Juli 2002

• parlamentarisk kontrol med regeringens politik i EU

Med jævne mellemrum tager danske ministre til Bruxelles for at træffe beslutning i EU’s Ministerråd. Før en minister tager af sted for at træffe beslutninger af større rækkevidde, har ministeren været i Folketingets Europaudvalg for at få et såkaldt forhandlingsmandat. Det betyder, at et flertal af medlemmerne ikke må være imod ministerens holdning til et givent forslag på dagsorden i Rådet. Europaudvalget spiller derfor en central rolle i dansk EU-politik.

Denne brochure handler om Folketingets Europaudvalg, og hvordan Europaudvalget arbejder, hvilke områder det dækker, dets kompetencer og historiske udvikling.

I Danmark har der, lige siden de første overvejelser om medlemskab af Det Europæiske Fællesskab, været politisk fokus på at sikre, at Folketinget har mulighed for at kontrollere den danske regerings deltagelse i den del af EU’s lovgivningsproces, der sker i Rådet. Allerede i 1961 havde Folketinget nedsat et ad hoc udvalg til at følge regeringens forhandlinger om Danmarks optagelse i EF. Det blev kaldt Markedsforhandlingsudvalget og behandlede det lovforslag om Danmarks optagelse i EF, som blev vedtaget ved en folkeafstemning den 2. oktober 1972 og førte til, at Danmark tiltrådte EF pr. 1. januar 1973. Ved en reform af Folketingets forretningsorden i 1972, hvorved man indførte flere stående udvalg, blev Markedsudvalget officielt etableret som stående udvalg den 4. oktober 1972.

Udvalget beholdt sit navn frem til 1994, hvor det skiftede navn til Europaudvalget som en konsekvens af, at det europæiske samarbejde med Maastrichttraktaten havde en markant politisk dimension og dermed havde udviklet sig til mere end et samarbejde om frihandel. Europaudvalget har igennem alle årene spillet en helt central rolle i Folketingets løbende parlamentariske kontrol med regeringen i EU-politikken.

I den danske grundlov finder man ikke Europaudvalget omtalt, som det eksempelvis er tilfældet med Udenrigspolitisk Nævn. For at finde grundlaget for Europaudvalgets virke må man kigge i Lov om Danmarks tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber (§6, stk. 2). Af denne lov fremgår det, at regeringen har pligt til at underrette "Folketingets Europaudvalg om forslag til rådsvedtagelser, der bliver umiddelbart anvendelige i Danmark, eller til hvis opfyldelse Folketingets medvirken er nødvendig". Der er i Danmark ikke vedtaget en lov, der regulerer Europaudvalgets procedurer, men derimod fastlægges arbejdsformer og kompetence i beretninger, der er aftaler mellem Europaudvalget og regeringen om procedurer. Den afgørende bestemmelse om udvalgets kompetence er fastlagt i den første beretning fra 1973, hvor to passager er særligt vigtige: For det første: "Regeringen rådfører sig med Folketingets Europaudvalg i markedspolitiske spørgsmål af væsentlig betydning, således at såvel hensynet til Folketingets indflydelse som til regeringens forhandlingsfrihed respekteres. For det andet: Forud for forhandlinger i EF’s råd om vedtagelser af større rækkevidde forelægger regeringen mundtligt Europaudvalget et forhandlingsoplæg. Såfremt der ikke i udvalget konstateres et flertal imod forhandlingsoplægget, forhandler regeringen på dette grundlag."

Det blev i 1972 overvejet, om Europaudvalgets beføjelser og kompetencer skulle lovfæstes. Det blev dog undladt, da man fra Folketingets side ønskede størst mulig fleksibilitet til løbende at tilpasse arbejdsformen til skiftende forhold i EU. Dette har haft som konsekvens, at den nærmere fastlæggelse af Europaudvalgets kompetence ikke har været et spørgsmål for det samlede Folketing, men det har i vidt omfang været op til udvalget selv at udfylde tiltrædelseslovens rammebestemmelse.

Europaudvalget er et af de 25 stående udvalg i Folketinget. Det behandler de lovforslag og beslutningsforslag, der henvises til det, og i den forbindelse afgiver det betænkninger med indstillinger på samme måde som andre udvalg i Folketinget. Lovforslagene om ratifikation af Maastrichttraktaten, Amsterdamtraktaten og Nicetraktaten blev eksempelvis behandlet af udvalget, ligesom det behandlede lovforslaget om Danmarks tiltrædelse af den fælles mønt, euroen. Det er ret få lovforslag, der henvises til Europaudvalget.

I bilaget til Folketingets forretningsorden fra 2001 beskrives Europaudvalgets sagsområde således: "Sager, der behandles i Den Europæiske Union og WTO, og koordineringen af Folketingets behandling af disse sager." Det betyder, at Europaudvalget, udover EU-sager, også beskæftiger sig med det internationale handelssamarbejde, der finder sted i Verdenshandelsorganisationen World Trade Organization. I 1997 traf Europaudvalget aftale med regeringen om, at regeringen forelægger WTO-sagerne for Europaudvalget efter samme kriterier som EU-sager. Ved WTO-ministerrådskonferencen i Seattle i 1999 deltog repræsentanter fra interesserede fagudvalg og Europaudvalget i den danske regerings delegation.

Europaudvalget består ligesom de øvrige stående udvalg af 17 medlemmer og 11 stedfortrædere. Stedfortrædere deltager i udvalgsmøderne med taleret på linje med de ordinære medlemmer. Man tilstræber, at alle partier i Folketinget er repræsenteret i udvalget ved et medlem eller en stedfortræder. Det har betydning for udvalgsformandens "stemmeoptælling". Der findes også et såkaldt underudvalg, som består af de repræsenterede partiers ordførere. Dette udvalg står for organiseringen af Europaudvalgets arbejde.

Alle udvalgsmedlemmerne sidder også i andre udvalg, nogle er endda udvalgsformænd. Det har stor betydning for informationsudvekslingen og for den erfaringsbaggrund, der ligger bag behandlingen af EU-sagerne. Når det drejer sig om væsentlige politiske spørgsmål, er det i øvrigt i partigrupperne, at de enkelte partiers holdning fastlægges. På den måde sker der en koordinering, så eksempelvis de konservative medlemmer i Miljø- og Planlægningsudvalget giver udtryk for den samme holdning som de konservative medlemmer i Europaudvalget.

Europaudvalget holder som regel møder hver fredag hele året rundt med undtagelse af august, hvor institutionerne i EU holder sommerferie. Der kan forekomme ekstraordinære møder, særligt ved afslutningen af en formandskabsperiode. De vigtigste punkter på Europaudvalgets dagsorden er de rådsmøder, der skal afholdes i Ministerrådet den følgende uge.

Drøftelsen af et bestemt ministerrådsmøde i Europaudvalget foregår som regel på den måde, at den pågældende minister møder op til et møde i Europaudvalget og fremfører et mundtligt forhandlingsoplæg. Derefter følger en runde, hvor partiernes ordførere stiller uddybende spørgsmål til ministeren og tilkendegiver partiets holdning til visse af forslagene. Efter ministerens svar kan der følge en eller flere diskussionsrunder. Under disse kan ministeren præcisere eller modificere sit forhandlingsoplæg, og det hænder også, at ministeren ændrer forhandlingsoplægget for at imødekomme partiernes ordførere og sikre sig, at der ikke er et flertal imod forhandlingsoplægget. Til slut konkluderer formanden, hvorvidt der kan konstateres en flertal imod forhandlingsoplægget.

Først gennemgår den pågældende minister de politisk væsentlige punkter på rådsmødets dagsorden. For mindre væsentlige punkter kan ministeren nøjes med at henvise til det fremsendte samlenotat. Ministeren nævner hovedpunkterne i forslaget og redegør for, hvor langt man er i forhandlingerne. I de sager, hvor regeringen forelægger et forhandlingsoplæg, giver ministeren som regel en ret detaljeret redegørelse og gennemgår, hvilke konsekvenser en gennemførelse af direktivforslaget vil have for danske regler. Ministeren gennemgår de vigtigste uafklarede politiske spørgsmål og redegør for regeringens holdning hertil. I nogle tilfælde oplyser ministeren om forhandlingssituationen i Ministerrådet, idet den kan have betydning for, om der kan samles et blokerende mindretal. Ministeren kan også resumere, hvad interesseorganisationerne har givet udtryk for, især hvis de nærer betænkeligheder. Til sidst præciserer ministeren, hvad regeringens forhandlingsoplæg går ud på. Der er altså tale om et mundtligt forhandlingsoplæg, og det er ministeren selv, der formulerer det.

Der foretages ikke nogen formel afstemning, men formanden konkluderer ved drøftelsernes afslutning, at der ikke er konstateret et flertal imod regeringens forhandlingsoplæg i de fleste tilfælde. Lige siden 1973 har det været fast praksis i Europaudvalget, at formanden ved sin optælling af "stemmerne" regner med det antal medlemmer, som det pågældende parti har i Folketinget. Når man kan gøre det, hænger det sammen med, at der er tradition for "partidisciplin", således at alle partiets folketingsmedlemmer stemmer på samme måde, når først beslutningen er truffet i partigruppen. Forhandlingsoplægget bliver altså kun afvist, hvis ordførerne for partier, som tilsammen har 90 mandater eller mere, har udtalt sig imod det.

Det er ikke ret tit, at udvalget siger nej til regeringens forhandlingsoplæg. Men heraf kan man ikke udlede, at udvalget ikke har nogen større indflydelse på regeringens EU-politik Dels sker det som nævnt ikke sjældent, at regeringen ændrer eller tilpasser sit oprindelige forhandlingsoplæg under drøftelserne i udvalget. Dels tager de danske embedsmænd, som deltager i forhandlingerne på det tidlige stadium – ofte før Kommissionen fremsætter sit forslag – hensyn til, at regeringen på et tidspunkt skal have resultatet godkendt i Europaudvalget.

Langt den største del af Folketingets skriftlige informationer om EU-forhold kommer fra regeringen. Alle kommissionsforslag og vigtige meddelelser fra Kommissionen sendes af Udenrigsministeriet til Folketingets EU-Sekretariat. De bliver registreret af EU-Oplysningen og kan findes på Internettet (www.euo.dk). Udenrigsministeriet sender med jævne mellemrum en oversigtsliste over modtagne EU-dokumenter, der omdeles til alle Folketingets medlemmer.

Europaudvalgets arbejde foregår i vidt omfang på grundlag af skriftlige notater fra regeringen. I Folketingets sprogbrug kaldes disse notater for bilag. De udarbejdes af det relevante fagministerium, som sender dem til fagudvalget, samtidig med at de sendes til Europaudvalget via Udenrigsministeriet, der koordinerer Danmarks relationer til EU. Langt den største del af Europaudvalgets papirer fremsendes fra Udenrigsministeriet, men der kommer også skriftlige henvendelser fra interesseorganisationer og lignende. Desuden indgår udvalgsspørgsmål, rådsmødereferater mv. i det materiale, udvalget arbejder med. I alt modtager udvalget over 1.500 notater og andre dokumenter pr. år.

95 pct. af de notater, der tilgår Europaudvalget, er offentlige og kan læses på Folketingets og EU-Oplysningens hjemmeside.

Udover de informationer som Europaudvalget modtager fra Udenrigsministeriet, udsender Folketingets repræsentant ved EU og andre medarbejdere i EU-Sekretariatet såkaldte Info-noter. De indeholder blandt andet baggrundsmateriale og praktiske oplysninger, og langt de fleste af dem er offentlige.

Herudover udarbejder EU-konsulenten og dennes medarbejdere såkaldte EU-noter. Heri analyseres udvalgte kommissionsforslag og væsentlige problemstillinger inden for EU eller WTO. De betragtes som udvalgets interne arbejdsdokumenter og sendes kun til udvalgets medlemmer og stedfortrædere.

Regeringen fremsender såkaldte grundnotater om alle nye direktivforslag samt grøn- og hvidbøger. Derudover udarbejder regeringen grundnotater om øvrige kommissionsforslag til retsakter, som regeringen skønner er væsentlige. Det samme gælder væsentlige forslag til kommissionsdirektiver, kommissionsforordninger og kommissionsbeslutninger, der gennemføres i de såkaldte forskriftsudvalg og forvaltningskomiteer. Grundnotater skal ifølge en aftale fra 2001 med regeringen så vidt muligt fremsendes senest fire uger efter, at Ministerrådet har modtaget kommissionsforslaget. På oversigtslister, som omdeles til samtlige folketingsmedlemmer, angiver regeringen, hvilke kommissionsforslag den automatisk vil fremsende et grundnotat om. Hvis Europaudvalget eller et fagudvalg beder om det, vil regeringen også udarbejde notater om andre forslag.

Som forberedelse til de ugentlige møder og som et led i den løbende orientering af Europaudvalget fremsender regeringen aktuelle notater. Den minister, som skal forelægge et rådsmøde i Europaudvalget, fremsender otte dage før et såkaldt samlenotat. Det indeholder en række notater, hvori hver enkelt af de sager, der står på dagsordenen for rådsmødet, er beskrevet. I nogle tilfælde vil det enkelte notat være lig med det tidligere fremsendte grundnotat. I andre tilfælde vil det være baseret på grundnotatet, men medtage oplysninger, som er nye i forhold til grundnotatet. F.eks. om de ændringer, der er foretaget under forslagets behandling i Rådets arbejdsgruppe eller i Coreper, om Europa-Parlamentets udtalelse, om indkomne høringssvar fra interesseorganisationer eller om udviklingen i forhandlingerne i Rådet.

Såvel grundnotaterne som de aktuelle notater er faktuelle notater. Det vil sige, at de indeholder en beskrivelse af kommissionsforslaget, dets betydning for gældende danske regler, den tidligere behandling i Rådet og i Europaudvalget, eventuelle kompromisforslag fra formandskabet, ændringsforslag fra Europa-Parlamentet osv. Men de siger ikke noget om, hvilken holdning regeringen har til forslaget. Den redegør ministeren som nævnt for ved sin mundtlige forelæggelse af forhandlingsoplægget. Europaudvalget har med regeringen aftalt nogle retningslinjer for, hvordan notaterne skal udformes, og hvilke oplysninger de skal indeholde. I beretningen af 10. maj 2001 anfører Europaudvalget, at det for den politiske behandling af EU-spørgsmål er af afgørende betydning, at medlemmerne af Europaudvalget og fagudvalgene får de relevante papirer i en let tilgængelig form så hurtigt som muligt og i så god tid før møderne, at der er tid til både at læse og sagsbehandle forslagene, herunder drøfte dem internt i de enkelte partier. Målsætningen var allerede i 1999-beretningen "færre, men bedre og mere målrettede papirer". Notaterne skal fokusere på det centrale i forslaget og på de eventuelle politiske problemer i en dansk sammenhæng, som forslaget kan give anledning til. De skal være forståelige, såvel for folketingsmedlemmerne som for offentligheden. Alle notater på over to sider skal indledes med et kort resumé.

Kommissionen har i en række sager beføjelse til at udstede retsakter, som er gældende på samme måde som Europa-Parlamentets og Rådets retsakter. Disse sager kan vedtages i en såkaldt komitéprocedure, og også i sådanne sager forelægges et forhandlingsoplæg for Europaudvalget, når regeringen skønner, at de er væsentlige. Behandlingen foregår efter samme retningslinjer som sager, der vedtages i Ministerrådet. På grund af de korte tidsfrister, der gælder i forbindelse med behandlingen i komiteerne, forelægges orienteringssagerne ofte kun skriftligt for Europaudvalget. Men hvis regeringen skal forelægge et forhandlingsoplæg i en komitésag af større rækkevidde, kan det kun ske i et Europaudvalgsmøde.

Cirka en uge efter et rådsmøde udsender den danske minister sit referat af mødet. Disse rådsmødereferater er offentlige. Desuden får Europaudvalget den pressemeddelelse om beslutningerne på mødet, som Rådets generalsekretariat udarbejder. Gennem disse referater kan udvalgets medlemmer følge med i, hvad der er sket med sagen. De kan eksempelvis kontrollere, om den er blevet vedtaget på rådsmødet eller udskudt til senere behandling. De kan også se, om ministeren har holdt sig inden for sit forhandlingsoplæg. Nogle gange stiller udvalget skriftlige spørgsmål for at få uddybet bestemte punkter i referatet. Hvis sagen har stor politisk betydning, kan man kalde ministeren i samråd og få en nærmere forklaring.

Siden 1984 er der taget stenografisk referat af møderne i Europaudvalget, så medlemmerne bagefter kan kontrollere, hvad forhandlingsoplægget præcist gik ud på. Referatet sendes til partiernes ordførere. For ikke at skade Danmarks forhandlingsposition, er referatet fortroligt. Siden oktober 2000 har Europaudvalget offentliggjort et kortfattet beslutningsreferat, hvori offentligheden kan se, hvilke partier der er gået imod regeringens forhandlingsoplæg. Man kan imidlertid ikke se i dette beslutningsreferat, hvad forhandlingsoplægget gik ud på. Offentliggørelse af beslutningsreferatet betyder i praksis, at det også fremgår hvilke partier, der støtter regeringens forhandlingsoplæg.

Regeringskonferencer drøftes ofte ved debatter i Folketingssalen, hvor regeringens forhandlingsgrundlag kan fastlægges gennem en vedtagelse. Forud for væsentlige danske udspil eller fastlæggelse af overordnede politiske mål indkalder statsministeren ofte lederne af de partier, der står bag den danske EU-politik, til fortrolige møder i Statsministeriet. Men regeringskonferencer følges også løbende af Europaudvalget.

I forbindelse med en regeringskonference, der lægger op til en traktatændring, drøfter regeringen løbende konferencens forløb med Europaudvalget. Dels orienterer udenrigsministeren i forbindelse med de almindelige Europaudvalgsmøder udvalget forud for møder i regeringskonferencen på ministerniveau. Dels indbyder han på passende tidspunkter Europaudvalget til uformelle møder i Udenrigsministeriet, hvor den danske chefforhandler som regel også deltager. Den løbende skriftlige orientering indebærer, at alle papirer, der fremlægges på regeringskonferencen af formandskabet og de forskellige regeringer m.v., sendes til Europaudvalget. Konkrete skriftlige danske udspil skal forelægges for Europaudvalget, inden de fremsendes. Som regel vil det først være i den allersidste fase, hvor man kan se det samlede billede, at regeringen vil forelægge et samlet forhandlingsoplæg. Regeringskonferencens emner drøftes også på møderne i Det Europæiske Råd, og i den forbindelse orienterer statsministeren naturligvis også om forløbet.

Forud for møder i Det Europæiske Råd orienterer statsministeren og udenrigsministeren Europaudvalget om emnerne for de kommende drøftelser og redegør for regeringens holdninger hertil. Som regel nøjes stats- og regeringscheferne med at udstikke de overordnede retningslinjer, som senere følges op i de enkelte Ministerråd i form af forslag til retsakter. Der træffes således som regel ikke formelle beslutninger på topmøderne. Derfor er det sjældent, at regeringen i forbindelse med topmødeforelæggelser forelægger egentlige forhandlingsoplæg i Europaudvalget. Det er dog sket. Det er mere almindeligt, at udenrigsministeren eller finansministeren på forudgående møder i Europaudvalget sørger for at få forhandlingsoplæg på substansen i de sager, der ikke kan opnås enighed om på de almindelige rådsmøder, og som derfor henskydes til drøftelse blandt stats- og regeringscheferne. Efter statsministerens forelæggelse følger en eller flere spørgerunder, hvorunder ordførerne tilkendegiver partiernes holdning til topmødets emner. Efter mødet i Det Europæiske Råd fremsender regeringen formandskabets konklusioner, og statsministeren møder igen op i Europaudvalget og redegør for topmødets forløb med efterfølgende mulighed for debat.

Hvert halve år samles repræsentanter for Europaudvalgene i medlemslandene samt ansøgerlandene til et såkaldt COSAC-møde (Conférence des Organes Spécialisés dans les Affaires Communautaires). En delegation fra Europa-Parlamentet deltager også i disse konferencer. Her diskuterer man aktuelle europapolitiske spørgsmål og drøfter, hvordan de nationale parlamenter kan øge deres indflydelse på EU-politikken, blandt andet ved at påvirke deres ministre. COSAC kan ved konsensus vedtage såkaldte "bidrag", som sendes til de europæiske institutioner eller til Det Europæiske Råd. Men der er først og fremmest tale om udveksling af synspunkter mellem parlamentarikere, som i deres nationale parlamenter drøfter de samme EU-spørgsmål på nogenlunde samme tid. Ikke mindst de personlige kontakter, der etableres i forbindelse med COSAC-samarbejdet, er værdifulde. Det land, som har EU-formandskabet, er også vært for det halvårlige COSAC-møde. COSAC-samarbejdet står beskrevet i en protokol (nr. 9) til Amsterdamtraktaten.

Europaudvalget modtager ofte besøg fra parlamentarikere fra andre EU-lande og ansøgerlande. Det kan være parlamentsformænd, europaudvalg, ministre eller kommissærer. Europaudvalget plejer til gengæld at besøge hovedstaden i formandskabslandet, og dér have drøftelser med ministre, som repræsenterer formandskabet, og med sine søsterudvalg. De senere år har Europaudvalget også foretaget studierejser til ansøgerlande.

Europa-Parlamentet indbyder jævnligt repræsentanter fra de nationale parlamenter til møder, rundbordskonferencer eller lignende i Bruxelles. Europaudvalget tager stilling til Folketingets deltagelse, og som regel søger man at sende en delegation på to folketingsmedlemmer, én fra det relevante fagudvalg og én fra Europaudvalget, så vidt muligt en fra regeringspartiernes valggruppe og en fra oppositionspartiernes valggruppe. De deltagende parlamentarikere kan ikke binde Folketinget, men give udtryk for, hvad de selv og deres parti mener. Som regel bliver der efter mødet udarbejdet et resumé, så begge udvalgs medlemmer bliver orienteret om, hvad der har været drøftet.

De danske medlemmer af Europa-Parlamentet får tilsendt alle de offentlige regeringsnotater og Info-noter, som tilgår Europaudvalget, ligesom de får Europaudvalgets dagsordener. Og alle Europa-Parlamentets papirer sendes til EU-Oplysningen, hvor Folketingets medlemmer kan rekvirere dem. Når det drejer sig om skriftlig gensidig orientering, er der således et udbygget samarbejde. De fremrykninger af fristen for regeringens oversendelse af grundnotater, som blev aftalt i 1999 og i 2001, skete blandt andet for, at grundnotatet kunne foreligge i god tid, før Europa-Parlamentets udvalg havde frist for ændringsforslag.

På det personlige plan foregår samarbejdet med de danske medlemmer af Europa-Parlamentet først og fremmest inden for de enkelte partier. Siden 1998 har regeringen regelmæssigt indbudt de danske medlemmer af Europa-Parlamentet til uformelle møder, hvortil man også har inviteret medlemmerne af Europaudvalget. Hertil kommer de åbne møder og høringer i Europaudvalget, hvor MEP'erne kan deltage. Endelig kan det nævnes, at et par gange om året mødes de danske repræsentanter i Regionsudvalget, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Europa-Parlamentet med medlemmerne af Europaudvalget til et uformelt møde, hvor man kan diskutere aktuelle EU-sager af fælles interesse.

Ifølge Europaudvalgets beretninger opfordrer Europaudvalget til et nærere og mere omfattende samarbejde med fagudvalgene i Folketinget, men inddragelse af fagudvalgene er ikke obligatorisk. I Danmark kan fagudvalgene modtage alle relevante EU-forslag og notater fra regeringen på deres fagområde, og fagudvalgene kan lave indstillinger til Europaudvalget, som dog har beslutningskompetencen, eller fagudvalgene kan henvende sig direkte til ministeren og kalde denne i samråd. Intentionen er, at fagudvalgene tager sig af den tidlige behandling af EU-sager, og via indstillinger til Europaudvalget eller henvendelser til ministeren får indflydelse på regeringens EU-politik.

Europaudvalgets samarbejde med fagudvalgene er ligeledes siden 1996 kommet til udtryk ved afholdelse af høringer om Europa-Kommissionens grøn- og hvidbøger. På disse høringer har forskellige aktører mulighed for at udtrykke sig om høringens tema. De typiske deltagere er interesseorganisationer, faglige eksperter, centraladministrationen, fagministeren og de politiske ordførere. Som det foreløbig eneste parlament i EU har Folketinget valgt at fremsende høringssvar til Kommissionen på baggrund af høringer. Høringssvaret har karakter af en konsensus-udtalelse, men den rummer også mulighed for mindretalsudtalelser. Folketingets høringssvar er ikke nødvendigvis i overensstemmelse med regeringens høringssvar.

Europaudvalget arrangerer med jævne mellemrum temahøringer og minikonferencer. En temahøring giver forskellige relevante aktører mulighed for at blive hørt i forbindelse med et større EU-relateret tema som eksempelvis EU’s fremtid og EU’s landbrugspolitik. En minikonference indebærer ofte besøg fra en prominent person – eksempelvis et lands præsident – og på den baggrund tages en specifik problemstilling op til debat.

Folketingets Europaudvalg prioriterer kontakten til offentligheden højt. Blandt andet derfor blev Folketingets EU-Oplysning oprettet i april 1994 med det formål at forbedre befolkningens adgang til informationer om EU. EU-Oplysningens prioritetskunde er den almindelige dansker, der ikke har særlige forudsætninger for at finde rundt i EU-systemet, men som gerne vil orienteres på en neutral måde om, hvad der foregår i EU. EU-Oplysningens opgave er således klar: At svare på spørgsmål om alle emner inden for EU på en hurtig, neutral og relevant måde – ganske gratis. Filosofien i EU-Oplysningen er, at: "Den bedste information, er den, man selv beder om".

EU-Oplysningens information til borgerne omfatter en svartjeneste (hotline, e-mail, fax, brev og personlig henvendelse), produktion af informationsmateriale (EU Fakta og EU-baggrund), koordinering af EU-informatør-netværk, foredrag/undervisning, opbygning og vedligeholdelse af tre meget omfattende hjemmesider på Internettet samt bistand til medlemmerne af Europaudvalget.