Hjælpemenu

Hovedmenu

Du er her: EU-OplysningenNyhederNyhedsarkiv2011Maj › Nyt fælles register fo...

Nyt fælles register for interesseorganisationer

Europa-Parlamentet har stemt for et fælles ”Åbenhedsregister” mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen for interesseorganisationer og andre lobbyister.

Vedtagelsen bekræfter den aftale, som Europa-Parlamentet og Kommissionen indgik i november 2010. Ministerrådet ønskede dengang ikke at deltage i forhandlingerne om aftalen, og det er stadig uafklaret, om Rådet vil tilslutte sig registeret. EU-formandskabet ved den ungarske europaminister Erika Györi kunne ved en debat i plenar-salen tirsdag ikke sige noget med sikkerhed. Hvis Rådet tilslutter sig, vil interesseorganisationer og lobbyister kunne registrere sig ét sted og én gang hos de tre store EU-institutioner.

Aftalen indebærer, at:

  • Kommissionens ”register for interesserepræsentanter/lobbyister” og Europa-Parlamentets ”register over akkrediterede lobbyister” slås sammen til ét register, som skifter navn til ”Åbenhedsregisteret”.
  • Interesseorganisationer/lobbyister skal give flere oplysninger end tidligere, når de optages i registeret. F.eks. om antallet af personer, der er involveret i lobbyist-aktiviteterne og om hvor meget økonomisk støtte fra EU, som den registrede har modtaget.
  • Tilmeldte i registeret skal overholde et Adfærdskodeks. Gør de ikke det, kan det resultere i suspension eller udelukkelse fra registeret.

Der har også været en debat, om hvorvidt det skal være obligatorisk for lobbyister at tilmelde sig registeret. Ikke mindst Europa-Parlamentet har presset på for et obligatorisk register. Det er dog endt med, at registeret er frivilligt, men for Europa-Parlamentets vedkommende vil der være tale om ”de facto obligatorisk” tilmelding, da lobbyisterne kun vil kunne få permanent adgangstilladelse til Europa-Parlamentet, hvis de er tilmeldt registeret.

I den vedtagne betænkning støtter Europa-Parlamentet planer om at udvikle en model i Europa-Parlamentet, som kan oplyse alle møder mellem lobbyister og en MEP-ordfører i konkrete rapporter – populært kaldet ”legislative footprints”. Det kunne være et bilag til de parlamentariske rapporter.

Der er i dag akkrediteret mere end 1.700 organisationer til Europa-Parlamentet og cirka 3.900 til Kommissionen. Europa-Parlamentets register blev oprettet i 1996, og Kommissionens register blev oprettet i 2008. Det er planen, at det nye register kan tages i brug allerede i juni 2011.

P.t. arbejder en arbejdsgruppe under ledelse af Formanden for Europa-Parlamentet Buzek med en stramning af adfærdskodekset. Arbejdsgruppen ventes at være færdig i juni 2011.

Yderligere information