Europa-Parlamentets miljøudvalg har afsluttet sin andenbehandling af REACH
Den 10. oktober vedtog Europa-Parlamentets miljøudvalg sin indstilling til andenbehandling om REACH. Indstillingen blev vedtaget med 42 stemmer for – 20 stemmer imod mens 10 medlemmer stemte hverken for eller imod. Dermed er 70 % af udvalgets medlemmer enige om en pakke med ændringsforslag til Rådets fælles holdning, som skal danne grundlaget for Europa-Parlamentets videre behandling. Ved andenbehandling i Europa-Parlamentet kræves der et absolut flertal (dvs. et flertal af parlamentets medlemmer og ikke blot et flertal af de tilstedeværende medlemmer).
Ifølge forslagets ordfører i miljøudvalget, Guido Sacconis (PSE), vil Europa-Parlaments største grupper nu forhandle direkte med det finske formandskab for at opnå et kompromis, som kan vedtages af både Europa-Parlamentet og Rådet. Begge institutioner har tidligere erklæret, at de ønsker at afslutte forhandlingerne under finske formandskab, men på pressemødet i går sagde Sacconi, at det ikke kan udelukkes, at sagen vil ende i forligsudvalget, hvis Rådet ikke er parat til at forhandle med Europa-Parlamentet. Det blev også annonceret på et pressemøde i går, at sagen formentlig først vil blive sat på dagsorden i Europa-Parlamentets mødesal i uge 50, da parterne skal have tilstrækkelig tid til at nå til enighed inden afstemningen.
Miljøudvalgets hovedprioritet i andenbehandlingen er at genfremsætte Europa-Parlamentets vedtagne ændringsforslag om ”substitution”, som Rådet afviste i den fælles holdning. Parlamentet ønsker, at farlige stoffer som er kraftfremkaldende eller kan bidrage til alvorlige problemer hos mennesker ikke bør autoriseres med mindre tre betingelser er mødt: (1) ingen alternativer findes (2) de sociale og økonomiske fordel som anvendelsen af stoffet medfører er større end risikoen hos mennesker (3) stoffet kan kontrolleres. Hertil vil godkendelsen af disse stoffer kun gælde i fem år.
De vedtagne ændringsforslag er endnu ikke indarbejdet i den konsoliderede udgave, men en oversigt over de vedtagne ændringsforslag og et link til de enkelte forslag findes nedenfor.
Sacconi hævder, at miljøudvalgets vedtagelse afspejler Europa-Parlamentets prioriteter til en forbedret REACH forordning – og selvom man ikke kan regne med et flertal i mødesalen på 70 %, vil Europa-Parlamentets ændringsforslag, ifølge Sacconi, blive vedtaget med et substantielt flertal.
Hvis du vil vide mere
Folketingets EU-Oplysning (statusblad):
http://www.euo.dk/dokumenter/status/alle/status_20030644/
Europa-Kommissionen: http://ec.europa.eu/environment/chemicals/reach/reach_intro.htm
Ændringsforslag fra miljøudvalget (jf. pnk. 5): http://www.europarl.europa.eu/meetdocs/2004_2009/organes/envi/envi_20061010_0900.htm
11/10/06 rmf