Hjælpemenu

Hovedmenu

Du er her: EU-OplysningenNyhederNyhedsarkiv2011Maj › Europa-Parlamentet god...

Europa-Parlamentet godkender Kommissionens budgetforvaltning i 2009

Europa-Parlamentet godkendte den 10. maj Europa-Kommissionens forvaltning af EU's budget for regnskabsåret 2009. Den årlige procedure bliver formelt kaldt "decharge-proceduren". Dog blev dechargen på Rådet, Det Europæiske Politiakademi og Det Europæiske Lægemiddelagentur udskudt.

Europa-Parlamentet har på plenarsamling i Strasbourg den 10. maj afsluttet størstedelen af den såkaldte decharge-procedure for forvaltningen af EU's budget for 2009. Europa-Parlamentets afgivelse af decharge godkender formelt Europa-Kommissionens budgetforvaltning for regnskabsåret 2009.

Det er Europa-Parlamentets budgetkontroludvalg der står for udarbejdelsen af de i alt 39 betænkninger, der danner grundlag for afstemningen og den endelige afgivelse af decharge på plenarsamlingen i Strasbourg.

Dechargen på Europa-Kommissionens sektion af budgettet, indeholdt i betænkning A7-0134/2011 , blev afgivet med 570 stemmer for, 75 imod og 13 der undlod at stemme.

Europa-Parlamentet forventes at behandle dechargen til Rådet, Det Europæiske Politiakademi og Det Europæiske Lægemiddelagentur til oktober. 

Folketingets behandling

Rådets henstilling til Europa-Parlamentet om meddelelse af decharge, der udarbejdes på baggrund af Revisionsrettens årsberetning, indgår sammen med årsberetningen i grundlaget for Europa-Parlamentets decharge-procedure.

Et flertal i Folketingets Europaudvalg støttede på et møde den 11. februar 2011 regeringens forhandlingsoplæg på Rådets henstilling.

Baggrund

Kommissionen er af traktaten pålagt ansvaret for forvaltningen og gennemførelsen af EU’s budget, der skal ske i overensstemmelse med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning. Kontrollen med denne gennemførelse sker via tre forskellige kanaler. Kommissionens egne tjenestegrene udfører en intern kontrol og revision i forbindelse med forvaltningen af budgettet. Den uafhængige Revisionsret udfører en efterfølgende ekstern revision af budgetforvaltningen. Endelig foretager Parlamentet den endelige politiske kontrol og godkendelse af Kommissionens gennemførelse af budgettet.  

Yderligere information