Nye regler om finansielle benchmarks
HVAD GÅR FORSLAGET UD PÅ?
Kommissionen vil indføre
strengere regler for de benchmarks, der anvendes for finansielle instrumenter og
kontrakter i EU.
Du kan læse forslaget her
BAGGRUND
Benchmarks er indekser, der anvendes som reference for prisen på finansielle
instrumenter eller udbetalinger i henhold til finansielle kontrakter. Som
eksempler kan nævnes London Interbank Offered Rate (LIBOR) og Euro Interbank
Offered Rate (EURIBOR). Begge er benchmarks for interbankrenten,
olieprisestimater og børsindekser. Disse benchmarks er et vigtigt led i det
finansielle system, der påvirker investorer og forbrugere, fordi de bestemmer
værdien af finansielle instrumenter og udbetalinger i henhold til finansielle
kontrakter som f.eks. boliglån.
Den nylige skandale i forbindelse med
manipulation af LIBOR og EURIBOR har givet anledning til bekymring om
benchmarks' integritet over hele verden. Hvis benchmarks ikke viser det, de har
til hensigt at måle – enten fordi de ikke er nøjagtige, eller fordi de er
manipulerede – vil det skade investorerne og tilliden til markedet.
HVAD ER NYT?
Forslaget går ud på følgende:
Der skal være tilsyn med forvaltere af
benchmarks. De skal overvåges af de nationale kompetente myndigheder,
koordineret af Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA). Der
vil blive dannet grupper af nationale tilsynsmyndigheder for de allervigtigste
benchmarks.
De, der fastsætter benchmarks eller bidrager med information, der
bruges til at fastsætte dem, skal stramme op på deres forvaltnings- og
kontrolprocedurer, navnlig for at undgå interessekonflikter.
Datoen for
fastsættelsen af benchmarks skal være offentlig tilgængelig sammen med
information om, hvad hver benchmark måler, og hvad der er dens formål.
Bankerne skal vurdere egnetheden af de benchmarks, de anvender, før de indgår
finansielle kontrakter (f.eks. boliglån) med kunder, og skal advare kunder, hvis
den pågældende benchmark er uegnet.
HVEM VIL FORSLAGET GAVNE OG HVORDAN?
Investorer vil få sikkerhed for, at de benchmarks, der anvendes i forbindelse
med deres finansielle instrumenter, er robuste og fri for manipulation.
Der vil igen blive skabt tillid til markeder, der afhænger af
benchmarks.
Forbrugerne vil ikke få solgt finansielle produkter (som
f.eks. boliglån) eller kontrakter, der er baseret på uegnede benchmarks.
HVORFOR PÅ EU-PLAN?
Nogle benchmarks er nationale, men hele benchmarksektoren er international. EU's marked for finansielle tjenesteydelser vil have gavn af fælles rammer for pålidelige og korrekt anvendte benchmarks, der gælder for de forskellige EU-lande.
HVORNÅR TRÆDER FORSLAGET I KRAFT?
I 2015.