Hjælpemenu

Hovedmenu

Folkeafstemning i Irland om Lissabontraktaten

Torsdag den 12. juni 2008 går den irske befolkning til stemmeurnerne for at tage stilling til Lissabontraktaten. Irland er det eneste EU-land, der afholder en folkeafstemning om Lissabontraktaten.

Hvad stemmes der om?

Den irske befolkning skal tage stilling til EU's nye traktat - Lissabontraktaten. En irsk godkendelse af Lissabontraktaten (ratifikation) medfører en ændring af den irske forfatning (grundlov), hvilket kun kan ske ved en folkeafstemning.

Hvad sker der, hvis Irland stemmer nej?

Hvis et flertal af irerne stemmer nej til Lissabontraktaten, kan den ikke træde i kraft. Lissabontraktaten kan nemlig kun træde i kraft, når alle EU’s 27 lande har ratificeret den i overensstemmelse med deres egne forfatningsmæssige bestemmelser. I tilfælde af et nej fortsætter EU sit arbejde efter det gældende traktatgrundlag.

Hvornår kendes resultatet af afstemningen?

Optællingen af stemmer forventes at starte fredag den 13. juni omkring kl. 11.00, så snart stemmesedlerne er kommet ind fra de enkelte valgsteder. Et foreløbigt resultat vil derfor sandsynligvis foreligge i løbet af fredag eftermiddag.

Hvad er status på ratifikationsprocessen?

På nuværende tidspunkt har 18 af EU's 27 medlemslande ratificeret Lissabontraktaten. Senest har Finland, Estland og Grækenland den 11. juni 2008 ratificeret traktaten. I Danmark ratificerede Folketinget Lissabontraktaten den 24. april 2008.

Baggrund

Lissabontraktaten skal som nævnt endeligt ratificeres i de 27 medlemslande. Det er de enkelte medlemslandes forfatningsmæssige bestemmelser, der er afgørende for ratifikationsformen. Afhængig af de forfatningsmæssige bestemmelser kan ratifikationen både ske ved en folkeafstemning eller ved en parlamentarisk godkendelse. Ungarn ratificerede som det første medlemsland Lissabontraktaten den 17. december 2007.

Lissabontraktaten vil ifølge traktatens egne bestemmelser træde i kraft den 1. januar 2009. Dette er dog forudsat, at samtlige medlemslande har ratificeret traktaten inden da. Hvis dette ikke er tilfældet, vil den træde i kraft når det sidste medlemsland har ratificeret den (formelt hedder det sig, at den træder i kraft den første dag i den måned, der følger efter deponeringen af det sidste ratifikationsinstrument).

Under alle omstændigheder satses der på at Lissabontraktaten kan træde i kraft inden valget til Europa-Parlamentet i juni 2009.

Yderligere information