Indstilling af ny dansk kommissær

Den nye Europa-Kommission, under ledelse af José Manuel Barroso, forventes at være på plads i starten af 2010.
Forinden skal de enkelte kommissærkandidater til høringer i Europa-Parlamentet, hvorefter Europa-Kommissionens formand, den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik samt de øvrige medlemmer af Kommissionen godkendes samlet ved en afstemning i Europa-Parlamentet. Den nye Europa-Kommission udnævnes herefter formelt af Det Europæiske Råd.
Connie Hedegaard afløser den nuværende danske kommissær, Mariann Fischer Boel, der fra 2004 har været ansvarlig for EU's landbrugspolitik.
Baggrund
Det var oprindeligt tiltænkt med Lissabontraktaten, at antallet af kommissærer fra 2014 skulle reduceres til 2/3 af antallet af medlemslande. Forhandlingerne efter det irske nej til Lissabontraktaten ved folkeafstemningen den 12. juni 2008 ledte dog til, at stats- og regeringscheferne på EU-topmødet den 11.-12. december 2008 blev enige om, at hvert af de 27 medlemslande også i fremtiden skulle have en kommissærpost i Europa-Kommissionen.