Globalt topmøde om den finansielle krise den 15. november 2008
Den franske præsident, Nicolas Sarkozy, og Europa-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, var den 18. oktober 2008 på besøg hos den amerikanske præsident, George W. Bush.
Her støttede den amerikanske præsident idéen om en række globale topmøder, der skal adressere de udfordringer, som den globale økonomi står overfor.
Det er meningen, at topmødet skal diskutere mulige principper for en reform af den internationale finansielle sektor, så en gentagelse af den nuværende finansielle krise kan forhindres.
Det første globale topmøde skal afholdes den 15. november 2008 i Washington. EU's stats- og regeringschefer mødes allerede den 7. november 2008 i Bruxelles for at forberede topmødet i Washington.
Yderligere information
På EU-topmøde den 15.-16. oktober blev den finansielle krise behandlet intensivt af EU's stats- og regeringschefer. Den franske præsident, der i øjeblikket står i spidsen for det franske EU-formandskab, var meget opsat på at benytte erfaringerne fra den aktuelle krise til at reformere den internationale finansielle sektor, hvilket de øvrige stats- og regeringschefer bakkede op om.