Kan jeg få EU-støtte, og hvordan gør jeg?
Spørgsmålets fulde ordlyd:
Kan jeg få EU-støtte, og hvordan gør jeg?
Svar
EU støtter en lang række forskellige projekter og foretagender, der kan bidrage til at føre EU's politikker ud i livet. Hvis du har et projekt som du mener, kunne være interessant for EU, kan du derfor søge støtte ved et af de mange programmer som findes.
Der er mange typer af støtteordninger
EU's støttemidler bliver uddelt igennem en lang række programmer, tilskudsordninger, fonde mv. Hver af disse kan have forskellige krav til ansøgeren og forskellige måder at søge midlerne på. Denne proces kan i nogle tilfælde være meget enkel, og i andre yderst kompliceret. Desuden er der noget støtte der skal søges gennem danske myndigheder, og anden der skal søges direkte gennem Europa-Kommissionen. Nogle af de største og vigtigste støtteordninger beskrives kort her:
Landbrugsstøtte
Den mest velkendte form for EU-støtte er nok landbrugsstøtten. Denne støtte udgøres primært af den såkaldte "enkeltbetalingsordning", der er en direkte betaling til landmændene i EU. Herudover findes de såkaldte "markedsforanstaltninger", der er støtteordninger til produktion af konkrete produkter som f.eks. ris, nødder og mælk. Endelig findes udviklingsprogrammet "udvikling af landdistrikter 2007-2013", som investerer i initiativer der kan forbedre landbrugets konkurrenceevne og beskytte miljøet.
Landbrugsstøtten udgør omkring 1/3 af EU's samlede budgetramme for 2007-2013, og der kan uddeles omkring 300 milliarder euro over 7 år.
Du kan læse mere om landbrugsstøtten her.
Strukturfonde
Da der er store forskelle og uligheder inden for EU's område, mellem de rigeste og fattigste regioner, har EU oprettet tre strukturfonde, der skal søge at rette op på disse skævheder. Der er tale om:
Disse fonde støtter forskellige projekter der kan sikre regional konkurrenceevne og beskæftigelse, territorialt samarbejder og udvikling af de fattigste regioner i EU. Samhørighedsfonden er dog ikke relevant for Danmark, da den alene retter sig mod de områder hvor BNP pr. indbygger ligger 90 % lavere end gennemsnittet i EU.
Strukturfondsmidlerne udgør lidt over 1/3 af EU's samlede budgetramme fra 2007-2013. Der kan uddeles omkring 350 milliarder euro over 7 år.
Forsknings- og uddannelsesstøtte
Der er flere forskellige programmer der støtter forskningen og uddannelserne i Europa. To af de meget anvendte er EU's særlige forskningsprogram og udvekslingsprogram:
EU's forskningsprogram hedder "Det 7. Rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling", og har til formål at fremme den europæiske forskning og bidrage til at udvikle ny viden og teknologi. Hvert program har forskellige fokusområder, som man har ønsket særligt at støtte, og i denne omgang har der bl.a. været fokus på sundhed, nanoteknologi og miljø.
EU har et særligt udvekslingsprogram - "Erasmus programmet" - som har til formål at lette studerende og underviseres muligheder for at komme på udveksling. Det kan ske ved unitersiteter, offentlige eller private virksomheder, organisationer og NGO'er mv. Programmet giver mulighed for at udvekslingen kan ske uden at den enkelte skal betale gebyrer for udvekslingen, og at der kan gives tilskud til en lang række aktiviteter i forbindelse med udvekslingen.
Få et overblik
Hvis du vil have et overblik over, hvilke typer af støtteordninger der findes i EU, har Europa-Kommissionens Repræsentation i Danmark udgivet en publikation der hedder "EU-tilskud - en oversigt over programmer, lån og støtteordninger". Denne håndbog giver en kort beskrivelse af de forskellige ordninger, og indeholder desuden kontaktoplysninger til de steder og personer, der administrerer den enkelte ordning eller projekttype.
Bogen tilgængelig elektronisk via Europa-Kommissionens hjemmeside. Bemærk at bogen ikke er opdateret efter 2011, og således kun er vejledende.
Hvor kan jeg få hjælp hvis jeg vil søge støtte, og hvad kan jeg få hjælp til?
Der er flere muligheder for at få hjælp med den konkrete ansøgningsproces. Hvor du præcist bør henvende dig, og hvad du præcist kan få hjælp til, afhænger dog både af, hvilken form for støtte du søger, og hvor du hører til geografisk.
De danske regioner har alle forskellige EU-kontorer der kan hjælpe dig med din ansøgning eller give råd og vejledning. Fire af regionerne (Region Midtjylland, Region Syddanmark, Region Sjælland og Region Nordjylland) tilbyder borgere og virksomheder tilknyttet regionen, konkret og personlig rådgivning til ansøgningsprocessen. Du kan se mere om deres services og om ansøgningsprocessen på EU-kontorernes hjemmesider.
Region Hovedstaden tilbyder ikke general rådgivning på samme måde som de øvrige regioner. Dog har regionen to meget specialiserede kontorer, der kan give konkret vejledning til forskere der søger medfinansiering til forskningsprojekter. Det ene kontor er Region Hovedstadens Forsknings- og Innovationsstøtteenhed (FIE) som specifikt rådgiver universiteter tilknyttet hospitaler i hovedstaden, og det andet er creoDK som vejleder forskere i at søge EU's forskningsmidler.
Kalundborg Kommune har haft sin egen selvstændige repræsentation og kontor i Bruxelles siden 1. maj 2007.
Hos EuroCenter i Styrelsen for Forskning og Innovation kan man få rådgivning og sparring omkring konkrete projekter der hører til under det 7. rammeprogram. Her er der både mulighed for at få informationer og general rådgivning, samt personlig kontakt og rådgivning om et konkret projekt.
Endelig findes EU-DK Support som blev lanceret som et initiativ under regeringens innovationsstrategi ”Danmark – løsningernes land” i december 2012. EU-DK Support netværket koordineres af EuroCenter i Styrelsen for Forskning og Innovation under Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser har i samarbejde med Erhvervsstyrelsen under Erhvervs- og Vækstministeriet.
Vil du afholde et arrangement der udbreder viden eller fremmer debatten om EU?
Hvis du ønsker at udbrede viden eller fremme debatten om EU i Danmark, kan du søge støttemidler til arrangementer og lignende hos Europanævnet.