Hvad indeholdt Forfatningstraktaten?
Spørgsmålets fulde ordlyd:
Hvad indeholdt Forfatningstraktaten?Svar
Én traktat i fire dele
(NB: Forfatningstraktaten blev aldrig vedtaget.)
De gældende traktater, EF-traktaten og EU-traktaten, blev skrevet sammen til én traktat: Traktat om en forfatning for Europa. Euratom-traktaten skulle fortsætte i selvstændig form.
Sammenskrivningen af de gældende traktater betød, at den såkaldte
søjlestruktur skulle afskaffes, og at den mellemstatslige samarbejdsform inden
for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik samt inden for det retlige
samarbejde i princippet ville falde bort.
Forfatningstraktaten bestod af en præambel samt fire hoveddele. Der var
tilknyttet 36 protokoller.
Del I
I Forfatningstraktatens del I blev de overordnede værdier,
institutionelle rammer samt kompetencefordelingen mellem EU og medlemsstaterne
fastlagt. I forbindelse med Konventets forhandlinger om et udkast blev denne første del
af traktaten omtalt som den del, der beskrev EU’s arkitektur.
Del
I indeholdt blandt andet et nyt afsnit om EU’s demokratiske liv, hvori det blev
bestemt, at Rådets møder skulle være offentlige, både når der
blev forhandlet og stemt om udkast til europæisk
lovgivning.
En anden nyskabelse var det såkaldte borgerinitiativ,
der skulle give mulighed for, at mindst 1 mio. EU-borgere kunne
opfordre Kommissionen til at fremsætte et udkast til EU-retsakt. Gruppen af
borgere skulle repræsentere et betydeligt antal medlemslande. Det påkrævede
minimumsantal skulle fastlægges ved europæisk lov.
Del II
Forfatningstraktatens del II bestod af EU’s Charter om Grundlæggende
Rettigheder, der dermed ville bliver juridisk bindende, når
Forfatningstraktaten trådte i kraft.
Charteret blev udarbejdet af et
særligt charter-konvent i 1999-2000. Herefter vedtog Det Europæiske Råd
Charteret i form af en politisk erklæring på topmødet i Nice den 7.-10.
december 2000.
Med Forfatningstraktaten ville Charteret blive en
del af traktatgrundlaget, men det bestemtes samtidig, at chartrets bestemmelser
skulle samtidig forpligte alle EU’s institutioner samt medlemsstaterne, dog kun
når de gennemførte EU-retten. Derudover fremgik det af Forfatningstraktaten, at
Charteret ikke skulle udvide anvendelsesområdet for EU-retten ud over EU’s
kompetencer, og ikke skabe nye kompetencer og opgaver for EU og heller ikke
ændre på de fastlagte kompetencer og opgaver.
Charteret indeholdt
bestemmelser om de grundlæggende rettigheder, som EU’s borgere skulle være
sikret – eksempelvis ret til livet, ytrings- og informationsfrihed, ret til
uddannelse, rimelige arbejdsforhold, god forvaltning m.m.
Del III
Forfatningstraktatens del III var sværvægtsdelen af traktaten, da del III indeholdt de detaljerede bestemmelser om EU’s politikker og funktionsmåde. Del III indeholdt bestemmelser om det indre marked, den økonomiske og monetære politik, beskæftigelse, social- og arbejdsmarkedspolitik, landbrug og fiskeri, miljø, forbrugerbeskyttelse og transport med mere.
Del IV
Forfatningstraktatens del IV indeholdt afsluttende og generelle bestemmelser blandt andet om revision af traktaten. For eksempel skulle konventsmetoden gøres til standardmetode for større traktatrevisioner, og derudover indeholdt traktaten en forenklet procedure til traktatændringer, så der ikke nødvendigvis skulle indkaldes til en regeringskonference.