Hjælpemenu

Hovedmenu

Enighed om finansiel støtte til Portugal

EU's økonomi- og finansministre blev på et møde den 16. maj 2011 enige om lånepakken til Grækenland på i alt 78 mia. euro - ca. 581 mia. danske kroner.

78 mia. euro til Portugal
78 mia. euro til Portugal
De 78 mia. euro vil, som under tidligere lånepakker, blive fordelt med en tredjedel fra Den Internationale Valutafond (IMF) og to tredjedele fra EU - svarende til 26 mia. euro fra IMF og 52 mia. euro fra EU. EU-bidraget vil være delt i 26 mia. euro fra eurolandenes europæiske finansielle stabiliseringsfacilitet (EFSF) og 26 mia. euro fra den generelle EU-27-mekanisme - den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme (EFSM).

Genopretning af de offentlige finanser vil omfatte en samlet tilpasning svarende til 10 procent af bruttonationalproduktet (BNP), så et budgetunderskud på tre procent af BNP kan opnås i 2013. De seneste tal har fastsat det offentlige budgetunderskud i Portugal i 2010 til 9,1 procent af BNP.

Baggrund

Portugal anmodede den 7. april 2011 EU om finansiel bistand, og efterfølgende har repræsentanter fra Europa-Kommissionen, IMF og Den Europæiske Centralbank været i Lissabon for at udarbejde et samlet tilpasningsprogram med de portugisiske myndigheder og de største politiske partier.

Den offentlige gældskrise i Grækenland førte i maj 2010 til etableringen af dels den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme, hvor alle EU-landene bidrager, samt den europæiske finansielle stabiliseringsfacilitet, hvor kun eurolandene bidrager. Den europæiske finansielle stabiliseringsfacilitet kan stille garantier for op til 440 mia. euro, hvorimod den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme råder over mere beskedne 60 mia. euro.

Mekanismen og faciliteten er tiltænkt eurolande, der som Grækenland, Irland og nu Portugal oplever store vanskeligheder og omkostninger i forbindelse med det offentlige finansieringsbehov og gældsoptagelse. 

Den europæiske finansielle stabiliseringsfacilitet er af midlertidig karakter og udløber i juni 2013, hvilket har ført til aftalen om en permanent europæisk stabilitetsmekanisme (ESM), der skal afløse den midlertidige facilitet fra juni 2013. Den krævede traktatændring til etablering af ESM blev formelt vedtaget på EU-topmødet den 24.-25. marts 2011, men skal efterfølgende godkendes i de 27 medlemslande. 

Yderligere information