Hjælpemenu

Hovedmenu

Du er her: EU-OplysningenOm EU-OplysningenPressemeddelelserArkiv › Europæiske Europaudval...

Om EU-Oplysningen

Europæiske Europaudvalgsformænd mødes i København for at styrke de nationale parlamenters rolle i EU

Pressemeddelelse fra Folketingets Europaudvalg

Formændene for EU-landenes parlamenters europaudvalg og repræsentanter fra Europa-Parlamentet mødes den 16.september 2002 i Folketinget. Formålet er at diskutere Folketingets Europaudvalgs forslag til at styrke de nationale parlamenters rolle i EU og en reform af samarbejdsorganisationen COSAC.

Folketingets Europaudvalg har i juli 2002 sendt forslaget til landenes parlamenter til kommentarer. Mødet den 16.september skal vurdere, hvor stor vilje der er i landene til at øge parlamenternes muligheder for indflydelse i forhold til deres egne regeringer i EU-politikken.

Forslaget, som har været drøftet af COSAC-troikaen, dvs. Danmark, Spanien og Grækenland samt Europa-Parlamentet, lægger op til to anbefalinger. For det første foreslås det, at EU-politikken systematisk integreres i de enkelte landes nationale parlamenter. Det betyder, at parlamenterne skal have mulighed for at påvirke regeringernes politik, før beslutningerne træffes i EU, ligesom parlamenterne efterfølgende skal kunne kontrollere regeringernes politik i EU.

"Kun derved", lyder det i forslaget, "kan europapolitikken forankres blandt alle parlamentarikere i de nationale parlamenter og herved indgå som en naturlig del af det politiske arbejde og i den offentlige debat". Forslaget afviser endvidere idéen om et 2. kammer med nationale parlamenta-rikere.

For det andet, og som følge af ovenstående, foreslås det, at der laves en reform af COSAC. En reform, som indebærer et tættere samarbejde mellem de nationale parlamenter og en ændring af samarbejdets navn til "Parlamenternes Forum".

Ligeledes lægges der op til, at COSAC i højere grad udnytter de muligheder, som er nedfældet i den nuværende protokol til Amsterdam-traktaten om COSAC. Eksempelvis har COSAC mulighed for at udtale sig om EU-lovgivningen til EU's institutioner.

Det danske formandskab ser ingen grund til, at de foreslåede ændringer afventer en traktatændring. Reformen kan godt finde sted nu, hvis der er politisk vilje. Det vil blive diskuteret på mødet.

Formanden for Europaudvalget, Claus Larsen-Jensen, ser frem til et godt og konstruktivt møde i København. "Diskussionen om nationale parlamenters rolle i EU er meget vigtig, og jeg er glad for, at vi nu får lejlighed til at debattere emnet indgående", siger han.

Forslaget i sin helhed kan findes på Folketingets EU-Oplysnings hjemmeside: www.euo.dk .

Flere oplysninger kan fås ved henvendelse til Europaudvalgets formand, Claus Larsen-Jensen, på telefon 3337 4033.