Hjælpemenu

Hovedmenu

Du er her: EU-OplysningenSpørgsmål og svarLæs svareneSamtlige svar › Kan tyskere og andre E...

Kan tyskere og andre EU-borgere købe sommerhus i Danmark?

Spørgsmålets fulde ordlyd:

Kan tyskere og andre EU-borgere købe sommerhus i Danmark?

Svar

Nej, det kan de som udgangspunkt ikke. Der skal en særlig tilladelse til fra det danske justitsministerium, før udlændinge kan få lov til at købe sommerhuse i Danmark, også selv om der er tale om EU-borgere. I 2013 gav Justitsministeriet en sådan tilladelse i 241 tilfælde, og i samme periode blev der givet 112 afslag på ansøgninger. Langt de fleste tilladelser blev givet til Norge (154 stk.), der dog også modtog flest afslag (85 stk.).

Det skyldes, at Danmark ved indtrædelsen i det daværende EF fik lov til at beholde sine særregler på området om køb af ejendomme, der ikke er helårsboliger. Med Maastricht-traktaten blev denne særregel indføjet i en protokol til traktaten. Bestemmelsen om Danmarks særstilling på dette område findes i protokol nr. 32.

Her fastslås ganske kort, at "Uanset bestemmelserne i traktaten kan Danmark opretholde den gældende lovgivning om erhvervelse af ejendomme, der ikke er helårsboliger."

Hvad kræver det at få en tilladelse til køb af et sommerhus i Danmark som EU-borger?

Ifølge Justitsministeriets praksis så gives der kun en tilladelse til køb af fritidsbolig, hvis ansøgeren har en ganske særlig stærk tilknytning til Danmark. Der er tale om en samlet vurdering, men der lægges bl.a. vægt på tidligere ophold i Danmark, særlig familiemæssig, erhvervsmæssig, kulturel og økonomisk tilknytning til Danmark og speciel tilknytning til den ejendom, der ønskes erhvervet. 

Vil du vide mere?