Hjælpemenu

Hovedmenu

Du er her: EU-OplysningenOm EU-OplysningenPressemeddelelserArkiv › Kan Nettet øge debatte...

Om EU-Oplysningen

Kan Nettet øge debatten om EU?

Pressemeddelelse fra Folketingets Europaudvalg

Tilhængere og modstandere af EU har ofte svært ved at blive enige om ret meget, når snakken falder på EU. Én ting kan dog give fælles fodslag, nemlig at mere oplysning og debat om EU er godt. Derfor har Folketingets Europaudvalg og Nævnet vedr. EU-oplysning taget initiativ til at afholde en informationskonference om Elektronisk Folkeoplysning om EU onsdag den 8. januar 2003 kl. 13.00 til kl. 17.00 i Fællessalen på Christiansborg.

Informationskonferencen tager hul på temaer som netdemokrati, politiske debatter om EU på Internettet, unge og debat via Internettet samt til sidst oplysning og debat om EU via lokale elektroniske medier.

Informationskonferencen indledes med et oplæg af demokratiforsker Karl Löfgren fra Malmøs Universitet. Herefter vil der være korte oplæg fra eksterne oplægsholdere. Det gælder MF Morten Helveg Petersen (RV), MF Henrik Dam Kristensen (S), MF Peter Skaarup (DF), MF Tina Nedergaard (V), Birgitte Simonsen, RUC, Mikkel Hemmingsen, DanmarksDebatten, Asbjørn Lyby, Youth 2002, Henrik Thomsen, Jyllands-Posten, V.A. Jakobsen, Radio Falcon, Bent Hansen, Kommuni-kationscenteret, Hanne Preisler, Nyhedsradioen 24-7, Palle Lundstrøm, Kanal København. Oplægsholderne vil desuden fungere som et panel, der kan stilles spørgsmål til.

"Nettet udgør et meget stort potentiale for ufiltreret demokratisk dialog mellem borgerne og politikerne. Ikke mindst i europapolitikken har vi stadig brug for mere debat", siger formanden for Folketingets Europaudvalg, Claus Larsen-Jensen, der hæfter sig ved, at Danmark er et af de lande i EU, hvor flest personer har adgang til Internettet. Hele 76% i 3. kvartal af 2002, og tendensen er stigende.

Formanden understreger dog, at Internettet ikke må erstatte andre former for demokratiske debatter i samfundet: "Det er vigtigt, at Internettet forbliver et supplement. Der er nemlig stadig mange, som ikke er fortrolige med at debattere via Internettet. Vi skal huske, at demokrati er for hele befolkningen".

Claus Larsen-Jensen peger endvidere på, at lokale radio- og TV-stationer har en stor kontaktflade til befolkningen og ofte plads til længere debatprogrammer. "De lokale radio- og TV-stationer kan i høj grad bruges til at inspirere og øge EU-debatten rundt i Danmark, og det skal vi være mere opmærksomme på", siger Claus Larsen-Jensen.

Hvis der er yderligere spørgsmål til konferencen, er man velkommen til at kontakte fuldmægtig Thomas Søndergaard Sarup (3337 3329) eller fuldmægtig Søren Koushede (3337 3321) i EU-Oplysningen. Formanden for Folketingets Europaudvalg, Claus Larsen-Jensen, kan træffes på telefon 3337 4033.