Kan jeg tage toldfrie varer med hjem fra min ferie på Gran Canaria?
Spørgsmålets fulde ordlyd:
Kan jeg tage toldfrie varer med hjem fra min ferie på Gran Canaria?
Svar
Ja, det kan du.
Selv om Gran Canaria - og De Kanariske Øer i det hele taget - er en del af EU via Spaniens medlemskab af EU, gælder der nemlig særlige toldregler for øgruppen.
Præcis hvor meget du må medbringe af toldfri varer, når du vender hjem fra rejser i udlandet, kan du se i SKATs rejseguides, som du finder på SKATs hjemmeside. For Gran Canaria gælder toldreglerne for lande uden for EU.
Baggrund
I bestemmelserne, der handler om traktatens geografiske udstrækning (art. 349 EUF) og territorialt anvendelsesområde (art. 355 EUF) slås det fast, at:
"Traktaterne gælder for Guadeloupe, Fransk Guyana, Martinique, Réunion, Saint-Barthélemy, Saint-Martin, Azorerne, Madeira og De Kanariske Øer i overensstemmelse med artikel 349".
I bestemmelserne står der, at det på grund af disse regioners fjerne og afsides beliggenhed, samt visse andre forhold, er muligt for Rådet at vedtage særlige foranstaltninger inden for disse områder med hensyn til told- og handelspolitik, finanspolitik, frizoner m.m.
Der gælder derfor særlige toldregler for Gran Canaria, og det er stadig muligt at handle toldfrit i forbindelse med rejser fra Danmark til Gran Canaria, selv om det toldfrie salg som udgangspunkt er afskaffet ved rejser mellem EU-landene.
Vil du vide mere?