Bruxelles, 27.-28. juni 2013
Dagsordenen for EU-topmødet omhandler følgende emner:
-
Økonomisk politik.
-
ØMU'en.
-
Øvrige emner.
Økonomiske politik
Kampen mod arbejsløsheden og specielt ungdomsarbejdsløsheden vil stå meget højt på dagsordenen for EU-topmødet. For ét år siden vedtog stats- og regeringscheferne på topmødet i juni 2012 den såkaldte vækst- og beskæftigelsespagt, og topmødet vil bl.a. blive brugt til at gøre status over gennemførelsen af pagten. Europa-Kommissionen har som bidrag til topmødet udarbejdet en rapport om gennemførelsen af pagten (se boksen til højre på siden).
Den danske statsminister har sammen med kollegaerne fra Finland og Sverige stået bag et brev til formanden for EU om ungdomsarbejdsløshed.
Stats- og regeringscheferne forventes at blive enige om en række tiltag til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed på EU-niveau:
-
Fremrykning af de 6 mia. euro (ca. 45 mia. kroner) til det såkaldte ungdomsbeskæftigelsesinitiativ, der er afsat i den overordnede budgetramme for hele perioden 2014-2020, til anvendelse i 2014 og 2015.
-
Prioritering af de nationale ungdomsgarantiordninger, hvor unge tilbydes et job eller et uddannelsestilbud inden for fire måneder efter endt skolegang.
-
Målrette anvendelsen af midler fra strukturfondene til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed. Tilsvarende kan midler fra den såkaldte globaliseringsfond anvendes til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed.
-
Øge de unges mobilitet ved vedtagelsen af direktivet om gensidig anerkendelse af professionelle kvalifikationer samt Erasmus+-programmet.
Drøftelserne af den økonomiske poltik omhandler også stats- og regeringschefernes tilslutning til Kommissionens forslag til de såkaldte landespecifikke anbefalinger på det økonomiske område. De landespecifikke anbefalinger er det centrale element undet det europæiske semester, der afsluttes med Rådets formelle vedtagelse af de endelige anbefalinger på et rådsmøde den 9. juli 2013.
ØMU'en
På EU-topmødet i december 2012 blev der opnået enighed om, at EU's faste formand, Herman Van Rompuy, efter en høringsproces med medlemslandene på det nuværende topmøde skulle forelægge mulige foranstaltninger og en tidsbunden køreplan om følgende spørgsmål:
-
Samordning af større nationale reformer af den økonomiske politik.
-
ØMU'ens sociale dimension, herunder social dialog.
-
Gennemførligheden af og de nærmere regler for gensidigt indgåede kontrakter mellem medlemslandene og EU's institutioner om konkurrenceevne og vækst.
-
Solidaritetsmekanismer, der kan forbedre den indsats, som gøres af de medlemslande, der indgår sådanne kontraktmæssige ordninger for konkurrenceevne og vækst.