kun gives et meget foreløbigt og groft overslag over de erhvervsmæssige effekter af REACH i Danmark (COWI, 2003, for Miljøstyrelsen). Dette overslag tager udgangspunkt i det skøn over de samlede omkostninger, som er udarbejdet for Kommissionen, og de studier af den relative effekt på brancher i Frankrig og Tyskland, der er udført for tyske og franske industri brancheorganisationer. Kommissionens egen vurdering skønner de samlede udgifter til at være mellem 2,8 og 4 milliarder euro for hele EU. Middelskønnet på 3,4 milliarder euro svarer til en årlig omkostning på ca. 400 millioner euro, hvis den totale omkostning afskrives over 11 år. Sættes det i forhold til BNP for hele EU fås et niveau på 0,005 %.

Omregnet til danske forhold ud fra dansk BNP kan de samlede omkostninger for danske virksomheder anslås til mellem 40-60 mill. kr. per år. Der er ikke korrigeret for en forskellene mellem dansk og europæisk erhvervssammensætning, herunder at der få danske kemikalieproducenter. I dette skøn er der ikke taget højde for mulige positive virkninger for danske virksomheder, f.eks. som følge af den konkurrencefordel, som måtte opstå ved, at dansk industri allerede har nedsat eller afviklet brugen af en række kemiske stoffer, som endnu ikke er reguleret i EU. Sættes omkostningsniveauet på 40 til 60 mill. kr. i forhold til værdien af det danske BNP, får man et udtryk for en gennemsnitlig omkostningseffekt. Det kan give en indikation af, hvordan priserne i gennemsnit på alle varer ville stige hvis der var tale om en fuld overvæltning af disse omkostninger i priserne. Det giver et niveau på 0,002 % -0,003 %. Dette tager imidlertid udgangspunkt i, at sammensætningen af den samlede danske produktion afspejler sammensætningen i EU som helhed. Da andelen af den produktion der berøres af forslaget i Danmark formentlig er mindre end i EU som helhed, må det vurderes at den økonomiske konsekvens for Danmark er mindre end de 0,002%-0,003%.

Det bemærkes, at der er tale om et meget groft skøn, der ikke i detaljer tager højde for kemikalieforslagets økonomiske og administrative konsekvenser for danske virksomheder.

En kvantitativ vurdering af, hvordan omkostninger af denne størrelse vil påvirke makro-økonomiske forhold som BNP, beskæftigelse og inflation er ikke muligt. Det vil i praksis afhænge af, hvornår omkostningerne faktisk optræder. Den lange implementeringsperiode giver virksomhederne mulighed for at planlægge i god tid og dermed reducere den reelle effekt. Hvis alle venter med registrering op til de forskellige deadlines, kan man omvendt tænke sig en større effekt netop i de år. Til gengæld vil effekten så være minimal i de øvrige år. Da registreringen er en engangsinvestering vil effekten efter den fulde implementering begynde at aftage og på helt langt sigt vil REACH formentlig kun have en meget ubetydelig effekt.

Det kan således konkluderes, at der samlet set sandsynligvis er tale om en begrænset effekt af REACH på det danske erhvervsliv set i forhold til erhvervslivet i en række andre EU-lande. Der er imidlertid behov for yderligere analyser af de administrative og økonomiske konsekvenser for dansk erhvervsliv. Der vil derfor blive foretaget en mere uddybende konsekvensvurdering for erhvervslivet.

Med hensyn til eventuelle gavnlige effekter af REACH på erhvervslivets forhold, så kan det fremhæves, at REACH skaber et nyt stort marked med ensartede regler for kemiske stoffer og produkter, der tilskynder til innovation ved at gøre det billigere at registrere nye stoffer sammenlignet med i dag, tilbyder forlængede tidsfrister for stoffer til forskning og produktudvikling, og sikrer at information er til rådighed, så virksomheder, der anvender kemikalier, kan vælge den for dem bedste løsning, der samtidig er miljømæssig forsvarlig. Derved kan der åbnes nye markeder, hvor kemikaliesikkerhed er en konkurrenceparameter.

Tilvejebringelsen af mere information om stoffernes egenskaber og betingelserne for en sikker brug vil lette danske virksomheders arbejde mht. at opfylde kravene under den nugældende lovgivning f.eks. kravene under Arbejdsmiljølovgivningen om arbejdspladsbrugsanvisninger. Samtidig tillader REACH - når visse grundliggende informationskrav er opfyldt, og afhængig af den endelige udformning af disse - en høj grad af fleksibilitet for industrien mht., hvordan de generelle forpligtigelse kan udfyldes under hensyntagen til omkostningerne og de specifikke forhold, det måtte gøre sig gældende for det enkelte stof og den enkelte anvendelse. Endelig giver REACH erhvervslivet en vis sikkerhed mod uforudsete udgifter i form af sagsanlæg og lovindgreb.

Med hensyn til de mulige gevinster på sundhedsområdet ved implementering af REACH, så kan det konstateres, at skønnene i de tilgængelige studier varierer ganske meget afhængig af de forudsætninger og variable, der indgår i beregningerne. Ingen af de studier, der er til rådighed er fuldt dækkende, idet de enten kun ser på et begrænset udsnit af befolkningen, kun delvist medtager de samfundsmæssige omkostninger ved sygdom eller begrænser sig til udvalgte sundhedseffekter. Ikke desto mindre er konklusionen i alle tilgængelige undersøgelser, at de sundhedsmæssige gevinster ved at gennemføre REACH overstiger de samlede omkostninger. F.eks. viser Kommissionens undersøgelse af effekten på arbejdsmiljøet en besparelse på sundhedsudgifterne på mellem 17 og 54 mia. euro.

Vedrørende effekter af REACH for miljøet kan det konkluderes, at man må forvente betydelige miljøforbedringer som følge af en gennemførelse af REACH. De miljømæssige gevinster må forventes at ske som følge af formindskede skader på miljøet, der skyldes udsættelse af miljøet for kemikalier, og muligvis som følge af optimering af ressourceforbruget i spildevands-, grundvands- og affaldssektoren. Der er imidlertid ikke for øjeblikket studier til rådighed, der har forsøgt at opgøre og værdisætte denne miljøgevinst. Endvidere er det klart, at der er klare begrænsninger og metodiske vanskeligheder mht. at fastsætte værdien af en miljøforbedring.

I forhold til den nugældende regulering er der samlet ses udsigt til en væsentlig forbedring af beskyttelsesniveauet i Danmark, når REACH er fuldt implementeret. Dette gælder både i forhold til forbrugerne, arbejdsmiljøet og miljøet. Selvom der på enkelte områder vil være tale om lettelser i forhold til nuværende regler. Herunder at informationskravene til "nye stoffer" på visse områder slækkes, samt at kravene til registrering af stoffer til brug for forskning og udvikling lempes.

Forslaget har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.

Formålet med en ændring af Maskindirektivet er at gøre reglerne mere alment tilgængelige og dermed lettere at bruge for borgerne. Kommissionen har med forslaget bl.a. imødekommet dele af Molitor-udvalgets forslag til ændringer. Formålet med en ændring af Maskindirektivet er således overvejende af præciserende karakter i forhold til gældende direktiv, herunder konsekvensrettelser for Elevatordirektivet (95/16/EF). Således er systematikken i det gældende direktiv, f.s.v.a. de væsentlige sikkerheds- og sundhedskrav i bilag I i det store hele bibeholdt.

Vedtagelsen af direktivforslaget vil medføre behov for en ændring af Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 561 af 24. juni 1994 om indretning af tekniske hjælpemidler med senere ændringer. Vedtagelsen af direktivforslaget vil ikke medføre ændringer af selve arbejdsmiljøloven.

Direktivforslaget er fremsat den 26. januar 2001.

Med direktivforslaget foreslås det gældende Maskindirektiv 89/392/EØF med senere ændringer som kodificeret i direktiv 98/37/EF samt det gældende Elevatordirektiv 95/16/EF ændret. Der er tale om harmoniseringsdirektiver med hjemmel i traktatens art. 95. Det vedtages efter fælles beslutningstagen med kvalificeret flertal, jf. traktatens art. 251.

Formålet med en ændring af det eksisterende Maskindirektiv er at skabe en mere gennemskuelig retsakt. Forslaget indeholder først og fremmest præciseringer og afklaring af en række forhold, som har givet anledning til tvivl i de 8-10 år, hvor direktivet med senere ændringer har fungeret.

Efter forslaget udvides anvendelsesområdet til også at omfatte personførende byggepladselevatorer, bærbart udstyr med eksplosiv ladning (fx boltpistoler) samt maskiner til hejs og løft af bevægelseshæmmede personer. Der stilles ikke ensartede krav til beskyttelse mod ensartede risici for de forskellige typer af hejse- og løfteudstyr.

Derimod udvides anvendelsesområdet ikke med maskiner til forlystelsesparker. Der har tidligere været forslag fremme om et direktiv specielt om maskiner til forlystelsesparker. Dette direktivforslag vil ikke blive fremmet.

Samtidig indskrænkes anvendelsesområdet således, at komponenter ikke længere er omfattet i samme udstrækning som tidligere, og der indføres et nyt begreb i form af "delmaskiner". Ved delmaskiner forstås næsten færdige maskiner.

Endvidere ændres anvendelsesområdet for så vidt angår sikkerhedskomponenter. Sikkerhedskomponenter skal nu være optaget på en ikke-udtømmende liste for at være omfattet af direktivet. I kommissionens oprindelige forslag var sikkerhedskomponen-ter som 2-håndsbetjening, førerværn til beskyttelse ved væltning og stejling (ROPS) og førerværn mod nedfaldende genstande (FOPS) ikke medtaget på listen. Disse sikkerhedskomponenter er nu med på listen.

Det gældende direktivs vage krav til indarbejdelse af ergonomiske principper er i forslaget ikke skærpet til eksplicitte krav.

Endelig indføres mulighed for kvalitetssikringssystem som et yderligere alternativ til de eksisterende krav om typeafprøvning for visse maskiner jf. den modulære metode.

Europa-Parlamentet har afgivet 1. høringssvar den 4. juli 2002 indeholdende 83 ændringsforslag. På grundlag heraf har Kommissionen i henhold til EF-traktatens art. 250, stk. 2 afgivet ændringsforslag den 14. februar 2003 (KOM (2003) 48 endelig).

Det er Kommissionens vurdering, at forslaget lever op til nærhedsprincippet.

Regeringen deler Kommissionens opfattelse.

Direktivet harmoniserer alene de bestemmelser, der er nødvendige for at sikre den frie bevægelighed for maskiner.

Direktivet er baseret på anvendelse af nogle af modulerne i den modulære metode til overensstemmelsesvurderingen. En vigtig forudsætning for at dette system kan virke, er at medlemslandene udfører markedskontrol.

Med henblik på at sikre at forskelle i de nationale lovgivninger ikke skal føre til handelshindringer og derved krænke den frie bevægelighed for maskiner, går direktivet ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at fastlægge de nødvendige og væsentlige sikkerheds- og sundhedskrav for maskiners konstruktion og fremstilling.

Det gældende direktiv 98/37/EF er implementeret i dansk ret ved Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 561 af 24. juni 1994 om indretning af tekniske hjælpemidler, som ændret ved bekendtgørelse nr. 669 af 7. august 1995 og bekendtgørelse nr. 831 af 27. november 1998.

Direktiv 95/16/EF er implementeret i dansk ret ved Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 996 af 16. december 1997 om indretning af elevatorer m.v., som ændret ved bekendtgørelse nr. 533 af 28. juni 1999.

Medlemmerne af EF-specialudvalget for tekniske handelshindringer er hørt over forslaget.

Dansk Industri ser ikke den store grund til at ændre det eksisterende direktiv. Vedr. forslaget ønsker Dansk Industri klarere definitioner på maskiner mv. omfattet af direktivet.

Vedtagelsen af direktivforslaget vil medføre behov for en ændring af Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 561 af 24. juni 1994 om indretning af tekniske hjælpemidler med senere ændringer. Vedtagelsen af direktivforslaget vil ikke medføre ændringer af selve arbejdsmiljøloven.

Vedtagelsen af direktivforslaget anses ikke at medføre statsfinansielle konsekvenser.

Den præcisering af reglerne på området, som direktivforslaget lægger op til, vil gøre det lettere for erhvervslivet at overskue, hvad gældende ret er på området. Udvidelser af det gældende direktivs anvendelsesområde er så begrænsede, så det ikke vil medføre mærkbare samfundsøkonomiske konsekvenser.

Sagen har ikke tidligere være forelagt Europaudvalget.