Enighed om fælles bankafvikling
Det lykkedes her til morgen for det græske EU-formandskab at blive enige med Europa-Parlamentets forhandlere om den forordning, der ligger bag den såkaldte fælles afviklingsmekanisme for bankerne. Afviklingsmekanismen udgør sammen med den såkaldte fælles tilsynsmekanisme (der er vedtaget) EU's kommende bankunion.
Aftalen
Aftalen skulle bl.a. indeholde følgende elementer:
- Den Europæiske Centralbanks (ECB) tilsynsmyndighed bliver den primære initiativtager til indledning af bankafviklingsprocessen.
- Europa-Kommissionen vil udarbejde udkast til afviklingsplaner - handlingsplaner udarbejdet for at håndtere en konkret nødlidende bank. Rådet vil kun blive involveret, hvis Kommissionen anmoder om det.
- Hurtigere beslutningsproces når en afviklingsplan skal vedtages.
- Inden forordningen træder i kraft, vil der blive etableret et system, som gør det muligt for afviklingsfonden at optage lån.
- Hurtigere opbygning af den fælles afviklingsfond med "nationale bidrag". 40 procent af bidragene skal overføres i fondens første år, 20 procent i det andet og de resterende 40 procent ligeligt fordelt over seks år.
Medlemslandene havde på forhånd sat sig en stram deadline, hvor planen var at blive enige med Europa-Parlamentet om dette komplicerede regelsæt, inden Europa-Parlamentet lukker ned for valget til maj.
Det ser altså ud til at denne tidsplan, med enigheden her til morgen, kan overholdes forudsat at både medlemslandene og det samlede Europa-Parlamentet kan godkende aftalen. Europa-Parlamentet forventer at stemme om aftalen på plenarmødet den 14.-17. april i Strasbourg - altså den sidste session inden valget.
Afviklingsfonden
Foruden forordningen forhandles der blandt medlemslandene også om den tilhørende afviklingsfond, som der på sigt skal kunne trækkes på, når banker skal afvikles. Det er efter planen banksektoren selv, der skal finansiere fonden, så skatteyderne ikke skal bidrage direkte til bankafvikling i fremtiden.
Forhandlingerne om afviklingsfonden skal lede frem til en såkaldt mellemstatslig aftale blandt medlemslandene, der ikke direkte er en del af EU-systemet, hvilket også er årsagen til, at Europa-Parlamentet ikke er inden over disse forhandlinger.
Status på forhandlingerne om denne afgørende del af den kommende bankunion står faktisk også på stats- og regeringschefernes dagsorden for EU-topmødet, der afholdes torsdag og fredag i Bruxelles.
Yderligere information
- Pressemeddelelse fra det græske EU-formandskab
- Pressemeddelelse fra Europa-Parlamentet
- Pressemeddelelse fra Rådet
- EU-Oplysningens temaside om den fælles afviklingsmekanisme for banker