Folkeafstemning om Lissabontraktaten i Irland den 2. oktober
En ny folkeafstemning om godkendelse af Lissabontraktaten vil blive afholdt fredag den 2. oktober 2009 i Irland. Det afslørede den irske premierminister under dagens debat i det irske parlament.
Foruden Irland mangler Tjekkiet, Tyskland og Polen også den endelige godkendelse (ratifikation) af Lissabontraktaten.
Baggrund
Den irske befolkning vendte tommelfingeren nedad til Lissabontraktaten ved folkeafstemningen den 12. juni 2008.
På EU-topmødet den 11.-12. december 2008 blev EU's stats- og regeringschefer enige om at imødekomme en række ønsker fra den irske regering med hensyn til Lissabontraktaten. Stats- og regeringscheferne støttede således, at Kommissionen fortsat skal omfatte en kommissær fra hvert medlemsland. I tillæg fik den irske regering lovning på en række retlige garantier på områder som skatteområdet, sikkerheds- og forsvarspolitik, retten til liv samt uddannelse og famile. Den irske regering forpligtigede sig på sin side til at søge ratifikation af Lissabontraktaten inden udløbet af den nuværende Kommissions mandatperiode, hvilket vil sige inden den 31. oktober 2009.
På EU-topmødet den 18.-19. juni 2009 blev der opnået enighed om formuleringen af de irske garantier i form af en afgørelse. Afgørelsen vil blive indført i en kommende tiltrædelsestraktat som en egentlig protokol.