Hjælpemenu

Hovedmenu

Udvidelse: fremskridtsrapporter og strategirapport fra Kommissionen

Europa-Kommissionen offentliggjorde den 6. november 2007 sin årlige udvidelsesstrategirapport, der forklarer hvad Kommissionens politik er med hensyn til EU's udvidelse samt fremskridtsrapporter for de tre kandidatlande (Kroatien, Tyrkiet og Makedonien) og de potentielle kandidatlande (Albanien, Bosnien-Herzegovina, Montenegro, Serbien og Kosovo under FN resolution 1244).

Fremskridtsrapporterne ser på, hvorledes de forskellige ansøgerlande lever op til københavnskriterierne.

Rapporterne fremhæver fortsat reformer af retssystemer, bekæmpelse af korruption, sikring af minoritetsrettigheder som områder, hvor både kandidatlandene og de potentielle kandidatlande bør sætte mere ind.

Specifikt for Tyrkiet blev det fremhævet, at Tyrkiet i tilstrækkelig grad lever op til det politiske københavnskriterie, men at der kun blev gjort begrænsede fremskridt i 2007. Blandt  andet fremhæves spørgsmålet om minoritets- og kvinderettigheder samt Ankara-protokollen (Tyrkiets anerkendelse af Cypern) som områder med for få fremskridt.

For de potentielle kandidatlande blev det påpeget, at udviklingen her har været ujævn, og at det blandt andet er nødvendigt med en afklaring af Kosovos status og samarbejde med Serbien og Bosnien-Herzegovina om krigsforbryderdomstolen for Ex-Jugoslavien i Haag (ICTY).

Derudover ser fremskridtsrapporterne fortsat statsstøtte og en for nogle lande manglende makroøkonomisk stabilitet som problemer i kandidatlandene og de potentielle kandidatlande.

Yderligere information