Anbefalinger til Danmark
Som led i det såkaldte europæiske semester har Kommissionen i dag fremlagt udkast til de landespecifikke anbefalinger for alle EU's medlemslande - herunder Danmark.
Kommissionens udkast til anbefaling
I Kommissionens udkast står der følgende:
"HENSTILLER, at Danmark i perioden 2014-2015 træffer foranstaltninger med henblik på følgende:
1. Efter korrektionen af det uforholdsmæssigt store underskud fortsætte med at føre en vækstfremmende finanspolitik og bevare en sund budgetstilling samt sikre fortsat opfyldelse af den mellemfristede budgetmålsætning i hele konvergensprogrammets løbetid.
2. Træffe yderligere foranstaltninger for at fremme beskæftigelsesegnetheden for de personer, der befinder sig på kanten af arbejdsmarkedet. Forbedre uddannelsesresultaterne, navnlig hos de unge med indvandrerbaggrund, og effektivisere erhvervsuddannelserne. Lette overgangen fra uddannelse til arbejdsliv, herunder gennem mere udbredt arbejdspladslæring og flere praktikpladser.
3. Øge indsatsen for at fjerne adgangsbarriererne og de lovgivningsmæssige
krav med henblik på at øge konkurrencen i den indenlandske servicesektor,
navnlig inden for detailhandel og bygge- og anlæg, som anbefalet af
Produktivitetskommissionen".
Kommissionens udkast skal bl.a. drøftes af EU's stats- og regeringschefer på EU-topmødet i juni, og forventes endeligt vedtaget af Rådet i juli.
Stabilitets- og vækstpagten
I forbindelse med offentliggørelsen af de landespecifikke anbefalinger har Kommissionen også fremsat et forslag om ophævelse af den henstilling om et såkaldt uforholdsmæssigt stort underskud, som Danmark modtog i 2010 for brud på stabilitets- og vækstpagtens krav om, at det offentlige budgetunderskud ikke måtte overstige tre procent af bruttonationalproduktet (BNP).
Det forventes på denne baggrund, at henstilling mod Danmark for brud på budgetkriteriet vil blive ophævet på rådsmødet for EU's økonomi- og finansministre den 20. juni 2014.
Baggrund
Idéen med det Europæiske Semester er at integrere de forskellige dele af samordningen af medlemslandenes økonomiske politikker - herunder at sikre en bedre forudgående samordning.
Koordineringen omfatter i dag behandlingen af de såkaldte stabilitets- og konvergensprogrammer som medlemslandene indsender til Kommissionen samt de Nationale Reformprogrammer og indmeldinger under den såkaldte europluspagt. Hertil kommer overvågningen af potentielle makroøkonomiske ubalancer i medlemslandene. Hele forløbet afsluttes med vedtagelse af landespecifikke henstillinger, som for hvert medlemsland angiver, hvilke tiltag medlemslandene bør fokusere på.