Hjælpemenu

Hovedmenu

Danmark støtter EU i sag om Patentreformen

Dansk intervention i sagerne C-146/13 og C-147/13 anlagt af Spanien ved EU-Domstolen

Dansk intervention i sagerne C-146/13 og C-147/13 anlagt af Spanien
ved EU-Domstolen (om forordning om enhedspatentbeskyttelse og
tilhørende forordning om oversættelsesordninger).

Hvorfor går Danmark ind i sagen?
Danmark har været en aktiv støtte af en europæisk patentreform, der har
været forhandlet i mere end 30 år. Danmark var blandt initiativtagerne til
det forstærkede samarbejde om den patentreform, som det lykkedes at
forhandle politisk på plads i 2012. Danmark er derfor blandt de 25 lande,
der har undertegnet aftalen om den fælles patentdomstol.

Regeringen vurderer, at den europæiske patentreform vil bidrage til økonomisk
vækst, konkurrenceevne og jobskabelse. Regeringen har udsendt
lovforslag om Danmarks ratifikation af aftalen om en fælles patentdomstol
i høring.

Fra dansk side finder man, at forordningerne har den fornødne hjemmel,
og at de ikke er i strid med EU-retten eller EU-retlige principper. Regering
finder derfor, at Spaniens påstande om annullering af forordningerne
ikke bør tages til følge. Regeringen agter derfor at intervenere i sagerne
til støtte for Rådet.

Danmark vil støtte Rådet i afvisningen af spanske anbringender om, at
forordningerne om implementeringen af det forstærkede samarbejde
mangler retsgrundlag, tilsidesætter princippet om forbud mod forskelsbehandling,
kompromitterer EU-rettens autonomi og i øvrigt de traktatretlige
rammer for EU-samarbejdet.

På nuværende tidspunkt forventes det, at Tyskland, Frankrig, Sverige,
Ungarn, Belgien, Storbritannien og Holland i lighed med Danmark vil
intervenere i sagen til støtte for Rådet og Europa-Parlamentet.

Læs regeringens notat om sagen her

Her kan du læse mere om Patentdomstolen i noten "Den europæiske patentreform – nogle spørgsmål og svar ".

Regeringen har udsendt lovforslag om Danmarks ratifikation af aftalen om en fælles patentdomstol
i høring.